The Mystery of Melody | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2014
  • Status: Igang
Bagerst i klassen plejede at sidde en elev, de fleste ikke ænsedes tilstedeværelse og knap nok bed mærke i forsvandt fra jordens overflade. Snart leder hele England efter den forsvunde pige med det blonde hår og de næsten krystalblå øjne - Melody Mason. Hvad sker der da Liam Payne, en af de fem mest populære drenge på Melodys skole, Mainstreet High, finder liget af pigen, han svagt huskede fra engelsktimerne? En ting står klokkeklart: Intet vil blive som før for hverken Liam eller Mel. Hvad ingen ved er, at den usynlige Mel atter er blevet usynlig, efter hun nu går igen i form af et spøgelse. Utallige sedler fra en såkaldt 'MM' snurrer Liams verden rundt. MM er over alt. Ser alt. Men du ser aldrig hende - du er selv for blind til overhovedet at ville se hende. Måske er spøgelseshistorier slet ikke så overvurderede, når det kommer til stykket? *Drengene er ikke kendte*

10Likes
4Kommentarer
635Visninger
AA

4. I like watching you sleep | Melody

"I like watching you sleep.

It sorta fascinates me".

{Edward Cullen - Twilight}

   Liam var blevet frifundet. What a surprise prettyboy.

   Men prettyboy ville måske blive væsentligt mere forbavset ved det faktum, jeg stadig var her på trods af dagens omtumlede hændelser. Faktisk var jeg tættere på, end han overhovedet kunne forestille sig. Det forbavsede endda mig selv, jeg endnu kunne holde ham ud.

   Hele dagen havde jeg fulgt ham - da han fandt mig på den åbne eng, da han blev forhørt på stationen, men særligt da han kørte derfra, hvorefter vi holdt ind ved en langt indkørsel, der førte op til et nydeligt rødt hus i et kvarter, der lå faretruende tæt på mig eget - det her var hans hjem, og han ville med sikkerhed fare minimum en meter op ad sengen, hvis han vidste, hvad jeg vidste. Hvis han blot vidste, han ikke var alene på det mørke værelse, med de hvide gardiner, der var trukket for vinduerne og holdt natten ude. Hvis han blot vidste han ikke var alene om at ligge i den store dobbeltseng, han alligevel kun udfyldte et smalt hjørne af.

   Kun iført boxershorts var han faldet sødt i søvn under dynen, der var klædt i et betræk i smukke grønne og blå nuancer, der spillede perfekt med hinanden. Hans bryst skiftevis hævede og sænkede sig i en regelmæssig rytme, der indikerede, han var langt væk i en anden verden. Hans hår lå fladt mod hans hoved, de brune øjne var lukket fredfuldt, trygt og ubekymrede i, mens hans mave stadig var svagt synligt på trods af den næsten helt optrukne dyne.

   Det irriterede mig, hvor meget det fascinerede mig bare at sidde sådan sekund efter sekund, minut efter minut, time efter time og stirre på det samme kedelige syn - ham. Ham, jeg ikke kunne fordrage. Ham, der altid fik opmærksomheden, mens jeg måtte gå i mørket. Ham, jeg aldrig havde vekslet ét eneste ord med, men alligevel stemplede som højrøvet, fordi det var præcis, hvad han var. Han havde så meget, men han tog det så pokkers forgivet at sammen.

   Alligevel sad jeg her på sengekanten med øjnene betragtende på Mr. Payne Prettyboy. Jeg kunne ikke lade være med at spejle mig i Edward Cullen. Fniset undslap mine læber blot ved tanken. Jeg var ikke stalkertypen, men mindre jeg havde en grund til det... eller i det mindste havde en grund, der var god nok for mig. Alligevel morede jeg mig ved tanken om, at Limse Bimse lige havde fået sig en vaske ægte stalker.

   Skal vi give ham en hånd?

 

 

   Der var gået flere timer med skiftevis at sende den sovende Liam, og det tikkende ur, der hang på væggen, uendelige blikke. Eftersom søvn ikke længere var nødvendigt, og tiden ligeså, betryggede det mig besynderligt nok, at Liam stadig havde et skema, som jeg besynderligt nok betragtede som mit. Jeg nægtede at bruge tusind dage i denne omvendte verden på at stirre på en nu afspærret eng. Jeg nægtede at se mit eget liv i øjnene, som det var og nægtede at indse mit eget livs sandhed, hvilket måske dybest set var, hvad der havde bragt mig til dette værelse på første sal i et hus for enden af vejen hos familien Payne.

   Jeg betragtede Liam trække en simpel, grå T-shirt over hovedet og gnide sig søvnigt i øjet. Det korte brune hår lå fladt mod hans hoved, trods det plejede at skyde i vejret. De brune øjne var en anelse blanke, og et gab undslap perfekt hans læber, som han slog de hvide gardiner til siden i én hurtig bevægelse, hvor solens varme stråler snart skar klart igennem. Kort stod han og betragtede vejen vågne op af natten. Han kørte hånden frustreret gennem håret, som om der var noget, der plagede ham denne morgen. Jeg rynkede brynene, men fulgte med ham ned på stueplan, hvor hans forældre allerede sad og drak deres kaffe.

   "Har I hørt noget?" spurgte han næsten forpustet, som om hjertet sad helt oppe i halsen. Han lød overraskende... bekymret?

   "Også godmorgen til dig, Leeyum," hilste en lyshåret pige og klaskede ham kærligt på nakken, inden hun slog sig ned hos de andre. Garanteret hans søster. Endnu en fulgte efter, og Liam rystede blot fortumlet på hovedet, da han fandt hans sædvanlige plads omkring bordet, der lige akkurat kunne rumme en familie på fem.

