The Mystery of Melody | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2014
  • Status: Igang
Bagerst i klassen plejede at sidde en elev, de fleste ikke ænsedes tilstedeværelse og knap nok bed mærke i forsvandt fra jordens overflade. Snart leder hele England efter den forsvunde pige med det blonde hår og de næsten krystalblå øjne - Melody Mason. Hvad sker der da Liam Payne, en af de fem mest populære drenge på Melodys skole, Mainstreet High, finder liget af pigen, han svagt huskede fra engelsktimerne? En ting står klokkeklart: Intet vil blive som før for hverken Liam eller Mel. Hvad ingen ved er, at den usynlige Mel atter er blevet usynlig, efter hun nu går igen i form af et spøgelse. Utallige sedler fra en såkaldt 'MM' snurrer Liams verden rundt. MM er over alt. Ser alt. Men du ser aldrig hende - du er selv for blind til overhovedet at ville se hende. Måske er spøgelseshistorier slet ikke så overvurderede, når det kommer til stykket? *Drengene er ikke kendte*

10Likes
4Kommentarer
641Visninger
AA

3. Is this real? | Liam

Is this real?

Is this pretend?

{Alice - Avril Lavigne}

   Du kunne vel godt kalde det at flygte. Sådan at forlade gud og hver mand og gemme sig dybt inde i skoven - dybt inde i ingenting, hvor ingen anden var at finde. Helt siden mine små år havde dette sted altid for mig været betragtet som mit eget. Spørg mig ikke hvorfor. Nogle ting fandtes der ganske enkelt bare ikke svar på.

   Mit bedst mulige gæt ville gå på, jeg sjælendt spenderede tid sådan her - helt alene. I skolen havde jeg fra start fået en høj status, som jeg rendte ind i de fire drenge, jeg den dag i dag blev kædet sammen med som 'femkløveren'. Femkløveren var blot en undvigelse fra at skulle remse fem ellers ikke så lange navne op i en lang snøre. Harry Styles, Liam Payne, Louis Tomlinson, Niall Horan og Zayn Malik. Mit navn var Liam Payne, men det var der efterhånden ikke en levende sjæl i denne by, der ikke vidste. Ikke for at virke beruset og høj af mig selv, men jeg var ikke bange for at indrømme sandheden.

   Men nogle gange kunne jeg få nok af altid at blive rendt lige i røven af, fordi jeg angiveligt var ih og åh noget så perfekt. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor folk kædede mig sammen med et ord så uopnåeligt, men sådan var livet i 'femkløveren'. Drengene betød selvfølgelig alt for mig og sådan noget. Venner som dem var uvurderlige, men statussen blev nogle gange for meget at leve op til. Nogle gange misundende jeg dem, der overhovedet ingen opmærksomhed fik...

   Mine fødder bar mig automatisk længere ind i dybet. Regnen sjaskede ned ad mig, men jeg fortsatte uden jamren. Det var denne befriende følelse, jeg kædede sammen med ordet perfekt. Tiderne med drengene var da også uden lige, men mine bedste minder kom fra dette sted, jeg havde tumlet rundt med mine søstre Ruth og Nicola som barn tilbage dengang, det ikke var forbudt område. Kunne jeg ikke være ligeglad med om det så var blevet forbudt område nu?

   Et smil prydede mine læber, som jeg nærmedes den velkendte eng, der grænsede op ad den skarpe skrænt, der var livsfarlig, men hvem var også så dum at prøve at hamle op med den?

   Men på den anden side - hvem var så dum at betræde forbudt område?

   Blikket flakkede rundt på den åbne eng, der var omridset at højtstående træer med blade så lysegrønne som læreren Mrs. Cliffords nystrikkede sweater, der var mindst to størrelser for stor. Et fnis undslap mine læber bare ved tanken, som blikket gled ned til det våde græs, jeg vadede rundt i i håbet om at beholde fodfæste.

   Men noget dér i græsset fik mig til at stoppe brat op.

   Hjertet missede et slag.

