Biernes sang

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 30 jun. 2013
  • Status: Igang
Maisha savner at have den samme frihed som bien, men da hun møder den hvide pige Lilly indser hun at ikke kun køkkenhaven er hendes frihed.

1Likes
0Kommentarer
228Visninger

1. 1

Biernes sang

 

 

Hun fulgte den som den fløj rundt i det støvede og varme rum. Hun betragtede dens blege gule striber blandet med de sorte, som den fløj ind i vinduet. Den brummede som den skreg da den ramte ruden. Hun fik straks dårlig samvittighed, bare fordi hun ikke havde ret til den samme frihed som bien, havde den fortjent at flyve op mod den blå himmel. Hun åbnede vinduet i en knirkende lyd og så på biens striber da den fløj summende ud i det blå. Hun løb ud i den store køkkenhave, og duftede til alle frugternes søde dufte. Hun løb ned gennem appelsintræerne så hurtigt hun kunne. Hun hev en appelsin af et træ og satte sig ned på den tørre jord. Hun åbnede appelsinen så saften løb ned af hendes mørke hænder. Hun indåndede den skarpe lugt og spiste grådigt et stykke. Hun holdte indersiden af appelsinskrællen ned mod hendes sorte hud. ”Jeg ville være smuk hvis jeg var hvid.” Tænkte hun, og tog endnu en bid. Hun spiste den langsomt og lod som om hun var en af de fine hvide damer hun hver dag så nede på gaden. Hun begyndte igen at løbe mellem de lange rækker af træer mens hun tænkte hvordan haven og træerne var hendes blå himmel.

 

Støvet hvirvle rundt hver gang en bil kom kørende. Hun stod på bussen og vinkede farvel til sin mor. Hun kiggede ned gennem bussen og så igen det samme syn. Den tydelige adskillelse og den usynlige streg som ingen kunne se men som alle havde kendskab til. Hun satte sig tæt op ad den usynlige streg så der kun var en række foran hende, før der sad hvide. Det var hendes mor der havde fortalt hende hvor hun altid skulle sidde og det virkede som om alle andre også vidste det. Aller forrest sad de fine hvide damer med deres rige mænd, hvis de overhovedet tog bussen. Langsommere blev det fattigere og fattigere hvide og så de sorte. Ja selv de sorte var delt op efter hvad de tjente. Hun havde engang hørt hendes far sige at verdenen var delt op efter tre farver. Sort, hvid og grøn. Hun rettede på sin lyseblå kjole og satte sig ret op så hendes fødder næsten ikke kunne nå jorden. Bussen var næsten fuldt helt op og der var så varmt inde i den lukkede bus. Hun pustede ud og tørte hånden hen over panden da en pige på hendes egen alder satte sig ved siden af hende. Hun havde lært hun ikke måtte stirre, men den hvide pige gjorde at alt hvad hun havde lært glemte hun. Hun havde hvad der lignede et kæmpe sår ned over den ene side af hendes hoved. Hun havde hverken et højre øje eller et øjenbryn og hendes kind var helt rød i forhold til hendes anden side af hovedet der var næsten gennemsigtig. Nogen nede i lommen på hendes tykke grå bomuldskjole bevægede sig og fik den sorte pige til at rykke lidt væk. Frem fra den slidte lomme stak en lille kaninunge hovedet frem. Pigen gemte kanin tilbage i hendes lomme. ”Hvad hedder den?” Udbrød den sorte pige og pegede ned mod den anden piges lomme. De kiggede begge forbavsede på hinanden. Den hvide pige kiggede ned og mumlede så: ”Siv, den hedder Siv.” De sagde igen ikke noget. ”Gør det noget jeg sidder ved siden af dig?” Spurgte den sorte pige. ”Nej da det er helt fint, det er jeg glad for du vil.” Sagde den hvide pige med en hurtig og nervøs stemme. ”Jeg hedder Lilly.” Sagde den hvide pige og rækte hånden frem mod den anden pige. ”Maisha.” Sagde hun og tog imod den lille hånd. ”Hvor skal du hen?” Spurgte Lilly og kiggede med sit gode øje på Maisha. ”Jeg skal besøge min bedstemor udenfor byen.” Sagde Maisha og aede den lille kanin da den stak hovedet frem igen. ”Må jeg tage med?” Spurgte Lilly og kiggede forventningsfuldt på hende. ”Til en hver tid.” Svarede hun.

