Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
1932Visninger
AA

13. ”Har du noget imod, at vi tager en lille omvej? ”

Jeg gjorde en grimasse da mine blå Converse knirkede under mig og stod et øjeblik stille som en statue. Ingen måtte opdage mig – især ikke Ryan. Det ville ødelægge min dag, og muligvis også hans. Men man kan ikke rigtig sige, at jeg havde løjet for ham – jeg havde bare undværet at fortælle sandheden, som han ikke havde spurgt ind til.

Jeg gik videre med meget små listende skridt. Ét hop og så ville jeg stå i gangen, men jeg vidste, at Ryan sad i stuen – så et hop ville samtidig også afsløre mig. Jeg lagde mit blik på Ryan. Han sad med ryggen til mig og kiggede på det tændte fjernsyn. Jeg så min chance og tog den. Da jeg var kommet ud i den meget farveløse gang – sort og hvidt – åbnede jeg forsigtigt døren til lejligheden og gik stille ud af den, før jeg lukkede den efter mig igen.

Endelig fri. Jeg sukkede lettet ud og forsatte i gang hen af gangen, ned af trapperne og ud af døren. Solen ramte med det samme, min i forvejen brune sommerhud og varmede mig helt til det inderste. Mine ben fortsatte til højre og hen mod næste gade. Jeg havde aftalt med Niall, at han skulle hente mig vejen ved siden af den, som Ryan boede på. På den måde kunne jeg undgå, at han ville se mig – ikke mindst os. Jeg havde bare ikke fortalt Niall, hvorfor han skulle hente mig der – jeg havde givet ham en forkert adresse, hvilket jeg i længden ville komme til at fortryde. Men med tiden ville jeg fortælle ham det, hvis altså det udviklede sig til noget imellem os.

Jeg nåede rundt om hjørnet og nød et øjeblik bare det fantastiske vejr, den blå himmel, fuglenes sang, solen, varmen, blomsterne, træerne. Alt var bare perfekt – næsten. Alle hemmelighederne ødelagde det.

En sort bil med helt tonede ruder holdt ikke langt fra mig. Jeg vidste, hvem den tilhørte – Niall – fordi han havde skrevet til mig, hvordan den så ud og hvilket mærke den var. Han kunne lige så godt have sendt et billede – det havde faktisk været meget nemmere.

Han kom ikke ud af bilen for at hente mig og jeg vidste godt hvorfor: hvis nogle så os, fik billeder af os, ville der blive startet falske rygter. Det kunne ødelægge mit og Ryans forhold – ligesom det jeg havde gang i nu. Forskellen er bare, at han ikke ved det.

Jeg var henne ved bilen og åbnede døren til passagersædet, så jeg kunne sætte mig ind ved siden af Niall – troede jeg i hvert fald. Problemet var bare, at det ikke var Niall, men en ældre mand i jakkesæt. Mine kinder blussede og jeg undskyldte hurtigt inden jeg skyndte mig ud af bilen. Det var da godt nok vildt pinligt.

Manden kørte videre og efterlod mig midt på gaden til mig selv, mens en sms tikkede ind:

Bag dig.

Jeg kiggede bagud og fik øje på en bil magen til den jeg før havde troet var Nialls. Denne gang havde jeg bare fået bekræftet, at det faktisk var hans. Jeg skyndte mig i hurtig gang, næsten løb, hen til bilen, åbnede døren og satte mig ind på passagersædet ved siden af en lyshåret dreng, med meget blå øjne rettet mod mig. Han sendte mig et stort smil og jeg gengældte det hurtigt. Denne gang var det den helt rigtige bil.

”Hej, ” sagde han smilende og jeg mumlede blot et stille, genert hej tilbage. Hvorfor var jeg pludselige så genert? Jeg plejede aldrig at være sådan. Det måtte være Niall, der gjorde det imod mig.

Jeg kiggede ned i mine hænder, men ikke længe, for Niall tvang mit blik til at møde hans med en hånd under min hage.

”Du er smuk, ” sagde han smilende og et stort smil formede sig om mine læber, ”men hvad var det der skete lige før? ” han grinede og jeg grinede med ham, mens mine kinder blev ildrøde. Jeg trak på skuldrene og skiftede emne: ”Hvor er det, at vi skal hen? ” spurgte jeg nysgerrigt, stadig med mine øjne låst fast til hans.

