The Mystery of Melody | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2014
  • Status: Igang
Bagerst i klassen plejede at sidde en elev, de fleste ikke ænsedes tilstedeværelse og knap nok bed mærke i forsvandt fra jordens overflade. Snart leder hele England efter den forsvunde pige med det blonde hår og de næsten krystalblå øjne - Melody Mason. Hvad sker der da Liam Payne, en af de fem mest populære drenge på Melodys skole, Mainstreet High, finder liget af pigen, han svagt huskede fra engelsktimerne? En ting står klokkeklart: Intet vil blive som før for hverken Liam eller Mel. Hvad ingen ved er, at den usynlige Mel atter er blevet usynlig, efter hun nu går igen i form af et spøgelse. Utallige sedler fra en såkaldt 'MM' snurrer Liams verden rundt. MM er over alt. Ser alt. Men du ser aldrig hende - du er selv for blind til overhovedet at ville se hende. Måske er spøgelseshistorier slet ikke så overvurderede, når det kommer til stykket? *Drengene er ikke kendte*

10Likes
4Kommentarer
642Visninger
AA

6. What the hell? | Melody

All my life I've been good but now

Woah, what the hell?

{Avril Lavigne - What the hell}

 

 

   "Liam?" Niall rynkede panden i sådan grad, man skulle tro, de ikke havde set til hinanden de sidste tredive år, hvilken i virkeligheden kun var fem minutter. "Hvad fanden laver du her? Savnede du mig allerede, eller?" Niall trak det sidste ord ud og lænede sig forundret op ad dørkarmen. Lyset ramte perfekt ind på verandaen en smuk mandag eftermiddag, var det virkelig min skyld, der var sent grå skyer på vej?

   "Jeg sover her i nat," svarede Liam kort og kontant, som han maste sig ind over dørtrinet og blev mødt at den varme stue, der efterhånden var lidt forældet, men ellers egentlig meget hyggelig.

   "Øhh? Det kan du vel godt. Tror jeg nok. Du svarede ligesom ikke på mit spørgsmål?" Niall lagde armene over kors, som han havde lukket døren bag dem for at holde den bidende kulde ude. Han kastede et blik på den pude, dyne og nydelige pink tandbørste, der lå plantet solidt i Liams favn. 

   "Der er ikke noget ga..."

   "Selvfølgelig er der noget galt din dumpap!" nærmest råbte Niall afbrydende. Hans ansigt strammede op i en vred mine, men løsnedes hurtigt, som han indså, hvor forkert og hurtigt ordene havde strejfet de perfekte rødlige løber, der tilhørte ham selv. "Undskyld," beklagede han og slog sig ned i sofaen, der stod for deres fødder. "Det mente jeg ikke. Det..."

   "Niall, det er okay," nikkede Liam, men det var tydeligt for enhver, at han var rystet over Nialls kraftige reaktion. Selv jeg havde ikke svært ved at tyde, hvor uvant det var for dem at bære rundt på hemmeligheder, de ikke kunne dele ud af. Var jeg grunden til, der for en gangs skyld kom noget imellem femkløveren? Jeg sank den pludseligt dannede klump i min hals, hvis ´det overhovedet var muligt for en vandskabning som mig - et 'spøgelse'. Var det meningen, jeg skulle føle uhæmmet skyld over min tilstedeværelse og indblanding, eller føle mig stolt? Nogen egoist havde jeg aldrig været, men var spøgelset i mig så menneskeligt, det kunne føle skyld? Havde jeg endnu nok hjerte til at være i stand til at føle? Var vi kun nået til kapitel 5 i denne historie, og jeg havde allerede lavet rag i det?

   "Hvis du siger det, men lige nu tror jeg ikke på, alt er okay," fastslog Niall. "Ikke med den opførsel".

   "Du er ikke min far!" fløj det ud af Liam, som han altid sagde, når Niall kom så langt ud i en diskussion, at hans tone ligefrem syntes seriøs. Fniset kunne ikke længere holdes inde i den 1,8 meter lange krop, og smilet tittede langsomt frem på hans læber. Helt ucharmerende havde den dreng nu aldrig været, hvis sandhederne skulle komme på bordet.

   "Jeg kan være, hvem jeg vil!" fastslog Niall med stor selvsikkerhed, som det karakteristiske grin fra irren bredte sig i stuens kroge. Et smil smittede af på mine læber, som jeg nød synet af de to drenges latterligheder.

   "Javel MC Nialler," svarede Liam uden så meget som at protestere det mindste. Han nikkede tilfredsstillende for sig selv tilsyneladende ovenud lykkelig over, at de var kommet ud på et uventet og unødvendigt sidespring og kunne undgå konflikten - mig.

   Sikke et problem, de havde med at gøre!

   En irriterende klar klokke lød, som mørket så småt lagde sig over vores lilleput by, som et stort, tykt tæppe, der beskyttede os mod nattens farer.

