Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15618Visninger
AA

8. -Kap. 7-

Foden trådte pedalerne i bund. Lyden af popmusik fyldte luften. To svedige hænder knugede sig hårdere om det læderbetrukne cykelstyr. Et digitalt display talte op. DISTANCE: 2 KILOMETER. TID: 7,4 MINUTTER

Sveden drev ned ad Benjamins ansigt, hvis hud var blevet rød og glinsende grundet varmen og de fysiske anstrengelser. Hans krop vippede fra side til side i takt med at han trådte pedalerne på motionscyklen helt i bund. Hans grønne øjne var fokuseret imod skærmene længere fremme, der viste optagelserne af en fodboldkamp. Hans tænder var bidt sammen og senerne i hans hals var fremtrædende grundet anstrengelserne. Dynamoen, som var indbygget i motionscyklen, summede i takt med at Benjamin trykkede ned på pedalerne. 

*

Bruseren aktiveredes, hvorefter en stråle af varmt vand blev sendt ud fra dyserne i brusehovedet og nedover Benjamins nøgne skuldre. Han lukkede øjnene, lagde hovedet tilbage og lod det varme vand strømme ned gennem hans hår, sile nedover huden på hans krop. Han mærkede en beroligende fornemmelse som strømmede indover ham. Den velkendte varme følelse det gav, når de lune stråler fra brusehovedet ramte kroppen. Han smurte håret ind i shampoo, så det blev hvidt og skummende, aktiverede strålen på ny og tog ikke notits af de omkringværende mænd, som befandt sig i baderummet sammen med ham. Det eneste, der havde hans fokus, var vandet og følelsen af de lune stråler, der ramte hans krop og sendte en bølge af boblende varme igennem ham. 

Han kiggede ned ad sig selv. Betragtede sit fremtrædende bryst samt den sixpack, han i løbet af de seneste to måneder - i den periode han havde brugt på at komme sig over sit psykologiske sammenbrud - havde fået. Kørte blikket nedover sit skridt, sine ben, ned til sine fødder. Flisegulvet og risten, der var oversvømmet af vand iblandet skum. Han løftede blikket og fokuserede op mod loftet. Lagde hovedet bagover, lukkede øjnene og åbnede munden. Lod sit gab fyldes med vand, inden han vendte blikket fremefter og spyttede ud. Herefter fjernede han sine sæbeindsmurte hænder fra kroppen og betragtede dem. Vendte og drejede dem som han undersøgte håndfladerne samt håndryggene. 

Vandstrålen slukkedes i samme øjeblik, hvorefter Benjamin trådte frem og rakte ud imod sit håndklæde, som han så fjernede fra knagerækken samtidig med at han satte sig i bevægelse imod saunaen. 

*

Det begyndte i saunaen.
  
Han var den eneste tilstede i det firkantede ophedede rum med trævæggene og glasdøren, som afskar den fra det øvrige af baderummet. Siddende der, på håndklædet på den øverste bænk, lænet forover med hovedet bøjet, hørte han stemmen. 

"Benjamin." 

Det var kun en hvisken. Benjamin stivnede, og løftede blikket. Rettede sig langsomt op som han undrende kørte blikket rundt i saunaen. Der var ingen andre end ham selv til stede. Han fokuserede sine øjne mod glasdøren. Bænkene under sig. Trævæggene. Men der var ingen andre end ham. 

Han rystede på hovedet. Det var bare hans fantasi, mindede han sig selv om. Det skyldtes sikkert at han havde fået halveret sin medicinering. Det var ikke noget han skulle tage sig af. Med en hovedrysten lænede han sig atter frem, foldede hænderne, lukkede øjnene og lod atter sin ryg falde sammen i afslappelse. Han fokuserede istedet på følelsen af håndklædet imod hans bagparti. Varmen der brændte imod hans hud. Den tunge luft der fik det til at rive i lungerne og sløvede ens tanker.

Men så hørte han stemmen igen. Denne gang et sted foran sig. 

"Benjamin!" 

Han løftede hovedet og kiggede i retning af stemmen, nu med øjne der var blevet en anelse større. Hans ansigt var frossen fast i en stiv mine, med læberne som var surret sammen til en tynd utydelig streg under næsen. 

