Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
1982Visninger
AA

7. ”Tænk du kan være så rolig, når du lige har mødt Niall Horan fra One Direction? ”


Jeg kiggede med et nervøst blik ned af min krop, da en smerte i mit knæ pludselig forstyrrede mine tanker. Faldet måtte have været hårdere en forventet, for da mit blik lagde sig på mit højre knæ, forstod jeg hurtigt smerten. Mine øjne havde opfanget den store hudafskrabning, hvor flere streger af blod forstyrrede det perfekte symmetriske sår. Det var måske lidt svært at kalde det perfekt, men hvordan skulle man ellers beskrive det. Fantastisk, forfærdeligt. Nej perfekt var bedre, men kun hvis det blev forstået som ironi.

Smerten var stor, men ikke større end at jeg lige kunne klare den, uden at fælde en tårer. Der skulle også meget til. En gang hårdfør altid hårdfør.

Jeg ignorerede smerten, og mødte i stedet de samme øjne, som jeg før var blevet irriteret over.

Jeg rynkede mine øjenbryn, fordi han så ekstremt bekendt ud.

Han lignede en på omkring de 20 år. Hans hår var lyst, og hans krop var ikke til at klage over. Hans overkrop var dækket af en top, der perfekt formede sig efter hans figur helt ned til de badeshorts, der omringede hans muskuløse ben.

Egentlig gik det mig på, at jeg ikke kunne huske hans navn. Så jeg lod det ligge, for derefter at lade mit blik falde på blodet, der trillede lige så stille, ned af mit ben. Et eller andet måtte jeg jo gøre, så der ikke gik betændelse i.

Den unge mand, stoppede hurtigt med at grine, da han vidst også havde opdaget mit sår. I hvert fald var der blevet meget stille. Men det varede kun sekunder, før en hånd lagde sig på min skulder. Uden at have set personens ansigt vidste jeg, det var Ryan.

”Hey sis. Er du okay? ” spurgte han, han med den sædvanlige bekymrede stemme, som han altid brugte, når jeg var kommet galt af sted. Ikke noget nyt, jeg var lidt af en klodsmajor.

”Jeg klarer mig. Lad os bare finde Chili, så vi kan komme hjem, ” fik jeg svaret, efter lidt tøven. Egentlig ville jeg gerne have mit sår renset, men min længes efter at se Chili, var større. Hvilket besluttede min beslutning.

”Vent lige. Sagde du Chili? Som i en hund? ” stemmen tilhørte den unge mand. Jeg kiggede op på ham, og mødte for tredje gang de overdækkede øjne, som jeg egentlig ikke vidste, om hvis opmærksomhed var tilegnet til.

Et forsigtigt smil, lå om hans læber. Jeg stod helt stille, stadig undrende over hans spørgsmål, før jeg fik svaret ham helt simpelt, uden at give ham nogen form for mulighed for at læse mit humør: ”Ja. ”

Han nikkede for sig selv, mens hans smil blev større. Han rakte sin hånd frem, og forventede vist, at jeg ville tage i mod den. Men der blev jeg altså nød til at skuffe ham. Jeg gav ikke hånd til fremmede. Da det gik op for ham tog han den til sig, og fik hurtigt præsenteret sig som Niall.

Jeg stod og kiggede udtryksløst på ham, og ventede egentlig bare på, at han ville komme med en forklaring. Da intet skete, valgte jeg at tage det første skridt, en forklaring blev jeg nød til at få: ”Hvorfor? ” men stemme forstyrrede stilheden, den var hæs og udtryksløs.

Jeg lod mit blik falde til højre, hvor Ryan stadig stod, med sin hånd på min skulder. Hans blik udtrykte forvirring, hvilket han ikke var ene om.

”Fordi så har jeg noget der tilhører dig. Kan du slet ikke huske mig? ” hans svar fik hjerne til at arbejde på højtryk. Hurtigt indså jeg hvem han var, men han var hurtigere: ”Jeg er Niall, fra telefonen. ”

Jeg førte begge mine hænder op til mine solbriller, for derefter at sætte dem i panden. Ikke mere mystik for i dag. Han så lidt overrasket ud over min handling, men jeg og ignorerede det. Egentlig havde jeg håbet, han ville gøre det samme, så jeg kunne få et blik af hans øjne, men da intet skete, lagde jeg mit blik på Ryan, som åbenbart havde haft sagt noget til mig.

Jeg havde stået lidt i min egen verden, totalt forgabt i de sorte solbriller. Så da jeg kom med et forvirret hvad? var Ryans smil ikke svært at overse.

”Jeg spurgte bare om du ikke havde Chilis papirer, ” sagde han stadig med et smil om læberne, der fik hans ansigt til at lyse op som en gud. No wonder at han var kendt. Han havde udseendet, smilet, håret, personligheden, og ikke mindst talentet. Misforstå ikke det med personligheden, jeg mente, at han havde en fantastisk personlighed. Det var det der gjorde ham fantastisk. Det andet var bare plusser, som kun var en lille del af, hvordan jeg så ham. Personlighed betød al…

”Ariel! ” Ryans stemme afbrød mine tanker, og mine kinder blev automatisk røde. Jeg tror det fald, havde været lidt voldsommere end det så ud. For inden, for ikke så lang tid, var jeg blevet ekstremt forvirret og helt rundt på gulvet.

