Bag masken..

Melinda er en ganske almindelig pige på 18 år. Hun er genert og siger ikke så meget. Hendes bedste veninde, Alexis, derimod er dristigere og er meget selvsikker. Men ændrer det sig, da hun møder ham? Møder ham, hun har ventet på hele hendes liv? Eller gør det bare det hele sværere for hende? Find ud af det her.

0Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

1. Kapitel 1: "Hvor er Alexis?"

Det var en helt almindelig dag i skolen.. Eller så almindelig som det nu engang er muligt.. Hele morgenen havde jeg stået og ventet på Alexis.. Hun havde som så mange andre gange sagt, at hun var klar, hvilket overhovedet ikke passede. Jeg smilte lidt ved mindet. Typisk Alexis. Hun havde til sidst sagt, at vi bare kunne mødes herovre.. Jeg havde stået og ventet hos hende. Hun havde fnist af mig, men overgivet sig til sidst. Jeg hadede, at komme for sent. Jeg var kommet lige til tiden. De andre var her allerede. Stadig ingen spor af Alexis. Jeg smilte og satte mig ned, der hvor jeg plejede at sidde. Læreren kom ind nogle minutter senere. Han så undrende rundt. Det var vores biologilærer, Charles. Han satte sig ned og råbte os op. Han skulle høre om alle var her. Jeg fniste lidt. Det var hans tjans hver eneste morgen.

 

>>Melinda, ved du hvor Alexis er henne? Bliver hun forsinket?<< spurgte han mig. Jeg smilte. Jeg nikkede dog bekræftende til, at hun blev forsinket. Charles sukkede utilfreds. Jeg fniste lavmælt. Han havde aldrig forstået hvorfor Alexis altid kom for sent. Sådan var hun bare. Hun kom for sent i seng og stod derfor for sent op til, at kunne nå at gøre sig klar.

 

Jeg var den i klassen, der kom bedst ud af det med Alexis. Vi var bedste veninder, selvom vi var modsætninger. Hun var ret vild, synes jeg. Men det elskede jeg hende for. Hun vidste altid, hvad hun skulle gøre og sige. Jeg smilte stolt. Vi havde været bedste veninder siden børnhaven. Vi kunne fortælle hinanden alting. Vi stolede på hinanden. Vi vidste, at den anden ikke sagde noget videre medmindre, vi havde aftalt det. Jeg var glad for, at have en veninde som hende. Hun gjorde mig selvsikker og fik mig altid i godt humør.

 

Hun kom pustende ind af døren. Alle så overraskede ud. Jeg fniste og vinkede hende over til mig. Hun kom grinende over mod mig. Jeg var ret gennemsnitlig og almindelig, synes jeg selv. Alexis havde noget særligt over hende. Noget, der gjorde hende helt særlig. Hun satte sig forsigtigt ned og fandt stille hendes ting frem.

 

Hvis jeg kendte hende ret, havde hun noget at fortælle mig. Jeg kunne se, at hun ville sige noget. Men at hun ikke kunne fordi vi sad på forreste række. Et krav fra mine forældre. Jeg sukkede utilfreds. Jeg fandt mit kladdehæfte frem.

 

>>Har alle lavet lektier?<< spurgte Charles glad. De fleste rystede på hovedet. De havde sikkert glemt det. Charles så skuffet ud og var lige ved, at lave den store tale om, at "unge spilder tiden". Jeg rækkede hånden op. Han kom hen til mig. Jeg havde lavet det hele og viste det til Charles store glæde.

 

>>Rart at se at der er nogen, der har styr på det,<< sagde Charles anerkendende, da han så min opgave. Min far havde tvunget mig til altid at gøre mit bedste. Eller nærmere til at være den bedste. Men jeg var ikke den bedste til alting. Jeg var bare mig. Min far ville ikke acceptere en karakter under 4. Hvilket jeg altid havde synes, var latterligt. Han havde alt for store forventninger til mig. Det sled på min selvtillid og tålmodighed.

 

>>Da de fleste ikke har lavet det, kan I jo bare lave det nu. Kom i gang..<< sagde Charles hunsende. Jeg sukkede. Jeg så over til Alexis. Hun havde ikke lavet det og så helt blank ud. Jeg smilte. Hun anede nok ikke engang hvad hun skulle lave.

 

>>Skal du have hjælp?<< spurgte jeg forsigtigt Alexis. Hun nikkede ivrigt. Jeg fniste og rykkede over til hende og forklarede hende opgaven. Hun nikkede forstående. Hun gik i gang. Jeg havde ingenting at lave. Jeg sukkede. Jeg spurgte Charles, om han havde nogle andre opgaver. Han nikkede ivrigt og gav mig en hel mappe med opgaver. Jeg fniste. Det var dog typisk. Jeg gik i gang med opgaverne, men jeg blev reddet af klokken. Jeg sukkede lettet. Jeg pakkede sammen og fulgtes med Alexis. Vi gik ned i kantinen. Alexis begyndte og fnise, da vi satte os ved et bord. 

 

>>Hvad er der, Alexis?<< spurgte jeg nysgerrigt. Hun så hemmelighedsfuld ud. Jeg fniste. Hun fandt en plakat og rakte den over til mig. Det var maskebal ovre på det gamle slot i morgen aften. Det lød og så spændende ud. Jeg fniste lidt for mig selv. Med de hundeøjne Alexis lavede, betød det nok, at hun ville have mig med. Jeg nikkede opgivende. Hun jublede. Jeg fniste. 

 

>>Du kommer hjem til mig efter skole, så kan vi finde ud af det hele der,<< sagde hun begejstret. Jeg fniste og nikkede anerkendende. Alexis som jeg kendte hende. Hun havde allerede planlagt det hele ned til hver eneste lille detalje. Timerne gik hurtigt. Vi fik fri og skyndte os hjem til Alexis. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...