Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
1916Visninger
AA

12. "Du må love mig, at du holder dig væk fra det band. "


Jeg sad i min vindueskam og havde trukket mine bare ben ind under mig. Jeg beundrede blot de små regndråber, som slog mod vinduet og efterladte våde spor. De var alle ens. Tænk hvis livet var sådan. Hvis vi alle var ens. Ingen ville blive set som anderledes eller blive diskrimineret. Men udseendet ændre ikke på det indvendige, det vil det aldrig gøre. Vi tror alle på forskellige ting og det skal vi have lov til.

Jeg sad med min mobil i hånden og kørte stille min tommelfinger frem og tilbage over skærmen, som hvis en regndråbe var landet der og jeg med min finger tørrede den ud på skærmen.

De sidste par timer havde jeg siddet i vindueskarmen. Tænkt på Ryan. Jeg havde endnu ikke snakket med ham. Da jeg var kommet hjem fra turen med Augusta, hvor vi havde mødt Niall og Louis, var jeg smuttet direkte op på mit værelse. Jeg var ikke i humør til noget som helst.

Jeg var lige nået ind af døren i Ryans lejlighed da regnen så småt var begyndt at falde. Den havde ødelagt det gode vejr og ændret mit humør. Men der var dog alligevel noget smukt over den. Noget jeg ikke helt kunne beskrive, men var vidste.

Et bip lød fra min telefon, og en besked viste sig på skærmen. Jeg låste op og tjekkede den. Den var fra Niall. Et lille smil fandt hurtigt mine læber og ændrede mit humør. Jeg havde ikke engang set beskeden endnu, jeg vidste blot den var fra ham:

What up?

Jeg svarede hurtigt tilbage og inden længe havde vi startet en sms krig. Min mobil bippede så meget, at jeg til sidst satte den på lydløs. Dog blev jeg fortsat ved med at skrive med Niall:

Har du fået snakket med Ryan?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham. Dog undrede jeg mig over, hvordan han kunne vide, at jeg ikke snakkede med Ryan. Jeg husker ikke at have nævnt det for ham. Mine fingre skrev et simpelt svar og før jeg havde sendt den, havde jeg fået endnu en besked fra Niall. Jeg tjekkede den:

Han skal nok sige undskyld på et tidspunkt.

Som beskeden var modtaget og læst, hørte jeg et par bank på min hvide dør. Jeg svarede ikke og det resulterede blot i, at døren blev åbnet. Ind sprang Chili, som var i meget bedre humør end jeg. Selvom at skrive med Niall havde hjulpet en del, var det alligevel ikke nok. For så længe mig og Ryan ikke var på talefod, ville mit humør aldrig kunne komme helt i top.

Ryan viste sig i døren. Mit hjerte sprang et slag over. Endelig, var alt der strejfede mine tanker. Jeg havde virkelig savnet ham. Savnet hans nærvær og trygheden omkring ham.

”Kan vi snakke? ” spurgte Ryan lidt nedtrykt. Jeg svarede ham ikke og kiggede blot ud af vinduet. Selvom jeg var lettet over hans nuværende tilstedeværelse, skulle han ikke tro, at han kunne slippe så let. Det ændrede ikke på situationen, og heller ikke på at jeg stadig var sur og skuffet over hans barnlige opførelse.

Jeg kunne høre ham træde nærmere med små tøvende skridt. Han trak min slidte skrivebordsstol hen ved siden af mig, før han satte sig med front mod mig. Hvis man altså ser bort, at jeg stadig sad og kiggede ud af vinduet. Regnen var blot forværret, og hvis jeg ikke så syner, turde jeg vædde med, at jeg lige havde set glimtet af et lyn, men braget hørtes aldrig.

Jeg kunne se Ryan, som et spejlbillede i ruden. Han kiggede på mig, om han havde set mig i vinduet anede jeg ikke, jeg vidste bare, at jeg kunne se ham. Jeg kunne ikke tyde om hvorvidt dråberne var tårer eller regn. I begge tilfælde ville det gøre mig trist. Han skulle ikke græde på grund af mig.