Jeg samlede min koncentration, så vi kunne få det her overstået hurtigt. Derfor fik jeg svaret Ryan med et selvfølgelig, før jeg fik bevæget mine ben hen til bilen, for at hente papirerne. Da mine rystende hænder, hvilket sikkert også skyldtes faldet eller måske bare den fact, at jeg snart ville få Chili tilbage, havde taget om den hvide stak med papirer, vandrede jeg tilbage til det præcis samme sted som før.

Jeg rakte papirerne frem mod Niall, men han rystede bare på hovedet, og skubbede min hånd væk fra sig igen. Mit blik fandt forvirret hans, inden jeg opdagede hans udækkede øjne. De var virkelig smukke, helt krystal blå, og udtrykte en følelse, som jeg ikke kunne identificere.

Hans hånd lavede en kom-her bevægelse i den modsatte retning af, hvor vi stod. Jeg kiggede forvirret den vej, og så endnu en dreng komme hen i mod os. Jeg kiggede opmærksomt på ham, for at få alle detaljer med. Sort højt hår, hvid t-shirt, sorte shorts, klipklapper, solbriller, fantastisk muskuløs krop, og en snor i hånden.

Det gik hurtigt op for mig, at det ikke bare var en hvilken som helst snor. Nej det var en hundesnor.

Mit blik faldt længere ned, og da jeg opdagede hunden i snoren, dannede et smil sig om mine læber.

Hurtigt var jeg faldet ned på hug, men gav et kort gisp, da jeg helt havde glemt mit knæ. Dog blev det hurtigt glemt, da en hvis hund begyndte at gø, og drengen kunne ikke længere holde den, da den begyndte at trække i ham, for at komme hurtigere frem.

Jeg åbnede mine arme klar til et knus, og da Chili var inde for min rækkevidde, slog jeg armene rundt om ham, i verdens største knus.

Kan i huske jeg sagde, jeg var meget hårdfør. Bare lige for at få det på det rene, så var det her ikke en situation, hvor min facade kunne holde trit med de følelser, der bare kæmpede for, at blive udtrykt. Derfor løb en enkelt våd tårer ned af min kind, og hurtigt fulgte flere efter.

Jeg var så glad for at se Chili igen. Jeg troede virkelig jeg havde mistet ham. I et øjeblik glemte jeg alle omkring os, og fokuserede kun på Chili. Hans varme ånde mod mit ansigt, hans logrende hale, hans bløde pels, der gav genskær i solens lys. Jeg havde savnet ham vildt meget, så bare at se ham igen, var en drøm der gik i opfyldelse.

Min glæde var stor, og intet kunne overgå den.

”Lad os komme hjem, ” mit smil var svært at skjule, da jeg kiggede på Ryan, som nikkede tog Chili og satte sig ind i bilen. Han vidste der var noget, jeg skulle have gjort, før vi vendte snuden hjemad. Så det var rart, at han accepterede det, og tog Chili, så jeg kunne få gjort det her alene.

Jeg vendte mig mod Niall og den anden dreng, som hvis forstod en hentydning, for lidt efter var han gået sin vej ned mod stranden.

Mit blik fandt Nialls. Han var ikke den store idiot, som jeg troede. Han havde taget sig godt af Chili, og det var jeg ham virkelig taknemmelig for. Mere end man kunne forestille sig. Derfor var et tak det mindste jeg kunne gøre.

”Tak. ” jeg gik et skridt tættere på ham, for at kysse ham blidt på kinden, ”for alt. ” Han så overrasket ud over min handling, da jeg vendte mig om, for at gå væk fra ham og hen imod bilen.

Jeg fik sat mig ind i bilen, og taget min sele på, kun for derefter at blive overfaldet af Chili. Jeg kyssede ham på hovedet, og kiggede en sidste gang på Niall, som nu var omringet af en flok piger. Jeg undrede mig ikke yderligere over det. Jeg synes skam jeg havde set ham før, han var sikker en kendt eller noget. Men hvorfor bekymre sig og spilde mine tanker på det, når jeg aldrig skulle se ham igen.

Jeg vendte derfor mit blik imod Ryan, som havde startet bilen, og nu havde forladt den helt fyldte parkeringsplads. Han sad med et smil om læberne, som hurtigt udviklede sig til et grin. Dog stoppede hans grin hurtigt, for at kunne sige noget til mig: ”Tænk du kan være så rolig, når du lige har mødt Niall Horan fra One Direction? ”

 


 

Hey there.

Undskylder for stavefejl, da det ikke er rettet igennem, håber stadig det er muligt at læse:-D

Så fik i lige endnu  et kapitel, som jeg lige har brugt min sidste feriedag, på at skrive, så håber virkelig i kan lide det:-D

Hvad synes i så om Ariels møde med Niall?

Og hvad siger i til, at hun ikke genkender ham, som Niall Horan fra One Direction?

XOXO WonderGirl

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...