Han tog sine mørke solbriller, der før havde hængt i hans lyseblå T-shirt, på og tændte motoren, før han svarede mig med et stort, hemmelighedsfuldt smil: ”Bare vent og se, ” så satte han bilen i bevægelse og kørte væk fra sidevejen til en større shopping gade.

Mit smil voksede sig enormt.

”Men sæt dig hellere til rette. Vi skal køre et stykke tid, ” lød det fra min højre side. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvor vi skulle hen, så jeg lagde i stedet nysgerrigheden på hylden og satte mig til rette i det sorte lædersæde.

 

Efter hvad der føltes som en halvtimes tid var der noget som ringede. Lyden kom fra Nialls forlomme, hvori jeg gættede på hans mobil lå. Han skævede ned til den, som den blev ved med at ringe, men holdt fortsat begge hænder på rettet og blikket på landevejen.

”Det er sikkert en af drengene, ” konstaterede han, ”Ariel, vil du ikke være sød at tage den? ” spurgte han mig. Jeg nikkede hurtigt: ”Selvfølgelig, ” før jeg stak min højre hånd ned i hans forlomme, på hans shorts. Han krympede og spændte sig under min berøring og hurtigt havde jeg fået mobilen op af hans lomme. Han sukkede lettet ud. Hvad gik det lige ud på?

Jeg tog røret op til øret efter jeg havde trykket svar: ”Det Nialls mobil, ” sagde jeg med en noget uskyldig og usikker stemme.

”Hvem er du? ” lød en drengestemme i den anden ende. Jeg genkendte den hurtigt som Harrys. Lyden af hans stemme havde jeg ikke hørt siden til festen, hvor Ryan havde slået ham.

”Det er Ariel, ” fik jeg svaret på hans meget enkle spørgsmål. Der gik et øjeblik før det gik op for ham og han igen svarede mig: ”Oh. Hej Ariel. Hvad laver du med Nialls telefon? ” fik han spurgt med en inkluderet hilsen, der fik mig til at smile svagt.

Jeg kiggede over på Niall, som indimellem kiggede i min retning. Han havde taget solbrillerne af, så vi kunne få øjenkontakt. Derefter mimede et Hvem er det? og jeg mimede tilbage, at det var Harry, før han blev nødt til at bryde vores øjenkontakt for at kunne holde øje med vejen.

”Jeg er sammen med ham, men han kører lige bil, så kan jeg videregive en besked? ” spurgte jeg Harry om.

”Kan du ikke give mig ham i røret? Du kan bare holde den for ham. Det her er lidt vigtigt, ” Harry virkede lidt desperat efter at snakke med Niall og kun derfor holdt jeg røret op mod Nialls venstre øre. Niall så først lidt forvirret og overrasket på mig, men så ændrede hans ansigtsudtryk sig til et mere alvorligt et – Harry var nok begyndt at snakke til ham.

Nialls ansigt blev strammere og strammere og til sidst formede hans læber sig til en tynd streg. Han hilste farvel til Harry med et Okay og et Vi ses, hvorefter jeg tog telefonen så jeg kunne lægge på for ham. Jeg sad stadig med hans mobil i hånden, efter et par sekunder.

”Hvad så? ” spurgte jeg nysgerrigt, jeg vidste, at situationen umuligt kunne være god, siden han så så anspændt ud.

”Det er da også bare typisk, ” sagde Niall anstrengt og slog på rattet med sin ene hånd.

”Hvad er typisk? ” spurgte jeg igen, men han svarede ikke, ”Niall? ”.

Han kiggede på mig med et ulæseligt blik: ”Har du noget imod, at vi tager en lille omvej? ” spurgte han. Nu var hans stemme mere afslappet og knap så anspændt som før, men hans knoer var stadig hvide på grund af hans hårde greb om rattet.

Jeg rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål, men holdt stadig mit blik undrende på hans ansigt og ansigtstræk. Hans øjne var nu rettet mod vejen igen, som svingede i to retninger – et T-kryds. Niall tog et sving til højre, som jeg læste på skiltet var mod London. Det undrede mig. I London ville der bare være større chance for, at nogen så os. Det Harry sagde måtte virkeligt have været vigtigt.