   Jeg havde nær gnedet mig i øjnene bare for at tjekke, jeg ikke så syner.

   Men ville det ændre på en fis?

   Få meter fremme lå en pige i græsset. Hendes lange lyse - næsten gyldne - hår var som fangende arme i det våde græs, og hendes øjne var lukket fredfyldte i. En smule for fredfyldt. Det var det, der fik pulsen til at stige. Luften stank pludselig langt væk af problemer.

   Jeg kiggede forvirret rundt og spejdede vel efter hjælp, men hey - jeg befandt mig på forbudt område. Der var som forventet ingen at finde i miles omkreds. Hånden gled ned i baglommen og med rystende, ustyrlige hænder, fik jeg fisket mobilen op. Mine fingre fumlede frem til tasten 'nødopkald' og hurtigt fik, jeg indtastet 112.

   Bip tonen stoppede hurtigt, som røret blev løftet. "Hallo?" sagde en person i den anden ene og indikerede, ordet var mit.

   "Øhm... hej, jeg... jeg tror, jeg har fundet et lig," stammede stemmen, jeg svagt genkendte som min på trods af, den virkede så fjern. Mine tænder klaprede en anelse mod hinanden og skabte en provokerende lyd, men jeg var selv uden om det - det havde været min og kun min beslutning at begive mig ud i dette vejr.

   "Javel, hvor befinder du dig?" svarede stemmen i den anden ende meget professionelt. På forbudt område, var den første tanke, der strejfede mig.

   "Hvor jeg er? Jeg er i midten af den her skov. Øhh... den grænser op til Mainstreet High," fik jeg fremstammet uden ordret at indrømme, jeg befandt mig på strengt forbudt territorie. Han kunne vel være ligeglad. Det var ikke det, det handlede om.

   "Hvad er der sket?" udspurgte han efterfulgt af et hæst host.

   "Jeg ved ikke mere. Jeg fandt hende for få sekunder siden. Hun..." svarede jeg usikkert, men blev afbrudt på halvejen.

   "Hvad er dit navn?" spurgte han. Øhm... jeg hed..?

   "Jeg hedder Liam," fortalte jeg, som hukommelsen vendte tilbage. "Liam Payne".

   "Godt Liam Payne. En ambulance vil komme ud til dig om nogen få minutter, du bedes blive præcis, hvor du er," bad manden, og jeg kunne høre, han rejste sig i en fart. "Fart på drenge," nåede jeg lige at ane ham sige, inden røret blev lagt på.

   Hvad fanden skete der?

   Tog jeg del i en filmkulisse?

 

 

   For hvert sekund blev det mere og mere ulideligt at vente. Det tog jo en eeeevighed.

   Mine øjne lå fast på pigen, der lå for mine fødder. At sidde ned ville betyde, jeg skulle slappe af, og afslappet var ikke en del af mit ordforråd - eller jo for få minutter havde det. Det var lige præcis det tillægsord, der dragede mig til at komme her i første omgang. Men jeg var lige endt i en dødskulisse.

   Jeg fandt mig selv sukke tungt, mens jeg betragtede pigen. Et eller andet sagde mig, jeg havde set hende før. Hun var... smuk. Selv i døden. Men lige meget, hvor meget jeg beundrede hendes skønhed, lod mit blik ikke til at kunne tage opmærksomheden fra det størknede blod mod hendes ellers helt lyse kind. Hun måtte være omtrendt min alder og lige så uskyldig som jeg. Jeg kendte hende ikke, og alligevel følte jeg, jeg kendte hende nok til at påstå, hun ikke fortjente sin skæbne.

   Men før jeg vidste af det, fyldte lyden af sirener min øregang. Ambulancen var ikke til at tage fejl af, og heller ikke mændene i de skriggule og orange veste med reflekser var til se over hovederne på.

   "Tak for opkaldet," sagde en mand og ringede mig op fra min trance ved at lægge hånden blidt mod min skulder. "Du gjorde det rigtige ved at ringe med det samme". Manden var høj, en smule pumpet med sort hår, der var i overgangen til at blive gråt. Præcis som jeg havde forestillet ham til at være i telefonen.