 

Da de steg ud af bussen tog Maisha, Lillys hånd da hun følte hun burde beskytte hende nu når de var så langt væk fra hvor hun plejede at være. De vandrede mellem den lille landsby og de store marker. En dame gik forbi dem og kiggede dømmende på dem så Lilly greb endnu faster om Maishas hånd. De stoppede udenfor bedstemorens hus og de bankede på men Lilly havde alt for travlt med at beundre de mange træer og lytte til en summende underlige sang hun syntes hun kunne høre i det fjerne. Lilly blev ved med at beundre de mange nye syn der mødte hende da de trådte ind i det lille hus. Bedstemoren trak Maisha ud i køkkenet mens hun satte sig på en slagbænk ude i den lille forstue. ”Det er et usædvanligt barn du har med dig.” Sagde bedstemoren og hældte vand op i en kande. ”Hun er min ven.” Sagde hun. ”Hun er hvid Maisha.” Sagde bedstemoren og kiggede ned på sit barnebarn. ”Hun er min ven.” Gentog hun stædigt. ”Tag din ven med ud til bierne, jeg vil have hun skal høre biernes sang.” Sagde bedstemoren og kyssede hende på hovedet, ned i hendes krøllede og store hår. Lilly beundrede de mange krystaller og kugler bedstemoren havde stående. Hele rummet virkede så magisk når lyset ramte nogle af stenene og kastede et farverigt smukt lys tilbage. Maisha trak Lilly med ud i varmen igen og viste hende om i haven mellem de mange træer hvor bierne var. De lyttede begge intenst og Lilly fandt ud af hvad det var hun havde hørt før. ”Det er biernes sang.” Hviskede Maisha og satte sig i græsset. Kaninen krøb ud fra sit skjul og var lykkelig over at kunne hoppe rundt igen. Der sad de og lyttede og betragtede bierne mens endnu en tanke strejfede Maisha. Lilly var de lyse gule striber på bien men hun selv var de sorte.

 

Bedstemoren kom gående mod dem på usikre ben og satte sig langsomt ned ved siden af dem i græsset. ”Jeg kan hjælpe jer.” Sagde hun med en mystisk stemme Maisha aldrig havde hørt før. ”Jeg kan sørge for dit sår forsvinder og at du vil få dit syn tilbage.” Sagde hun. De kiggede på hinanden og så igen på bedstemoren. ”I det solen er ved at stå ned og solen farver markedspladsen orange skal du hælde tre dråber af denne væske på dit sår og det vil forsvinde.” Sagde hun og holdte en lille flaske med en gylden væske indeni. Lilly greb ud efter flasken og kiggede forundret på den. ”Skynd jer nu før solen forsvinder helt.” Sagde hun og rejste sig. De begyndte at gå med hastige skridt ud af haven. Da Lilly vendte sig om for at råbe tak efter bedstemoren var hun forsvundet mellem bigårdene og de mange træer og blomster. De løb gennem landsbyen til de nåede markedspladsen. De stoppede forpustede op midt i det hele mellem de mange mennesker. Lilly trådte et skridt væk fra Maisha og hev proppen af flasken. ”Før du går det,” stoppede Maisha hende, ”Så ville jeg bare sige at lige meget om du har dit sår eller ej vil jeg være din ven for jeg ser det smukke i det grimme. Jeg ser det vidunderlige i det gyselige og jeg beundre det andre afskyr.” Lilly kiggede rundt på de mange mennesker. Kiggede på tagene der blev farvede orange af solen mens hun afspillede biernes summende melodier inde i hendes hoved. Hun lod sig selv tabe flasken på jorden. Hun lyttede til det splintrende glas der fløj til alle sidder da det ramte stenene. Hun greb Maishas hånd og begyndte at gå mens hun sagde: ”En dag vil alle børn lære om os. Folk vil fortælle hinanden gennem genrationer om en hvid pige med et såret ansigt og om en sort pige med krøllet hår, der trådsede alt og alle. De trådsede det grimme og det smukke mens de fulgtes hele vejen. Hånd i hånd, som striberne på en bi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...