Behind Locked Doors | 1D vs Lawson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2013
  • Opdateret: 26 apr. 2014
  • Status: Igang
En tur i parken kan pludselig ændre alt. Især hvis man er 17 år gammel og hedder Ariel Fletcher. Hendes hund løber en dag væk fra hende, og hun bruger flere dage på at lede efter den. Hun opdager hurtigt en efterlysningseddel, med billedet af den. Det viser sig at det er selveste One Direction der har fundet den. Ariel bliver gode venner med det kendte boyband, men det bliver hurtigt kompliceret. Hendes bror Ryan Fletcher, fra bandet Lawson, har helt andre holdninger til One Direction, og forbyder Ariel at ses med dem. To bands, en pige, hvordan vil det gå hen og udvikle sig? Vil Ariel bryde sin brors regler? Eller indser Ryan, at One Direction ikke er så slemme, og at han bare er overbeskyttende? Vil Ariel kunne klare presset fra fans og haters? Og hvordan reagere One Direction, på det pludselige forbud? Det eneste der er sikkert er, at mødet med One Direction, ændre Ariels liv 180 grader, og det bliver starten på et kompliceret liv, med kærlighed, had, sorg og skuffelse.

25Likes
37Kommentarer
2034Visninger
AA

8. ”Det her er ikke et farvel, men et vi ses."


”Hvad skulle det være? ” jeg kiggede kunden i øjnene, som jeg stod overfor ham, for at tage imod hans bestilling. Han sad ved et to personers bord. Jeg kiggede ned på min blok, som jeg med sirlige bogstaver skrev hans bestilling ned på. Jeg gav ham et sidste smil, før jeg vendte mig om for at bringe hans bestilling videre ud til køkkenet.

”En nr. 12 uden oliven, ” fik jeg sagt til kokken, bedre kendt som Ferdinand. Trods han var fem år ældre end mig, lod hans udseende en snyde, og man kunne hurtigt komme til at tro han var den samme alder som mig.

”Skal ske! ” sagde han og gjorde honnør, som jeg gav ham et smil og gik hen for at lave kundens drink. En helt almindelig vand med ekstra is og en skive citron.

Som jeg stod der, med mine handske belagte hænder og skar skiver at citroner, faldt mit blik på et billede over mit hoved. Billede forstillede mig, månedens medarbejder. Dog rørte det mig ikke så meget. Ja jeg var stolt og glad, men det bekræftede mig samtidig om, hvad jeg kunne med mit liv. Hvilket ikke var meget.

Jeg elskede London. Jeg elskede at være her, og bruge tid sammen med Ryan og resten af hans band, og ikke mindst Chili. Tanken om at rejsen hjem, hjem til Sheffield, lå lige om hjørnet – 2 måneder - var forfærdelig, men jeg lod det ikke gå mig på, og lod i stedet tanken flyde væk i samme fart som den var kommet.

Jeg vendte tilbage til virkeligheden og fik øjenkontakt med manden, hvis drink jeg nu stod færdiglavet med i hånden. Derfor valgte jeg at servere den for ham.

Da jeg kom hen til bordet han sad ved, gav jeg ham et smil, og stillede drinken på bordet foran ham. Som jeg stillede den, fik jeg et kort blik af, hvad han sad og lavede, og det så yderst kompliceret ud, så jeg vendte for anden gang rundt og vandrede væk fra hans bord.

Jeg stillede mig ved døren for at tage imod de mange gæster. Cafeen var godt fyldt op, så da fem drenge trådte ind gennem døren, fik jeg et problem med at finde et bord til dem.

”Jeg bliver desværre nød til at bede jer om at vente lidt. Der er ikke rigtig plads, ” som jeg fik det sagt reagerede de, som var de virkelig overraskede, og en af dem kommenterede endda flabet på det jeg havde sagt: ”Er du godt klar over hvem vi er? ” som en dreng med stort krøllet hår og grønne øjne, fik min irritation i top, gav jeg dem alle elevatorblikket. Hvem troede han lige han var?

”Undskyld mig? ” jeg prøvede med min høfligste stemme, at fortælle at det var tarveligt sagt. Måske lidt for indirekte, men jeg havde lært altid at være høflig over for kunderne. Dog var det ikke altid jeg kunne leve op til det ønske.

”Det er i orden, vi skal nok vente, ” sagde en anden med ekstremt kort hår og brune øjne, mens han gav ham den anden et ulæseligt blik.

Jeg lod dem vente og prøvede at holde min koncentration fra dem. Ingen borde så ud til at være ledige og efter et kvarters tid, var der endelig nogle der rejste sig. Jeg sukkede lettet ud. Heldigvis var det et seksmands bord, så jeg kunne give de fem drenge det bord de ventede på.

”Farvel. Fortsat god dag, ” sagde jeg smilende til kunderne, som havde rejst sig fra bordet.

”Kom med mig, ” sagde jeg til de fem drenge, tog fem menukort i hånden og viste dem hen til det nu tomme bord.

De gik villigt efter mig og da vi nåede bordet, der var dækket med en neutral beige dug, satte de sig snakkende omkring det. Jeg gav dem menukortene og gik videre over til nogle andre kunder.