   "Pizzaaaaaa!" udbrød en veltilpas Niall og sprang med lethed over den sandfarvede sofa, som om han ikke ejede et eneste gram fedt på hans faktisk ret nydelige krop. Grim var bestemt ikke et tillægsord, jeg vil bruge til beskrivelsen af disse to fyre, men misundelsen på deres lethed i liv var bestemt noget, jeg ville tilføje på min egen liste. Misundelig er en grim ting I know, men menneskeligt er det.

  Om jeg så var menneske efter alt...

  Liam lod Niall have sit øjeblik og nøjedes slev med at stille sig op på tåspidserne og finde en god film på den øverste hylde i Nialls skab, der ikke ligefrem kunne kaldes rydeligt.

   "Rodehoved," hviskede Liam fnisende for sig selv og skimlæste filmtitlerne på stribe med hans pegefinger, der let strejfede etikkernes kanter. Overvejende studerede han hylden, der vrimlede med film i alverdens genrer. Her og der stod også placeret en film eller to, der endnu ikke var pakket ud af den omkringliggende plastik fra den dag for hundrede år siden, hvor den filmene havde været populære, men Niall havde formodentlig været for doven til egentlig at give dem en chance. Typisk Niall, hvis du spurgte mig, men hvad gad egentlig også at høre min ligegyldige mening? Stille var bestemt ikke et ord, der beskrev mig, men hvorfor var der aldrig nogen, der lyttede til mit råb?

   "Battleship," hviskede Liam med en nysgerrig mine og vækkede mig fra min tankestrøm, der ikke førte til andet end elendighed. Liams hånd rakte ind bagerst på hylden og fangede en film, Niall tydeligvis aldrig før havde kastet et øje på. Jeg havde selv en veninde, der havde været helt oppe i skyerne over at vise mig lige netop denne film, og sidenhen havde hun ikke fablet om andet end, hvor gerne hun ville se den igen, hvilket jeg blot afviste og rullede med øjnene ad.

   "Battleship," mumlede jeg lavt.

   En lille hvid seddel dumpede ned sammen med et lille støvkorn fra egetræshylden. Liams pande rynkede sig uforstående sammen, som jeg betragtede den lille seddel, der lige så smukt svævede ned på hans frie hånd. Et rus susede igennem min krop, som Liam foldede papiret ud i en langsom og tøvende bevægelse. Jeg vidste alt - han vidste kun den lille del, jeg lod ham kende til.

Did not mean to scare you... or maybe I did... but not like the way I did scare you. I guess I'm kind of sorry? - MM

   "...MM" konstaterede Liam lavmælt og kiggede sig over skulderen, hvor han kunne se Niall lukke døren i og dufte tilfredstillende til de pizzaer, han havde købt. "Melody Mason?" supplerede han, men rystede derefter afvisende på hovedet, som om det umuligt kunne være mig, der stod bag denne 'leg'. Han bed let i underlæben, som han rev sedlen over og dumpede den let ned i den nærmeste skraldespand.

  Battleship. Det her havde virkelig udviklet sig til en slagmark. Jeg kunne ikke trække alt tilbage - jeg havde påbegyndt noget, jeg ikke vidste, hvordan jeg ville kunne være i stand til at lukke.

   Hvornår var målet nået?

   Hvad var målet?

   Jeg kunne umuligt gå tilbage, umuligt fortsætte, men endnu mere umuligt for mig, var det at stoppe. Men hvorfor var jeg startet? Hvorfor fortsatte jeg? Og hvorfor stoppede jeg ikke? - Liam var lige nu min eneste grund til ikke at gå fra forstanden. Hvis jeg ikke var sindssyg nu, ville jeg blive det i sekundet, jeg manglede noget at 'spøge' for. Nej, jeg brød mig ikke om Liam eller nærmere, hvad han havde og tog forgivet, men hvad skulle jeg ellers stille op? Spøge den skumle skov og skrænt, der var skyld i mine elendigheder? Han var mit eneste håb for... for... for noget, jeg endnu ikke havde gennemskuet.

   Jeg kunne sige meget om ham, men lige nu var han den eneste klippe i havet, som jeg kunne støtte mig op ad.

   "Niall, vi ser Battleship!" informerede Liam halvråbende til Niall, der for længst var faret ud i køkkenet efter en pizzaskærer. Han skænkede skraldespanden et enkelt øjekast, inden han nikkede for sig selv og tilsyneladende tvang sig selv til at glemme - glemme alt om MM for en stund.

   Hvorfor skulle alle altid ignorere mig?

   Hvad fanden havde jeg nu gjort galt?

   Ved du, hvad? - Jeg lader den ligge.

   "Har jeg den?" spurgte Niall i en overrasket tone. Tydeligt totalt styr over sine ting!