   "Det var så lidt," var det eneste, mine læber kunne udforme.

   Han rystede protesterende på hovedet. "Hendes familie har været meget bekymrede," informerede han mig. Ja, selvfølgelig?

   "Hvad mener du?" spurgte jeg med en uforstående undertone. Var det ikke næsten en selvfølge? - Mine forældre burde også være lige ved at tisse i bukserne, og det var ikke deres 19-årige, der var smuldret væk for fingrene af dem.

   "Har du ikke læst avisen?" spurgte manden undrende. Nej? Jeg læste ikke avis. Lignede jeg en, der havde tid til det? "Hm," fnøs han. Det var da ikke sjovt? "Hun har været eftersøgt de sidste to-tre dage. Du burde kende hende. Hun gik trods alt på din skole".

   Gjorde hun? - Ikke så sært hendes ansigt virkede bekendt.

   "Hvad..." jeg tøvede en smule. "Hvad hed hun?"

   "Melody," svarede han og kastede et øjekast mod ambulancefolkene, der netop havde fået hende op på en båre. "Melody Mason".

   Dén Melody?

   Ikke at jeg kendte hende, men hvis jeg ikke tog helt fejl, havde vi engelsk sammen. Eller det plejede vi. Hun var langt fra en af de kedelige piger, der ikke bestilte andet end at rende rundt og stortude på grund af hendes lorteliv. Faktisk huskede jeg hende svagt, som pigen, hvis mundvige tilnærmelsesvist altid var vendt opad, eller hvis læber var udformet i et stort grin, men ingen lod rigtig til at ligge mærke til hende - inklusive mig.

   Jeg sank klumpen i halsen. Jeg følte mig pludselig skyldig over aldrig rigtigt at havde bekymret mig om hende. Hun havde vel bare været pigen i midten af hierarkiet, og dem lige præcis i midten var de mest tilbøjelige til at blive glemt.

   "Hvordan... hvordan døde hun?" vovede jeg at spørge på trods af, svaret stadig kunne være uvidst.

   "Man formoder, hun faldt ned af den skrænt," svarede manden ærligt og pejede mod skrænten, jeg havde studeret hundrede hvis ikke tusind gang før. "Hvilket er derfor, der er sat et adgang forbudt skilt op unge mand," fortsatte han og ruskede opmærksomhedskrævende i min højre skulder, dog virkede han ikke som en, der var på spidsen til at give mig en lang tale om, hvor meget respekt sådan et skilt burde opsuge, hvilket jeg egentlig var taknemmelig for.

   "Du slipper af sted med det knægt, men du bliver nødt til at følge med på stationen. Ingen tror, du dræbte hende, så der er ingen grund til at være bekymret. Men du var trods alt den, der fandt hende. Det ville ikke tage mere end et lille skub, hvis det var. Det vil sikkert ikke tage mere end et par timer, Liam," forsikrede han mig.

   Jeg var da for fanden ingen morder?

   Havde jeg ikke oplevet nok eventyr for i dag?

   Manden bad mig følge med og stige ind i hans politibil. Først da jeg satte mig ind på forsædet, bed jeg mærke i, hvem der befandt sig på bagsædet. Mine forældre. Karen og Geoff. Min mor sendte mig et forsigtigt smil, men jeg kendte hende godt nok til at vide, det blot var en facade, fordi alle var så bekymrede.

   "Det vil ikke tage længe. I må endelig holde jer i ro," bad betjenten, men formåede ikke at skabe nogen som helst ro i sindet. Og med den bemærkning vovede jeg at påstå, jeg talte for alle.

   Hold dig i ro?

   Ja, klart!

   Du er måske vant til det her?

__________________________________________________________________________________________________________

Det var så kapitel 2. Denne gang fik i så Liams side af historien.

Hvad synes I om de to kapitler, der er udgivet indtil videre? Nogen ønsker? Noget jeg kunne gøre bedre, eller noget jeg gør godt?

Mere?

PernilleAa xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...