The Traveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvor ville du tage hen, hvis du kunne rejse, når som helst og hvor som helst på blot få sekunder?
Den 18-årige Elodie Collins er en de af mange milliarder af mennesker på jorden, der har en yderst speciel evne. Hun er en Traveller, der kan teleportere sig fra sted til sted og har i mange år ubemærket rejst rundt i forskellige lande. En dag støder hun ind på sit crush, Ethan og blandede følelser begynder at vælde op i hende. Mens hun kæmper for sin gamle kærlighed, bliver hun jagtet af Hunters, der prøver på at slå hende ihjel.
Vil Elodie slippe væk fra The Hunters og vil hun fortælle sin hemmelighed om, at hun er en Traveller til Ethan?

Læs med på The Traveller og find ud af det.

3Likes
23Kommentarer
477Visninger
AA

5. Kapitel 3. "Cafe + McBrownie = kaffe over det hele"

Efter at have drukket sin espresso og spist adskillige brownies, havde Elodie slået de to timer ihjel.

Klokken lidt over fire trådte Ethan ind i cafeen. Hendes hjerte sprang et slag over, da hans undersøgende blik mødte hendes. Et stort smil bredte sig om hans mund, da han satte sig over for hende, hvilket fik hendes mætte mave til at slå kolbøtter. Han så ned på de adskillige krus og tallerkner med brownie krummer på foran hende. Forgæves skjulte han sit skæve smil bag hans hånd, der sikkert snart ville bryde ud i et kæmpe grin.

”Du har siddet her i to timer, har du ikke?” spurgte han drillende.

Elodie havde indtil videre stirret på ham med et koldt udtryk, men hans store smil smittede desværre af på hende, så hun sad og smilede et af de der fjollede smil tilbage. Han foldede sine hænder foran sig på bordet og blinkede til hende. Det var virkelig svært at koncentrere sig, når hans læber så så indbydende ud. Pokker tage dig, McBrownie.

”Jo, det har jeg,” sagde hun og klappede munden sammen. Det var ikke meningen, at hun skulle indrømme det, men hendes forræderiske kæft havde allerede klaret jobbet. Hun skulle bare have den halskæde og smutte igen. Det nyttede heller ikke at trække tiden ud mere. Det var hun alt for utålmodig til.

”Jeg kom faktisk til Vancouver for at finde dig, Ethan. Angående min fars halskæde. Den jeg gav dig som en Valentines gave, da vi cirka var, hvad? 16 år?”

Ethans ansigt blev først drillende, men efter hendes forklaring på hvorfor hun kom, blev det først forvirret for derefter at blive skræmt. Den fyr havde godt nok ikke styr på sine følelser.

”Vil du have noget at drikke? Jeg tror, jeg gerne vil have noget kaffe. Jeg elsker kaffe. Helt sort med to sukkerknalder.” sagde han. Man kunne tydeligt mærke og ikke mindst høre nervøsiteten i hans stemme. Elodie nikkede og sagde ja til en kaffe. Hun havde måske plads til en halv kaffe mere i maven.

Han kiggede mod en af de mange servitricer, og der kom en med samme efter at have udvekslet et blik med Ethan. Det var den samme unge pige, som havde betjent Elodie for lidt siden. Hun skulede til servitricen og havde i alt i verden lyst til at rive hendes flotte blonde hår af. Hun fik vores bestilling og forsvandt.

Efter hvad føltes som fem minutter, vente hun atter tilbage med de rygende kaffer i papkrus. Det tog hende tredve minutter at hente Elodies bestilling fra før, mens det kun tog fem minutter for hende at hente Ethans. Hun kunne mærke den begyndende vrede boble inde i sig. Hun havde ærlig talt lyst til at smække hende en. Bare fordi Ethan var af hankøn og lækker, betød det da ikke, at han skulle have sin bestilling før hende. Servitricen gjorde det helt klart for at få hans nummer. Ikke fordi at det betød noget for Elodie. Hun var ligeglad eller det ville hun overtale sig selv til at være.

Pigen lagde deres kaffe på bordet og spurgte om der ellers var andet med et kæmpe smil rettet mod Ethan. Elodie sendte hende et skarpt blik.