"Du findes ikke. Der er ikke nogen. Du er en del af min fantasi. Du findes ikke." Selvom han godt var klar over at det virkede direkte sindssygt at sidde der og tale ud i luften til en person der ikke fandtes, var han ligeglad. Der var alligevel ingen andre i saunaen end ham selv. Og selv hvis der havde været, ville det ikke gøre nogen forskel. 

Stilhed.

Så lød der et højlydt KLUNK, som lyden af en hånd der bankede imod glas. Benjamin farede sammen og bankede ryggen ind i trævæggen bag sig. Hans øjne var fastfrossen på døren længere fremme, hvor han så hvordan aftrykket efter en håndflade, dannede sig på indersiden af glasset. Den side der vendte ind mod saunaen. 

"Du findes ikke." Han mærkede hvordan hans stemme skælvede. Han lukkede øjnene og krængede læberne tilbage. Pulsen steg, det snurrede i hans mave. "Gå med dig. Du er kun i mit hoved. Du findes ikke."

"Åbn dine øjne, min dreng. Det er mig." 

Stemmen, som snakkede tilbage til ham, var en stemme han kunne genkende lige med det samme. En rolig stemme, en kærlig og omsorgsfuld stemme. En dyb og let ru stemme, der indikerede at det var en person der havde røget det meste af sit liv. Stemmen han kunne genkende som værende fra sin far. Men det kunne ikke passe. Hans far vat død. Det kunne ikke passe... 

"Nej. Du findes ikke." Han knugede hænderne stramt om bænkens kanter, så senerne i hans håndrygge strammedes. Lugten af tobak og aftershave - en særlig slags som lugtede af en blanding af citron og lime - fyldte saunaen. Benjamins hals strammedes så musklerne og senerne blev tydelige, hans overarme pulserede som hans greb knugede sig stadig strammere om kanten af træbænken. 

Stilhed. Så lyden af fødder imod et stengulv.

"Jeg er hjemme igen, Benjamin. Jeg er kommet tilbage fra de døde. Men jeg skal fortælle dig noget. Der er ikke meget tid. Hvis ikke du tror på at jeg findes, så prøv at mærk mig." En senet muskuløs hånd strakte sig frem og berørte Benjamins knæ med fingerspidserne. Benjamin mærkede en elektrisk sitren gå igennem hans lår, mærkede de kølige fingerspidser imod huden på hans knæskal. Han åbnede øjnene og kiggede på sin far. De venlige grønne øjne han altid havde elsket. Det beroligende smil. Ansigtet med de mørke skægstubbe. Hårlokken der faldt ned i panden. 

"Hej igen, min dreng." 

Benjamin stirrede blot på ham. Chokeret. Vantro. Han lukkede øjnene. Hev en mundfuld rivende luft ind. "Du findes ikke. Du skød dig selv i hovedet. Du findes ikke. Jeg ville ønske du gjorde, men det gør du ikke. Du...!"

Benjamins far strakte sin arm med en løftet pegefinger frem og lod forsigtigt fingeren berøre Benjamins læbe for at afbryde ham. "Shhhh, Benjamin, Shhhh... Lad være med at sige de ting. Det passer ikke. Jeg er virkelig. Du kan mærke mig, du kan høre mig og du kan lugte mig. Jeg er ligeså virkelig som alt andet inde i den her sauna. Slap helt af og glæd dig over at gense mig. Jeg ved du har savnet mig. Og nu er jeg tilbage igen. Tilbage fra det hinsides. Men... Min tid her er ganske kort. Jeg bliver nødt til at fortælle nogen ting til dig. Og du... bliver nødt til at lytte." Han fjernede fingeren fra Benjamins læber.

Benjamin åbnede langsomt øjnene og kiggede atter på sin far. Hans far smilte tilbage. Han mærkede hullet i brystet ved synet af hans fars læber der bredte sig i et kærligt faderligt smil og smilehullerne der dannede sig på hans kinder, og måtte kæmpe imod den pludselige følelse af gråd og tårer, der i dette øjeblik kom brusende indover ham. 

