Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16451Visninger
AA

10. -Kap. 9-

Luften var tung af støvregn, da Julie - med tasken hængende fra den ene skulder og musik i ørerne - bevægede sig op ad den flisebelagte sti der førte gennem granskoven og hen til gymnasiet. Hun var klædt i en lys jakke og havde glattet sit brune hår ud. Hun var, som vanligt, klædt i hendes lyseblå jeans med de tilhørende lysegrå Converse. 

Hun bevægede sig langs med hegnet der grænsede mellem stien og de tætpakkede grantræer, og nåede murstensbygningen der udgjorde biologi- og fysiklokalerne på hendes venstre hånd. Hun fortsatte længere ned ad stien, og nåede forbi skuret med de mange cykelstativer, hvor hun ankom tids nok til at støde ind i Andrea, der netop var ved at sætte sin cykel fast til stativet, med ryggen til hende.

Julies øjne klarede op og et smil tegnede sig om hendes læbe som hun hurtigt trak den ene øreprop ud for dernæst at påkalde sig sin venindes opmærksomhed. "Hej, Andrea."

Andrea reagerede og kiggede bagud. Hun fik øje på Julie, der bevægede sig hen imod hende, og rettede sig omgående op. "Hey, Julle." De slyngede armene om hinanden i et kærligt gensidigt veninde-kram, der virkelig indikerede deres tætte venskab. Derefter vendte Andrea sig atter om mod sin grå damecykel, som hun hurtigt fik sat fast til stativet og som afslutning låst med cykelnøglen der hang ned fra hendes hals. Hun drejede sig atter om mod Julie og rettede på sit hår. Klokken var kvart i otte så der var stadigvæk mindst et kvarter før timen startede. De havde masser af tid til at komme ind og finde en plads i sofaen. 

De begyndte at følges ad hen mod hovedbygningen, der befandt sig om hjørnet af den gråhvide murstensbygning foran dem. Andrea kiggede på Julie. "Hvad så? Snakkede du med dine forældre om det med den fest?"

Julie rystede på hovedet. "Nej, jeg... Andrea, jeg tror altså ikke jeg tager med. Jeg vil virkelig gerne, men... Jeg er en virkelig dårlig løgner og hvis ikke jeg er hjemme før klokken ti, så ved jeg at min mor bliver mistroisk. Hun vil ikke have at jeg er sammen med "Gudløse"," hun lavede citationstegn med fingrende for at indikere hendes afsky over hendes mors ordbrug. "Eller "ikke-troende" udenfor skoletiden længere end højest nødvendigt. Det ved du også godt, jo." 

Andrea stoppede, og kiggede sin veninde i øjnene. Hun placerede sin hånd på Julies overarm og strammede sine slanke fingre til. "Julie, come on, lad nu være med at give op på forhånd. Ja, dine forældre er nogen...!" Hun tøvede et kort øjeblik. "Dine forældre er ekstremt strenge, ja, men helt ærlig, du er fucking 17! Du kan ikke blive ved med at underlægge dig dem. Vil du med til den fest eller ej?" Hun foldede armene på brystet og stirrede intenst og afventende på hende. 

Julie sukkede og rettede let på sit hår. Kiggede ned mod de grå betonfliser et par øjeblikke, inden hun atter lod sine blå øjne rette sig på Andrea. "Selvfølgelig vil jeg med til den fest. Det har jeg også...!"

Andrea afbrød hende. "Jamen så gør noget ved det! Kæmp for det. Få nosser til at sige fra. Du er ikke noget barn længere. Du er ikke en pige mere, men en kvinde. En ung kvinde. Vis dem det! Du skal med til den fest, om jeg så personligt skal troppe op foran døren til jeres hus og skrige ind i dine forældres ansigter, eller måske endda slæbe dig ud fra dit værelse og væk fra dine forældres klør, før du kan komme med. Hvis det at lyve for dem er så svært, så skal jeg nok hjælpe dig. Det kan du være hundrede procent sikker på." 

En dyb tavshed fulgte. Julie lod tungen køre rundt i munden, inden hun til sidst lod sine skuldre falde. "Jeg sætter virkelig pris på din hjælp, Andrea. Men jeg skal bruge mere tid på at tænke over det." 

"Se, det er skam også helt fair. Men bare du ikke giver op allerede. Du ved at du har mig og Mathias. Og vi vil altid hjælpe dig."

De nåede aldrig at vende sig om for at gå videre, før den dybe taktfaste lyd af en scooter nåede deres ører. Det kom et sted fra højre. De rynkede begge på brynene, drejede synkront deres hoveder i retning af lyden og blev i næsten samme instans mødt af Mathias. Klædt i hans løse jeans og tilhørende blå hættetrøje. Siddende på den hvide glinsende scooter - som på udseendet afslørede at den var ganske ny - med armene strakt ud foran sig og hænderne knuget om styret. Hans visir var slået op, så Julie og Andrea kun alt for tydeligt kunne se det frække stolte glimt i hans øjne og smilet på hans læber, der gradvist blev større jo tættere på dem han kom. 

