Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
2003Visninger
AA

2. Prolog

VOV! Jeg kiggede ned på den lille hårdbold, der løb rundt mellem benene på mig. Jeg havde lovet Chili en tur, så det fik han. Han var meget ivrig, og lagde ikke skjul på, at en tur i parken var lige, hvad han havde brug for.

Jeg lod et fnis slippe ud gennem mine læber og fjernede blikket fra Chili. Jeg lod hurtig min jakke omfavne min krop, og hoppede derefter i mine gule ballarinaer. Jeg havde noget for skrigende farver, en hemmelig forelskelse, og derfor var mit tøjvalg i dag heller ikke mindre prangende end mine sko. 

Det bestod af en blomstret lårkort, højtaljet nederdel, en lyseblå top, som var stoppet ned i nederdelen, og så nogle enkle øreringe, med blomster der matchede til nederdelen. Lidt prangende kunne man godt kalde det. 

Folk kiggede også tit når jeg gik på gaden, men jeg lod dem bare kigge. For jeg var ligeglad med, hvad andre syntes om mig, bare at jeg selv kunne lide mig, var det eneste der betød noget.  

Efter at have betragtet mig selv i spejlet, åbnede jeg døren, og gik udenfor i varmen. Det var en typisk varm sommerdag i London, og det kunne ikke passe bedre nu, hvor vi lige havde fået sommerferie. 

Det eneste jeg skulle tilbringe min ferie på, var lange gåture, solbade ved stranden, feste, sikkert hos nogle af mine brors venner, og bare slappe 100 procent af. Jeg kunne ikke vente med at indvige min sommerferie, og det kunne kun gøres på en måde, P.A.R.T.Y!

Et smil spillede sig om mine læber, og da vi nåede lågen, som førte ind til parken, åbnede jeg den hurtigt og gik ind, for derefter at lukke lågen efter mig. Det var altid hyggeligt at gå en tur i parken. Børn og hunde legede, folk snakkede, fugle sang, der var bare så meget liv. 

Jeg fandt min sædvanlige bænk, lige ved springvandet, og åbnede min bog, som jeg havde taget med, for at holde mig beskæftiget. Chili løb bare og legede og hyggede sig med de andre hunde. Mens jeg slappede af med Lady Gagas selvbiografi. 

Hun var mit idol, mit modeikon, jeg elskede hendes tøjstil, for ligesom mig, var hun fuldstændig ligeglade med, hvad folk tænkte om hende. Hendes musik var skam også god nok, men ikke lige min stil. Jeg holdte mig helst til hendes tøj, selvtillid og lækkert hår. Ej bare for sjovt, men det passede.

Jeg kiggede op fra min bog. Bag mig lød vandet fra springvandet plaskende, og solen stod højt på himlen. Det perfekte vejr til en tur i parken. 

Jeg fik pludselig en trang til en is, og kiggede mig om efter den isvogn, der altid plejede at holde nær springvandet. 

Da mine øjne fangede den blå vogn, var jeg hurtigt på benene. Der var ikke mere en 30 meter derhen, men alligevel følte jeg mig som en svedig ko. Jeg skulle virkelig til at gå i gang med løbetræning igen.

Der var lang kø, så mens jeg ventede kiggede jeg rundt for at få øje på Chili. Men han var ingen steder at se. 

Jeg trak bare lidt på skuldrende, for han plejede altid at komme tilbage til mig. Jeg kunne bare stadig ikke lade være med, at være bare en lille smule bekymret. 

Måske var han løbet væk fra mig. Jeg skubbede hurtigt tanken væk, da jeg så at det blev min tur, og hurtigt bestilte jeg en vaffel med tre kugler, smarties, tutti frutti og en eller anden skrigende blå en. Jeg var måske ikke helt så voksen/moden når det gjaldt mad. Men whatever?