Hans far var nøgen og lå henover den midterste bænk, med ryggen imod væggen og sit hoved drejet imod ham. Han løftede sin ene hånd, klappede Benjamin på låret og skilte atter sine roligt smilende læber. "Det er ved at være et stykke tid siden. Har du nu sørget for at passe godt på mor? Jeg ved jo, hun må være sønderknust over min pludselige bortgang." 

Benjamin mærkede sin hals snøre sig sammen og hvordan mundvandet samlede sig. Han sank et par klumper spyt, så hans adamsæble hoppede nogen gange. Hans underlæbe bævede en anelse da han forsigtigt åbnede munden og svarede sin far. Hans stemme var svag og tåget. 

"Ja, men... Det har været meget hårdt, far. Jeg fik et sammenbrud og mistede min kæreste og har ikke været i skole i et halvt år. Og mor... Hun er begyndt at søge arbejde igen. Men hun græder sig i søvn næsten hver aften og hun kan stadigvæk ikke accepterer at du er væk. Og det kan jeg heller ikke. Far, vores familie er ødelagt... Jeg ønsker bare at du kunne komme tilbage igen, eller at du kunne tage tilbage i tiden og få dig selv til ikke at trykke på den aftrækker. Du aner ikke hvor meget skade det har gjort." Hans syn blev sløret, og han måtte blinke et par gange for atter at kunne stille skarpt. Hans øjne var blevet blanke. 

Benjamins far lagde hovedet på skrå, oprigtigt medfølende, og aede forsigtigt Benjamins lår. "Jeg ved det godt, Benjamin. Jeg ved det godt, og jeg er ked af at det desværre skulle ende sådan. Men det var nødvendigt. Og det er det jeg er kommet for at fortælle dig. Så... Er du klar til at lytte?"

Benjamin nikkede. Sank endnu et par gange så adamsæblet på ny hoppede op og ned. "Ja... Ja, selvfølgelig."

"For det første, så er du ikke syg. Jeg ved godt, at det er det lægerne og psykiaterne prøver på at bilde dig ind, men det passer ikke. Læger og psykiatere er bare slaver... Slaver for det kapitalistiske samfund, der udnytter dem som afviger fra normen. Sådan nogen som os to. Kalder os... Sindssyge. Utilregnelige. Til fare for os selv og andre. De prøver at putte os allesammen i en lille kasse... En kasse som samfundet kalder for "de normale." Og alle dem som ikke passer ind i den kasse, bliver... Skrottet. Kastet bort og gemt af vejen som var de intet andet end simpelt affald. Istedet for at se os som det vi er, mennesker som alle andre, ser de os som pengemaskiner. Som objekter der skal pumpes med kemikalier der gør os til viljeløse slaver, til zombier, så medicinalfirmaerne, psykiatrien og lægerne kan rane til sig af penge." Et dystert hult udtryk dukkede op i hans øjne, men hans stemme forblev rolig og fattet, som var han i gang med blot at holde et simpelt foredrag. 

"Sindssyge er en illusion, Benjamin. Et samfundsbedrag. Det er social manipulation. Alle hører stemmer. Dig, din nabo, din bedste ven, din familie, dronningen... Alle. Vi oplever allesammen uforklarlige ting fra tid til anden, men..." Han løftede pegefingeren. "Det gør os ikke til sindssyge. Nogen mennesker har det der kaldes en samvittighed... Men hvad er samvittighed? Er det en følelse? Nej, samvittighed er en stemme. En stemme, som nogen hører klart og tydeligt, og andre kun vagt. Når du drømmer... Så hører du stemmer. Når du læser, så hører du stemmer. Nogen mennesker hører Guds stemme, andre hører deres egen... Det er normalt." 

Han sænkede armen. Fugtede sine læber, hvorefter han fortsatte. "Du behøver ikke den medicin. Det eneste den gør er, at gøre dig til en slave for samfundet. Din medicin spærrer dit rigtige jeg inde i et bur, et bur af manipulation og magt og griskhed. Det handler om penge. Det handler alt sammen... Kun... Om penge. Samfundet og psykiatrien og medicinalfirmaerne er vores fjende, Benjamin. Det samme er samfundets viljeløse zombier, der lever i en simulation. Normale mennesker eksisterer ikke og det gør sindssyge mennesker heller ikke. Jeg blev oplyst, Benjamin... Jeg blev oplyst af virkeligheden. Og det var den bedste følelse i verden. Virkeligheden gik op for mig, og jeg vidste at den eneste måde jeg kunne vinde over vores største fjende... Var ved at skyde mig selv. Medicinen fjernede en dyrebar gave, som Gud gav mig. Og da jeg blev befriet fra min jordiske krop, videregav vorherre gaven til dig. I dødsøjeblikket... Fik du den gave, der fik mig til at se alt i et klarere lys."

