The Mystery of Melody | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2014
  • Status: Igang
Bagerst i klassen plejede at sidde en elev, de fleste ikke ænsedes tilstedeværelse og knap nok bed mærke i forsvandt fra jordens overflade. Snart leder hele England efter den forsvunde pige med det blonde hår og de næsten krystalblå øjne - Melody Mason. Hvad sker der da Liam Payne, en af de fem mest populære drenge på Melodys skole, Mainstreet High, finder liget af pigen, han svagt huskede fra engelsktimerne? En ting står klokkeklart: Intet vil blive som før for hverken Liam eller Mel. Hvad ingen ved er, at den usynlige Mel atter er blevet usynlig, efter hun nu går igen i form af et spøgelse. Utallige sedler fra en såkaldt 'MM' snurrer Liams verden rundt. MM er over alt. Ser alt. Men du ser aldrig hende - du er selv for blind til overhovedet at ville se hende. Måske er spøgelseshistorier slet ikke så overvurderede, når det kommer til stykket? *Drengene er ikke kendte*

10Likes
4Kommentarer
638Visninger
AA

2. Have I gone mad? | Melody

Have I gone mad?

I'm afraid so. You're entirely bonkers. But I'll tell you a secret, all the best people are.

{Alice in Wonderland}

   Kun fantasien sætter grænser, var det min mor altid havde fortalt mig så fortrykkeligt som barn, hvorefter hun plejede at skænke min skulder et kærligt klem. Men aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, dette ville være muligt.

   Mit liv på dette punkt kunne måske bedst muligt blive beskrevet som i Alice i Eventyrland - en historie de fleste måtte have bare en lille idé, hvad handlede om.

   Alices liv havde været kedeligt og gråt og manglede måske mest af alt et strøg med en farvepensel. Hun kendte dagen fra ende til anden, hvilket blot skærpede hendes nysgerrighed, hvis noget uvant meldte sig. Kaninen i den store, grønne, spirende have havde ført hende til hullet under bøgetræet - der vækkede nysgerrigheden -, hvor hun mistede balancen, og snart fløj hun nedad med håret hvirvlende vildt om ørerne. Hun var endt i en forunderlig verden, men forskellen på os var, jeg ikke ville kunne åbne øjnene og vågne op fra denne forunderlige drøm. Jeg var fanget i edderkoppens spindelvæv, hvor de fine tynde snore holdt mig fastbundet.

   Du ønsker måske at høre om Melody in Mysteryland?

   Well... Du har intet valg andet end at læse videre.

   Selv var jeg nået til det punkt, hvor et penselstrøg, der kunne lysne dagene en smule op, blev mere og mere nødvendigt for hvert sekund, der gik. Tingene havde mistet deres glans, og præcis det samme havde jeg. Jeg stod op, gjorde mig klar, gik i skole, gik hjem, spiste, gik i bad og sov, og sådan stod dagene ellers på repeat - en ond cyklus.

   Ligesom Alice spejdede jeg efter noget anderledes gemt i hver dag, men alt, jeg kom frem til, var, at bogstaverne, som var tegnet med et hvidt stykke kridt på tavlen i klasselokalet, der var indrammet af røde murstensvægge, ikke altid var de samme.

   Dog var det faktum måske mere en vant selvfølge end noget anderledes?

   En dag var jeg kommet hjem til et tomt hus efter en lang skoledag, og til min store forbavselse lå nøglerne ikke i det rum i skoletasken, de burde gøre. Tvært imod kunne jeg spejde ind ad vinduet, hvor de lå og kiggede hånende efter mig på skrivebordet, hvor jeg havde lagt dem dagen før. Et suk havde undsluppet mine læber, som jeg opgivende var dumpet ned på dørtrinet, hvor jeg havde siddet og overvejet mine muligheder. Uden at smide skoletasken var jeg trasket ud ad indkørslen og havde fortsat målrettet mod en skov, der lå ikke så langt fra min families hus.

   Det var sjældent, jeg kom steder som i skoven. Faktisk alt for sjældent. Denne dag gav det dog god mening at lave om på tingene. Uden helt at vide, hvor jeg fortsatte hen, traskede jeg længere og længere ind i skoven, da en hvid due med ét havde fanget min fulde opmærksomhed. Som om jeg stadig var fem, var jeg begyndt at baske med armene og følge efter den. Jeg savnede at være barn, men til tider kunne det måske godt være pinligt at indrømme, hvor længe jeg for eksempel havde sovet med bamser, eller at jeg nød at se gamle disneyfilm og ofte mindedes tiderne, hvor Barbie havde været min absolut helt - noget du måske kan relatere til?

   Hvem ønskede efter alt ikke at komme tilbage til de omgivelser, hvor overvejelserne gik på, om man skulle lege fangeleg eller gemmeleg?

