The Mystery of Melody | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2013
  • Opdateret: 13 jan. 2014
  • Status: Igang
Bagerst i klassen plejede at sidde en elev, de fleste ikke ænsedes tilstedeværelse og knap nok bed mærke i forsvandt fra jordens overflade. Snart leder hele England efter den forsvunde pige med det blonde hår og de næsten krystalblå øjne - Melody Mason. Hvad sker der da Liam Payne, en af de fem mest populære drenge på Melodys skole, Mainstreet High, finder liget af pigen, han svagt huskede fra engelsktimerne? En ting står klokkeklart: Intet vil blive som før for hverken Liam eller Mel. Hvad ingen ved er, at den usynlige Mel atter er blevet usynlig, efter hun nu går igen i form af et spøgelse. Utallige sedler fra en såkaldt 'MM' snurrer Liams verden rundt. MM er over alt. Ser alt. Men du ser aldrig hende - du er selv for blind til overhovedet at ville se hende. Måske er spøgelseshistorier slet ikke så overvurderede, når det kommer til stykket? *Drengene er ikke kendte*

10Likes
4Kommentarer
640Visninger
AA

5. Am I asleep? | Liam

Am I asleep?

No I'm alive.

{Jessie J - Wild}

   Klokken ringede ud for sidste gang og gudskelov for det. Dagen havde været alt for langt og pauserne alt for korte. Som sædvanlig. Hele dagen havde jeg haft denne... skøre... følelse af at føle sig overvåget. Det var som om, der var en skikkelse, der konstant åndede mig koldt i ryggen og iagttog hver en bevægelse. Det var begyndt at give mig myrekryb. Stedet her gav mig myrekryb. Det var som om, alle kiggede på mig med det der du-fandt-hende blik. Du-må-virkelig-være-skræmt, men derefter var det som om blikket udviklede sig til et nej-vent-intet-kan-skræmme-Liam-Payne-udover-en-dårlig-hårdag-men-dem-ejer-han-ikke blik. Det var de færreste, der omgav mig, der virkelig - sådan helt oprigtigt - kunne prale af, de kendte mig. Og det var mere end tydeligt at kende forskel på de to grupper.

   Det var måske derfor, jeg var endt i fem-kløveren? Fordi de omtalte mig som Liam, og det var i deres øjne godt nok - folk reagerede trods alt alligevel på mit navn. Derimod var jeg blot Liam Payne for resten. Liam Payne var ikke... var ikke Liam Payne. Jeg var fjollet, uperfekt, skør i bolden, nervøs, til tider forsigtig, og alt dette var ikke noget, nogen ville forbinde med Liam Payne, for Liam Payne var perfekt. Ih og åh så perfekt.

   Jeg låste det mørkeblå high-school skab op, da en lille, hvid seddel fredfuldt faldt ud og svævede et kort øjeblik i luften, inden den landede for mine fødder. Jeg kiggede mig forundret rundt i lokalet, hvor folk som regel kun lagde mærke til det lille display på deres mobiltelefoner og valgte at sige, det var virkeligheden. Tøvende bukkede jeg mig forover og samlede den lille seddel op fra gulvet, der som regel lugtede af bræk, eftersom skolen tilsyneladende gik ind for parfumefrie rengøringsmidler. Sedlen, så ud til at være revet ud af mit historiehæfte, eftersom jeg strejfede årstallet 1945 på bagsiden.

   Hvorfor ville nogen minde mig om 2. verdenskrig?

   Var det Hitler, der var tilbage og nu forfulgte mig?

   Var det ham, jeg kunne mærke puste mig i ryggen?

   Jeg skulle lige til at ligge den åndsvage seddel fra mig, da jeg lagde mærke til bagsiden.

You wanna know more? Hold on tight - MM

   Stod der med nydelige, bløde og buede bogstaver på sedlen. Jeg havde selv en pæn håndskrift, uden jeg ville prale eller noget, men det var jeg hele mit liv blevet fortalt. Men den her var ikke pæn... den var nærmest... smuk.

   Myrekrybbene skyllede atter ind over mig som en bølge, da jeg indså, hvad der lå i mine hænder. Det var en slags leg, det her var det ikke? Sedlen måtte være fra en eller anden latterlig nørd, der kunne alle skabenes koder udenad og ikke havde noget bedre at give sig til. Måske Marcel Mitchel? Var Marcel Mitchel min creeper?