Han lænede sig tæt ind til sin søn. Benjamin kunne lugte den rivende tobaksånde og den karakteristiske aftershave med citron og limeduft. Dufte, der bragte minder om hans far. Om hans fantastiske far, som han havde elsket ubeskriveligt højt. Hullet i brystet blev dybere, tomheden i hans hjerte bredte sig. 

Benjamins far delte sine læber, og den næste sætning kom svagt, næsten kun som en hvisken. "Du var ikke sindssyg, Benjamin. Du var velsignet. Og det er du stadigvæk. Så snart du holder op med at tage den medicin, så vil det pludselig gå op for dig, hvorfor samfundet ikke ønsker at dine evner skal komme frem i dagens lys. Hvorfor dine evner skal holdes under kontrol. Fordi den gør dig mere magtfuld end nogen anden person. Så snart du stopper med at tage den medicin, kommer din gave tilbage."  

Benjamin sank en klump. En enkelt tåre silede ned ad kinden på ham, hans læber skælvede. "Hvad... Hvad er det for en gave?"

"Den gave, du er blevet udvalgt til at have. Evnen til at se... Engle." Hans far lænede sig tilbage så hans ryg atter hvilede imod væggens brune træplanler, med det rolige smil om læben. 

En fure skilte Benjamins pande på midten. Han betragtede med tårervædede øjne sin far. "Engle... Hvad... Hvad mener du med det?"

"Lysvæsner. Engle. Væsner fra det hinsides. Væsner der kommer fra paradiset, men som ved en fejltagelse er endt i denne verden. Men det er ikke alle englene der er gode. Nogen af dem... Er blevet formørket af denne verden, og er blevet onde. Og de onde engle vil gøre alt for at forhindre de gode engle i at blive befriet." 

"Befriet? Befriet... Jamen... Hvordan... Hv... Hvor er de spærret inde hende?"

En faderlig kluklatter lød fra Benjamins far, inden han kærligt rystede på hovedet og et par enkelte gange klappede sin søn på den ene knæhase. "Englene er spærret inde i mennesker, Benjamin. De gode engle er spærret inde i folk, som er søde og rare ... De onde engle er spærret inde i folk, der er grusomme og selviske. Men... Din opgave er ikke at tilintetgøre de onde engle. Din opgave er at hjælpe og befrie de gode engle. De gode engle tror på Gud. Og alle kender én god engel... Det gør du også. Din opgave er at hjælpe den indespærrede gode engel tilbage til paradiset. Og din belønning vil være, at du selv vil blive en af dem. En af de gode engle... I paradiset." 

"Men... Hvem er det jeg skal hjælpe?"

En strålende aura begyndte at omgive hans far. Noget, der lignede englevinger, begyndte at tage form og vokse ud fra stråleglansen omkring hans krop. "Du kender selv svaret, min dreng. Du kan se engle. Du har allerede mødt hende, og du har allerede set hende. Du skal befri hende. Det er din opgave." Stemmen svandt ind. Benjamin så hvordan hans far forsvandt i et fyrværkeri af lyspartikler, der lidt efter lidt krakelerede og blev til ildfluer der slukkedes. Snart efter var han atter alene i saunaen, siddende på håndklædet med et ansigt opsvulmet af tårer og øjne røde af gråd, der fokuserede imod glasdøren. Håndaftrykket var forsvundet. Stemmen gav genlyd i hans hoved.

"Du ved hvad du skal gøre. Stop medicinen. Og red englen." 

En pludselig beslutsomhed gled indover hans øjne, der havde fået et tomt udtryk over sig. Han placerede hænderne på bænken, rejste sig op, greb sit håndklæde og dagte sig i bevægelse imod døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...