Mit smil fulgte mig rundt, som jeg tog tre bestillinger før jeg nåede til de fem drenge.

”Er i klar til at bestille? ” jeg kiggede spørgende på dem, og afventede et svar med det samme smil om læberne og det sædvanlige ventende blik i øjnene.

Da alle svarede med et ja eller et nik, begyndte de at opremse deres bestilling. Jeg lyttede, skrev ned, lyttede, skrev ned, mens jeg samtidig smilede og nikkede. Ind i mellem kiggede jeg endda op og studerede dem. Grimme kunne man ikke kalde dem, nærmere lækre.

Der var tre drenge med brunt hår. En med krøllet brunt hår, en med kort brunt hår og en med opsat brunt hår. Så var der to, der skilte sig lidt ud, den ene med sit sorte hår og den anden med sit blonde hår.

Som jeg lod blikket falde på drengen med det blonde hår, fik jeg hans øjenkontakt, og den samme tanke slog os begge.

”OMG, Niall Horan. Det vil sige at i er One Direction, ” sagde jeg, det første chokerende, mens det sidste kun endte ud i en svag overraskende hvisken, som kun jeg var i stand til at høre, troede jeg. Mine ene hånd fandt med det samme for munden, så flere dumheder ikke kunne finde vejen ud. Jeg kunne mærke blodet finde mine kinder og gøre dem mega røde, samtidig med at smilende på drengenes ansigter var umulige at overse.

”Undskyld, ” sagde jeg med alle i restaurantens øjne liggende på mig. Jeg følte mig virkelig dum, og ydmygelsen steg mig hurtigt til hovedet, som nu var rød som en tomat. Mine hænder fandt mine øjne og dækkede mit ansigt, som om det hjalp noget.

Jeg kunne mærke de fem drenges opmærksomhed ligge på mig, som jeg flyttede mine hænder. Blikkene virkede ikke bebrejdende eller noget, det var kun min egen indbildning, som fik mine ben til at forlade lokalet, for at finde vejen ud til køkkenet, væk fra blikkene, ydmygelsen og min facade.

”Hvad skete der, der? ” stemmen virkede velkendt. Augusta. Hun kiggede overrasket på mig.

”Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg skal i hvert fald ikke derud igen - ” sagde jeg bestemt, stadig pinlig berørt over mit lille nummer, ” - ikke lige foreløbig”.

Augusta lod sit beskyttende blik glide ned over mig. I alt den tid jeg havde kendt hende - hvilket ikke var særlig lang tid, siden jeg kun havde arbejdet her siden sommerferien startede – havde hun været som en storesøster, der altid passer på en.

Jeg mødte hende gennem arbejdet. Egentligt var det mærkeligt, at jeg havde valgt at arbejde, nu når jeg var på ferie i London. Men det var kun fordi jeg ville bevise over for Ryan, at jeg faktisk duede til noget. Måske var det lidt tidligt, at jeg havde fået titlen månedens medarbejder, når man tænker på, at jeg ikke engang havde arbejdet der i en måned. Man burde nærmere kalde det ugens medarbejder. Dog var det ikke en tanke der rørte mig, som jeg lige nu stod og kiggede ud af vinduet gennem døren ind til restauranten, hvor de fem forvirrede drenge udskiftede smilende blikke med hinanden.

Jeg vendte mig om og kiggede bedende på Augusta. Hun stod med armene i siden, og kiggede strengt på mig.

”Hvorfor skal jeg altid tage konsekvenserne for dine handlinger? ” spurgte hun surt, med en facade hun altid kørte overfor mig, når jeg havde lavet problemer for mig selv, eller nogle gange når hun var skuffet over mig – hvilket ikke skete så tit. Dog havde vi kun kendt hinanden i lidt over 2 uger, men stadig følte jeg vi havde kendt hinanden meget længere.

Augusta var det nærmeste jeg nogensinde havde haft på en veninde, og derfor rørte det mig, at hun brugte sit beskyttende blik, hvilket så var rimelig meget forsvundet nu.

”Please, ” hørte jeg mig selv sige, hvorefter jeg igen så bedende på hende, med min hænder lagt sammen foran mit bryst, som hvis jeg skulle bede en bøn.

Hun sukkede overgivende, og gik ud af døren til restauranten.

Jeg kiggede med gennem ruden, og så hvordan de kiggede på Augusta da hun kom hen til dem. Jeg kunne ikke høre deres samtale, men så dem lidt efter nikke, og af hvad det så ud til, fortsatte de med bestillingerne.

Først nu vendte jeg mig om mod alle i køkkenet, og opdagede hvordan deres blikke lå på mig, da de var for langsomme til at skjule det. Kun Ferdinand valgte at sende mig et medfølende smil, før han vendte tilbage til maden han stod med over komfuret.

Lidt efter kom Augusta tilbage smilende.

”Hvad sagde du til dem? ” spurgte jeg nysgerrigt.

