Hævn

længe før menneskene og dyrene styrede dæmoner verden. senere da dyrene kom begyndte dæmonerne at kunne lide deres pelsede, skællede eller fjerede kroppe og bygninger. til sidst forvandlede dæmonerne sig til 13 forskellige dyr og dannede klaner derefter. der var 13 i alt. falken, ræven, katten, hunden, løven, ørnen, ulven, slangen, prærieulven, lossen, krokodillen og rotten. de levede i fred med naturen og dyrene men, da menneskene kom opstod der krig mellem mennesker og dæmoner, mennesker så dem som forbandelser i kroppe og dræbte i tusindvis af dem, indtil dæmonerne blev nød til at flygte langt væk da, de ikke kunne klare menneskenes bomber og gevær. for at kunne overleve ofrede 1 dæmon fra hver klan sig og dannede en slags magi af deres sjæle, alle dæmoner fik del i den magi og hver klan fik et element som magien snoede sig om og kontrollerede. de var nu ikke forsvarsløse forvoksede dyr, men magiske væsner som prøvede at vinde deres hjem tilbage.

9Likes
30Kommentarer
610Visninger
AA

2. Alene

Kyo standsede op. Hundenes gøen var stille svundet ind. "Jeg må have rystet mig af dem." Han satte sig ned, gispene efter vejret og blev der for nogle minutter til han kunne tænke ordenligt igen. Så rejste han sig og luntede ind i skoven ved siden af ham. Stille bevægede han sig imod sin klans territorium. Nogle kilometer væk fra hulen hvor resten af hans klan boede lugtede han blod. Dæmon blod. Han blev bange, faktisk isnende kold indeni. Hvorfor stoppede hundene med at forfølge mig? fandt de vores hule? Han løb alt hvad hans trætte krop kunne bære og lidt til. Mor, far, min familie, du gamle. Da han nåede frem stivnede han.

Under hans poter flød et tykt lag blod. Foran ham lå den ældste af rævene. Illa, hans mor lå over hans søskende Plue og Luna, hans far var ingen steder at se. Han tog mod til sig. Jeg må vide hvis nogen har overlevet. Stille og rystende gik han forbi de døde, ind i midten af deres hule. Der hvor de nyfødte og plejemødrene boede. En bunke af de nyeste unger lå i midten af andre døde. Overalt lå der døde. Alle var væk, dræbt. Han faldt om, pivende, klynkende, rystende. Han var alene. Hele natten lå han der, besvimet af chokket.

Da han vågnede med blod på kinden fungerede hans hjerne sløvt, det var som alt ikke var sket, og så, alligevel var. Der var kun en ting han vidste med sikkerhed. Han var alene, omringet af hans døde venner og familie. Han begyndte at gå. Uden at vide hvorhen eller hvorfor, han gik bare. Pote efter pote. Sådan gik han i en uge. Han spiste intet i hele den tid, drak intet, sagde intet, tænkte intet. Han opdagede ikke engang at han gik ind i en landsby, eller at der blev kastet sten efter ham, det betød ingenting for ham. Hvorfor skulle det? 

I udkanten af byen lå et enligt hus helt anderledes fra de andre, haven var smuk, fyldt med træer, blomster og dyr og en kat. To ravgule øjne kiggede på ham med forbavselsen glimtende ud af dem. Den sprang ned fra træet den havde siddet i og nærmede sig ræven. "Hey?" Intet svar. Katten rykkede tættere på og miavede højere. "HEY?!" Kyo standsede op for første gang i en uge og kiggede med døde øjne på katten. Det var en stor kat, dens øjne lyste selv i dagslys og dens ansigt lyste op i en besynderligt smil. Ud fra den strålede en energi hård men blød, ond men god. Katten var en dæmon. "Hvorfor det lange ansigt?" Spurgte dæmonen med et spørgende udtryk. han svarede ikke, han begyndte bare at ryste. Nu hvor han var stoppet begyndte han at huske hvad der var sket, blodet og lugten af død. Katte-dæmonen listede stille over til ham. "Hey, er du okay?" Han kiggede op og så ind i de strålende øjne. den smilede igen. "Hvem er du?" spurgte den. Han kunne nu høre det var en hun. "kyo.." "Hej Kyo, jeg er Kilala af kattens klan." Han nikkede stille til svar og satte sig træt ned. "Hvorfor sidder du bare der og ser trist ud?" Hun puffede stille til ham med sin grå pote, så grinte hun og sagde: "Du er den mærkeligste dæmon jeg nogensinde har set. Jeg kan lide det." Et lille smil løb hen over Kyo's ansigt. "Se, det er ikke så slemt at smile, vel?" Kilala lagde sig ned og klukkede stille. Lige inden hun faldt i søvn mumlede hun. "To dæmoner ude på eventyr, det kan jeg lide" Han vidste at det betød de var venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...