The Traveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvor ville du tage hen, hvis du kunne rejse, når som helst og hvor som helst på blot få sekunder?
Den 18-årige Elodie Collins er en de af mange milliarder af mennesker på jorden, der har en yderst speciel evne. Hun er en Traveller, der kan teleportere sig fra sted til sted og har i mange år ubemærket rejst rundt i forskellige lande. En dag støder hun ind på sit crush, Ethan og blandede følelser begynder at vælde op i hende. Mens hun kæmper for sin gamle kærlighed, bliver hun jagtet af Hunters, der prøver på at slå hende ihjel.
Vil Elodie slippe væk fra The Hunters og vil hun fortælle sin hemmelighed om, at hun er en Traveller til Ethan?

Læs med på The Traveller og find ud af det.

3Likes
23Kommentarer
445Visninger
AA

4. Kapitel 2. "Ethan"

Elodie åbnede sine øjne. Det var dunkelt inde på hendes værelse på grund af de mørke, lasede gardiner foran hendes vindue. Hendes værelse bestod af en seng, en trækommode, væggen fyldt med postkort og ved siden af døren, var der en hylde med hendes gamle bøger og andre ting. Alle de gamle minder og følelser vældede op hende. Hun blev kold i hele kroppen og hendes håndflader blev klamme af sved. Tårerne pressede på, men hun ville ikke græde. Hun ville ikke virke svag og turde ikke indrømme overfor sig selv, at hun savnede sit gamle lille værelse. Værelset så pænt og ryddet ud. Hendes mor havde helt klart forandret sig, for hun plejede aldrig at løfte en finger. Hun kiggede med et ryk hen mod døren, da hun hørte en lyd fra stuen.

Elodies mor havde vidst hørt hendes stilletter mod gulvet, for det næste hun kunne høre, var hendes mors hurtige fodtrin op ad trappen. Hvis hun havde regnet rigtigt, ville Susan Collins træde ind på hendes værelse om tre, to, en..

Håndtaget blev drejet en halv omgang rundt og mere så hun ikke, inden hun teleporterede sig hen foran Ethan McBrowns hus.

Ja, hun risikerede at blive opdaget, og ja det var virkelig dumt at teleportere sig lige foran Ethans hoveddør, men hun kunne ikke komme på andre steder. Hun turde ikke indrømme det, men hun var bange for at konfrontere sin mor. Elodie havde jo trodsalt ikke set hende i to år. Hun anede ikke, hvordan hun skulle tackle det hele. Hun lovede sig selv, at ordne det senere.

Hendes blik landede på det store hvide hus, der nærmest lignede et palæ. Det havde ikke forandret sig i de to år, hun havde været væk. Græsset var grønt og nyklippet, blomsternes farvespil passede perfekt ind i nabolaget, og det løveformede hoved af en ringeklokke, fik hende blot til at hæve det ene bryn og skjule et smil. Det havde hun kun set i film, løvehovedet altså. 

Nu hvor hun satte hovedet på skrå, kunne hun godt sammenligne dette hus af et palæ, til en af de der hollywood film, hvor rige mennesker boede, og hvor de havde unødvendige ting i deres hjem, som de rent faktisk ikke behøvede. Hun havde engang set et realityshow, hvor ejeren af huset havde fire forskellige biler og en hjemmebiograf. Come on, en hjemmebiograf? Hun skulle nødig bedømme andre folk for deres usædvanlige valg af indretning og ting, når hun selv var lidt af en samler. Det var hendes penthouselejlighed et bevis på.

Hun rystede kort på hovedet og gik hen mod hoveddøren. Hun tog fat i løvens mund med alt den mod, hun kunne mønstre og bankede tre gange på døren, så det rungede i hendes øre. Hun ventede i nogle få sekunder, hvorefter en midaldrende kvinde åbnede døren. Hendes brune hår var gråsprængt, og hun havde et kontordame outfit på, der fik hende til at ligne en ældre kvinde.

Elodie mødte hendes mosgrønne øjne og vidste med det samme, at det ikke kunne være andre end Ethans mor.