”Ellers tak og smut så med dig. Der er sikkert andre kunder, som har brug for en ligeså hurtig og effektiv bestilling, som du lige gav os. Eller skulle jeg sige den ene af os.” sagde Elodie og hævede provokerende det ene bryn for at jage pigen væk.

Da det ikke så ud til at virke, sendte hun denne gang et dødbringende blik til hende. Hun stirrede nogle få sekunder tilbage på Elodie, hvorefter hun rullede næsvis sin vej. Et listigt smil prydede Elodies mund. Imens denne her scene med de dræbende øjne havde opstået, havde Ethan bare stirret på hende.

Hun trak på skuldrene af ham, mens hun rørte rundt i sin kaffe.

”Hvad? Hun skal ikke være kønsdiskriminerende.” Ethan skjulte igen et af sine skæve smil af hendes ord.

Hun ventede spændt på, at Ethan ville svare tilbage på det med halskæden, men det skete aldrig. Han havde, meget dårligt, drejet emnet om til bestillingerne, også var episoden med servitricen opstået. Var han nervøs for at snakke med hende, siden han flygtede sådan fra emnet eller var det værst af alt, at han havde smidt halskæden ud og ikke gad at indrømme det? Hun håbede og krydsede fingre for det første.

”Halskæden, Ethan? Hvor er den?” prøvede hun denne gang.

Ethan så hurtigt op fra sin kaffe og så hende direkte i øjnene. Han viste ingen følelser og var helt kold. Hvorfor skulle han pludselig være så mystisk?

”Den er derhjemme. Jeg har gemt den.” åndede han tungt.

Elodie pustede lettet ud gennem sin mund. Hun følte en tung byrde forlade hendes sind. Hun blev chokeret over, at han havde gemt den. Det lignede slet ikke ham.

”Kunne du ikke have sagt det noget før? Forhelvede, der gjorde du mig lige bange!” grinede hun. Hun følte sig pludselig energisk og frisk.

”Hvorfor er den så vigtig?” spurgte han forsigtigt. Der gjorde han det, undveg mine spørgsmål.

”Jeg fik den af min far. Han skred, da jeg var tre år, som du nok ved. Det er det eneste arvestykke, jeg har fra ham og hvis du forstår, så er den meget betydningsfuld.”

”Hvordan kom du i tanke om det? Efter to år? Det virker lidt underligt.”

”Det er faktisk en sjov historie. Hjemme i min lejlighed i New York, så har jeg alle de her billeder fra alle de steder, jeg har været. Da jeg så så det billede i Hawa..” hun afbrød hurtigt sig selv og kløede sig hurtigt i nakken. Ethan rynkede panden og ventede på hendes forklaring.

”I clubben Hawaii, hvor jeg havde den samme rød kjole på, som oppe i træhuset, kom jeg i tanke om dig, træhuset og hvor jeg faldt.” Mentalt lænkede hun sine hænder fast mod sædet, hvis ikke hun gjorde det, havde hun kradset sine øjne ud.

Hun prøvede ynkeligt at redde sætningen med, at hun havde været i Hawaii. Det gik fint nok, indtil hun kom til at nævne faldet. Det ret så dødelige fald. Hvordan i alverden skulle hun bortforklare det og overbevise ham om noget andet? Hendes hjerne arbejdede som små knirkende tandhjul.

Ethan gjorde store øjne, mens han langsomt tog fat om hendes hånd. Hun sank en stor klump i halsen.

”Hvordan.. Hvordan kom du levende derfra? Jeg mener, hvordan kunne du overleve et fald på fem meter og rejse dig op, som om intet var hændt, Elodie?” spurgte han med en rystende stemme. Hun kunne ikke finde ud af om Ethan var ægte eller falsk omkring det her. Det kunne godt ligne ham at spille skuespil.

”Jeg var vel bare heldig. Jeg landede på din mors store blomsterbed.” Hun trak på skuldrene og kom med et uskyldigt smil.

Han gav slip på hendes hånd. Frustreret jog han hånden igennem sit hår, men skar en grimasse, da hans ene finger sad fast i en snoet tot. Hele hans holdning var ét frustreret rod, og hun kunne intet gøre ved det.

”Hvorfor forsvandt du sådan pludselig? Det giver ingen mening? Ingen af os kunne finde dig igen, din mor var også helt ude af den!” hans stemme tog mere og mere i styrke.

