Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
2011Visninger
AA

4. "Forresten så er mit navn Niall."


Mine rystende hænder, fandt sin plads rundt om den høje stak med papirer. Hvert eneste papir var printet ens, med et billede af Chili og diverse oplysninger, så man kunne komme i kontakt med mig, hvis man fandt ham.

Hele otteogfyrre timer var gået, siden jeg sidst havde set ham. Otteogfyrre timer var der gået, siden mit hjerte var gået itu, sprunget i millioner af stykker.

Jeg kunne ikke stoppe de bekymrede tanker, der blev ved med at snige sig frem i mit hoved. Hvordan mon han havde det. Var der sket ham noget. Jeg kunne ikke bærer tanken om, at han måske var kommet til skade.

Alle de bekymringer fik mig til, at minde alt for meget om en bekymret mor, hvilket jeg egentlig også var. For Chili var jo min lille skat, min lille baby, og uden ham fungerede min hverdag ikke, sådan var det bare.

Jeg stoppede mig selv i at tænke på Chili, da mit humør bare blev værre af det, end det var i forvejen, og det var ikke ligefrem noget, jeg havde brug for. Ikke lige i det her øjeblik.

Jeg skulle nemlig udenfor vores dør, så folk kunne se mig. Derfor blev jeg nød til, bare at se nogenlunde ud. Men det var umuligt for mig, at se glad ud, så jeg valgte i stedet, at smøre et ansigtsudtryk, der ikke viste nogen form for følelser på. Trist kunne jeg jo heller ikke være, så ville jeg komme til, at ligne en der hadede sit liv. Hvilket jeg jo ikke gjorde. Livet var en gave, så derfor var der ingen tvivl om at det skulle leves.

Jeg tog om håndtaget, der fuldendte den hvide dør, med sit ekstreme sølv look. Døren blev åbnet og ud trådte jeg. Ud i den alt for store verden. I denne situation, passede verdens størrelse mig ikke. Den var for stor. Chili kunne jo være hvor som helst. Jeg kunne dog nok begrænse det til England, måske endda London. Hvilket jo altid var noget.

Vejret var ikke noget at klage over. Men jeg skænkede det ikke en tanke, mit humør var stadig ikke godt nok til, at jeg kunne tænke på andet end Chili. Også selvom det gjorde mig i dårligt humør.

Nu når emnet var oppe om Chili igen, så kunne jeg tydeligt huske min storebrors reaktion, da jeg trådte ind af døren fuldstændig drivvåd af mine egne tårer, og af vandet der havde valgt, at optræde selvsamme dag.

Mine ben begyndte, at bevæge sig hen af fortovet, og samtidig satte jeg sedler op på, hver lygtepæl eller træ jeg kunne komme til på min vej. For ikke at tale om vægge og vinduer, og alt med en flad overflade. Jeg var nok, hvad man kunne kalde en lille smule desperat.

Mine tanker forsatte sine minder om Ryans reaktion, og inden længe dannede et flashback sig, og viste sig i mit hoved som en film.

Jeg trådte ind af døren sønderknust drivvåd. Mine tanker ville ikke stoppe med, at tænke på Chili, og mine tårekanaler ville ikke stoppe med, at sende vand til mine øjne, for derefter, at lade dem glide ned af min i forvejen våde - drivvåde - kind, gennemblødt af en blanding af tårer og regnvand.

Jeg lod min tunge krop glide ned af døren, efter at have lukket den, og lod i det sekund jeg ramte gulvet, mine tårer løbe løbsk. 

Jeg var ligeglad med at Ryan hørte mig. Jeg var ligeglad med, at hans venner sikkert var her. Jeg var ligeglad med i morgen. Jeg var ligeglad med mit liv. Fuldstændig og helt igennem ligeglad med alt. Intet kunne ændre mit humør, min sorg. Intet. Absolut intet.

Som mine tanker fortsatte med endeløse ligegyldige sætninger og ord, hørte jeg trin inde fra stuen af. Klokken var nok omkring de tre-fire stykker om eftermiddagen, så jeg var ikke i tvivl om, hvem det var. Hvilket også gjorde at mine øjne fandt sine tvillinger, da jeg kiggede op. 