   Blikket flød til gulvet, som en pludselig følelse af ikke at burde være her skyllede ind over mig. Om de bemærkede mig eller ej - jeg burde virkelig ikke stå og trænge mig på. Det føltes forkert... på den rigtige måde. Hvad var det, der var så pokkers dragende ved ham, der forholdt mine fødder plantet til det mørke trægulv? Hvorfor forsvandt jeg ikke bare? Forduftede? Måske fordi jeg altid havde været nysgerrig? Men hvorfor være nysgerrig, når jeg på forhånd vidste, der intet håb var gemt i den dreng?

   "Hvad mener du?" spurgte en rolig stemme, der kom fra hans mor. Hun virkede da meget nede på jorden. Bare synd hun havde en højrøvet søn, der langt fra var det samme.

   "Pigen? Har I hørt noget?" præciserede Liam nærmest desperat, hvilket virkelig kom bag på mig. Hvorfor bekymrede han sig pludselig om det? Han var jo ikke skyld i noget? Og tak til ham for blot at benævne mig ved mit køn...

   Hun er død, Liam, tænkte jeg, men intet slap ud af mine næsten blodrøde læber. Jeg forholdt mig tavs, selvom der var tusind ting, jeg havde tusind ting på hjertet. Ting, han aldrig ville fatte en klap af, fordi han aldrig ville tro mig.

   "Hun... du redede hendes liv," begyndte hans far og lød helt overrasket over hans ordvalg, og den måde ordene flød ud ad hans mund på.

   VENT?

   HVAD?

   Jeg var ikke redet.

   Jeg var død for fanden!

   "Det er måske for meget sagt, men en maskine er i stand til at holde en lille del af hende i live. Hendes tilstand er kritisk, men hun skal nok klare den," fortsatte hans mor med et smil på læben og prøvede ikke at love Liam for meget. "Men håbet... tjaaa... det kan hun takke dig for". Stop! Okay?

   Liam nikkede en smule mere selvtilfreds, hvorefter han begyndte at tage for sig af morgenmaden, der var anrettet nydeligt på bordet. Her var et eller andet sted... rart. Det var ham, jeg ikke brød mig om. Han skulle ikke tro, han kunne finde et dødt lig, indse han kendte pigen, der lå for hans fødder, huske han aldrig havde udført et eneste ord med hende, pludselig bekymre sig og derefter lege helt.

   Altså hallo?!?

   Den dreng fortjente ikke mit nærvær. Han fortjente ganske simpelt ikke, jeg brugte min 'dyrebare' tid på ham.

 

 

   Han havde vundet. Vundet. Vundet. Vundet. Selv hvis vreden steg mig nok til hovedet til, ordene ville blive råbt højt, ville det ikke gøre nogen jordisk forskel. Han havde vundet. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke forlade ham. Selv hvis jeg forlod ham, havde jeg ikke noget  eller nogen at forlade ham for. Der var så mange grunde til at være sur på ham. Men at være vred fik ikke mig bragt til live igen. Jeg følte mig derimod kun i live, når han fremkaldte vreden. Så det var det. Det var vreden, jeg måtte opsøge. Og det gjorde jeg kun, så længe hans søde, friske, fortryllende duft af parfume hang i luften omkring mig. Og den duft kunne jeg kun opsøge ét sted denne kolde, triste og grå mandag - på Mainstreet High. Det eneste sted, der reelt set linkede os sammen.

   "Hey," hilste en lyshåret, lettere letpåklædt pige i sekundet Liam trådte ind ad døren. Jeg himlede håbløst med øjnene og gjorde mit bedste for ikke at skabe et påstyr. Efter alt havde jeg magten. Jeg var vel... magtfuld? Var jeg ikke? Hun kunne ikke se mig, så jeg kunne vel komme bagfra og forskrække hende med en remoulademad? Kunne jeg ikke? Jo, jeg var magtfuld!

   Mrs. Magtfuld everyone!!

   Liam sendte hende blot et koldt nik og himlede efterfølgende med øjnene præcis, som jeg havde gjort for to sekunder siden. Efterligner.

   "Liam!" udbrød en stemme længere nede ad gangen og viftede ham over. Zayn. Som i Zayn Malik. Som i en del af den berømte fem-kløver ingen i miles omkreds ville lægge sig ud med... Ud over lige mig, men det var kun min nyfundne magt, der havde lavet om på den indstilling. Det var en slags uskreven regel på Mainstreet High.

   "Hey man, jeg har hørt, hvad der er sket," lagde Louis. Som i Louis Tomlinson. Endnu et medlem af fem-kløveren foruden Harry Styles og selvfølgelig Niall Horan. Krøllen og den irske. "Er du okay?" Liam trak blot på skuldrene som svar.

   "Det er jeg vel," svarede han en smule nedtrykt. Oh please. Jeg følte alt andet end medlidenhed med ham. Som om han var den vigtige her? "Jeg ville bare ønske, hun var det samme, men mine forældre siger, hun er på hospitalet såå..." fortsatte Liam og reagerede, da en mørkhåret pige piftede af ham fra hendes high-school skab over for. Vent. Understregede han lige, jeg var den, der skulle bekymres om? "Men jeg er vel okay. Jeg vil bare gerne vide mere". Og tilbage til ham selv.

   Så han ville gerne vide mere?

   Hmm...

   En pludselig ret så skør idé poppede op i baghovedet. Den var plat... men hvis han ville lege så... hvorfor ikke?

 

_____________________________________________________________________________________________________________

Det var så kapitel tre;)

Der skete måske ikke så meget i lige netop dette kapitel, men det er mere for at starte langsomt ud. Men hvad synes I? Og hvilken leg tror I helt præcis Mel har i tankerne??

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...