Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16876Visninger
AA

7. -Kap. 6-

"Hvad fanden var det for et nummer du lavede derinde, Mathias?" udbrød Andrea med et bredt smil om læben, som hun satte sig ned i hjørnesofaen der befandt sig i nichen i murstensvæggen, mellem hendes hænder holdte hun en bakke med mad fra gymnasiets kantine. Det var midt i spisefrikvarteret, den første rigtige pause siden skoledagen var startet. "Du lever sgu livet farligt, du gør. Du ved godt at Kristian ikke er en man bare sådan fucker med."

Mathias trak på skulderen. Julie var den næste til at sætte sig, på hans højre side - Andrea sad på hans venstre. "Og hvad så? Jeg er sgu da ligeglad. Jeg gør hvad der passer mig, når det passer mig og hvordan det passer mig. Og hey, det kræver da lidt hjerne at spille snake... Opmærksomhed, en god koncentration, god fingermotorik... Det styrker også ens præstationsevne. Bare så I ved det." 

Julie udstødte hendes karakteristiske lyse hånelatter, og slog i samme bevægelse hovedet tilbage så hendes lange udglattede kastanjebrune hår fløj en enkelt gang i luften, for atter at lægge sig til hvile henover hendes ansigt og skuldre. "Du er og forbliver en megaidiot. Det ved du godt, gør du ikke?"

"Jo. Og du ka' li' det." Han blinkede drilsk til hende. Tog et kig på telefonen, inden han smilede skævt. "Og helt ærlig." Han kiggede på sine to veninder, hans ansigt havde antaget et overlegent udtryk. "Hvad fanden skal vi bruge det lort til? Det er jo ikke fordi at man kommer ind i Fakta med en pakke cornflakes, og at man så kører det gennem kassen og derefter får at vide, at hey... Du kan ikke købe den cornflakes før du har lært at regne i potenser. Ærlig talt, det jeg lærte i folkeskolen er alt hvad jeg behøver for at klare mig. Multiplikation, addition, subtraktion og division har jeg allerede lært... Og mere behøver man sgu ikk' at vide noget om for at kunne købe mad."

"Du siger noget." Julie tog en slurk af sin karton med æblejuice. "Men så igen... Hvis man nu har tænkt sig at være håndværker eller mekaniker, så er ting som Potensregning da temmelig vigtigt...!" 

"Ja, Julie, men hvis jeg ville være håndværker eller mekaniker, så havde jeg sgu nok taget på teknisk skole, tror du ikke?" Han blinkede overlegent til hende. 

Julie trak på skulderen og virrede med hovedet, inden hun koncentrerede sig om sin mad på ny. 

"Hey, forresten..." Andrea brød lidt efter stilheden. "Der er fest om en måned. De er allerede ved at melde til! Nogen af jer der skal med?"

"Fest? Gymnasiefest eller hvad?" Julie sank den mundfuld mad hun sad og gumlede på, og fastholdte sine ovale blå øjne på sin veninde. 

Andra nikkede. "Ja. Gym fest. Det er kun for 2. og 3.g'ere, så børnene fra 1. kommer ikke med. Det ska' sgu nok blive sjovt. Der ska' satme drikkes, der ska'."

"Hold nu lige lidt igen, Andrea. Sidst du tog til en drukfest, endte det med at vi andre var nødt til at bære dig tilbage,"  indskød Mathias. 

"Jaer, men - sødeste skat - det var lige efter jeg havde slået op med Christian. Jeg havde det skidt, derfor drak jeg for meget. Og hvis jeg skal være ærlig, er du nok den af os to der er den sidste til at fortælle andre, hvornår de har drukket for meget. Dig der snavede med Niklas og løb halvnøgen ned ad en villavej nytårsaften, imens du påstod at du var dronningens arvtager. Jeg har aldrig set nogen så stiv hele mit liv! Så, bitch, please!" 

"Uh, snap, Mathias! Der blev du lige owned, hva?" udbrød Julie leende, hendes stemme var blevet en oktav lysere.

Mathias ignorerede hendes bemærkning, rystede blot på hovedet og sukkede overlegent. "Ja ja. Det var nytårsaften. Så er det noget andet." 

"Så siger vi det." Andrea vendte fokus imod Julie, som atter koncentrerede sig om sin mad. "Hvad med dig? Skal du ikke også med til fest?"