”Niall? Hvor skal vi hen? Hvad sker der? ” spurgte jeg ham. Han holdt blikket mod vejen, som nu drejede til højre i et stort U-sving og videre ud på motorvejen, men svarede mig alligevel: ”Undskyld. Det er bare et hastemøde med resten af bandet og crewet. Undskyld, at det skal ødelægge vores dag, ” han undskyldte flere gange, men jeg rystede bare på hovedet af ham.

”Du skal ikke undskylde, jeg forstår det godt, ” sagde jeg forstående.

”Tak Ariel. Jeg må desværre ikke tage dig med ind til mødet, men vil du ikke vente udenfor? Så kan du også møde resten af drengene bagefter, ” spurgte han og holdt en kort, bedende øjenkontakt som jeg ikke kunne stå for.

”Selvfølgelig, ” svarede jeg ham med et smil og tog min højre hånd op mod hans ved rattet. Men inden jeg rørte hans hånd, fik jeg tænkt mig ordentligt om. Hvad var det overhovedet jeg lavede? Jeg troede bare jeg et øjeblik var blevet overvældet af hans smukke øjne.

Jeg lænede mig op af vinduet og kiggede ud på landskabet, der susede forbi. Jeg havde placeret mine hænder, et på hvert lår, på mine bare ben. Jeg havde en blomstret sommerkjole og en cowboy vest på og mit hår var sat op i en høj hestehale, med totter af hår, der indrammede mit ansigt. Jeg havde skam heller ikke glemt halskæden fra Ryan, som jeg altid bar.

Pludselig kunne jeg mærke en hånd oven på min. Det fik mig til at kigge til højre, hvor Niall nu kun sad med én hånd på rettet og blikket stadig ud af forruden. Hans hånd var blød og varm mod min kolde og nu rystende. Hans berøring fik en tryghed op i mig – som om at intet kunne gå galt.

Da han igen gav slip efter at have trykket den, føltes det som manglede der noget og min hånd blev pludselig kold igen, derfor flettede jeg den sammen med den anden. Han havde fjernet sin hånd så han kunne dreje rattet i et skarpt sving til højre og ind på en lille parkeringsplads midt inde i London. En stor låge lukkede bag os og forhindrede fans, med flere, i at bryde ind. Rimelig smart må jeg sige.

Jeg kiggede til højre, hvor Niall stadig sad. Han havde nu taget hans solbriller på igen, samt en cap, der dækkede hans lyse hår.

”Her, ” sagde han og rakte mig et par store mørke solbriller med sort stel. Jeg ved ikke, hvad jeg undrede mig mest over, at der stod Badboy med lyseblå skrift og blokbogstaver på hans cap og at den var lilla – det hang bare ikke sammen – eller at han tilfældigvis havde et par damesolbriller i sin bil. Men jeg stillede ingen spørgsmål og tog blot solbrillerne på. Derefter trådte jeg ud af bilen og det samme gjorde Niall. Vi gik ved siden af hinanden uden berøring hen til døren, ind af den og videre af en lang gang, hvor vi stoppede for enden. Vi kom ind i et stort lokale, hvor der stod mennesker og snakkede.

Niall tog sine solbriller af og jeg gjorde derfor det samme. Han greb om mit håndled og trak mig gennem mængden – forbi ældre mænd og kvinder i fyrrerne op ældre med kontortøj på. Vi gik til højre og stoppede op foran en stor hvid dør, hvor der stod Mødelokale 13.

”Det tager ikke mere end ti minutter. Du kan bare vente her, ” jeg nikkede og han gav min hånd et klem inden han forlod mig og gik ind af døren. Jeg nåede kun at få et glimt af et par kvinder i slutningen af 40erne og en skaldet ung mand på omkring de tyve år, som jeg svagt kunne genkende, før døren lukkede i.

Jeg satte mig i en lille lænestol med en partner og et bord med blade i midten. Her tog jeg min mobil op af min lilla taske. Jeg havde fået en del beskeder og tjekkede dem, selvom jeg kunne se, at de var fra Ryan:

Ariel. Hvor er du?

Gider du ikke godt skrive til mig nu?

Ring!