”Jeg troede du var død, Elodie!” sagde han denne gang med sorgen i stemmen. Hånden bankede vredt ned på bordet, så kaffen væltede i retning mod hende.

Hun nåede ikke at rejse sig og det resulterede i, at hun fik sortkaffe med to sukkerknalder på sig. Den var heldigvis blevet kold, men det hjalp ikke ret meget på hendes hvide designer trøje, som det gik ud over.

”Ethan altså!” sagde hun kynisk til ham. Han havde lige ødelagt hendes dyre trøje. Hun rigtig nok ikke betalt for den, men det var tanken der talte.

Ethan prøvede på at redde den ved at rejse sig op og tage en masse servietter for at tørre blusen. Det gik ikke særlig godt for ham. Kaffen blev endnu mere tværet ud ved hver skrubben og gniden. Hun gjorde sine øjne smalle og pegede strengt mod hans plads.

”Nu sætter du dig og venter her. Jeg må besøge det lille hus og få reddet det her rod,” svarede hun vredt.

”Hvis det overhovedet kan reddes." hun kiggede ængsteligt ned på den store brune plamage. Hun var vred over hans spørgsmål og over den spildte kaffe. Hvad havde hun dog gjort, siden hun fortjente alt det her?

Hun rejste sig op og gik mod dametoilettet. Ethan, der råbte undskyld bag hende, blev ignoreret for groft af Elodie. For anden gang på den her dag, havde hun tiltrukket folks opmærksomhed. Det var bare ikke fedt.

Hun himlede med øjnene og gik ind af døren, hvor en dame formet i hvid malet metal hang. Hun gik ind i en af toiletbåsene og låste døren bag sig. Hun vidste godt, at hun ikke kunne få kaffen af, så hun blev nødt til at bruge lidt af sin magi, for at komme hjem og skifte. Aldrig i livet skulle hun gå rundt i offentligheden med en kaffe plettet trøje. Hendes værdighed var for stolt til det.

Det skete hurtigt. Hun mærkede den prikkende fornemmelse hvirvle rundt i sin krop, da hun så sin penthouselejlighed for sig.

Et lille bump og duften af friske jordbær gjorde hende bevidst om, at hun var tilbage i New York. Hun åbnede sine øjne og var tilfreds ved synet. Hun var inde i sit walk in closet, og hun fandt hurtigt en hvid trøje, der mindede om den hun havde på nu. Hun måtte være forsigtig omkring Ethan. Han lagde mærke til alle mulige små ting, hvilket gjorde hele det her besøg mere farligt og frustrerende for hende. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle sin hemmelighed til Ethan. Hun havde aldrig fortalt noget til nogle af hendes veninder. Dem hun nu havde for meget lang tid siden.

Mens hun tog sin trøje af og smed den hen til vaskekurven, bankede det på døren. Hun teleporterede sig nedenunder med sin hvide trøje i hånden og åbnede døren med et ryk.

Hun kiggede ind i nogle dejlige blå øjne, der hurtigt gled over hendes overkrop. Hun smilede forførende til Handsome, der stod foran hende i et afslappet sæt tøj: en hvid t-shirt og løse jeans. Hun måtte indrømme, at han så meget bedre ud ved det her besøg end tidligere, hvor han havde jakkesæt på. Hans blik viste tydeligt, at han også nød sit syn. Hun havde en sort fræk bh på, der viste lidt for meget hud end en bh egentlig burde.

”Handsome, så mødes vi igen.” sagde hun drillende og vinkede ham indenfor.

Det var ikke første gang, at han havde været forbi hendes dør. De havde haft en fortid sammen. En af dem med få ord og massere af berøringer og hede kys i ny og næ. I kan sikkert godt regne ud, hvor det førte hen.

Smilende over tanken trak hun trøjen på, imens hun gik tilbage mod stuen.

”Jeg er her for at sige undskyld for det tidligere i dag. Jeg prøvede på at arbejde og var ret stresset. Den høje musik gjorde det bare endnu værre. Jeg lod vreden gå ud over dig, og det må du undskylde.” sagde han i et undskyldende tonefald. Hun syntes ikke, at der var noget mere sexet end en mand, der undskyldte for sine fejl.