”Hej mrs. McBrown. Er Ethan hjemme?” spurgte hun med tydelig nervøsitet i stemmen.

Ethans mor rynkede panden. Hendes øjne gled over Elodies krop i et bedømmende blik. Hun modstod trangen til at krympe sig.

”Han arbejder henne ved det offentlige bibliotek. Skal jeg sige, at du har været forbi?” sagde hun i en høflig tone, som hun også formåede til at lyde rimelig falsk. 

Selvfølgelig ville hun sige det videre, når hun ikke engang spurgte, om hvad hun hed. Elodie modstod trangen til at himle med øjnene og smilede blot et falskt smil til mrs. McBrown som et tak. Hun måtte respektere folk, selvom de ikke kunne lide hende. Det var noget, hun havde lært sig selv. Også selvom det betød, at hun måtte give personen et falskt smil. Et smil var jo trodsalt et smil. 

Mrs. McBrown satte næsen i vejret og fnyste af hende. Det forstod Elodie som et skrid-så-med-dig, hvorefter hun vendte sig om og afbrød øjenkontakten med mrs. McBrown. Hun kunne dog stadig mærke hendes brændende blik i nakken, da hun lukkede sig selv ud og vandrede ned af gaden.

Hun besluttede sig for at gå hen til biblioteket. Hun kunne ikke risikere, at nogle så hende komme frem i det blå. Åh gud, gå. Hun fik det til at lyde som om, at det var jorden undergang. 

 

***

 

Hun trådte ind gennem bibliotekets hoveddøre. Det var heldigvis ikke et af de der store biblioteker, som var på størrelse med to football baner, men dem med linoleumsgulve og træpaneler på væggene. Bøgerne var stillet i mange forskellige reoler, der var stillet lige efter hinanden, række efter række. Der var knap plads til, at der kunne stå to personer på hver side af hinanden. Lugten af indelukket rum og gamle bøger, slog hende i møde. Hun havde aldrig brudt sig om bøgernes lugt. Hun havde faktisk aldrig brudt sig om at røre en bog og da slet ikke at læse én. Nu befandt hun sig i et rum med over tusinder af bøger. En gysen bredte sig i hende. Alligevel syntes hun, at biblioteket havde en hvis charme over sig. 

Hendes stilletters klikkende lyde gav genlyd i det næsten stille bibliotek. Man kunne høre summen fra elever, de fleste af dem fra high school, der var begravet i sine bøger eller i deres dybt koncentrerede samtaler. De sad i grupper eller alene ved nogle firkantede borde. En bibliotekar sagde i ny og næ ”Ssch”, men det var ret sjældent. Hendes blik gled ud til bibliotekarerne henne ved skranken. Hun kunne spørger en af dem, om hvor Ethan var henne. Siden han arbejdede her, måtte en af bibliotekarerne vide det.

Hun skulle lige til at gå derhen, da hun pludselig ramlede ind i en vogn, der kom rullende ud fra reolen. Hun mistede balancen og faldt ned sammen med vognen, mens hun slap et lille skrig ud gennem sine læber. Hun kunne heller ikke teleportere sig, for at redde hende ud af situationen.

Det gav et højt brag, da vognen væltede ned sammen med hende, og de mange bøger faldt ud og begravede hende. Hun kunne mærke elevernes nysgerrige blikke på hende og den person, der nu prøvede på at fjerne bøgerne oven på Elodie.

Hidsigt fjernede hun bøgerne og kastede dem til side. En hånd greb solidt fat om hendes håndled, der øjeblikkeligt fik hende til at stoppe i at kyle en bog væk. Hendes arm blev slap og derved slap hun også hjælpeløst bogen i hånden. 

”Det her er bare ikke min dag..” åndede hun tungt. Hun havde lyst til at bande og kæfte op om, hvor færdeligt et liv hun havde lige nu, da en hæs latter brød igennem stilheden og hendes vrede tanker.