Sådan blev de ved. Der var endda også beskeder fra de andre drenge. Han var alligevel en lille smule bekymret for, hvor jeg var – men det vidste jeg jo godt i forvejen, efter hvad der var sket til festen. Men behøvede han at spamme mig med beskeder? Jeg burde nok skrive et svar tilbage, hvilket jeg også til sidst valgte at gøre:

Sammen med Augusta er hjemme i aften.

Jeg trykkede send og lagde min telefon ned i min taske igen. Jeg havde det ikke godt med at lyve overfor Ryan, men jeg følte virkelig, at der var noget imellem mig og Niall, som var værd at give en chance.

Der gik fem minutter. Ti minutter, før jeg valgte at rejse mig for at finde et toilet. Der var et dametoilet ikke langt fra, hvor jeg sad, så det var der mine ben fulgte mig hen. Toilettet var stort, med seks til otte båse og mindst ti håndvaske, hver med et tilhørende spejl. Jeg stillede mig ved det midterste spejl – totalt midtpunkt - og satte mine hænder på håndvasken, mens jeg lænede mig frem i et kort øjeblik.

Tænk, at jeg kunne se mig selv i øjnene efter det jeg gjorde mod Ryan – jeg løj for ham, det var nu officielt. Jeg havde skrevet til ham, at jeg var sammen med Augusta, men det var jo totalt løgn. Jeg fik det dårligt med mig selv, men vidste også, at hvis jeg sagde det til Ryan, og forklarede ham det, ville han ikke forstå. Derfor måtte jeg holde det hemmeligt lidt endnu. I hvert fald indtil jeg vidste om det mellem Niall og jeg var seriøst eller bare en sommerflirt.

Jeg tændte for håndvasken og lod det kolde vand løbe, vaskede så mine hænder og kastede noget vand i hovedet. Jeg fik kuldegys, men gjorde det alligevel endnu engang – muligvis for at vække mig selv fra dette mareridt med løgne og tillidsproblemer. Hvorfor kunne det ikke bare være simpelt? Hvorfor skulle alt være så kompliceret?

Jeg tørrede mit ansigt med et hvidt engangshåndklæde og rettede på min makeup, før jeg gik ud af døren igen. Lige nu havde jeg ingen tidsfornemmelse og vidste faktisk ikke, hvor lang tid jeg havde opholdt mig på toiletterne.

Mit blik faldt over på døren ind til Mødelokale 13, men døren var åben. Var mødet slut? Så havde jeg nok været på toilettet længere end det havde følt. Dette fik jeg også hurtigt bekræftet:

”Ariel! Der var du. Niall, drenge jeg har fundet hende, ” jeg kiggede i retning af stemmen og fik øje på Louis, der kom gående i min retning. Han åbnede armene og jeg gik ind i dem, forundret over den venlige gestus. Vi havde jo kun mødt hinanden én gang før, men det var vel bare normalt for ham at være så imødekommende, venlig og positiv.

”Ariel, ” nu lød Nialls stemme bag mig og derved trak jeg mig ud af krammet med Louis og vendte mig om mod Niall. Mine øjne mødte hans bekymrede blik.

”Jeg var bare lige på toilettet, ” sagde jeg og vendte mig om så jeg kunne pege mod dametoiletterne.

”Jeg troede du var gået hjem. Jeg blev helt bekymret, ” sagde Niall med et lettet smil og trak mig ind til et kram.

”Jeg sagde det jo. De passer perfekt sammen, ” Harrys stemme lød, så mig og Niall trak os fra hinanden igen. Harry stod nu sammen med os andre, og på hans venstre side stod en sorthåret fyr med læderjakke på og nikkede bekræftende.

”Hej Harry, ” sagde jeg og vinkede akavet i hans retning. Jeg var stadig pinlig over episoden til festen. Det var jo Harry der fik slaget ikke mig. Jeg blev blot såret psykisk af min egen bror.

”Hej Ariel, ” hilste han tilbage og sendte mig et flirtende smil, som jeg rullede på øjnene af. Det havde bare været for sjov, da jeg flirtede og forførte ham til festen. Måske havde drengen bare ikke helt fattet det endnu.

Drengen med det sorte hår gav Harry en albue i siden, som Harry ømmede sig under. Jeg kiggede på Niall, som gav Harry et strengt dræberblik. Jeg var ret sikker på, at de alle havde set Harrys flirtende smil. Deres reaktion fik mig til at fnise stille for mig selv.

