The Traveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvor ville du tage hen, hvis du kunne rejse, når som helst og hvor som helst på blot få sekunder?
Den 18-årige Elodie Collins er en de af mange milliarder af mennesker på jorden, der har en yderst speciel evne. Hun er en Traveller, der kan teleportere sig fra sted til sted og har i mange år ubemærket rejst rundt i forskellige lande. En dag støder hun ind på sit crush, Ethan og blandede følelser begynder at vælde op i hende. Mens hun kæmper for sin gamle kærlighed, bliver hun jagtet af Hunters, der prøver på at slå hende ihjel.
Vil Elodie slippe væk fra The Hunters og vil hun fortælle sin hemmelighed om, at hun er en Traveller til Ethan?

Læs med på The Traveller og find ud af det.

3Likes
23Kommentarer
444Visninger
AA

2. Prolog

”Hvad skal du bruge pengene til? Jeg vil sgu ikke bruge mine penge på dig, din lille mide!” råbte Elodies mor, Susan Collins.

Hendes mor kom truende hen mod hende med en hjemmesko, og hendes store brune øjne var rettet mod Elodie. Det første der slog Elodie, var at løbe væk. Hun vendte sig om og spurtede ud af stuen, hvorefter at løbe ud af døren, barfodet og i sin røde knælange kjole. Hun kunne høre sin mors vrede stemme bag sig efterfuldt af en række strømmende skældsord.

Det hele startede blot med, at Elodie spurgte om nogle få dollars, så hun kunne købe en gave til den her søde dreng, som hun kunne lide. Han hed Ethan og havde de skønneste mosgrønne øjne med stænk af gyldent i sig. Et smil prydede hendes læber, men alligevel kom tårerne strømmende ned af hendes kinder og udtværede hendes mascara.

Mens hun løb for sit liv om aftenen i den livløse del af Vancouver, tænkte hun over sit liv. Det hele var så uretfærdigt. Hendes mor havde løbet efter hende så mange gange, at hun efterhånden var blevet træt og bange af det. Hun ønskede at slippe væk, men kunne ikke. Det havde aldrig lykkedes hende. 

Hendes far havde forladt hende, da hun var tre år, så den eneste rollemodel hun havde, var hendes mor.  

Hendes røde skulderlange hår flagrede om bag hende sammen med hendes røde kjole. Hendes fødder havde det ikke for godt, men hun blev blot ved med at løbe.

Da hun ikke længere kunne høre sin mors skingre stemme, stoppede hun forpustet op. Hun var kommet væk fra sit eget kvarter og stod nu i de riges. Hun kiggede sig rundt omkring. Mens hun havde tænkt på Ethan, havde hendes ben bragt hende hjem til ham. Hun kiggede en ekstra gang bag sig.

En ond, dum og hæslig mor fri zone.

Hun kravlede over deres hvide nymalede hegn og ærgrede sig over, at hendes røde kjole nu blev lidt hvid. Malingen stank kraftigt, men hun ignorerede den.

Hun nærmede sig Ethans træhus, hvor hun udmærket godt vidste, at han befandt sig oppe i. Han havde, som den ophøjet blærerøv han var, snakket om det konstant i skolen, at han bare havde det sejeste træhus. Hun kravlede ubesværet op i træet. 5 meter over jorden var træhuset. Det var ikke så stort, måske 3x3 kvadratmeter.

Elodies hoved tittede frem, og Ethan lagde mærke til hende med det samme. Han smilede et naivt og arrogant smil til hende.

”Hvad laver du her, tomat?” sagde han selvsikkert, men noget i hans blik ændrede sig. Det måtte være hendes røde øjne og den udtværede mascara. Han undrede sig sikkert over, hvorfor hun kom tudende hen til ham. Hun fik det bare dårligere af, at han også skulle kommentere hendes røde hår, der sikkert var blevet stort og uldet. Tomat. Hun følte sig altid svag og ynkelig i nærheden af Ethan.

Hun kravlede helt op i træhuset og satte sig på samme måde som Ethan, nemlig i skrædderstilling. Nervøst tog hun de vildfarende røde hårlokker om bag øret. Hun følte sig dårligt tilpas og grim i hans nærvær. Ethan var perfekt. Perfekt til High School holdets football hold. Perfekt i skolen; han var en af de elever der scorede højeste point. Perfekt udseendemæssigt med det brune krøllede hår, de mosgrønne øjne og var endda høj. Elodie selv var pisse ringe til fagene i skolen, og i de forskellige sports lignede hun bare en fisk på landjorden. Så var hun rødhåret og bleg med store brune øjne med fregner i hele fjæset. Hun var også en splejs. Langt fra perfekt.

Sådan som Ethan betragtede hende nu, med det ene bryn højt hævet og det skæve smil, fik sommerfuglene til at baske rundt i hendes mave. Brækfornemmelsen tog dog straks over, på grund af det hun skulle til at sige. Hun tog mod til sig og smilede et nervøst smil til ham.

