Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
1931Visninger
AA

3. "Jeg har fundet en hund uden ejer."


"Kommer du Niall?" Liams stemme kunne høres ude fra gangen. De stod sikkert alle og ventede på mig. Men det var der skam også en grund til. Jeg følte mig virkelig svedig, efter en lang varm søvnløs nat, hvor mine tanker havde været tilegnet min familie.

Jeg savnede dem mega meget, og kunne derfor ikke tænke på andet, end hvornår jeg skulle hjem til Irland igen.

Heldigvis var der kun to uger til, at vi fik en lille sommerferie. Jeg havde allerede booket en flybillet, for mine planer var lagt, jeg skulle hjem. Hvilket de andre drenge sikkert også skulle. Det blev dejligt med en ferie langt væk fra alt.

Jeg elskede skam, hvad jeg lavede. Men derfor kunne jeg godt bruge ferien alligevel.

"Niall?" nu var det Harrys skarpe stemme, med et gemt smil, som lød.

"Kommer nu!" råbte jeg tilbage, og kiggede en hurtig gang rundt på mit værelse, for at være sikker på jeg ikke havde glemt noget. Da jeg var stensikker, gik jeg i et rask tempo ud i gangen.

Alle drengene stod og kiggede strengt på mig. Men de var virkelig dårlige til at holde masken, og det har de altid været. Derfor brød de ud i grin, mens jeg bare stod, og prøvede at gemme et smil, mens jeg rystede på hovedet.

Hurtigt var jeg gledet i mine sko, og tog fat om min mobil og nøgler, som lå på et lille brunt træbord.

Mit blik fandt drengenes. De så allesammen klar ud, så derfor lavede jeg en gestus med hånden hen mod døren, for at vise dem at de bare kunne gå ud, fordi jeg var klar.

De forstod det allesammen, og lidt efter stod vi alle fem klemt i en elevator, på vej ned til lobbyen.

Der var lidt pinlig tavshed, indtil der var en der valgte at bryde den: "Det bliver fedt at komme ud i det gode vejr," man kunne tydeligt høre at det var Louis' stemme. Vi nikkede allesammen, minus Louis, bekræftende på hovedet som svar, og endnu en gang lagde stilheden sig over os, som et tykt tæppe.

Siden vi hverken havde koncerter eller interviews i dag, havde vi valgt at tage i parken, for at spille noget fodbold og få en is. Min skulle selvfølgelig være mega stor. Is var altid godt, når det var så varmt, som i dag. Det var mindst 30 grader, eller det var i hvert fald sådan det føltes.

Derfor havde vi alle fem taget shorts og t-shirt på. Mit tøj bestod af nogle sandfarvet shorts, der gik til knæene, en hvid t-shirt uden ærmer, og selvfølgelig de sædvanlige solbriller, som lige nu sad i panden.

Vi var alle vant til at gå med dem, for inderst inde håbede vi vidst på, at ingen ville kunne genkende os. Dog har det aldrig virket.

Elevatorens sædvanlige nu-har-i-nået-etagen-lyd lød, og vi trådte ud, alle med et stort smil på læberne, spændte på bare at slappe af.

Det var altid fedt at se drengene smile. Ikke fordi det var noget nyt, men det gav bare en en rar fornemmelse indeni.

Drengene var også de eneste, der kunne få mine tanker væk fra min familie. De vidste alle hvor meget jeg savnede dem og Irland, så det var bare dejligt, at de altid var der for mig, når savnet var ekstra stort. De var der faktisk bare lige meget, hvor stort savnet var.

Vi gik ud af den store glasdør, ud i det fantastiske sommervejr. Vi fortsatte over den voldsomt trafikerede vej, selvfølgelig efter at have set os for først, for ellers kunne det have gået grueligt galt. Parken lå lige på den anden side af vejen, næsten, så vi så ingen grund til at køre derhen. Selvfølgelig på grund af vejret. som var fantastisk.

Fuglene sang, folk snakkede, alle gader var fyldt med liv. Der var ikke en eneste sky på himmelen, og solen varmede og blændede, med dens gule stråler. Alle butikker holdt åbent, og især isbutikkerne havde travlt, for hvem elsker ikke en is på en varm dag.

"Nå..." startede jeg da vi var nået hen til parken, og havde fundet et lille stykke græs, som ikke var overdækket af legende børn, eller folk der solbadede, med alt for lidt tøj på.

"Hvilke hold skal det så være i dag?" lød det fra Zayn, som endnu ikke havde sagt et ord.

"Hvad med mig, Liam og Harry mod Zayn og Louis?" lød det fra mig. Alle nikkede bare som svar, og stillede sig i positioner. Der blev snakket lidt taktik, før spillet blev sat i gang.

Målene var bare to træer, i hver ende af vores lille bane. Liam var målmand hos os, mens Louis var for det andet hold.

