The Traveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvor ville du tage hen, hvis du kunne rejse, når som helst og hvor som helst på blot få sekunder?
Den 18-årige Elodie Collins er en de af mange milliarder af mennesker på jorden, der har en yderst speciel evne. Hun er en Traveller, der kan teleportere sig fra sted til sted og har i mange år ubemærket rejst rundt i forskellige lande. En dag støder hun ind på sit crush, Ethan og blandede følelser begynder at vælde op i hende. Mens hun kæmper for sin gamle kærlighed, bliver hun jagtet af Hunters, der prøver på at slå hende ihjel.
Vil Elodie slippe væk fra The Hunters og vil hun fortælle sin hemmelighed om, at hun er en Traveller til Ethan?

Læs med på The Traveller og find ud af det.

3Likes
23Kommentarer
478Visninger
AA

3. Kapitel 1. "2 år senere"

Elodie trykkede på fjernbetjeningen og skruede op på fuldstyrke på musikafspilleren. I love it med Icona Pop blussede ud af de dyre højtalere for titusinder af dollars.

Hun rejste sig fra den polstrede lænestol og greb sit vinglas med rødvin i. Hun dansede vildt til musikken og sang højlydt med. Hun svajede og svang sine hofter rundt som en mavedanser. Hun havde stramme blå jeans på, en hvid designer trøje som overdel, og på fødderne havde hun nogle sorte 13 centimeter høje stilletter på. Hun kom til at spilde rødvin over det antikke tæppe fra et fornemt museum og sang efterfølgende: ”I don’t care, I love it!” 

Hun grinede og skrålede endnu en gang med på sangen. Da sangen sluttede, hørte hun til sin forargelse en højtlydt banken på døren. Hun kastede sit lange hår om bag ryggen i en skødesløs bevægelse. Hun måtte vel åbne døren ellers ville de pokkers naboer, aldrig lade hende være i fred.

Hun gik tværs gennem sin Penthouselejlighed i centrum af New York og mens hun gik, klikkede hendes stilletter højlydt mod trægulvet. Hun drejede nøglen en omgang og åbnede den kæmpe dør i hvidglans. Hun lænede sig op af dørkarmen, mens hun nippede til sit vinglas.

Synet foran hende, fik hende til at hæve det ene bryn. En ung fyr, sikkert et par år ældre end hende selv, måske 20 år, stod foran hende med armene over kors. Han så sød ud, altså hvis man var til de der fyre i jakkesæt og små arbejdskufferter i den ene hånd. Hun kunne ikke huske, hvad han hed, selvom det ikke var første gang, han var her foran hendes dør.

”De bankede på, Handsome?” sagde hun flirtende og med et glimt i øjnene. Fyren tog ikke imod hendes flirt, men kiggede bare olmt tilbage på hende. Han var vidst muggen.

”Gider De godt lukke ned for det bras? Klokken er 13:17 om fredagen og jeg prøver på at arbejde. Jeg forbyder den person, der fandt på at lave to taglejligheder ved siden af hinanden.” sagde han med en irriteret klang i stemmen.

Ja, helt klart muggen.

”For det første, er det ikke bras, for det andet..”  Hun satte en finger på sine rødbelagte læber, mens hun så tænksom ud. Hvilket hun i øvrigt slet ikke var.

”Nah, ikke noget alligevel. Hvis du bliver ude af mit liv, så bliver jeg ude af dit, forstået? Ciao, Handsome.” fortsatte hun med et lille kækt smil om læberne.

Med de ord, trådte hun et skridt tilbage og smækkede døren i for næsen af ham. Hun nåede ikke at se hans reaktion, men han var garanteret blevet helt rød i hovedet. Hun himlede med øjnene. Hun hadede, simpelthen hadede de typer fyre. Dem der bestemte over folk, som det passede dem. Deres regler, deres territorium. Mænd var ligesom løver. Nej vent, ikke som løver, men som små irriterende kattekillinger uden nogle hæmninger og som pissede overalt, for at afmærke deres ’territorium’. Kattekillinger kunne også være søde og nuttede. Hun smilede over tanken.

Hendes blik gled ud over hendes moderne hvide penthouselejlighed, der indeholdt alt. Stueetagen indeholdt et lækkert udstyret køkken, en enorm terrasse udenfor, og i midten af det hele var stuen. Ovenpå var hendes værelse, der indeholdt en stor drømme seng, et walk in closet og alle de ting kvinder nu behøver. Der var et hemmeligt rum et sted bag en væg, hvor man kun kunne teleportere sig ind i. Der inde lå der blandt andet bunker af pengesedler, juveler og smykker og andet dyrt ragelse. Hun havde en del ragelse i hendes hjem. Alle de små unødvendige nips ting hun havde på nogle forskellige hylder og reoler, fik hende til at føle sig hjemme. Hun vidste ikke, hvorfor.