Hun fjernede sit lange hår væk fra ansigtet, for at se, hvem denne fantastiske latter tilhørte til. Hun så op i nogle dybe mosgrønne øjne, der kiggede ned på hendes brune med et drillende glimt i øjnene.

Det var ham. Åh gud, det var Ethan. Ingen panik Elodie, det er bare Ethan McBrown? Hun prøvede på at holde styr på de løbske følelser, hvilket hun formåede godt. Hendes ansigt lå i rolige folder.

Ethan slap hendes håndled og hjalp hende med at fjerne resten af bøgerne fra hende, for derefter at hjælpe hende op at stå.

”Er du okay? Det må du virkelig undskylde, jeg havde slet ikke set dig komme.” smilede han drenget.

Han så op fra bøgerne og lod sine øjne fastholde hendes i et varmt blik. Hans drengede smil og varme blik, fik hendes knæ til at smelte. Han gav pludselig slip på hendes hænder og en tom følelse, fyldtes i hende. Han kunne vel ikke blive ved med at holde hendes hænder? Jo, hvis hun selvfølgelig faldt ned, og han hjalp hende op igen. Det ville måske gå an.

Han lod kort sin ene hånd køre ned af hendes arm i en flygtig bevægelse. Hun skævede ned til hans hånd med et hævet bryn. Hun følte dybt alvorligt, at hendes arm ville ryge af. 

Hun gav sig selv en mental lussing og vågnede op. Hun opførte sig barnligt. Hun daskede sit lange hår om bag ryggen og fik sit ligeglade smil presset frem. Også kaldt som hendes bitch-mode. Hun måtte ikke virke svag og slet ikke mod Ethan, som var den hårdeste type.

Ethan rømmede sig, og hun opdagede efter kort tid, at han stadig ventede på et svar fra hende. Hvor var hun dog dum. Så havde hun ladet sine tanke få frit løb, hvor hun sikkert også lignede en idiot imens.

”Du kunne i det mindste have set dig for.” sagde hun nøgternt. Nar. Røv. Lækre. McBrownie. Åh gud, havde hun lige fundet på et navn til ham? Brownies var lækre og lige til at spise. Det var det menneske foran hende også.

Ethan havde vokset en del i de to år, der var gået. Han var næsten 1,90, hvilket tydeligt kunne ses, da Elodie jo selv var 1,74 og hun havde 13 centimeter høje stiletter på. Hun måtte gå med hæle resten af sit liv.. Hvad i alverden fablede hun om? Det var jo ikke sådan, at de ligefrem blev kærester og sad ved Ethans træhus og sang latterlige kærlighedssange. Se dét var barnligt.

Hans kæbe var markeret og hagen en anelse spids, hvilket så rimelig godt ud. Hans næse var lige og under næsen var de fyldige læber, der så så bløde ud. Hans brune hår var der ikke gjort så specielt meget ved. Det var krøllet, og hun kunne lige forestille sig at køre fingrene gennem det bløde hår. Til sidst var der Ethans mosgrønne øjne. Der var ikke så meget at sige om dem udover, at de så arrogant på hende.

"Hvis jeg ikke tager fejl, så var det dig, der gik ind i mig." svarede han flabet. Beskyldte han virkelige hende, for at gå ind i ham? Det var tydeligt, at han var den skyldige her!

"Du tager rimelig meget fejl så. Du gik ind i mig med den lorte vogn." sagde hun og sparkede svagt til vognen.

Han så på hende med et blik, der ikke var til at tyde. Han åbnede munden, for derefter at lukke den igen. Han stod bare der og så udtrykløst på hende. Langsomt voksede der et skævt smil om hans læber.

"Hvad hedder du?" svarede han med latteren i stemmen. Han morede sig tydeligvis over hende. Det fik et had frem i hende. Han skulle ikke lave sjov med hende.  

Hendes krop blev med det samme anspændt, da han spurgte, hvad hun hed. Hun blev nødt til at spille dum nu. Han kunne tydeligvis ikke huske hende, hvilket blot gjorde det hele værre. Hvordan kunne hun være så naiv og tro på, at lækre McBrownie kunne huske hende? Han havde sikkert været sammen med en masse piger. De var sikkert alle sammen modeller. De var sikkert tynde og havde ikke former, som hun selv havde. Okay, det her fik hun det ikke bedre af.