I stedet for at sætte mig tilbage på bænken, valgte jeg at lede efter Chili. Jeg slikkede lidt på min is, mens jeg i et roligt tempo - så jeg ikke blev alt for træt for hurtigt - fulgte stien, der på kryds og tværs snoede sig om søer, træer og smukke blomsterbede. 

Da jeg var ved at være færdig med min første kugle, mistede jeg appetitten. Jeg kunne ikke finde Chili, og det gjorde mig virkelig nervøs og urolig. 

Tænk hvis han var blevet kidnappet, eller endnu værre kørt over af en bil. Jeg gispede ved tanken, og kiggede frustreret rundt i, den lige nu, alt for store park.

Op til flere gange kaldte jeg på Chili, og hvis han havde været i nærheden, ville han gø og komme løbende. Så jeg vidste at han var langt væk, men alligevel lød nytteløse råb fra min mund, og til sidst gjorde det mig helt hæs.

"Ch-Chil..." min stemme knækkede, og jeg blev virkelig bange. Tænk hvis hvis jeg aldrig skulle se ham igen. 

Forbipasserende kiggede på mig, og nogle kom med et medlidenhedsblik. Men jeg havde ikke brug for deres blikke, jeg havde brug for Chili.

I tænker sikkert at jeg var virkelig dramatisk, men han betød alt for mig. Han var den eneste jeg havde her i London, udover Augusta og nogle knap så nære venner og selvfølgelig også Ryan og hans venner. Dårligt eksempel.

Med andre ord, han var den eneste der tog imod mig når jeg kom hjem fra arbejde, og den eneste der fik lov til at sove i min seng, udover Augusta. 

Det var nogle virkelig dårlige eksempler jeg kom med. Men lad være med at dømme mig, jeg var frustreret, ked af det og i virkeligt dårligt humør, hvis i ikke allerede havde fundet ud af det. 

Nu var larmen fra menneskerne ikke særlig fantastisk mere. Jeg fik stress og kiggede endnu engang rundt. Den næste bænk jeg kom til satte jeg mig på, og pga mit frustrerede humør smed jeg min is på græsset. Jeg vidste godt jeg var en gris, men der var langt til den næste skraldespand, og jeg var ikke i humør til at tænke på miljøet.

Tanker formede sig i mit hoved, tanker som var alt for barske. Jeg var virkeligt langt nede, tænk hvis jeg aldrig fandt ham igen. Han betød alt for mig, og uden ham ville London bare være London.

Jeg kiggede mig endnu engang rundt. Alt var lige pludselig blevet stille, alt for stille. Jeg kiggede op, og mit syn spottede en overskyet himmel. Der var regn på vej.

Jeg sad længe bare og kiggede rundt i parken, indtil en regndråbe ramte min næse. Flere fuldte efter og snart stod det ned i stænger. Tanken om at rejse sig og gå hjem, strejfede ikke mit indre. 

Jeg blev siddende, helt stille, mens mine tanker overtog mit indre. Aldrig havde jeg følt mig så tom indeni. Det føltes som at blive stukket med en kniv i hjertet.

Regnen blev kun værre og dannede store vandpytter på stierne. Træerne dansede i vinden, og blomsterne var for længst ødelagt af de hårde stråler.

Tanker var blevet til luft, og jeg kunne ikke længere finde en mening med livet. 

Mit indre skreg, men udenpå var jeg kold som et isbjerg, stille som en sten. 

Mit hår og tøj var for længst gennemblødt, og vandet løb langsomt ned af mine kolde krop.

Uden flere tanker eller overvejelser, rejste jeg mig fra bænken. I et øjeblik stod jeg bare og ventede. Ventede på at mine ben ville lave det næste træk. Intet skete.

Jeg var snart så kold, som det overhovedet var muligt at være. 

Dog var jeg ligeglad. Det eneste der betød noget, var at finde Chili. 

Med den tanke begyndte mine ben at tø op, og i et langsomt tempo bevægede de sig hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...