   "Nej, det var derfor, jeg sagde, at vi skulle se den?" fnøs Liam og førte let og elegang discen ind i DVD-afspilleren. Jeg husker stadig min egen gamle DVD-afspiller, der aldrig ville spytte ud med mine dyrebare film igen. Min venindes Harry Potter film var nær gået tabt på grund af den gamle spand, der heldigvis blev skiftet ud for et års tid siden. "Selvfølgelig har du den, Niall!" Liam rystede opgivende på hovedet. Niall var og blev en klaphat, men ikke ment i ond forstand.

   "Nåh jo! Det var meningen, jeg skulle se den med Harry, fordi han elsker Rihanna, og hun er vidst nok med, hvis jeg ikke er helt på herrens mark," informerede Niall, der meldte sin ankomst til stuen med tallerkener, glas og pizza i sin favn. Spørg mig ikke om, hvordan han havde formået at bære det hele på én gang - dovenskab vel? - Et ord, der meget simpelt beskrev Niall helt perfekt.

   "Javel," nærmest stønnede Liam, som han faldt til gulvet, hvor Niall havde placeret maden, præcis ligesom de gode gamle børnefødselsdage, hvor en lang dug dekoreret med flag i massevis var rullet ud på gulvet, så alle bedre kunne være der, når hele børnehaven var samlet. Niall havde godt nok glemt dugen med flagene, men en fin 'børnefødselsdag' var det da.

   "Hvem inviterer du til prom?" spurgte Niall meget pludseligt, som han sad og smaskede med pizza godt gemt i hele munden.

   Havde den dreng da slet ingen manerer?

   Der var piger til stede!!

   Jeg kunne nemt tælle til MANGE, når jeg tænkte på, hvor mange piger der ville elske at være i mit sted lige nu. En stor attraktion og et stort samtaleemne havde de altid være på Mainstreet Highs gange. Pigerne ville stå i kø for at blive spurgt, om de ville gå til prom med dem. Det havde altid moret mig at se dem følge dem med øjnene, hvorhen de gik, men selvfølgelig blæste femkløveren på al den opmærksomhed, de blev skænket sådan helt uden videre.

   "Det ved jeg ikke," svarede Liam efter kort tids stilhed. "Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kommer..."

   "Liam! Du skal!" protesterede Niall meget skarpt. "Om jeg så må slæbe dig - du kommer!"

   Liam pustede tungt ud.

   Hvorfor ville en dreng som ham ikke med til prom? - Han ville se brandgodt ud et jakkesæt! Nej, jeg var ikke ved at få en svaghed for Mr. Prettyboy Payne, men hans udseende var bestemt ikke til diskussion.

   "Niall?" spurgte Liam og lod blikket glide over på Niall, der sad og tyggede af munden.

   "Ja, Liam?" svarede han, som han førte en serviet over hans læber.

   "Vil du være min date til prom?" røg det ud af Liam, hvis læber der forplantede sig et kæmpe smil på, som ordene forlod hans mund et efter et.

   "NIAM IS REAL!" udbrød Niall blot som svar, hvorefter han forsigtig placerede sin hånd om Liams liv, og de rejste sig op og dansede langsomt og intimt, som om de rent faktisk havde noget sammen.

   Hvad fanden skulle det her forestille?

   Hvad var der galt med de to?

   Et lille smil banede sig frem på mine læber, som jeg ellers prøvede at holde tilbage. De burde ikke more mig så fuldstændigt fantastisk, som de gjorde, men det gjorde de. De smed mine parader og lod mig ånde op for et øjeblik. De mindede mig om det venskab, jeg selv havde haft til min egen bedste veninde, men det var nu en længere historie, jeg ikke var stærk nok til at gennemgå på dette tidspunkt - tanken om, hvilket helvede hun var i, mens jeg var her i Nialls families hus, der lå tæt Liams og tæt på mit eget.

   "Helt seriøst, hvem ville du kaste dig ud i at spørge, hvis du ikke havde spurgt mig for to sekunder siden. Du kan ikke trække din invitation tilbage!" spurgte Niall, som de vuggede roligt fra side til side. Liam bed sig lettere nervøst i underlæben, som spørgsmålet meldte sig.

   "Ikke nogen tror jeg-"

   "-Den tror jeg simpelthen ikke på, Payno," afbrød Niall ham og satte tempoet op i dansen. Liam blev med ét mundlam, som om nogen havde stukket en kniv i hans hjerte.

   "Melody Mason," mumlede Liam som et lettere halvkvalt svar og stoppede dansen, der alligevel ikke klædte nogen af dem. Dans var helt sikkert ikke det scoretrick, de skulle gå efter. Niall brød ud i en ustoppelig latter.

   "Liam, har du glemt det faktum, at hun er død!" fniste han og dumpede igen ned på det lyse trægulv og fiskede endnu et stykke pizza i skuffen, mens Liam stod tilbage oprejst og helt alvorlig.

   Havde han ment det?

   Han var jo ligeglad. Komplet ligeglad.

   Hvad gik der af ham?

   What the hell?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...