To fuldstændig identiske øjne - som mine - kiggede ned på mig, med et alt for bekymret blik. Men hvad havde jeg ærligtalt regnet med. Det var Ryan, og han var altid bekymret for mig. Det var bare sådan en slags storebror han var, den bekymrede overbeskyttende slags.

Han fastholde sit blik, mens han i en hurtig bevægelse, havde sat sig på hug foran mig. I et forsøg på at virke stærk, lod jeg mit blik smelte fast på hans, men så svag som jeg var - lige nu - varede det ikke særlig lang tid, før mit blik fandt det brune trægulv. I et forsøg på at ligne en der havde det okay, selvom jeg vidste det var umuligt at prøve, lod jeg som ingenting og lod mit blik følge stregerne i gulvet.

Først da Ryans hænder lagde sig på mine knæ, følte jeg mig tvunget til, at lade mine øjne finde hans igen. I det sekund de gjorde, kom den forventede sætning, fra min bekymrede storebror: "Hvad er der sket?" hans stemme var lav, men lige høj nok til, at jeg kunne høre den. Tonefaldet var også lavt af andre grunde, så godt kendte jeg ham, men lige nu var det lige meget. Alt var lige meget.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham. Min mund var tom for ord. Men alligevel tog jeg mig sammen, og kom med en usammenhængende sætning, der overhovedet ikke var til, at forstå. Medmindre man kendte mig så godt som Ryan gjorde: "D-d-d-e-t Ch-i-l-i-i," fik jeg fremstammet. Uden at sætte spørgsmål ved mit svar, satte Ryan sig ned ved siden af mig, og trak mig ind til et kram, som jeg virkelig havde brug for. Måske kunne det dulme bare en lillesmule af smerten.

Dog gik mit ønske ikke i opfyldelse. I stedet græd jeg bare mere, hvilket fik Ryan til at hviske beroligende ord og det sædvanlige 'shh' , som man plejede at få, hvis man græd. Det gjorde jeg i hvert fald, og det hjalp skam altid. 

Efter et stykke tid i Ryans arme, gav han slip, for i stedet at tage mig op i hans arme. Hans greb var blidt men alligevel fast, for at undgå at tabe mig. Han bar mig ind i sofaen, og lagde derefter et tæppe over mig. Min gråd var så småt ved at være væk, i stedet blev den erstattet med et hik, der kom med små ti sekunders mellemrum. 

Ryan var forsvundet ud i køkkenet, og lidt efter hørte jeg lavmælte stemmer, dog ikke så lave, så jeg ikke kunne høre dem. Jeg kunne tydeligt høre det var bandet, han havde på besøg, da jeg hørte Andys velkendte britiske accent fylde mine ører.

"Vi går med det samme. Hun har brug for dig Ryan." lød Andys stemme. Uden flere ord var drengene gået, og stilheden lagde sig i den lille lejlighed. Ryans lejlighed. Faktisk skulle jeg kun være her i sommerferien. Efter flere ugers tiggeri, var vores mor og far endelig gået med til det. Egentlig var det kun mig der tiggede, og det var kun fordi, jeg ikke havde lyst til, at bruge hele min ferie hjemme i Chesterfield. Så derfor var jeg gået i gang med plageriet. Dengang var det en mega god ide, for jeg måtte endda få Chili med. Men nu begyndte jeg, at tvivle på, hvor god ideen egentlig var.

Dog havde jeg stadig tænkt mig, at bruge min sommerferie i London. Der var stadig så meget at se, og det var virkelig lang tid siden, jeg havde set Ryan. Så derfor glædede jeg mig til, at bruge rigtig meget tid med ham, og også drengene. For selvom det var lang tid siden, vi sidst havde ses, så var de så fantastiske at være sammen med pga deres humor. Men først blev jeg nød til, at finde Chili, ellers ville alt morskaben, ikke være det værd.