”Ariel. Kig på mig, ” Ryans stemme lød lige ud for mit øre, og det fik mit hoved, i en langsom bevægelse, til at dreje i hans retning. Jeg mødte hans øjne. Jeg kunne tydeligt spore sorgen i dem, men der var ingen tårer, blot blankhed fra et lag af vand. Mit blik faldt på mine hænder, som i langsomme bevægelser flettede sig sammen i små bevægelser. Jeg vidste, hvad han ville sige til mig. Eller jeg havde i hvert fald en anelse om det.

”Jeg ved du er skuffet over mig. Jeg ved du er vred på mig. Jeg var uretfærdig og jeg er ked af det. Du skal blot vide, at jeg gjorde det for at beskytte dig. Du er min lillesøster og jeg elsker dig. Så jeg er ked af det. Undskyld Ariel, ” jeg kiggede op på ham. Nu var det ham, der kiggede ned på sine hænder, som blot rodede ved en enkel negl. Det var, hvad jeg havde håbet på. Det var, hvad jeg havde brug for at høre. Så nu, hvor jeg havde hørt det, var jeg sikker på min beslutning:

”Jeg tilgiver dig, ” sagde jeg stille, men sikker, stadig med blikket på ham. Han løftede sit blik og kiggede mig nu i øjnene. Jeg tøvede ikke med at trække ham ind til et kram og han krammede hurtigt igen. Det varede et stykke tid før nogle af os brød det. Jeg havde ikke lyst til at slippe ham. Slippe den varme og tryghed hans muskeløse favn indeholdt. Men Ryan brød krammet, brød varmen, men ikke trygheden. Han holdt mig i strakt arm med hænderne på mine skuldre. Jeg kiggede ham i øjnene og han i mine.

”Du bliver bare nødt til at vide noget, ” han tøvede og kiggede ned et øjeblik, for at samle mod til sig, før han fangede mit blik igen og fortsatte: ”Jeg mente, hvad jeg sagde. Ingen fra det band er gode for dig. Du ender med at blive såret og jeg har ikke lyst til at se dig såret. Det gør for ondt. Så vil du ikke love mig én ting? ” jeg kiggede overrasket og mundlam på ham over hans ord. Som jeg tænkte lød et bip og jeg vidste det var min mobil. Muligvis en besked fra Niall. Ryan lod ikke til at opdage de, derfor ignorerede jeg den. Dette var ikke det rigtige tidspunkt, jeg måtte tjekke den senere.

Jeg nikkede uvidende, men med en fornemmelse af, hvad jeg skulle til at love ham, blot for at undgå tavsheden blandt os igen.

”Du må love mig, at du holder dig væk fra det band, ” han kiggede bedende på mig, med sit overbeskyttende storebror blik. Hvis jeg sagde ja, ville jeg ikke kunne skrive med Niall mere. Han er jo en del af One Direction. Men lige meget om jeg lovede Ryan det eller ej, ville jeg aldrig få lov til at omgås med nogle af dem. Så hvis jeg sagde ja, ville han i det mindste ikke have en mistanke om noget. Derimod, hvis jeg sagde nej, ville han måske regne ud, at der var noget, jeg gemte for ham.

Jeg nåede ikke at tænke mere over konsekvenserne, før jeg havde nikket på hovedet.   

”Jeg lover det, ” ordene var sagt og kunne ikke længere tages tilbage. Jeg havde ikke gennemtænkt det nok. Hvis Ryan nogensinde fandt ud af, at jeg skrev med Niall ville han aldrig tilgive mig. Han ville blive sur og værst af alt skuffet over, at jeg løj for ham. Men sagt var sagt. Jeg vidste ikke om Niall var det værd, men jeg vidste han var noget værd. Måske kunne det udvikle sig. Men i sidste ende, hvad er vigtigere end familien, end forholdet mellem bror og søster?