Jeg gav Niall en albue i siden, som den sorthåret havde gjort mod Harry, som hentydning til, at han skulle præsentere mig. Jeg havde jo mødt både Harry og Louis og kendte begge deres navne, men ham den sorthåret havde jeg set tre gange før og men kunne alligevel ikke huske hans navn. Hvis jeg overhovedet kendte hans navn.

Niall forstod min hentydning og præsenterede mig for den sorthårede fyr: ”Ariel det her er Zayn, Zayn, Ariel. Harry og Louis har du allerede mødt og nu kommer sandelig Liam, ” han kiggede forbi denne Zayn og Harry, som stod foran os og bag dem kom en brunhåret gut med sandfarvede bukser og skovhuggerskjorte gående – det måtte være Liam.

Han var hurtigt ovre ved os og rakte sin hånd frem for at hilse venligt på mig. Jeg tog imod den.

”Du må være Ariel. Jeg har hørt rigtig meget om dig. Mit navn er Liam, ” han nåede lige at afslutte sin sætning og slippe sit greb om min hånd, før Harry havde overtaget: ”Ja Niall plaprer løs hele tiden, så det er ligefør, at mine ører falder af, ” sagde han, men kunne ikke holde sit grin inde, og blev efterfulgt at de andre drenge, som tog del i grinet. Jeg fniste genert og blev lidt nervøs over det, derfor kiggede jeg over på Niall, som stirrede vredt på dem.

”Vi må hellere se at komme videre. Vi har noget vi skal, ” fik Niall sagt mellem sammenbidte tænder. Drengene nikkede, mens de fortsat grinte og Niall trak mig af sted gennem mængden.

”Rart at møde jer, ” råbte jeg og drengene stoppede med at grine for at tage afsked med os. De vinkede og jeg vinkede tilbage, før jeg vendte mig mod Niall igen.

Han gav så småt slip om mit håndled og gik i et mere roligt tempo, så jeg nu også kunne følge med.

”Det må du undskylde. De kan godt være lidt overvældende nogle gange, ” sagde han og kiggede undskyldende på mig. Jeg viftede blot med min hånd: ”De har humor. Det kan jeg godt lide, ” svarede jeg ham med et smil, som han hurtigt gengældte.

Vi gik nu ved siden af hinanden og fortsatte ned af gangen mod parkeringspladsen.

”Hvis du så godt kan lide dem, hvorfor arrangere vi så ikke en filmaften eller noget. Jeg tror drengene med glæde vil have dig med, ” et smil forlod mine læber og Niall kiggede mig dybt i øjnene.

”Med glæde, ” sagde jeg og smilede større end før.

Vi nåede døren ud til parkeringspladsen og Niall åbnede den, som en gentleman, for mig. Jeg gav ham et smil, men det forsvandt hurtigt, da jeg trådte lige ud i en dyb vandpyt. Det stod ned i stænger og med ét var vi drivvåde.

Vi løb begge hen til bilen, hvor Niall endnu engang åbnede døren for mig og lukkede den efter mig, inden han løb om til førersædet. Han satte sig ind og vi fik øjenkontakt.

”Lorte vejr! ” startede han, ”Jeg er ked af det, men det jeg havde arrangeret var udendørs, ” han så mut ud. Jeg ville ikke lade dette her ødelægge vores dag. Jeg havde endnu ikke fortalt ham, at Ryan ikke måtte finde ud af noget og derfor måtte medierne heller ikke. Måske var dette ikke det rette tidspunkt, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at fortælle ham det.

”Er du med på en kop varm kakao og noget tørt tøj? ” spurgte Niall og uden at tænke nikkede jeg ivrigt, hvilket fik Niall til at grine af mig. Han startede bilen og jeg vendte mig mod vinduet. Måske skulle jeg fortælle ham det over den varme kakao. Han havde krav på at vide det, om han så blev sur, så blev han nødt til at vide det.

Niall trådte sømmet i bund og vi forlod parkeringspladsen med regndråberne sivende ned omkring os.

 

 

Endnu et kapitel. Hvad synes om, at Ariel holdet "forholdet" til Niall hemmeligt for Ryan? Hvad tror i, at hastemødet går ud på? Og hvem er denne mystiske skaldede fyr, Ariel genkender?

Jeg savner jeres kommentarer <3

XOXO WonderGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...