Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
1932Visninger
AA

10. "Ryan. "


Jeg stod i den anden ende af lokalet, som jeg så Harry stå tæt på et sceneri inde på dansegulvet. Det var en brunhåret dreng, muligvis et par år ældre end mig, og en pige. Pigen mindede mig om en jeg havde set før, men jeg havde svært ved at sætte en finger på hende.

Jeg mærkede en hånd på min skulder, og med det samme vidste jeg, at det var Liam, som længe havde stået ved min side. Jeg så til siden og kiggede ham i øjnene.

”Hvad har Harry nu fået rodet sig ud i? Lige før sad han og snakkede med hende, ” sagde Liam, og hentydede til pigen på dansegulvet. Jeg trak diskret på skulderene.

Nu stod der fire drenge omkring hende, to holdt sig lidt i baggrunden, den tredje var ham med det brune hår og den fjerde havde blondt hår, og var tydeligvis oppe i det røde felt. Over hvad? I have no idea.

Jeg lod endnu engang mit blik lande på Harry, som så bekymret ud. Zayn stod ved hans side, og kiggede forvirret med i det hele, som udfoldede sig, stadig på dansegulvet.

Jeg tog det første skridt af mig og Liam. Vi blev nød til at hjælpe Harry lige meget, hvad han nu havde lavet. Han var trods alt stadig vores ven, og hvis ikke vi gjorde noget, og det kom i medierne, ville det gå ud over os alle, ikke kun Harry.

Louis var ingen steder at se, selvom jeg flere gange med øjnene ledte efter ham i den store folkemængde. Jeg lod ham have sin aften, og i stedet ville vi andre tage os af Harry, som Liam og jeg hurtigt stod ved siden af, efter at have mast os igennem de svedige dansende.

”What up? ” fik jeg sagt henvist til Harry. Han trak på skulderne.

”Jeg ved det ikke. Pludselig dukkede den ene af dem bare op. Så kom de sidste tre. Ham den blonde virker rimelig pissed, ” fik Harry sagt, stadig med sit forvirrede blik på pigen og de fire drenge. Jeg kiggede også derhen, og da jeg fik øjenkontakt med pigen slog det klik for mig. Jeg kunne pludselig huske hendes mørke glatte hår, hendes smukke øjne og resten af hendes smukke krop. Chili. Det var Chilis ejer. Ariel. Var det det hun hed? Jep det var lige, hvad det var. Ariel Fletcher.

Jeg sendte hende et smil, men alt hun gjorde var blot at kigge nervøst tilbage på mig. Nervøst som i, hvis hun vidste, at det hele snart ville køre ud over kanten på Tower Bridge.

Jeg kiggede hen på den blonde, og for anden gang i aften slog det klik for mig. Ryan Fletcher. Jeg kunne tydeligt huske ham, ikke kun han var med i bandet Lawson, men fordi han var med, da Ariel hentede Chili. Han havde stået diskret i baggrunden, så jeg havde ikke rigtig gjort andet en lige at strejfe ham med mit blik. Han måtte være Ariels storebror, for han var tydeligt ældre end hende, og så havde de det samme efternavn.

Nu forstod jeg det hele meget bedre. Han var sikkert bare en helt normal overbeskyttende storebror. Ja det måtte han være, konstaterede jeg for mig selv.

Hvis jeg rigtig brugte mit hoved, vidste jeg også godt, hvem de andre tre drenge var. Jeg kunne ikke huske deres navne, det var noget med en Andrew og en James, men andet kunne jeg ikke huske, bortset fra at de sammen med Ryan, spørg mig ikke, hvor jeg kendte hans navn fra, dannede Lawson.

Jeg besluttede mig for at fortælle det hele til drengene. For jeg var faktisk lidt stolt over mit detektiv arbejde. Hvad havde det taget? 2 min at nå frem til et svar?

”Hey drenge? ” startede jeg ud med, så jeg var sikker på, at jeg havde deres opmærksomhed, før jeg fortsatte: ”Jeg ved hvem de er. Kan i huske Chili, den hund jeg fandt? ” da de alle nikkede bekræftende, og kiggede nysgerrigt på mig efter svar, fortsatte jeg målbevidst: ”Pigen hedder Ariel Fletcher og er Chilis ejer. Den blonde fyr er hendes storebror – tror jeg, ” det sidste tilføjede jeg usikkert og fortsatte: ”Han hedder Ryan Fletcher og sammen med de tre andre fyre, danner de bandet Lawson, ” da jeg afsluttede min sætning kiggede de forvirret på mig. Jeg vidste hvad de hentydede til, bare efter at havde set deres spørgende blikke. De vidste ikke hvem Lawson var. Eller også kunne de bare ikke huske dem.

”I ved When she was mine, Brokenhearted. De har også lavet et album kaldet Chapman Square, ” de kiggede nu mindre forvirret på mig. Men så dog stadig overrasket ud. Sikkert fordi jeg vidste rigtig meget om dette band. Faktisk mere end jeg selv troede jeg gjorde.