”Jeg undskyldte og de forstod hurtigt. For resten kunne drengen, som du så fint kaldte Niall Horan - ” hun efterabede min stemme, ” – godt tænke sig at snakke med dig, når du får tid”.

Jeg kiggede nervøst efter hende, som hun gik ud af køkkenet igen, for at gøre sit arbejde.

Jeg stod fortabt tilbage og stirrede ind i en hvid væg. Hvor ville jeg ønske at jeg ikke stod i denne situation lige nu.

Jeg fiskede min mobil op af lommen, og skrev min bommert i en sms til Ryan. Jeg vidste han ikke var på arbejde, ellers kunne jeg aldrig have fundet på at skrive til ham.

Han var hurtigt om at svare. Dog fik jeg ikke så meget ud af hans svar, alligevel valgte jeg at følge det. Han skrev klart og tydeligt:

#Tal med ham. #

Min beslutning var taget, og derfor gik jeg nervøst ud af døren. Jeg så rundt på alle menneskerne, men ingen så ud til at bemærke min entre, hvilket jeg sukkede lettet ud over. Jeg prøvede at spille, at det jeg havde sagt lidt for højt, ikke påvirkede mig, og fortsatte derfor videre hen til drengenes bord.

Da jeg stod foran dem alle, kiggede de straks op på mig. Jeg spillede videre og holdte min facade så godt som muligt, men inderst inde var jeg ved at springes. Om det var, fordi jeg var nysgerrig efter at snakke med Niall, eller om det stadig var ydmygelsen, anede jeg ikke.

”Du ville snakke med mig, ” sagde jeg som en hentydning til, at han skulle følge efter mig. Jeg valgte at føre ham op til baren, der fyldte halvdelen af den ene væg, i den eller meget lille restaurant.

Jeg stillede mig på tjenersiden og han satte sig på en af barstolene. For ikke at virke for påvirket af den forrige episode, beskæftigede jeg mig selv med at rydde op tebrevene, som var blandet fuldstændig sammen. Dog stadig med min opmærksomhed på Niall.

Siden han ikke havde sagt et ord til mig endnu, kiggede jeg op på ham. Først nu bemærkede jeg hans smil, som flashede et perfekt sæt tænder. Vent var det en bøjle jeg kunne se? Det fik mig til at smile, at selv ikke engang kendte havde fået perfekte tænder uden hjælp.

”Hvordan går det med Chili? ” startede han ud. Han lignede en, der havde opdaget, at jeg stirrede. Så han fandt det sikkert lidt akavet. Derfor slog jeg blikket ned i bordet.

”Han har det fint, takket værd dig. ” jeg viste min taknemlighed med et smil, og kiggede ham denne gang i øjnene.

”Jeg gjorde bare, hvad en hver anden ville have gjort, ” svarede han. Et typisk svar, som jeg sikkert også ville have haft brugt, hvis jeg var i hans sted. Men rollerne var byttet om, og derfor vidste jeg ikke helt, hvad jeg burde svare, hvis jeg overhovedet burde svare.

Jeg kiggede ham over skulderen, og så de fire andre drenge kigge på os. De sad alle og smilte og da de opdagede jeg kiggede på dem, var deres blikke hurtigt væk, og de koncentrerede sig i stedet om hinanden.

”Men alligevel var det dig der tog ham med hjem, ” sagde jeg til ham, efter at have gennemtænkt mit svar en million gange. Jeg var lidt bange for, at jeg endnu engang ville lade nogle dumme ord undslippe min mund. Jeg fandt hans blik, som studerede mine bevægelser, som jeg fortsat sorterede tebreve.

”Det kan du selvfølgelig have ret i, ” sagde han og kiggede mig nu i øjnene. Jeg smilte over hans svar, som virkede meget selvsikkert. Jeg hørte en fløjten og så til min venstre side, at Augusta stod med det største smil ever, og lavede han-er-lækker-ansigter. Typisk hende. Jeg rullede med øjnene af hende og Niall udbrød et grin fra min side af, da han sikkert også havde bemærket det.

”Tag dig ikke af hende. Sådan er hun altid, ” han nikkede forstående, som jeg undskyldte Augustas opførelse.

Jeg så et par komme ind af døren bag Niall, som vi stod og snakkede. Selvom jeg ikke havde lyst til at afbryde vores samtale, blev jeg nød til det.

”Arbejdet kalder, ” sagde jeg trist, og hentydede til parret, som stod og kiggede rundt i restauranten. Niall nikkede forstående, og som jeg skulle til at gå forbi ham, mærkede jeg hans arm om min, hvilket stoppede min fremgang.

Jeg kiggede tilbage på ham, med et undrende blik, dog stadig med et smil om læberne.

”Det her er ikke et farvel, men et vi ses, ” sagde han klart, før han gik forbi mig, og fulgte resten af drengene ud gennem restaurantens døre, og få sekunder efter var de ude af syne.

 


 

Jeg undskylder den meget lange ventetid. Her har i dog et ekstra langt kapitel.

Jeg gad mega godt, og ville blive mega taknemlig over at hører jeres meninger om historien, gode eller dårlige, og om hvordan i synes om hele ideen.

XOXO WonderGirl

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...