Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15391Visninger
AA

9. -Kap. 8-

"Du har evnen til at se.... Engle."

Benjamin lå på sit mørklagte værelse og stirrede op i loftet. Han var et andet sted. Et andet sted i tankerne. Jo mere han tænkte tingene igennem, de ting hans far havde fortalt ham at han var i stand til, desto mere mening gav det.

Evnen til at se engle. Han var ikke syg. Det var alt sammen en konspiration. Medicinalfirmaerne og psykologerne var hans fjende. De var alle menneskers fjende.

"Sindssyge mennesker eksisterer ikke. Og det gør normale mennesker heller ikke." Hans fars dybe ru stemme gav genlyd i hans tanker. I hans hoved. Han så atter sin far for sig, som han sad der i saunaen og lænede sig tæt ind til ham med et stålfast alvorligt blik i øjnene. "Du har evnen til at se... Engle. Englene er spærret inde i mennesker. Men ikke alle engle er gode. Nogen af dem er blevet formørket af denne verden og er blevet onde. De onde engle vil gøre alt for at forhindre de gode engle i at blive befriet."

Spærret inde i mennesker. Mennesker som var søde og rare. Kunne det tænkes at hans egen far selv var en af dem? En af englene? Kunne det tænkes at han var en god engel spærret inde i et jordisk fængsel, og at han var desperat på at komme videre? Nej, tænkte Benjamin. Nej, det var ikke det som hans far havde fortalt ham. Hans far havde fortalt ham noget andet.

Det var en evne. En evne, som gik i arv. En evne der gjorde at andre folk så ham som sindssyge. Men hans far var ikke sindssyg. Hans far var oplyst. Oplyst om sandheden. Han havde tilbragt sit ægteskab med Benjamins mor samt halvdelen af Benjamins liv på, at finde sig selv. Han havde fundet sandheden. Havde fundet ud af hvilket menneske han rent faktisk havde været. Og efter hans bortgang - som åbenbart, hvor ondt det end gjorde, havde været absolut nødvendig - så blev en forudbestemt skæbne udløst. Skæbnen som videreførte hans fars evner videre til ham selv. Alt gav mening. 

Et smil tegnede sig langsomt på hans læber. Evnen til at se engle. Han kunne kende forskel på de gode og de onde engle. Engle var spærret inde i mennesker. Hvordan de blev spærret inde, det kunne ingen svare på. Det var måske en forbandelse. Uanset hvad der gjorde, at englene blev spærret inde i folk, så var det Benjamins opgave at befrie dem.

Men nogen af englene var onde... 

Hvordan kendte man forskel på dem?

En tanke, som han i dette øjeblik var sikker på ikke kom fra ham selv, men fra hans far - som højest sandsynligt var et sendebud fra det hinsides, som var kommet tilbage for at oplyse ham på samme måde som han selv var blevet oplyst - slog ned i ham. 

"Søg ind i dig selv. Så vil du finde svaret. Englene overfører deres kvaliteter til den krop de er spærret inde i. En ond engel vil tilføre negative kvaliteter. En god engel vil tilføre positive kvaliteter. De ligner allesammen hinanden... Men det er kvaliteterne som afgør deres sande jeg." 

Det var ikke alle, som englene var spærret inde i, blev han mindet om som han lå der i sengen med blikket rettet fjernt og drømmende op mod loftet. Det var kun bestemte typer. Onde engle kunne både være spærret inde i hankøn og hunkøn. Men de gode engle var næsten altid spærret inde i hunkøn. Engle var lysvæsner, så de lignede hinanden. Men De Gode Engle havde altid en lidt kraftigere glans end De Onde Engle. Og nogengange, så kunne De Gode Engle blive gradvist formørket af menneskers ondskab, og blive til Onde Engle. Derfor var den største koncentration af indespærrede Gode Engle at finde i folk der var unge. Yngre end 25. 

Han drejede sig langsomt om på siden så hans blik var rettet imod skråvinduet der pegede op imod himlen, hvor lyset fra en lygtepæl ude på vejen svagt trængte ind og kastede en spøgelsesagtig elektrisk glød på siden af vindueskarmen. 

Han skulle befrie én bestemt engel. Det var en god engel, som han skulle redde fra de onde engle før deres magt påvirkede Den Gode Engle. Det var en pige. En pige han kendte. Så meget vidste han. Men hvem? Han kendte et par stykker. De fleste af dem var hovedsageligt fra gymnasiet.

Han lod sin hjerne gå på arbejde, som han begyndte at rode tilbage i de mange bekendtskaber. En pige han kendte. En masse ansigter begyndte at tage form. Men det var alt sammen for vagt. Han fik ingen hjælp. Han måtte klare det på egen hånd. Søge ind i sig selv. 

Han drejede sig atter om på ryggen inden han løftede den ene hånd og betragtede den. Vendte den og drejede den i luften. Hans bryn var rynket. Han knyttede forsigtigt næven ved at lade fingrende trykke sig ned mod håndfladen én efter én. Strammede musklerne i hånden. Hans næve skælvede og senerne trådte frem under huden på hans håndled. Han løsnede atter grebet efter nogle langvarige øjeblikke og lod atter sine fingre være frie igen. Han betragtede sin håndflade. Røde mærker efter neglerne begyndte at træde frem. Han blev liggende med sin ene hånd hævet nogle øjeblikke mere, inden han endelig sænkede den for herefter at lade blikket glide hen mod vinduet. Han spidsede læberne. Pustede tungt ud.

"Hvem pokker kan det være?" 

Ingen svarede ham. Hans hoved var tomt. Ingen tanker. Ingen hints. Ingenting. Med et sidste suk drejede han ryggen imod vinduet, så hans ansigt vendte ind mod væggen, hvorefter han lukkede øjnene.

Første dag uden medicin. Hvis det virkelig var hans far der havde snakket til ham i saunaen, så ville der ikke gå lang tid før hans evner ville træde frem. Det var bare et spørgsmål om at vente. Lede og vente. 

Herefter lukkede han øjnene, og der gik ikke lang tid før han faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...