Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
2005Visninger
AA

14. "Fordi jeg kan lide dig. "


Jeg låste døren op til min lejlighed og åbnede den for Ariel så hun kunne komme ind først. Vi var begge drivvåde, så jeg førte an og vi gik direkte ud på badeværelset, hvor vi et øjeblik bare stod og kiggede blidt på hinanden. Hun var ligeså våd som mig. Hendes mascara løb ned af hendes kinder, som havde hun grædt, og hendes kjole sad klistret til hendes krop, og fremviste hendes krop. Hun var hverken tynd eller tyk, men havde former som en hver anden pige burde have. At ligne en pind, var virkelig ikke noget, jeg gik ind for.

Jeg afbrød stilheden: ”Vent her, så henter jeg noget tørt tøj, ” Ariel slog blikket ned og nikkede, før jeg forlod hende til fordel for noget tørt tøj, som jeg hentede på mit værelse. Her gik jeg i mit klædeskab og trak noget tørt tøj ud til os begge, hvorefter jeg gik tilbage til Ariel igen. Hun stod stadig, hvor jeg havde efterladt hende, og kiggede rundt på mit badeværelse. Væggene var af hvide klinker og gulvet af træklinker. Der var et hvidt toilet, en stor håndvask, samt et badekar og en brusekabine.

”Her, ” jeg rakte hende en af mine T-shirts, den var sort, og et par af mine bløde bukser, velvidende om, at det var for stort til hende.

Hun smilte til mig som et tak, og jeg forlod hende for, at hun kunne få lov til at klæde om i fred. I stedet gik jeg ind på mit værelse igen og trak mit våde tøj af, for at udskifte det med et par sandfarvede bukser og en sort T-shirt. Jeg kiggede et øjeblik mig selv i spejlet. Jeg så virkelig slem ud. Mit hår var drivvådt og hang og dryppede ned af min hals. Mine øjne var helt matte, som hvis jeg ikke havde fået søvn i lang tid. Jeg prøvede at gøre det lidt bedre, ved at ryste på mit hår, så der fløj vand til alle sider, og ved at hive lidt i mit ansigt.
   Det hjalp en smule og efter jeg havde taget strømper på, tog jeg et tag om alt mit våde tøj, så det kunne blive hængt til tørre. Ariel var stadig på badeværelset, så jeg smed tøjet foran døren og gik videre ind i stuen og ud i køkkenet, fast besluttet på at lave varm kakao med flødeskum.

Jeg tog en liter kakao ud af køleskabet og hældte det i en gryde, hvorefter jeg så tændte komfuret. Apropos tændte, så tændte Ariel noget i mig. Hun forstod mig bare og var helt nede på jorden. Hun accepterede mit job og at vi blev nødt til at holde vores forhold hemmeligt. Hun var bare helt anderledes end alle andre piger, jeg havde kendt.
   Jeg huskede tydeligt, hvordan hun havde været ved at tage min hånd i bilen. Hun vidste nok ikke, at jeg så det. Jeg ved ikke, hvorfor hun fortrød i sidste øjeblik, men jeg fortrød ikke et sekund, at jeg havde taget hendes hånd bagefter.

Hun var allerede gode venner med drengene, og jeg vidste, at de kunne lide hende. Så jeg håbede virkelig inderligt på, at vores forhold ville udvikle sig – ikke hurtigt, men i et tilpas tempo.
   Jeg havde ikke lyst til at skræmme hende væk, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at lade et blik køre over hende, når hun ikke så det. Eller da Harry flirtede med hende, blev jeg irriteret for han vidste, at jeg havde noget for hende. Hun havde endda set det dræberblik, som jeg havde sendt ham.

Kakaoen var færdig så jeg tog den af komfuret og fandt to krus, hvori jeg hældte kakaoen op. Herefter fandt jeg flødeskummen og stillede det sammen med de fyldte krus på en træbakke. Jeg bar det hele ind i stuen, hvor jeg stillede det på stuebordet af glas og lyst træ. Mine tanker lå stadig og sløjfede om Ariel. Godt nok var vores date blevet ødelagt på grund af vejret, men det var ikke det der betød noget. Det der betød noget var, at vi var sammen. Om det så var i min lejlighed, dette skulle finde sted.