   Fuglen havde kredset lystigt omkring mig i cirkler og draget mig længere og længere ind i skovens dyb. Den friske luft havde været så ren efter flere dages regn forinden, hvilket virkelig satte sit præg på bladene, der endnu lå en dråbe eller to på.

   Smilet var dukket frem på mine læber, som friheden langsomt var skyllet ind over min krop som et brus og forladt mig med baskende sommerfugle i maven. Blikket var konstant rettet mod den skyfri blå himmel, hvor solen havde danset så smukt over i samspil med fuglen.

   Fuglen havde drastisk sat sit tempo op, mens jeg på bedste vis havde prøvet at følge med. Jeg var sat i løb så stærkt som aldrig før. Indtil skrænten kom. Jeg havde ikke kendt skoven. Faktisk havde der stået adgang forbudt, men lige denne dag havde det raget mig en høstblomst, hvilket det ikke burde have gjort. Panisk havde jeg prøvet at stoppe op, men det stadig en smule våde græs lod mig kurre videre - ud over skrænten.

   Den havde været højere, end jeg havde forventet. Højere end jeg havde håbet. Højere end hvad jeg ville kunne komme helskindet fra. Fortumlet faldt jeg ned ad, som Alice var faldet ned i hullet - med det blonde hår flyvende vildt om ørerne. Pludselig havde jeg stødt på en klippekant, som hårdt ramte mod mit hoved. Synet var blevet sløret. Alt havde flimret. Og alt var atter blevet sort, da mit hoved havde ramt mod den næste klippekant.

   Og sådan var jeg endt her.

   Fortabt.

   Jeg havde ikke klaret det. Tvært imod. Det røde blod, der til mit uheld ikke var hverken ketchup eller marmelade, der var størknet mod min hovedbund og ned ad kinden sagde alt - jeg var blevet ramt hårdt. For hårdt. Den slaskede krop lå livløst der i græsset, og jeg kunne ikke andet end at betragte den og undre mig over, hvorfor? Hvorfor kunne jeg ligge der - livløs og død? Og dog stadig stå her og kigge ned mod mig selv?

   Spøgelseshistorier havde jeg altid fundet overvurderede, måske mest fordi jeg fandt dem uhyggelige, eller måske var det velvidende om de ikke førte andet end søvnløse nætter med sig, at jeg derfor bare havde valgt at lukke dem ude? - Hvis jeg kunne lukke mig selv ude, havde jeg gjort det. Slukket lyset helt.

   Jeg var død, okay?

   Død, som i helt død.

   Hvorfor følte jeg mig så mere halvt død?

   Hvilket burde være komplet umuligt?

   Spøgelser fandtes ikke.

   Så hvorfor var et spøgelse præcis, hvad jeg var blevet?

   Der var ikke gået mere end et par dage siden det, selv om tiden havde føltes som en evighed, præcis som de kedelige geografitimer du alligevel spenderede med at følge urets tikkende lyd, der bare ventede på at blive erstattet af den ringende klokke, der helt automatisk fik alle inde for miles omkreds til at ånde lettet op.

   Jeg ville have elsket at fucke hele geografitimen op - tegne på tavlen, rode i lærerens papirer, vælte kaffen, der som regel var placeret på katederet, inden for rækkevidde, når selv lærerens egen energi syntes at slippe op, og luften sev ud ad ballonen.

   Der var vel ingen grænser, når man var usynlig? Var der vel?

   Som et hvert andet normalt menneske havde jeg da af og til fantaseret mig til de uendelige ting, man ville kunne slippe af sted med, hvis ingen alligevel kunne se gennem luften, hvem det var, der var skyld i finurlighederne. 'Normalt' definerede dog ikke de seneste dage, hvilket måske også var grunden til, jeg havde siddet kleanet op ad det store bøgetræ, uden egentlig at foretage mig noget andet end at lade tankerne flyde. Alt det sjove i at leve på denne skillevej havde ikke så meget som tiltrukket mig det mindste.

   Overthinking var noget, jeg ikke bare var god med helt igennem fantastisk til. Jeg havde hurtigt gennemskuet søvn ikke længere var en del af dagsordenen, så selv når stjernerne satte solen på pause, flød tankerne i lange strømme, og jeg var ved at blive sindssyg. Sindssyg af alting. Ingen skulle have retten til at se mig sådan her, hvilket måske var den eneste ting, der klappede, da ingen kunne se mig.

   "Hmm..." mumlede jeg lavmælt for mig selv med en irriteret undertone.

   Ingen kunne se mig.

   Jeg følte og sansede stadig hvert et vindpust, hvert et vådt græsstå og hver time passere forbi... men ingen og intet sansede mig. "Kan du ikke se mig?!" fristedes jeg ofte til at råbe ud over trætoppene. "Kan du ikke se, jeg stadig er her?!" Men nej. Ingen respons.