"Mig?" Hun løftede hovedet og kiggede på hende. "Åh, det ved jeg ikke... Måske... Hvis jeg kan slippe afsted med det uden at mine forældre får nogen mistanke." 

"Nåh ja." Andrea lænede sig tilbage i sofaen, og vendte fokus imod gulvet. Hun lød pludselig skuffet. "Det havde jeg lige glemt. Dine fanatiske forældre." Hun rystede på hovedet. "Jeg fatter ærlig talt ikke at du lader dem gøre det, Julle." Hun kiggede på sin veninde. Hendes grønne øjne var blevet mere dystre og alvorlige. "Du er gammel nok til selv at tage ansvar for dit liv. Hvis MINE forældre ville bestemme over, hvem jeg blev venner med og hvem jeg ikke blev venner med, så kunne de rende mig i røven. Ved du hvad, mit råd til dig, Julie, ved du hvad det er? Det er at du giver dem klar besked og fortæller dem, at hvis de fortsætter med at være sådan imod dig, får det konsekvenser." Hun slog sin knyttede næve ned i håndfladen, som hun fortsatte. "Vis dem hvem der bestemmer. Det er dit liv, og ikke deres!"

Mathias nikkede gengivende og kiggede ligeledes på hende. "Ja jeg giver hende sgu ret. Det er dig og ikke dem, der bestemmer hvem du er sammen med. Du er bedre end det, Julie. Du er for voksen til at lade nogen bestemme over dine valg." 

Julie smilede skævt, og trak på skulderen. Hun mærkede hvordan det varmedes i hendes kinder som indikation på at de begyndte at blusse op. Mathias og Andrea var måske nok de eneste personer, som virkelig havde forsvaret hende. Hun kunne ikke lade være med at rødme over det, for det var tydeligt at de virkelig så op til hende. Støttede hende så godt de overhovedet kunne. Hun var ikke i tvivl om, at de stadigvæk ville bevare kontakten med hinanden langt op i voksenlivet. Disse to personer var noget, som Julie uden tvivl kunne kalde for "sande venner." 

"Mange tak, og jeg sætter virkelig pris på jeres opbakning. Men jeg ved ikke... Jeg... Jeg vil gerne komme, men min familie... Altså, selvom de kan være de største idioter nogen gange, så holder jeg stadigvæk af dem. Og... Jeg ved ikke, jeg tror ikke det er nogen god idé at skide på dem på den måde."

Andrea trak på skulderen. "Jamen så stik dem en løgn. Fortæl dem at du skal snakke med nogen eller hjælpe nogen med et eller andet. Det kan de da ikke forhindre dig i. De behøver jo ikke have at vide hvorfor du tager væk hjemmefra."

"Hvad mor ikke ved, har mor ikke ondt af, som man siger," indskød Mathias tænkende, dog uden at fjerne blikket fra telefonen i hans hånd. 

"Hm." Hun indhalerede væsken fra sugerøret. Undertrykket fik gradvist kartonen til at trække sig sammen i hendes hånd for hver indsugning, hun tog. Det begyndte at slubre. Tegnet på, at der var ved at være for lidt væske tilbage i kartonen. Hun sænkede sin juice og skulede ned i skødet. "Jeg vil se hvad jeg kan gøre. Men... Jeg er ikke ligefrem særlig god til at lyve. Især ikke hvis det er overfor min egen familie. Misforstå mig ikke, jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve at komme med til sådan en fest, bare én gang, men... Mine forældre er i vejen for det, og jeg har ikke lyst til at såre dem." 

"Fuck it. Uanset hvad, Julie, så syntes jeg du skal tage med mig og Mathias til gymnasiefesten. Ingen siger at du behøver at drikke. Nogen skal jo kunne være klar nok i hovedet til at bære en af os hjem, hvis vi bliver så fulde at vi ikke selv kan gå. Og jeg tror ikke rigtig der er ret mange andre af vores venner, der holder sig fra alkohol."

Julie spidsede læberne og foregav at være fornærmet. "Nå, så det er altså på den måde? I vil bare udnytte mig eller hvad? Tsk, tak for lort." Dog kunne hun ikke holde skjulet tilbage, der kort øjeblikke senere krusede sig om hendes læber. "Ej, jeg vil se hvad jeg kan gøre. Måske kan det være jeg kan snyde min samvittighed med en rationel løgn, hvem ved. Men jeg vil ikke love noget." Herefter løftede hun juicekartonen, stak sugerøret i munden og indtog det sidste tilbageværende væske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...