”Je-jeg ville give dig en gave. Det er den 14. Februar. Valentines day.” sagde hun knap så modigt. Hun lød som en forskræmt mus. De var ikke engang kærester, men alligevel gav hun ham sit kæreste eje, sin fars sølvhalskæde. Tøvende fik hun sig skubbet hen til Ethan og tog forsigtigt halskæden af.

Hans arrogante smil blegnede. Han tog imod halskæden. Deres hænder rørte hinanden i et kort øjeblik, og hun tog forskrækket sin hånd til sig, da hun mærkede et stød. Ethan lagde åbenbart ikke mærke til det og vejede halskæden i hånden. Han kiggede hende ind i øjnene og et sødt drenget smil sprang frem.

”Det er ret tøset at give en halskæde til en fyr. Det ved du godt, ikke?” svarede han hånende.

Hun havde det som om, at han smed en spand iskold vand i hovedet på hende. Det var et af hendes mest betydningsfulde genstande, den eneste faktisk. Det var hendes fars. En far hun ikke havde set, siden hun var tre år gammel. En far, hvis ansigtsudtryk, hun ikke længere kunne huske, hvis det ikke var for det billede, hun havde inde på sit værelse. Alligevel lavede han sådan en omgang pis med hende, bare for at vise, hvor uopnåelig han var. Den søde facade var bare for at ødelægge hende, for at vise, hvor svag hun egentlig var.

Ethan så med det samme, at han havde såret og gjort hende ked af det. Hun så hans hånende blik, ændrede sig til et undskyldende et. Det var sikkert også skuespil.

Vredt kravlede hun hurtigt tilbage mod udgangen. Hun kunne mærke tårerne presse på og ville bare hurtigt væk derfra. Hvis der var noget hun ikke ville vise Ethan, så var det svaghed. Ethan rejste sig op, godt klar over, hvor det her førte hen.

”Elodie, stop! Du falder ne-” mere nåede ikke gennem hans læber, før Elodie røg ud over kanten af træhuset.

Faldet var slemt. Det hele foregik i slowmotion.

Mens hun skreg af sine lungers fulde kraft, voksede det kæmpe sus i maven, jo længere hun faldt ned. Hun tænkte kun på en ting. At komme væk fra træhuset. At komme væk fra Ethan og alle andre personer. Hun ville bare hjem, være inde på sit værelse, gemt under dynen og glemme denne dag.

Hendes øjne fangede Ethans blik. Han så bare rædselsslagent på hende med en hånd over sin mund. I den anden hånd dinglede sølvkæden i.

Inden hun ramte jorden, tænkte hun på sin seng. En prikkende fornemmelse, næsten stikkende, spredte sig rundt i hendes krop, og pludselig var hun inde på sit værelse.

Med store øjne kiggede hun rundt på sit værelse. De genkendelige postkort, der viste de forskellige lande hang på den ene væg, og det beskidte tøj ved siden af sin trækommode, godkendte hendes tanker. Det var hendes værelse.

Teleporterede hun lige sig selv tilbage til sit eget værelse? Det kunne umuligt passe.

Hun pressede sig op mod sengens ene hjørne og tænkte, så det knasede. Ivrigt kørte hun hænderne rundt på sin krop, for at mærke om hun var uskadt. Ingen brækket nakke eller ryg, ingen blå mærker, ingen rifter, ingenting. Hun var ikke død. Tænk hvis det hele bare havde været en drøm? En meget ond drøm?

Uden at vide hvordan, rejste hun sig op fra sengen. Hendes blik gled over de mange postkort. Efter lang tids søgen på væggen, landede hendes øjne på et specielt postkort. Det var en af Hawaiis strande, der var på kortet. Hun var for nysgerrig til at tænke over, hvad konsekvenserne af det her var. Hvad det her, så var overhovedet. 

Hun lukkede øjnene og fik et lille filmklip frem i sit indre. 

Hun løb langs Hawaiis strandkant og brusene fra bølgerne overdøvede hendes glade skrig. Solen bagte på hendes hud og sveden samlede sig som perler på hendes pande.

Den prikkende og stikkende fornemmelse forekom igen. Den startede fra fødderne og spredte sig helt ud til hendes fingrespidser. Det kildede nærmest. Hun mærkede et lille sug i maven.

Hun åbnede øjnene.

Det var som om, at hun blev suget ind i et lilla mørkt hav. Hun faldt ikke, steg heller ikke op fra hullet, men blev suget ind med sådan en kraft, at det eneste hun kunne se, var et stort lilla hul med forskellige nuancer af lilla. Hun blev chokeret over den hurtige teleportering, da hun pludselig landede på alle fire nede på noget brandhedt sand. Hun blinkede et par gange med øjnene, for at vænne sig til det skarpe lys på det nye sted, hvor hun befandt sig. Hun rejste sig op og skyggede for øjnene med sin ene hånd. Hun mærkede med det samme heden fra solen og det varme sand kildede hendes tær.

Hun befandt sig på Hawaii og ikke inde på sit værelse i Vancouver. Vinden legede med hendes hår, mens et listigt og modigt smil, voksede om hendes læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...