”Ethan? Er det dig? Det er mig Elodie.” sagde hun i et overraskende tonefald.

Ethan hævede begge bryn og hans forvirrede blik afslørede, at han hoppede på hendes overraskende manøvre.

Bingo. Et mentalt skulderklap til Elodie.

”Tomat? El-Elodie? Er det dig?” sagde han forbløffet. Hans øjne blev langsomt større og så triste ud.

Han trådte et skridt frem og trak hende ind i et bjørne kram. Han knugede hende tæt ind til sig, som ville hun fordufte hvert et øjeblik. Hans milde parfume steg hende til næsen. Hun lagde slapt armene om ham. Ordets tomat rungede i hendes øre. Han skulle ikke have fornøjelsen af at mærke hendes bryster mod hans bryst. Aldrig i livet. Alligevel chokerede det hende, at Ethan ligefrem krammede hende, ja selv huskede hende. 

”Jeg var helt ude af mig selv, da du faldt ned fra træhuset. Jeg troede du var død og pludselig besvimede jeg. Min familie og din mor kunne ikke finde dig efter det. Jeg har været så bange efter det, Elodie. Frygtet at være den person, jeg var dengang. Frygtet at gøre andre fortræd.” sagde han i en lang og hurtig ordstrøm, at hun næsten ikke kunne finde hoved og hale i det.

Hun anede ikke, hvad hun skulle sige til det. Hun skulle havde besøgt ham bagefter, fortælle ham, at alting var okay. Hun skulle ikke efterlade ham med den tanke om, at han måske havde slået en ihjel. Elodie fik det pludseligt dårligt. Ethan havde ændret sig en del. Han var ikke den samme arrogante nar, som dengang.

Hun fjernede sig modvilligt fra Ethan. Det her var ikke stedet at snakke i. De måtte væk fra biblioteket. Hendes hænder gled ned over hans muskuløse overarme i en trøstende bevægelse. Hun prøvede på at smile et trygt smil til ham, og se så stærk ud som muligt uden at virke for blødsøden.

”Hvornår får du fri? Det her er ikke just et fedt sted at snakke i, hvis du forstår?” sagde hun lavmælt, mens hendes blik gled ud mod elevernes stadigt nysgerrige blikke. Gud, hvor kunne hun slå dem ned med en bradepande lige nu.

”Om to timer. Cafeen rundt om hjørnet?” svarede han kortfattet.

Elodie nikkede. Hendes blik fandt det store ur. Klokken var to, så klokken fire skulle de mødes ved cafeen. Hun vendte om på hælen og skulle lige til at gå, da en hånd greb fat om hendes arm. Hun vendte sig nysgerrigt om og så spørgende på Ethan.

”Forsvind nu ikke denne gang, okay?” nærmest hviskede han.

Elodie stirrede følelsesløst ind i hans øjne. Hun måtte ikke virke svag, så hun smilede ikke til ham, men gav ham blot et enkelt nik.

”Okay.” svarede hun blot. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Hun havde slet ikke fået sagt det, som hun skulle. Hun havde ikke fået fat på det, som hun skulle. Hun manglede halskæden, sin fars halskæde.

Ethan gav tøvende slip på hendes arm. Elodie vendte sig atter om igen og gik ud fra biblioteket.

Hendes tanker svirrede om hendes hoved. Skulle hun bare få fat på halskæden og forsvinde fra Ethans liv igen? Hun havde jo komplet ødelagt det. Ethan var ikke den samme som før. Han var blevet.. Følsom, omsorgsfuld og rar. Hun kunne godt lide denne nye Ethan, om hun så ville indrømme det eller ej. Hun kunne godt lide Ethan, selvom hans fortid var noget værre rod. Han havde mobbet hende og havde kaldt hende øgenavne. 