”Hov, og en sidste ting. Jeg har lovet drengen at spørge dig, om du vil være med til filmaften? ” han sagde det med et smil på læben og et glimt i øjet, der straks fik mig til at glemme løftet og Niall. Et smil indtog mine læber, da Ryan lænede sig frem mod mig: ”Faktisk var det Joel, som nærmest var på knæ, for at få mig til at overtale dig, ” jeg grinte over Ryans hviskende stemme. Han hentydede derved til, at drengene var lige nedenunder.

”Jeg vil meget gerne være med til filmaften, ” sagde jeg smilende og Ryan grinede let. Dog gik der ikke lang tid, før han ikke længere sad i øjenhøjde med mig. Mit grin overtog rummet, mens Ryans fornærmede ansigt så på mig nede fra gulvet. Hvis det ikke allerede var gættet, så var min meget ustabile og slidte skrivebordstol brast sammen under hans vægt.

Jeg kunne ikke stoppe mit grin, og holdt mig for maven, da krampen tog over. Ryan forblev ikke længe på gulvet, for før jeg vidste af det, havde han trukket mig med ned. Jeg slap et gisp, før mit grin blot blev voldsommere da jeg landede på hans mave og derved slog mit knæ ned i hans mandlige kønsorganer.

Jeg tog chancen og rejste mig, mens han stadig lå ned og ømmede sig, til at flygte. Jeg vidste, at han ville komme efter mig. Derfor skyndte jeg mig at løbe ud af døren, ned af trappen og ind i stuen, hvor jeg mødte tre par øjne.

Jeg var stadig flad af grin og nu også forpustet. De kiggede alle tre forvirret på mig, men jeg tog mig ikke af det, for før jeg vidste af det kunne jeg mærke et par arme bagfra lukke sig om mit liv. Jeg gav et tøset skrig fra mig, da han havde forskrækket mig. Ham, som i Ryan. Jeg var rimelig forundret over, hvor hurtigt han var kommet på benene igen efter det lille uheld. Eller faktisk de to uheld.

Jeg havde overhovedet, slet ikke overvejet og tænkt over, at han egentlig havde ødelagt min dyrebare kontorstol. Han skulle så meget betale for en ny. Ikke fordi det ville blive et problem. Penge var ikke lige den drengs bekymring.

Jeg kunne mærke kildende fingre i siden, og vred mig under hans hænder, mens jeg grinte højt og gryntede som en gris. Jeg slap fri fra hans greb og det første der fløj gennem mit hoved, var at søge dækning. Så siden Joel sad tættest på, var det ham jeg kastede mig oven på. Han sad i sofaen og havde derfor blot været en meter fra mig.

Han gav en mærkelig lyd fra sig, som nærmere var et grynt, før jeg kunne mærke noget tungt oven på mig. Det var Ryan.

”Ryk dig, ” råbte jeg til ham.

”Aldrig, ” svarede han grinende, og blev blot liggende.

”Hey guys. Det er altså mig der ligger nederst her. Så gider i rykke jer? ” jeg rystede på hovedet. Om jeg kunne rykke mig? Det var skam lidt umuligt dreng. Jeg havde ligesom Ryan liggende ovenpå mig. Ikke misforstå det, han er min bror, så at tænke sådan, ville være ulovligt og virkelig klamt.

”Ryan, ” fik jeg sagt og kunne mærke hans vægt oven på mig, mens Joel stadig lå under mig fladmast som en pandekage.

Jeg kunne høre Adam og Andys høje grin i baggrunden. Det fik mig blot til at rulle med øjnene. Seriøst skulle vi ligge sådan hele natten. Hvis vi skulle så havde der bare at blive serveret mad. Helst slik og kage.

”Bliv liggende, ” det var Andys stemme, men jeg kunne ikke se ham, siden jeg lå med hovedet ned i Joels bryst. Jeg gættede på han stod med sin telefon og i øjeblikket enten filmede eller tog billeder af os.

”Sandwich, ” lød det grinende fra Adam.

”Ryan ryk dig, ” fik jeg sagt igen, som en fin hentydning til, at han skulle skride fra mig. Jeg kunne jo snart ikke trække vejret.