Jeg stoppede op foran en lygtepæl, placeret i det indre London, faktisk lige over for London Eye. Mine tanker stoppede brat og mine følelser eksploderede. Ikke sure, triste, bekymrede, kede af det følelser. Nej, det var skam det helt modsatte. Hele mit indre blev fyldt med håb. Dog ikke nok til at frembringe et smil. Men det var håb, og det blomstrede hurtigt.

På lygtepælen hang et stykke hvidt papir. Kanten var sort, og teksten skrevet i hånden. Det lignede skriften fra en dreng, for bogstaverne var sjuskede, og teksten stod skævt. Dog var det ikke ulæseligt. Teksten på papiret var grunden til mit pludselige blomstrende håb. På papiret stod der:

Fundet hund
Fornyeligt fundet hund i Hyde Park. Hunden var en han golden retriever hvalp ved navn Chili. Ejeren er velkommen til at opsøge mig, ved at ringe til dette nummer.

 

Teksten var efterfulgt af et telefon nummer, med det passende antal cifre. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Selvfølgelig var jeg ivrig efter, at få Chili tilbage, men jeg var frosset. Mine fingre ville ikke bevæge sig. Alt føltes helt uvirkeligt. I to hele dage, havde jeg  haft de værste tanker om, hvad der kunne have været sket med Chili, for så at finde ud af, at var helt okay. Det håbede jeg i hvert fald, for hvis ham der havde fundet ham, havde gjort ham noget. Så skulle han nok få med mig, at bestille. Men lad os håbe det ikke kommer så vidt.

Jeg kunne ikke undgå, et lille smil på mine læber, men det forsvandt hurtigt. Mit humør var ikke i stand til at ændre sig, ikke før jeg havde Chili tilbage i mine arme. Tilbage hvor han hørte hjemme.

Uden flere tanker, besluttede jeg mig for at ringe til nummeret. Jeg ville have Chili tilbage, og det skulle være nu. Jeg ville gøre alt for, at røre hans bløde pels igen, føle ham slikke min kind, høre ham gø tidligt om morgenen, og sove med ham om natten. Derfor gik der ikke flere sekunder, før mine stadig rystende fingre havde indtastet nummeret på papiret.

Jeg tøvede lidt, før jeg endelig tog mig sammen til, at trykke på den grønne telefon, for at ringe op til nummeret.

De sædvanlige bip lød, og det tog sin tid før der blev svaret: "Hallo? Hvem er det her?" lød en stemme. Jeg fik bekræftet min teori, da stemmen helt sikket var en dreng.

"Mit navn er Ariel Fletcher, og jeg har lige fundet den seddel, du har sat op vedrørende den hund, du har fundet. Den tilhører mig," min stemme var helt normal, men stadig et strejf af to dages gråd kunne høres. Hvilket langt fra påvirkede mig.

"Ohh. Hej. Hvordan kan jeg være sikker på det er din hund?" spurgte stemmen igen, nu lidt mere nervøs end før. Sikkert på grund af den lidt akavede situation. Det er jo ikke ligefrem hver dag, at man finder en hund uden ejer, og ejeren så kontakter en. Men altså sådan var jeg. Jeg kunne aldrig finde på, at lade Chili i stikken. Aldrig nogensinde. Ikke engang hvis jeg fik penge for det.

"Hvis du giver mig adressen, så  kan jeg tage hans papirer med," foreslog jeg, meget klogt. Hurtigt svarede person i den anden side af røret, med et okay. Dog blev det ikke til nogen adresse. I stedet et mødested og tidspunkt. Jeg undrede mig ikke videre over det, før jeg svarede: "Okay så. Farvel," og skulle til at ligge på, da personen hurtigt fik tilføjet: "Farvel. Forresten så er mit navn Niall."

 


 

Hej alle skønne mennesker, det blev så lige til endnu et kapitel. Ved godt i har ventet et stykke tid, og det må i meget undskylde. Men du er historien rigtig gået i gang hva?

Hvad synes i om den, er der noget der mangler, noget jeg kan gøre bedre?

Og hvad synes i om Ariel, og hendes følelser for Chili?

Skriv skønne mennesker skriv. Synes ikke der er så meget liv i jer. Hvis der er, så prøv at modbevise det.

Ses skønne mennesker.

XOXO WonderGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...