Hun gik hen til ham og lod pirrende sine hænder glide over hans veltrænede brystkasse. Hun vidste ikke om hun overhovedet brød sig om Handsome. Han var ganske vidst lækker, men følte ikke de samme søde sommerfugle i maven, som hos Ethan. De sommerfugle som Handsome frembragte i hendes mave, var vilde og på samme tid eksotiske. Hos Ethan var de rolige, kærlige og mystiske. 

Han greb fat om hendes talje og trak hende til ind til sig. Hans eksotiske cologne steg hende til næsen. Han var få centimeter højere end hende på grund af hendes hæle, så det ville ikke være besværligt at kysse ham. Hun løftede sit hoved for at møde hans læber. Hun havde på fornemmelsen af, at det her ville udvikle sig til det helt store og det havde hun intet i mod. Men så kom hun i tanke om Ethan, der ventede på cafeen.

Hun nåede lige at dreje hovedet, så han gav hende et kys på kinden i stedet for. En behagelig følelse fyldte hendes krop, selvom det kun var et lille uskyldigt kys.

Hun klappede ham to gange på det ene bryst og fjernede sig blidt fra ham.

”En anden gang, Mike. Jeg har et møde om lidt.” Wow, hun huskede hvad han hed. Det chokerede hende, da hun ikke kunne huske det før.

Hun kiggede undskyldende på ham og trak på skuldrene.

”Du kigger bare forbi senere. Vi bor trodsalt ved siden af hinanden.” sagde han med et frækt glimt i øjnene.

Hun nikkede og da han vendte sig om, klappede hun ham på røven. Han grinede rystende på hovedet og lukkede døren efter sig.

Elodie smilede som en idiot og låste døren. Hun burde få styr på sine følelser. Gerne meget snart inden det blev ligesom i de der ulækre kærlighedsromaner, hvor pigen havde muligheden for at vælge mellem to fyre.

 

Da hun atter sad foran Ethan, spurgte han hende om de ikke skulle tage hjem til ham. Hun havde sagt ja til det, for de havde stadig meget at snakke om. Der var heller ikke særlig mange tilbage i cafeen. Det ældre ægtepar var blevet skiftet ud med et ungt et og alle ungerne var smuttet hjem. Hun undrede sig dog stadig over, hvorfor manden i trendcoaten og hatten stadig sad der. 

Men nu gik de på den travle gade på vej hjem til Ethan. Hun kunne få sin halskæde tilbage, også kunne hun endelig tage hjem og hygge sig med Mike. Hun vidste ikke helt endnu, om hun skulle kalde ham Handsome eller Mike. Handsome lagde op til hans udseende, men ved navnet Mike, var der noget hun ikke kunne sætte sin finger på. Det virkede sexet og.. Mandigt.

”Elodie? Jeg tror du er i din egen verden igen, min tomat.” grinede han højt.

Ethans latter rev hende ud af hendes tankestrøm, og da hans ord trængte igennem hende, gav hun ham en knytnæve på armen. Hårdt.

”Lad være med at kalde mig tomat. Jeg er ikke nogen tomat længere, som du kan se. Jeg er blevet til en moden kvinde.” sagde hun pigefornærmet som i en spøg og kørte hænderne ned af sine sider for at bevise det for ham.

I virkeligheden prøvede hun på at glemme, det han lige havde sagt. Han havde kaldt hende for tomat. For sin tomat.

”Det kan jeg se.” smilede han drenget og ømmede sig på sin arm.

Hun tog en vildfaren hårlok om bag øret og prøvede på at skjule sin rødmen, der blussede op. Hun kunne bare ikke lade være, når han smilede lige præcis dét smørrede drengede smil. 

”Jeg vidste ikke at modne kvinder rødmede ved en enkelt sætning. Giv mig lige en chance! Jeg er slet ikke begyndt på at flirte med dig endnu.” sagde han drillende og trak hende ind til sig i et rart kram.

Hun grinede og nød hans nærvær. Hun snuste hans milde parfume ind til sig med et lille smil. Han lugtede af mynte og mand.

Det værste af det hele var, at hun ikke vidste, hvor de her følelser kom fra. Følelserne for Ethan og Mike forvirrede hende totalt. Hun burde virkelig få styr på sine følelser.

Det her lignede mere og mere en kærlighedsroman af det reneste kliché.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...