Mere nåede jeg ikke at tænke over det, før Harry havde fået et slag i hovedet med en samlet knytnæve. I stedet for at slå tilbage, tog han sig blot til kinden, hvor knytnæven, som havde tilhørt Ryan, havde ramt ham hårdt, som en sten kastet ned fra London Eye.

Jeg så Ariel mime et diskret Undskyld til Harry, som bare så tilgivende tilbage på hende.

”Hvad er dit problem? ” sagde Zayn og stillede sig ind foran Harry, sikkert fordi han forventede endnu et hårdt slag, fra denne meget sure Ryan Fletcher.

Jeg stod i baggrunden og fulgte bare med, som hvis det var en film, der kørte på den store skærm i biografen.

”Du skulle bare vide, ” sagde Ryan og brugte sit dræberblik mod Zayn. Derefter vendte han sig om mod Ariel.

Jeg hørte ikke, hvad han sagde, men Ariels svar var tydeligere end alt andet. Hendes stemme var virkelig bedårende, og selvom den larmende musik forstyrrede mine ører, kunne jeg høre alle hendes skønne ord. Jeg gav hende elevatorblikket, selvom det ikke var, hvad man kunne kalde for det rette tidspunkt. Hun havde en enkel sort kjole på, som virkelig fremhævede hendes flotte krop. Hun havde piftet det op med en masse farverige tilbehør, og gav det et flot finish med et par zebra stilletter, som gjorde hende et par centimeter højere end mig.

”Vi snakkede bare, ” lød hendes svar, med en meget rystende stemme, som hvis hun skulle til at græde. Det overraskede os alle, men ikke så meget som hende selv. Hun tog sig nemlig hurtigt til munden.

Jeg kiggede på Ryan, som så ud til at slappe lidt mere af, og derfor løsnede han også sin knytnæve meget langsomt. Han kiggede strengt på os alle. Er du syg det blik kunne dræbe. Nok ikke mig, for det var mest tilegnet til Harry.

”Pris dig glad for, at Ariel er her til at redde din kendte playerrøv. Men hvis jeg ser dig igen… ” sagde Ryan og fortsatte så: ”… så skal jeg personligt give dig en omgang Ryan bank. ”

Alle så ud til at ånde lettede ud over hans svar. Selv Ariel så ud til at slappe af, som efter en verdenskrig. Men jeg havde ikke tænkt mig at lade det ende. Hvem var han egentlig, siden han troede han bare kunne bestemme over Harry, og ikke mindst Ariel? Først nu var det gået op for mig. Jeg havde virkelig en stor træng til at forsvare hende og ikke mindst, fordi hun så så uskyldig og lille ud. Selvom hun med hæl på var højere end mig. Jeg mente som lille i sit indre.

”Hvem er du til at bestemme? ” fik jeg sagt. Jeg fortrød dog straks mit svar, men fortsatte alligevel: ”Ariel har da ret til at bestemme selv, ” jeg sagde det sidste med en svag stemme, men alligevel holdte jeg mig oprejst. Alle så overrasket på mig, ikke mindst Ariel. Men samtidig så hun også taknemlig ud. Hun smilte svagt, og glimtet i hendes øjne fik min selvsikre side frem i mig.

”Undskyld mig, ” Ryan så stadig overrasket på mig, men dybt i hans øjne var han usikker.

”Meget gerne, ” sagde jeg flabet som svar. Jeg kunne se at alle kiggede overasket på mig. Måske havde jeg for længst krydset grænsen, men jeg følte bare det var nødvendigt. Selvom jeg sikkert efter denne optræden aldrig ville se Ariel mere. Det skulle Ryan skam nok sørge for, det var helt sikkert.

Min bemærkning havde fået Ariel til at udbryde et lille fnis. Jeg kiggede til min side, hvor Liam stod og kiggede forvirret på mig, som at spørge, hvor jeg ville hen af med disse optøjer. For at være ærlig vidste jeg det ikke, men jeg havde da fået Ryan til at virke usikker og et nederlag for ham betød en sejr til mig.

Hans bandmedlemmer stod i baggrunden, ligesom jeg for lidt tid siden havde gjort. Men jeg havde taget mig sammen, til at forsvare en pige, der ikke ville andet end at have det sjovt. En pige, som… Jeg havde ikke lyst til at indrømme det, men hun gjorde mig hovedkulds. Hvordan var det muligt? Jeg havde ikke følelser for hende, men hun virkede bare anderledes. Speciel. Selvom jeg ikke kom til at se hende igen, ville jeg bare sørge for, at jeg havde gjort et indtryk. Så hun ikke ville glemme mig.

Stilheden lå over os alle, det eneste vi kunne høre var musikken og samtalerne kørerne omkring os. Men det varede kun indtil, at der var en velkendt stemme, som afbrød stilheden, hvilket jeg var taknemlig for.

”Lad os bare tage hjem Ryan. Jeg har fået nok drama for i aften, ” Ariel sagde det med et smil om læberne, og kiggede mig øjnene. Jeg smilte tilbage til hende. Jeg vidste, hvad blikket betød. Det var et tydeligt Tak.