Hun var endnu ikke færdig på toilettet, så jeg stillede mig foran sofaen og tog min telefon op af lommen. Den distraherede mig blot i et par sekunder, før jeg måtte lægge den i lommen igen. Længere nåede jeg dog heller ikke da Ariel kom gående. Jeg havde været i gang med at læne mig op af sofaen med min højre arm, men i det hun trådte ind i stuen med mit tøj på, glemte jeg, hvor sofaen stod og væltede bagover, da den åbenbart stod længere væk end den plejede. Jeg fik hurtigt oprettet balancen og så hen på Ariel, som grinte hendes eget søde grin. Jeg kiggede for sjovt lidt fornærmet på hende, som hun holdte sig for munden, for at skjule hendes grin. Begge dele mislykkedes og vi brød ud i grin. Hendes lidt pænere end mit.

Hun virkede så lille i mit tøj, som var en del for stort til hende, dog faldt bukserne ikke ned, men T-shirten, sad på hende som en langærmet. Mit grin blev erstattet med et smil og hendes med et spørgsmål: ”Er der noget galt? ” spurgte hun og kiggede utilpas ned af sig selv, mens hun rynkede brynet og rettede lidt på bukserne.

”Nej overhovedet ikke. Lige det modsatte faktisk, ” svarede jeg hende og mødte hendes blik. Hendes ansigt var fjernet for make-up, så man virkelig kunne se hendes naturlige skønhed. Hun havde slet ikke brug for make-up, hvis man spurgte mig.

”Du ser godt ud i mit tøj og det klæder dig virkelig uden make-up, ” sagde jeg og smilte stort til hende. Hun smilede genert og fratog mit blik adgang til hendes, ved at slå det ned mod hendes bare fødder.

”Jeg har varmet kakao, ” sagde jeg og viste hende hen til sofabordet, hvor jeg satte mig i en stol og hende overfor i en sofa.

”Skal du have flødeskum? ” spurgte jeg hende og nikkede før hun tog flødeskummen og sprøjtede det i en spiral ud på toppen af hendes kakao. Hun rakte den til mig og jeg gjorde det samme. Herefter tog jeg krusset mellem mine hænder for at varme mig på det. Hun lod blot sit stå på bordet. Jeg kiggede undrende på hende, for da hun kiggede på mig var hendes øjne nervøse, som hvis der var noget hun ville sige, men ikke kunne. Hvorfor så pludseligt?

”Niall. Der er noget, som jeg bliver nødt til at dele med dig, ” hun havde taget modet til sig. Hendes start fik mig til at stille krusset fra mig og læne mig frem mod hende. Hun kiggede nervøst på mig, men jeg smilede blot støttende tilbage. Jeg var lidt nervøs for, hvad hun ville sige. Måske, at vores forhold, som vi ikke helt havde endnu, var slut. At hun ikke kunne lide mig, som jeg kunne lide hende. At hun kun ville være venner. At hun havde en kæreste eller at hun var forelsket i en anden. Jeg trøstede mig selv med, at det bare kunne være, at en hun kendte var død. Selvom det ikke rigtig var nogen trøst. Jeg ønskede bare ikke allerede at slutte noget, som ikke engang var begyndt.

”Det er fordi… Du ved… Jeg… ” startede hun svagt og rystende ud. Hun tog en dyb indånding og så startede hendes talestrøm: ”Det er Ryan. Du ved min storebror. Ham der slog Harry. Han har forbudt mig at se nogen af jer. Altså dig og resten af drengene fra One Direction… ”
   Hun stoppede op for at trække vejret ind, inden hun fortsatte, som en strøm af ord fra hendes udånding: ”Jeg lovede det. Jeg lovede ham, at jeg ville holde mig væk fra jer alle sammen. Holde mig væk fra dig, ” hun kiggede ned og jeg kiggede overrasket på hende. Der var to ting i det: Ryan, hvorfor var han sådan? Han kunne da ikke bare bestemme sådan over hende, hun var gammel nok til at tage sine egne beslutninger. Ariel var den anden ting. Hun havde lovet ham, at hun ikke ville se mig, se os mere. Jeg måtte have en forklaring. Der måtte være en forklaring.