Hendes blik gled over til den ene væg, hvor der var fyldt med billeder fra forskellige lande. Dengang hun var mindre, var der postkort på hendes væg, inde i sit gamle værelse. Det var alle de steder, hun gerne ville hen som voksen. Nu her foran hende var et billede, som hun selv havde taget fra alle de steder, hun havde været. Rom, Firenze, Egypten, Holland, Rusland og mange andre steder.

Hendes blik gled ned på billedet fra Hawaii, hvor det hele begyndte. Der hvor hun fandt ud af, at hun var en Traveller. Hun kunne via teleportering rejse på blot få sekunder.

Hun hev billedet ud af væggen og kiggede om bag billedet, hvor en dato med en syrlig skrift stod.

 

14. februar 2011, Hawaii, Hilo.

 

Hun mindedes forsigtigt om fortiden. Hun valgte at rejse rundt i verden, i stedet for at bo hjemme hos Susan, der næsten ikke kunne forsørge hende. Elodie kaldte hende ikke længere for sin mor. Hun forbandt hende ikke længere med en. Hun havde klaret sig selv i de to år det nu var blevet, og nu stod hun her foran sin skide dyre lejlighed i centrum af New York, var 18 år gammel og havde lommerne fulde af penge. Hvad mere kunne hun ønske sig?

Hun ønskede sig faktisk en hund, men det var nu ikke det. Problemet var alle de penge, hun havde stjålet, rettere sagt ’lånt’. Dengang hun var 16 år, brød hun ind i en bank med sin evne. Hun teleporterede sig ind i hjertet af en bank og snuppede alle sedlerne uden at blive opdaget. Hun huskede tydeligt adrenalinsuset fra det. Det var det vildeste, hun havde gjort til tidsdato. Det var ikke godt, slet ikke godt, men hun blev nødt til det for at overleve. Hun var en fattig pige i et fattigt hjem med sin mor af en alkoholiker. Hun kunne lige forestille sig sin mors store brune øjne, hendes slanke krop med det brune fedtede hår rundt om hendes ansigt, mens hun ivrigt ville samle pengesedlerne grådigt ind til sig.

Men det forklarede stadig ikke, hvorfor hun havde taget det antikke tæppe fra et privat museum eller alle de andre nips ting og malerier, der var flere tusinde dollars værd. Hun kom lige i tanke om, at hun havde spildt rødvin på tæppet.

Nå, men det eneste hun kunne sige var, at de ting var flotte og klædte hendes hjem. Men der var noget helt andet bag det. Hun ønskede at føle sig rig, hun ønskede at føle sig hjemme i et hus, som hun selv havde indrettet og designet. Hun ønskede at have magten over tingene. Det var det, det hele handlede om. Om magt.

Hun rystede sine underlige tanker væk og vendte billedet om. Hun havde taget et kamera og fik en af de lokale til at tage et billede af hende. På billedet blafrede hendes hår i vinden. Dengang var det skulderlangt og rødt. Nu gik hendes hår helt ned til taljen og var blevet rødbrunt. Hendes fregner på billedet var tydelige, men de var forsvundet nu. Dengang var hun noget af en splejs, hvilket hun slet ikke var nu. Hun var næsten 1.74 centimeter høj. Hun havde fået nogle lange stænger og kvindelige former med en stor barm, hvilket hun var yderst tilfreds med.

Hendes blik blev låst fast i den røde kjole. Hun kneb øjnene sammen og fik øje på den hvide maling på hendes kjole. Et smil voksede om hendes læber. Hun huskede tydeligt, at hun kravlede over hegnet og kravlede op i det træhus, hvor Ethan tit befandt sig i.

Ethan. Valentines Day. Gaven. Hendes fars sølv halskæde. Faldet. 

Vredt krøllede hun billedet sammen og smed det hen i hjørnet. Hun teleporterede sig hen til køkkenet og lagde vinglasset på køkkenbordet.

Når hun teleporterede sig til steder tæt på, krævede det ikke så meget af hende, men hvis der var flere kilometer mellem to destinationer, krævede det flere kræfter af hende. Det gjaldt også, hvad hun teleporterede. Hun vidste for eksempel, at hun ikke var stærk nok til at teleportere en skyskraber hele vejen hen til Egypten. Det kunne hun endda dø af.

Men hvordan hun havde glemt sin fars halskæde gennem de to år, slog hende hårdt. Hun skulle tilbage til Vancouver og finde Ethan. Undrede han sig slet ikke over, hvordan hun forsvandt ude i den blå luft? Forhåbentligt havde han ikke smidt halskæden ud, hvis han havde, havde hun en høne at plukke med ham. Man vidste aldrig med Ethan, han var jo trodsalt lidt af en røv dengang. En røv hun var faldet pladask for.

 

Mens hun tænkte tilbage på sit gamle hjem i Vancouver, kunne hun ikke glemme Ethans blik, da hun faldt ned fra træhuset. Han måtte havde været ude af den, da hun pludselig forsvandt.

Den velkendte følelse vendte tilbage, da hun teleporterede. Den prikkede i alle hendes lemmer og med et enkelt sug i maven, vidste hun selv med lukkede øjne, at hun nu stod inde på sit gamle værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...