   Jeg kiggede mig forvirret rundt i håbet om, han blot ville stå nogen få meter væk og sende mig det der Marcel-smil og lade som om, han var min ven... Men det gjorde han ikke.

   "Leeyuuuuuuum," udbrød Niall - humørbomben -, lagde en hånd mod min skulder og kaldte mig tilbage til overfladen.

   "Niaaaaaaaaall," forsøgte jeg i samme tonefald og prøvede ikke at lade det gå mig på, det faktum, at det nok ikke var Hitler, der forfulgte mig men en anden. Måske var det bare Louis? Han var altid frisk på den slags. Altid frisk på alt, der kunne få en mandag til at virke mere festlig efter weekenden. Måske var det her blot en af hans lege? Når man navngav en fugl, Kevin, sidste sommer, var man vel ikke helt normal?

   "Skal vi følges hjem?" spurgte han og låste hurtigt de unødvendige bøger inde i skabet, der grænsede op til mit.

   "Selvfølgelig," svarede jeg kort og godt, mens Niall havde travlt med at smække skabet i for en god ordens skyld. Der skulle jo nødig være nogen, der brød ind...

   "Hvad... øh? Er det for en seddel?" spurgte Niall som sædvanlig vildt nysgerrigt. "Har du en date? Til ballet om nogle få måneder? Det er det, er det ikke?" indkredsede Niall det til at være med munden formet i et stort 'o', som han sædvanlig ville vide hver en lille detalje, der foregik i mit liv. Niall var god. Jeg kunne godt lide ham. Den side af ham var blot en af de søde ting, du ikke kunne lade være med at falde for.

   "Nej, det er ikke noget," forsikrede jeg ham om en smule for insisterende og krøllede den ligegyldige seddel sammen med virkelige vigtige historienotater på bagsiden og smed den ud i den nærmeste skraldespand, som om det var det rene skrald.

   "Hvad er der galt med dig?" rystede Niall på hovedet og rynkede bange på panden.

   "Ikke noget... jeg vil bare gerne hjem. Skal vi komme af sted?" insisterede jeg og var igen ved at snuble over ordene. Når noget gjorde mig nervøs, havde jeg den her tildens til at tale vildt hurtigt, så hvert et ord blev uforståeligt, men Niall kendte mig efterhånden godt nok til at forstå mit pludder.

   "Hvis du insisterer," smilte han og lod det ligge. Endnu en ting at elske ved Niall - han var ikke for nærgående, hvis han vidste, han skulle holde sin mund.

   Normalt snakkede Niall og jeg som to ustoppelige vandfald på hjemvejen. Eftersom vi boede på akkurat samme vej, var vi fulgtes hjem af samme grund lige siden første dag på Mainstreet High. Niall var meget svær at overse, eftersom han altid var i boblende humør og komplet ligeglad med andres tanker om ham, så vi var hurtigt stødt ind i hinanden på den lange gang, og det var ligesom der, det hele tog fart. Folk var ligefrem begyndt at kalde os Niam. Selv fem-kløveren var hoppet med på toget, men det generede hverken Niall eller mig. Faktisk kunne jeg godt lide det. Det var som om, det bragte os et skridt tættere. Og bare lige for at understrege det, så var jeg manden i forholdet.

   Men stilheden lagde sig i netop dette sekund over os som et varmt tæppe. Stilhed var et stort råb for os om problemer, så jeg blev ikke synderligt overrasket over, Niall var hurtig til at bryde den.

   "Okay Liam, svar mig lige ærligt," bad Niall og virkede meget seriøs. Og en seriøs Niall var der ingen, der kunne lide.

   "Ja, selvfølgelig?" sagde jeg og prøvede at løsne mig fra den stive opførsel. Hvordan kunne en ellers så uskyldig søndag føre til sådan et helvede af en mandag?

   "Hvad er der galt?" spurgte Niall ligepå og hårdt, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det kom bag på mig. Nej, Niall var ikke typen, der snagede, men han fandt sig ikke i pis. Og især ikke fra min side.

   "Skulle der være noget galt?" trak jeg blot på skuldrene, hvilket fik Niall til at vende det hvide ud af øjnene. Du havde ikke en gang brug for at kunne se for at bemærke, der var noget galt. "I dag er bare ikke lige min dag tror jeg. Intet seriøst. Jeg er nok bare..."