Han adlød endelig og rejste sig fra min ryg. Det fik mig til at sukke lettet, før jeg løftede mig fra Joel i strakt arm. Jeg mødte hans blik, men det blev hurtigt akavet og før jeg vidste af det, havde jeg rejst mig op. Dog ikke i lang tid, da jeg med det samme kastede mig i den anden ende af sofaen.

”Seriøst, hvad er der galt med dig knægt? ” jeg kiggede mod Ryan, som slog et højt grin op. Han havde sat sig i den anden sofa sammen med Adam, mens Andy sad i sækkestolen på gulvet. Alle med blikket rettet mod mig.

”Jeg henter popcorn, ” sagde jeg da blikkene blev for meget og rejste mig fra sofaen. Jeg var hurtigt ude af stuen og trådt ind i køkkenet. Her var lågerne af mørkt træ og gulvet belagt med sorte klinker, med hvide rander. Mørkt men flot indrettet. Det kunne umuligt have været Ryan, der havde indrettet lejligheden. Så kreativ var han slet ikke – og det havde han aldrig været.

Jeg gik hen forbi øen i midten af rummet og hen til håndvasken, hvor der udformede sig en dobbelthåndvask i rustfrit stål. Ved siden af stod et stort skab af lakeret træ, som jeg åbnede for at række op til øverste hylde, så jeg kunne nå popcorn-pakken. Da jeg endelig fik fat i den, efter flere forsøg, knugede jeg den ind til mig som en lille baby.

”Ja ja, jeg skal nok, ” jeg hørte trin komme nærmere og inden længe dukkede Adam op i dørkarmen.

”Jeg blev tvunget til at bestille pizza og sodavand, ” sagde han og pegede tommelfingeren bagud, mod døren. Jeg vidste hvad han mente – det var de andre drenge han hentydede til. Derfor svarede jeg ham blot med et forståeligt nik, inden jeg tog plastikken af en pose popcorn for derefter at placere den i mikrobølgeovnen. Så trak jeg mig op at sidde på bordet, hvor jeg kunne læne mig op af et skab, som hang på væggen ved siden af mikrobølgeovnen.

Jeg studerede kort Adam mens han tog et greb om sin telefon, og gik derefter ud af køkkenet igen, så jeg nu var alene.

Jeg så det som en mulighed for at tjekke Nialls sms, som han havde sendt, mens jeg snakkede med Ryan – hvis den altså var fra Niall. Min mobil var hurtigt op at baglommen og et smil faldt på mine læber da jeg så navnet Niall stå på skærmen. Jeg læste beskeden:

Skal du noget i morgen? Jeg har et sted jeg gerne vil vise dig.

Mit smil blev hurtigt større og større, og jeg følte en stor glæde indeni mig. Men det da det gik op for mig, at jeg måtte holde det hemmeligt for Ryan, forsvandt mit smil ligeså stille. Han ville aldrig tillade, hvis jeg tog på date med en fra One Direction. Nu var vi lige blevet gode venner, og det første jeg gjorde var at ødelægge det. Jeg havde lovet ham at holde mig væk fra One Direction, dem alle sammen. Hvordan kunne jeg bryde det løfte? Jeg lovede det. Men samtidig skulle Ryan ikke bestemme over mig. Jeg følte mig splittet – Ryan eller Niall. Blod er tykkere end vand, så hvis Ryan elskede mig, måtte han acceptere mit valg. Alligevel valgte jeg at holde det hemmeligt, indtil jeg fandt ud af, hvordan det udviklede sig mellem Niall og jeg.

Da der lød et pling fra mikrobølgeovnen tog jeg popcornene ud, hældte dem ud i en skål, før jeg skrev til Niall, at jeg ikke skulle noget, og gik ind i stuen til de andre, med et stort smil om læben – målbevidst, hemmelighedsfuld.

Den første kommentar jeg fik, da jeg satte mig ved siden af Joel i sofaen med popcornene på skødet, var: ”Hvorfor så glad, Ariel? ”

 


 

Her får i så endnu er kapitel. Tag jer ikke af småfejl. 
Hvilket sted tror i, at Niall vil vise Ariel?
XOXO WonderGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...