   Skyerne trak sig sammen, og vejret blev hurtigt grumset og gråt. Kedeligt - ligesom alt andet. Jeg fnøs ironisk for mig selv. "lLgesom alt andet," mimede jeg lysløst med læberne og slog blidt hovedet ind mod stammen af træet, da den første, kolde regndråbe kurede ned ad barken, men undgik mig.

   Det dårlige vejr var ikke længe om at spidse til og efterlod alt på sin vej drivvådt - lige på nær mig. Det var som om, jeg sad i en bobbel, som ikke en gang regnen ænsede at prikke hul til.

   Hvornår ville nogen fucking ikke bare tage sig tid til at lukke mig ud?

   Mit øre syntes svagt at kunne høre en tynd gren knække over, hvilket fik mig til at fore forskrækket sammen. Jeg rynkede forvirret brynene, men var ikke længe om at komme på benene og gemme mig bag stammen. Det var i grunden åndsvagt. At fare om bag et træ velvidende om, ingen ville se pigen, om hun så stod en meter fra dine forvirrede øjne, der var for blinde til at se sandheden.

   Alligevel blev jeg stående med hovedet tiltende til den ene side, hvilket gav mig udsyn til en fjern skygge blandt træerne, der omgav den bare eng. Skikkelsen nærmede sig min retning, og jeg kunne intet andet stille op end at bide mig selv i læben, som jeg betragtede min døde krop ligge kun ganske få meter fra, hvor skikkelsen bevægede sig hen.

   Skikkelsen viste sig at være en dreng, jeg uden med hundrede procent sikkerhed ville skyde til at være på min alder. Hans ternede skovmandskjorte var drivvåd af den silende regn, hans mørkeblå cowboyjeans sad tæt op ad hans ben og hans mørkebrune ikke alt for lange hår var faldet let sammen. Han lignede en, der havde gået længe, men mest af alt lignede han en, jeg kendte.

   Drengen nåede hurtigt den åbne eng og kiggede sig forvirret omkring. Hans kastanjebrune, dejlige øjne stoppede brat op ved synet af mig liggende dér i græsset.

   Mine tænder gravede sig dybere ned i mine rosenrøde læber.

   Den forsvundne pige var officielt fundet.

   Det tog et stykke tid for begge parter at få til at synke ind. Drengen var stadig skræmt fra vid og sans, da han fumlede sig frem til hans iPhone, der lå begravet i den våde bukselomme.

   112.

   Selvfølgelig.

   "Øhm... hej, jeg... jeg tror, jeg har fundet et lig," stammede drengen meget fortvivlet, og jeg kunne høre hans tænder klaprede let mod hinanden, men i England var der vel ikke andet for end at bide kulden i sig - selv om foråret.

   "Hvor jeg er? - Jeg er i midten af den her skov. Øhh... den grænser op til Mainstreet High," fortsatte han og spejdede rundt efter noget tegn på liv. Han skulle bare vide. Endnu en gang blusede trangen op i mig til at råbe: "Kan du ikke se mig?" i vilden sky. "Kan du ikke se, jeg stadig er her?" Men det ville ikke være andet end spildte kræfter, så efter at have åbnet munden halvt, pressede jeg igen læberne skarpt mod hinanden.

   "Jeg ved ikke mere. Jeg fandt hende for få sekunder siden. Hun..." Han lod til at blive afbrudt. Han spidsede lyttende ører, og det samme gjorde jeg.

   Han mindede skræmmende meget om en fyr, jeg kendte på forhånd. 360 grader rundt.

   "Jeg hedder Liam," oplyste han ind i telefonen. Well... drengen, jeg kendte, hed også Liam, men det var vel et rimelig udbredt navn efterhånden, var det ikke? - Alligevel gav det mig myrekryb, hvor tæt disse to drenge lå op ad hinanden.

   "Liam Payne," fortsatte han, og jeg havde nær tabt kæben.

   Ikke den Liam Payne?

   Sig det var løgn!

   En af skolens nok mest populære og mest højrøvede fyre skulle virkelig ikke kommer her og tro, han skulle tage del i noget og særligt da ikke mit liv. Jeg havde altid været pigen, han havde sukket af ved første og anden-vælger i fodbold, når jeg var den eneste tilbagestående i idræt. Han var ligeglad, hvis hans skulder tilfældigt puffede ind i min i mylderet på gangene. Jeg var pigen bag i klassen, ingen ænsede, mens ham og hans slæng modtog al opmærksomheden i hele lokalet. Godt, jeg kun døjede med ham i engelsktimerne og ikke alle fem!

   Velkommen til Melody in Mysteryland - det skal nok blive... spændende.

_________________________________________________________________________________________________________________

Det var så det første kapitel og jeg egentlig bare gerne vide, hvad I synes indtil videre?

Jeg har en masse gode idéer, og jeg kan slet ikke vente med at dele dem med jer i de følgende kapitler.

Mere?

PernilleAa xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...