"Taberene giver is," sagde Harry, med et smil om læberne, og et kækt grin.

Zayn startede med bolden, fordi de var færrest, og så var spillet sat i gang.

 


 

På trods deres antal, vandt Zayn og Louis altså, hvilket betød at vi skulle give is. Egentlig var jeg lidt ligeglad med hvem der gav, bare vi fik en.

Vi havde sat kurs mod isvognen, mens den sædvanlige samtale om snyd kørte.

Harry var en virkelig dårlig taber, og insisterede på en omkamp, men vi var alle helt svedige og trætte, så det blev nedstemt.

I stedet begyndte han at snakke, om at de andre snød.

"Hvordan snød vi Harry?" spurgte Louis om, mens han prøvede at holde et grin inde. Nok fordi Harry var lidt barnlig. Det var umuligt at lade være med at grine af, derfor var Louis heller ikke den eneste der grinte, det gjorde vi alle, minus Harry, han prøvede at se fornærmet ud, før han fik svaret Louis: "Det ved jeg da ikke. Det havde jeg regnet med i kunne fortælle mig," sagde han, som om det var indlysende.

Det fik egentlig bare os alle til at grine endnu mere. Hvilket fik Harry til at spille endnu mere fornærmet, og sætte farten op.

"I er bare så barnlige alle sammen," sagde han surt, og gik så stærkt, at vi ikke længere kunne følge trit med ham.

Louis valgte at løbe efter ham, sikkert for at slutte den samtale de havde gang i, eller for bare at drille ham med det. Zayn og Liam blev stoppet af et par fans, som ikke lignede nogle Niall fans, for de ignorerede mig i hvert fald.

Selvfølgelig gjorde det ondt. Men jeg prøvede bare at skubbe smerten væk.

Jeg gik nu alene, og nød egentlig bare at lukke alt ude. Ingen lyde, ingen snak, intet, ikke engang vinden, der ruskede let i træerne, og hjalp mod varmen. Kun mig og mine tanker og spørgsmål. Alt for mange tanker. Tanker som jeg længe har haft svært ved at gemme væk. Spørgsmål om hvorfor der er nogle One Direction fans, der virker som om de ikke kan lide mig. Faktisk er jeg overbevist om at de ikke kan. Det gør ondt indeni, og det er følelser jeg længe har gemt væk. Jeg har ikke haft nogle at snakke om det med. Andre end drengene, men jeg har bare ikke lyst til at blande dem ind i det.

Der lød en høj gøen, som afbrød mine tanker.

Jeg kiggede mig forvirret rundt, og hurtigt fangede mit syn en hund, som kom løbende, i meget høj fart, i min retning. Jeg valgte at sætte mig ned på hug, fordi jeg ikke kunne se dens ejer. Så den var sikkert blevet væk, og ejeren savnede den nok.

Den sænkede først farten, da den var lige foran mig, og nåede derfor ikke at stoppe helt, så den væltede direkte ind i mig, så vi begge endte på græsset, i en rimelig mærkelig position.

Den lå på maven af mig. Mit smil var ikke til at skjule, og lidt efter brød jeg ud i grin.

Hunden var helt oppe at køre, havde mega meget energi, og lignede en der virkelig havde brug for noget vand, for ikke at dehydrere.

Den begyndte at slikke mig i hovedet, hvilket var rimelig ulækkert, så derfor skubbede jeg den blidt ned fra mig, så jeg kunne sætte mig op. Jeg havde stadig fat i dens halsbånd, så det gav mig muligheden for at læse dens hundetegn. Der stod ikke andet end et enkelt navn, Chili, hvilket fik mig til at rynke på panden. Hvis man havde en hund, burde man i det mindste skrive et telefonnummer på hundetegnet. Nu ville det jo blive fuldstændig umuligt at finde ejeren.

Jeg sukkede. Jeg måtte vel bare tage den med hjem, og passe den indtil jeg fandt ejeren.

Jeg kiggede rundt, for at få øje på drengene, men de var ingen steder at se. Derfor valgte jeg at sende en SMS til Liam:

Til: Liam
#Jeg har fundet en hund uden ejer. Tager den med hjem. Ses senere.#

Ingen smiley'er, ikke engang et udråbstegn. Han ville nok tro at der var noget galt. Så derfor sendte jeg hurtigt en smiley.

Jeg fik rejst mig op og kiggede nu ned på hunden.

"Kom Chili, nu skal du med hjem til Niall."

 



Først og fremmest undskylder for stavefejl, min iPad kan finde på at rette på ord selv.
Det var så første kapitel. Undskyld det er lidt dårligt, er ikke vant til at skrive fra en drengs synsvinkel, så det var noget af en udfordring.
Hvad synes i om kapitlet?
Hvad mener i om Niall tankegang, Niall haters?
Og hvad tror i nu der sker?

XOXO WonderGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...