"Hvad fanden er nu det for noget? Lod ham din lære dig virkelig få det kørekort?" Andrea satte sig storsmilende i bevægelse mod Mathias, der netop var nået ind på gymnasiets område. Julie blev stående et par øjeblikke, inden hun fulgte efter.

Mathias standsede scooteren og placerede begge sine fødder på betonen, så hans ben var spredte sådan at han stadig kunne holde scooteren stående oprejst. Han klikkede derefter remmen op, trak styrthjelmen af og lod som afslutning - noget Julie gættede på mest bare var for effektens skyld - sin ene behandskede hånd køre gennem sit blonde strithår. 

"Ja da, selvfølgelig." Han skubbede de to støtteben ned så scooteren blev fastholdt til jorden, inden han svang sine ben over sadlen og stillede sig på betonen. Styrthjelmen hang han over styret. Han skulede til de to piger, der nåede hen til ham i samme øjeblik, hvormed han skilte sine læber og fortsatte. "En lækker fyr som mig skal sgu da have noget han kan score damer på. Og den her er lige det rette til jobbet." Han klappede stolt scooterens bagagerum. 

Julie løftede brynene så hendes pande skubbede sig op i en masse folder, som hun lod sine klare blå øjne skanne henover scooteren. "Score damer? Med den der? Ha!" Hun udstødte hendes karakteristiske lyse kluklatter, og kiggede atter på Mathias. "Hvis jeg mødte en fyr der prøvede at score mig på sådan én der, ville jeg flække sammen af latter. Så hellere en colableg Tetris-nørd med bumser i hele ansigtet, fremfor en eller anden taber der tror han er Prins Charming himself, bare fordi han ejer en skide scooter, han har købt brugt."

"Hah! Slam, owneeeeed!" lo Andrea, inden hun gav Julie high-five.

"Tsk." Mathias fnøs overlegent. Selvom han lod ansigtet forholde sig i en neutral mine, så var det tydeligt at Julies bemærkning havde givet ham et knæk i hans selvværd og hans lidt for fremtrædende stolthed. "For det første, så er den kun et år gammel. Og jeg har fået den foræret af min bror, og den var ny da han købte den. For det andet, så er jeg indtil videre blevet overglanet af tyve forskellige lækre piger, bare på det korte stykke hjemme fra mig af og her til."

"Ja," indskød Andrea. "Men hvad var det for nogen piger? Det var garanteret sådan nogen 8.-9.klassere, var det ikk' oss'?" 

"Øhm...!" Mathias blinkede, inden han trak på skulderen. "Ja, det ved jeg sgu da ikke. 15,17, what's the difference, de var lækre og så er det et fedt om de går på gymnasiet eller stadig går i folkeskolen." 

"Ad for helvede, Mathias, det er sgu da pisse klamt. Du tænder jo på børn." Andrea rynkede næsen og bakkede hurtigt et par skridt tilbage fra ham.

"Slap dog af mand. Så slemt er det sgu heller ikke. De var 15, okay? 15. Der er ikke så stor forskel fra dem og mig. Piger på 15 er altså ret voksne af deres alder, og kan ligeså godt gå for at være 17!" 

"Jamen så er det jo derfor de kiggede efter dig," svarede Julie med et drilsk smil om læberne.

Mathias vendte blikket imod hende og hævede brynene. "Hvad mener du?"

"De var jo kun 15. Så det da klart at de kigger efter en fyr på scooter. Det er sådan noget, 15 årige piger tænder på, fordi en fyr på scooter må betyde at han er ældre end dem og dermed kan han beskytte dem. Jeg ved hvad jeg taler om, jeg var selv femten engang. Men piger på 17, vi er altså vokset fra det pjat. Hvis du vil imponere os, så kom med en Audi. Eller hvis du virkelig vil score, så skaf dig en Ferrari. Det ka' vi li'." Hun blinkede til Andrea, som samtykkende nikkede. 

Mathias stirrede på de to piger foran ham. Lod blikket køre skiftevis imellem Julie og Andrea. Så rystede han på hovedet og fnøs. "Fuck I er sgu latterlige at høre på, mand. Piger på 17 tænder ligeså meget på drenge med scooter som piger på 15. I siger kun det der fordi I ikke vil indrømme at I syntes at jeg er mega sexet med en scooter." Han skød støttebenene op igen og trak scooteren hen til stativet, hvor han atter stillede den fra sig og skød støttefødderne ned så den blev holdt på plads.