Ryan tænkte ikke en gang over det, før han havde efterladt os, og var vandret i retning af døren, de andre drenge fulgte efter ham, men Ariel blev stående. Jeg vidste det var once in a life time, for Ryan ville sikkert komme og hente hende med det samme, hvis han vidste hun blev, hvilket skam også var tilfældet. Han var nemlig allerede på vej i vores retning. Jeg skyndte mig at gribe chancen, men nåede det ikke før Ariel tog mine ord fra mig.

”Du havde ret. Det blev ikke et farvel, men et vi ses. Tro mig når jeg siger, at jeg er glad for, at du fik ret denne ene gang. Men lad det nu ikke blive en vane, ” hun smilede til mig en sidste gang, inden hun vendte sig om, og gik Ryan i møde inden han så vi snakkede.

Et smil forlod mine læber. Jeg lignede sikkert en stor idiot, men hvem ville ikke gøre det.

1 – 0 til Niall James Horan.

 

 


Vi var lige kommet hjem fra festen. Drengene havde valgt at blive, siden det var blevet meget sent. Det rørte mig ikke lige i øjeblikket. Det var virkelig pinligt, den måde som Ryan havde reageret på. Jeg gad virkelig godt vide, hvad han havde tænkt på. Jeg snakkede for fanden da bare med Harry. Hvor slemt kunne det være? Jeg priste mig lykkelig over, at Niall havde forsvaret mig. Han fik virkelig mit humør vendt igen. Det faldt dog bare ligeså snart, jeg satte mig ind i bilen med drengene.

Jeg kunne høre en banken på min dør. Men jeg var ikke i humør til gæster. Personen var skam ligeglad, for han åbnede døren, trådte ind og lukkede den bag sig. Jeg lå med hovedet nede i puden, og vidste derfor ikke, hvem der havde betrådt mit territorium. Jeg gættede på Ryan. Han var sikkert kommet for at sige undskyld. Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Lige nu var der ingen af hans ord, der betød noget.

Jeg kunne mærke min seng falde lidt sammen, hvilket indikerede, at han nu havde sat sig.

”Gå! ” sagde jeg surt ned i puden. Mit humør var ad helvedes til. Kun Chili ville kunne hjælpe med at få et smil frem. Men også kun et lille et. Jeg blev virkelig nød til at snakke med Augusta. Derfor tog jeg min hånd ud for at lede efter min mobil, som jeg mente, jeg havde lagt på mit natbord. Jeg havde ret. Jeg havde tænkt mig at tjekke, hvad klokken var for at sikre, at det ikke var for sent at ringe til hende. Jeg havde dog tænkt mig at gøre det alligevel. Hun var vant til det, og jeg havde virkelig brug for nogen at snakke med.

”Kan vi snakke? ” jeg forventede Ryans stemme, men en helt andens lød i mine ører. Joels. Derfor vendte jeg mig om, for at sætte mig op, med det ene ben ud over kanten af sengen, og det andet krydsede mit lår, så min fod endte i sengen. Meget behaglig stilling.

”Hvad vil du? Har han sendt dig? ” med han hentydede jeg til Ryan, hvilket Joel med det samme opfattede. Han var sikkert kun kommet for at undskylde på Ryans vegne, for Ryan var virkelig dårlig til at undskylde og indrømme sine egne fejl.

”Jeg vil nu bare spørge, om du er okay? ” sagde han med en lav stemme, og kiggede mig i øjnene, for derefter at slå sit blik ned på sine sammenfoldede hænder.

”Var der andet? ” Joel kiggede overrasket på mig. Jeg forstod ham godt, for jeg plejede normalt ikke at svare igen. Som i aldrig. Men jeg var så pissed, at jeg var komplet ligeglad med mine vaner.

Han rystede på hovedet, og så såret på mig før han forlod mit værelse. En indre skyldfølelse skød op i mig, og trangen til at løbe efter ham, sige undskyld og give ham et mega kram lod sig presse på. Jeg havde jo ikke ment det på den måde. Eller jo jeg havde. Men jeg sagde det ikke for at såre ham. Han var min lille skattebasse. Ment på den måde, at hans venskab virkelig betød verden for mig. Ligesom de andre drenge. Selv Ryan.

Jeg besluttede mig for, at jeg blev nødt til at sige undskyld til Joel. Men jeg var dog ikke klar til at tilgive Ryan endnu. Det var trods alt hans fejl. Ikke Joels.

Jeg kiggede på min mobil, og klokken var omkring 4 om natten. For at være helt præcis, var den 03:49. Så det undrede mig, at jeg overhovedet ikke var træt. Jeg tillod mig at ringe til Augusta, hun var sikkert oppe alligevel, for at løbe sin meget tidlige morgentur. Jah, som om.

Efter utallige Bip blev den taget af en meget søvndrukken Augusta.

”Hvooorfooor? ” sagde hun og trak på vokalerne.

”Ryan. ”

 


 

Hvad siger i så? 2 kapitler på under en uge. Det må da være rekord.
Takker for likes og favorit. I er de skønneste i verden:-D
XOXO WonderGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...