   "... I chok?" afbrød Niall. Vi havde det med at færdiggøre hinandens sætninger, og det havde blot været en af de ting, der indikerede, Niall var en ven, man skulle holde fast i. "Jeg forstår dig godt. Sig til."

   "Hey," at jeg overhovedet havde i sinde at færdiggøre min sætning forbavsede mig. Hvorfor indblande Niall i mit eget rod? "Har du en idé om, hvad MM står for?" Niall fnøs bare af mig, som om jeg var en komplet idiot.

   "Du er sådan en idiot, Liam!" udbrød Niall højlydt og slog ud med armene, som om jeg for alvor var blevet kuk i kasketten. "M&M's selvfølgelig! Hvad ellers?" Så M&M's havde lagt en besked i mit skab efter skole? Det lød... sandsynligt? Hvor pladt det end lød, var vi begge flade af grin få sekunder efter. Niall havde ikke mange jokes i ærmet, men når det handlede om mad, var det intet problem. En gang havde han påstået at være en nørd til matematik - endda en større nørd end Marcel Mitchel -, så Harry spurgte ham, hvad 588 bøger plus 976 bøger i alt gav - fordi Niall for resten ikke kunne fordrage at læse -, hvorefter han blot udbrød 'BIBLIOTEK' og var dybt seriøst omkring sit svar, mens vi andre - som nu - var flade af grin, som han stod der og stod 100% inde for hans svar.

   "Nej, helt seriøst. Jeg mente et navn," mindede jeg ham om, som latteren stilnede af hos os begge.

   "M&M's er da navnet på noget slik?" indvendte Niall og endnu en gang, måtte jeg kæmpe hårdt for ikke at trække stort på smilebåndet.

   "Hav en god dag, Niall," afsluttede jeg, som vores veje skiltes. Fra mit værelse var der direkte udsigt over til hans, så helt adskilte var vi vel aldrig. Har du set den der Taylor Swift musikvideo You Belong With Me?  Hvor hun og en dreng sidder med skilte i vinduerne? - Sådan var Niam.

   "Ses," sagde Niall, vinkede ivrigt og brød ud i et stort smil. SIden han fik bøglen af for blot et par måneder siden, havde han smilt som en gal! Han havde altid virket flov over at smile og blotte metallet - som han kaldte det -, men jeg havde aldrig ment, der var noget at gemme på. Hvad var det nu, piger sagde... at han var nuttet?

   Jeg havde hurtigt låst mig inde i huset, hvor jeg havde smidt tasken, jakken og skoene i gangen, hvorefter jeg som sædvanlig hurtigt var på vej videre med kurs mod mit værelse på første sal. Et smil gled ufortrødent over mine læber. Jeg var fri. Fri for skole. Fri for min stalker. Fri for bekymringer og fri for folk, der bekymrede sig alt for meget om i går.

   Døren gled let og elegant op til mit værelse, som jeg drejede om på hælen for at se mig i spejlet. En manøvre. Eller vane. Folk kunne kalde det, hvad der lystede. Men synet, der ventede mig, havde jeg ikke ventet af det.

M&M's? That must be a sick joke - MM

   Stod der på spejlet. Mit hjertede galoperede af sted i takt med pulsen. Der havde umuligt kunne være en, der havde fulgt efter os?Til min store overraskelse begyndte min lomme i selv samme sekund at vibrere. Hvis ikke jeg vidste, det var min iPhone, var jeg løbet skrigende væk som en tøs. Ordet 'fri' havde pludselig fået en helt anden betydning.

   Til mit held var det blot Niall. Eller so han var navngivet på min telefon - The Potato.

   "Hva' så?" hilste jeg, som om alt var, som det plejede.

   "Hey, øhm, jeg tror, jeg har regnet ud, hvem MM er, hvis du altså stadig er interesseret?" tilbød Niall, og pludselig spidsede jeg ører og lyttede vagtsomt.

   "Sig frem," bad jeg utålmodigt som altid.

   "Den pige, du fandt i skoven... var hendes navn ikke Melody Mason? MM?"

   Melody Mason?

   Men hun var jo død?

   Mit blik gled tøvende tilbage til spejlet, hvor teksten var... væk?

   Hvad var det her?

   Var jeg vågen?

   Hvad var det her for en syg joke?

-----------------------------------------------

Hvad synes I så om kapitel 4? Mere?

PernilleAa xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...