Netop som han vendte fokus væk fra Julie og Andre og bøjede sig frem for at låse scooteren fast, kom to piger gående forbi. Den ene af dem, en sorthåret med klare blå øjne - Benjamins tidligere kæreste, Line - drejede hovedet imod ham og udbrød; "Hey. Nice kværn. Det er mega sexet." 

Mathias rettede sig op og kiggede tilbage. Fangede Lines blå øjne og smilte hurtigt til hende, som han nikkede som tak. Herefter kiggede han på Julie og Andrea, og blinkede kækt. "Der kan I selv se." Han vendte ryggen til dem, låste sin scooter, puttede motorhjelmen i bagagerummet og lukkede låget til. 

Julie satte sig i bevægelse, med armene foldet på brystet, passerede forbi Mathias og hen til scooteren, inden hun strakte sin ene hånd ud og forsigtigt lod den køre henover det sorte læder der var trukket henover sædet. "Okay. Det er måske lidt sexet. Det giver jeg dig." Hun vendte sig mod ham, med brynene spørgende løftet. "Men kan du fortælle mig, hvor stærkt den max kan køre?"

Mathias smilede selvtilfredst og pustede sig op. Noget, som fik Andrea - der stod på stien med den ene hånd hvilendd på hoften - til at ryste opgivende på hovedet og himle med øjnene. Nu skulle han rigtig flotte sig. Den dreng var og forblev uforbederlig.

"Den kan køre 60. Men jeg kører allerhøjest 40, ellers får jeg problemer med politiet." 

"40? Du kører 40? Og så vil du bruge den til at SCORE?" Julie rystede på hovedet. "Er der aldrig nogen der har fortalt dig, at vi piger kan lide fart over feltet? Har du aldrig set The Fast and The Furious?" 

"Tsk. Hvad nu det for noget pis. Det plejer sgu da at være omvendt. Og desuden er den her ikke beregnet til to... Det er et enmandsfartøj." 

"Et enmandsfartøj? Og hvordan...!" Hun skulle til at bande, men stoppede sig selv og ændrede det. "Hvordan pokker har du tænkt dig at score med et enmandsfartøj som du kører i traktorfart med? Hvis du vil score en pige, så skal du da tage hende med ud på en køretur hvor du ræser gennem byen, uanset om politiet er der eller ej. Sådan er spillereglerne. Ellers føler vi os bare snydt, og så kommer du i hvertfald ikke til at score." 

"Sig mig." Mathias lænede sig op af metalstolpen der holdte skurets halvtag fast til betonet på stien. Et tandsmil viste sig på hans ansigt. "Har Julepigen lyst til en køretur på min scooter sammen med mig? Er det sådan jeg skal forstå det?"

Julie mærkede hvordan hendes kinder blev varme, og hun vidste at de var begyndt at antage den karakteristiske tomatrøde farve, som både hendes familie og hendes venner fandt det ganske fornøjeligt at drille hende med. Hun slog blikket ned og bed sig i underlæben. Gud hvor hun dog hadede det navn. Julepigen. Men når Mathias brugte det, så kunne hun aldrig lade være med at smile. Det var både komisk, irriterene, nuttet og sexet på en og samme gang. Og det var kun Mathias der kunne få hende til at reagere sådan. Han kendte hende for godt. Alt for godt. Og han vidste lige hvor han havde hende. 

Hun rømmede stemmen og kiggede på ham. Pressede læberne hårdt sammen. Hun var rød i hovedet. Hun mærkede den kildrende fornemmelse i mellemgulvet og klumpen i brystet der indikerede en snarlig latter, men kæmpede så vidt muligt på at holde det tilbage. "Det, øhm." Hun rømmede sin stemme, da den fik et knæk. "Det ved man aldrig. Måske. Hvis du kan køre 60 på den." Hun blinkede til ham, og bevægede sig op mod Andrea. 

Mathias kiggede efter hende, og betragtede dem som han så dem sætte sig i bevægelse mod hovedindgangen. "Jamen det kan vi da godt prøve. Men så bestemmer jeg ruten. Jeg har ikke lyst til at møde en eller anden arrig politibetjent. Men det bliver sgu ikke på mere end 40 kilometer i timen med passager på." Han satte sig i bevægelse efter dem.

"Jeg sagde heller ikke jeg ville. Jeg sagde at jeg måske ville. Jeg sagde ikke at jeg ville og heller ikke hvornår jeg ville." Hun kiggede imod, blinkede drilsk til ham og fortsatte sammen med Andrea rundt om hjørnet af bygningen og hen mod betontrappen der førte op til dobbeltdøren af træ og glas. Ovenover stod der med hvide bogstaver ODENSE GYMNASIUM. 

Mathias fulgte hovedrystende i hælene på dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...