Hun kunne tydeligt huske dengang efter idræt. Hun var i omklædningsrummet. Da hun kom ud fra badet, var hendes tøj væk. Hun blev nødt til at løbe hele vejen hjem med kun et mini håndklæde om sig. Næste dag i skolen gik Ethan og hans drengeslæng hen til hende, og smed tøjet i fjæset på hende. De hængte endda billeder op af hende på skabene i skolen. Hun pjækkede resten af den dag, selvom de havde prøve i engelsk i sidste time. Hun ville ikke befinde sig i samme rum som Ethan, for derefter at blive ydmyget igen.

Elodie fik et hårdt blik. Hun måtte aldrig glemme, hvad han havde gjort mod hende. Hun kunne godt tilgive ham. Måske, men hun vil altid huske ydmygelsen. 

***

Mens hun var på vej hen til cafeen, tænkte hun på, hvorfor Ethan arbejdede på det offentlige bibliotek og ikke et eller overklasses job, hvor han fik en løn på seks cifre. Han var jo en af de klogeste elever på hele skolen.

Den dårlige skyldfølelse slog hende hårdt, som et knytnæve slag mod maven. Havde hun knækket noget i Ethan, så han blev dårlig i skolen? Hvad hvis det var hendes skyld, at Ethan var endt der, som han var nu? Hvad hvis hun.. Nej. Ethan var selv skyld i de ting, der skete ham. Hun kunne ikke bebrejde sig selv, når det var hende, der burde bebrejde ham.

De stod måske begge lige, med hensyn til det, de havde gjort mod hinanden. Og dog..

Vejret var varmt her fredag eftermiddag. Det var sommer, så det betød milde og varme somre i Vancouver. Hun fik det varmt, da hun gik ned af den travle gade. De fleste skole elever fik fri på det her tidspunkt. Hun manglede to år af High School inden hun droppede ud, og hvor hun i stedet for valgte at rejse rundt. Hun ville alligevel dumpe til alle prøverne, med den hjerne hun havde.

Hun rystede kort på hovedet af hendes underlige tanker. Hun var glad for den beslutning, hun havde taget. Hun ønskede det ikke anderledes. Hvor mange får lige lov til at stå oven på en af de mest berømte pyramider i Egypten? Hvor mange kan nå op til Mount Everest uden at dø? Ikke mange.

Hun trådte ind i cafeen, der mindede mest om en diner i 70’erne. Cafeen lugtede af mad og kaffe, hvilket fik hendes mave til at protestere. Hun satte sig længst væk i et hjørne ud mod vinduerne. Der var stadig lang tid tilbage, før Ethan kom. Burde hun at tage hjem og snakke med Susan? Nej, afgjort ikke. Hun måtte bare vente her. Vente i næsten to timer. Hun sukkede træt. Det her var slet ikke planen. Hendes plan gik ud på at tage hjem til Ethan, snuppe sin fars halskæde tilbage og smutte igen. Virkelig flot klaret Elodie.

Hun lod sit blik vandre på de forskellige personer, der sad i båsene over for hende og de enkelte personer ved bordene. Der var et ældre ægtepar, nogle flok unger rundt omkring, den lange kø ved kassen og en mand, der sad længst væk fra hende i en trendcoat og hat over hovedet, så hun ikke kunne se hans ansigt. Hun ventede på en af servitricerne i rulleskøjter, der havde en lårkort kjole med hvidt forklæde på, kom rullende hen til hende, så hun kunne bestille noget mad. Hun kunne godt se, hvorfor Ethan valgte dette sted.

Hun kunne mærke en varme i hendes kinder, da hun kom i tanke om Ethans hæse latter, hans øjne og smil. Hun rødmede. Hvorfor rødmede hun?!

Hun bankede hovedet hårdt ned mod bordet. Hun havde lyst til at kvæle sig selv. Hun kunne ikke lide Ethan. Hun kunne ikke lide nogen som helst. Heller ikke Handsome, derhjemme i New York.

Eller det var i hvert faldt det hun bildte sig selv ind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...