”Hvorfor? ” spurgte jeg og kiggede hen på hende. Hun slog blikket op, hvor det mødte mit. Stemningen var pludseligt blevet ændret, men det var noget der skulle på bordet. Det var vigtigt, for at vi kunne fortsætte, det vi havde startet. Ingen hemmeligheder: første skridt på vejen mod noget værd at holde fast på.

”Fordi han ikke vil se mig såret. Han tror han beskytter mig på den måde og mener, at jeres berømmelse er steget jer til hovedet, ” sagde hun. Ironisk, at en der selv er berømt, nævnte netop denne titbenyttede sætning.

”Det var ikke det jeg mente, ” startede jeg og mødte endnu engang hendes blik. Hendes øjne opslugte mig, ”Hvorfor lovede du ham det? Jeg vil bare vide hvorfor. ”

”For os. For at han ikke skulle fatte mistanke, ” sagde hun og afbrød ikke vores øjenkontakt. Jeg smilte indvendigt over hendes svar. Os. Hun benævnte os allerede som én enhed. Hun havde gjort det, lovet ham det, for os. Men var det overhovedet nok? Var jeg overbevist? Hvordan kunne jeg vide, at hun ikke bare var sammen med mig i protest? Udnyttede mig for at få hævn på Ryan?
   Mit ansigtsudtryk ændrede sig til anstrengt, mens jeg overvejede muligheden. Hvad hvis hun bare udnyttede mig? Hvis det vi havde ikke var noget? Det var værre end mine egne muligheder og bekymringer. Det måtte ikke være rigtigt.

Hun kiggede bekymret på mig og skulle til at åbne munden, men jeg kom hende i forkøbet: ”Betyder det her noget for dig? Os? ” jeg brugte hendes eget ord og kiggede udtryksløst på hende. Jeg ville ikke gøre hende ked, som hun så ud nu, men jeg ville vide det. Jeg ville vide, om det vi havde sammen overhovedet betød noget for hende. Om jeg betød noget for hende.

”Selvfølgelig gør det det. Hvad er der galt Niall? Tror du ikke på mig? ” hun kiggede såret og samtidig skuffet på mig, som om det var mig, der havde lavet et forkert træk her. Som om det var mig, der ikke troede på os. Men dette var ikke tilfældet.

”Så du udnytter mig ikke? Du udnytter mig ikke bare for at få hævn over Ryan? ” jeg rejste mig op og lod mine arme krydse over min brystkasse. Hun rejste sig også, men lod sine arme hænge ned langs siden. Hun svarede mig igen og pegede bebrejdende og understregende i min retning: ”Jeg udnytter dig ikke og det kunne jeg aldrig finde på. Jeg var villig til at kæmpe for os, derfor løj jeg for Ryan, ” hendes stemme blev lavere og lavere og hendes pegende finger faldt ned langs hendes side igen.

”Hvorfor? Hvorfor er du så villig for at kæmpe for os? Hvorfor lyve for din egen bror? ” jeg kiggede blidere på hende, men var stadig ikke overbevist. Jeg turde ikke tro på hende. Jeg havde slet overvejet Ryan som et problem. Jeg burde have set den komme, som han behandlede Harry til festen. Hvorfor havde jeg ikke set den komme? Jeg kiggede hen på hende og hun lod en sætning forlade hendes læber, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde turde håbe på. Men den gjorde, at jeg nu var overbevist:

”Fordi jeg kan lide dig. ”


 

Så får i lige endnu et kapitel. Til at starte med vil jeg takke jer alle: både for likes og fordi i vil læse med. Det betyder rigtigt meget for mig.

Nu til historien:

Så oplevede vi lige Niall og Ariels første skænderi. Synes i, at Niall har ret til at tvivle på Ariel? Synes det er fair overfor Ariel? Hun løj for ham, men vil denne løgn bringe flere med sig? Det får i at se, hvis i læser videre i Behind Locked Doors. Nu begynder al dramaet og problematikken at udvikle sig.

Og til sidst: Synes i, at Ariels sidste sætning kom for hurtigt?

XOXO WonderGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...