Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15410Visninger
AA

53. -Kap. 52-

Julie var fri. Selvom hun stadig savnede Mathias, og sjældent kunne stå ved hans grav i mere end et minut før den gnavende fornemmelse i brystet blev for meget for hende, vidste hun samtidig at hun var mere fri end hun nogensinde havde været før.

Hun boede sammen med Andrea. Hendes forældre var fortid - Hun havde fået en ny midlertidig familie, og Andrea havde lovet, at så snart hun havde penge nok til at flytte hjemmefra og købe en lejlighed i den nordlige ende af Odense, at så ville hun tage Julie med. Så skulle de bo sammen. 

Julie troede på Gud. Om det skyldtes Gud at hun endnu var i live eller blot simpelt held, kunne hun ikke vide, men hun valgte at tro på, at der var noget overnaturligt indblandet. En overnaturlig kraft, der elskede hende og passede på hende og som aldrig ville svigte hende. Andrea mente - som de fleste andre af Julies venner - at det var held, selvom Julie nu et eller andet sted havde på fornemmelsen, at Andrea ikke turde indrømme, at det måske var mere end det. Uanset hvad, var Julie i live. I live og havde stadigvæk en fantastisk ven at tilbringe sin tid med. Måske var Mathias væk. Måske fik hun ham aldrig at se igen. Og selvom det gjorde ondt, rigtig ondt endda, var hun glad for det hun havde. Andrea var ikke blot en veninde - I månederne der efterfulgte Mathias død og Benjamins selvmord, havde de to piger været sammen 24 timer i døgnet. Passet på hinanden, støttet hinanden. I sådan en grad at de blev mere og mere som søstre. 

Det gik hårdest udover Julie. Hun ville aldrig blive den samme igen, aldrig nogensinde, og hun turde ikke længere være alene. Selvom Andrea havde forsøgt at opfordre hende til at søge psykolog, så hun kunne få bearbejdet de traumatiske oplevelser hun havde været igennem, nægtede Julie at gøre det. Hun behøvede ingen psykolog. Hun skulle nok klare det. Hun havde klaret sig igennem en depression, hun havde overlevet at blive skudt. Hun ville også klare dette. Og Andrea havde til sidst givet op, og overladt situationen til Julie. I starten var det nemt for hende at håndtere, men efterhånden, som tiden gik, begyndte hun at få sværere og sværere ved at sove. Hun drømte uroligt. Vågnede brat om natten eller tidligt om morgenen uden at være i stand til at falde i søvn igen. Nogen gange gik hun i søvne, vandrede ud fra huset og nedover gaden. Hun var på et tidspunkt vågnet op foran det hus, Benjamin i sin tid havde boet i sammen med sin familie, uden at have nogen som helst forklaring på, hvordan hun var endt der. Hun havde været nødt til at ringe til Andrea og bede hende om at komme og hente hende. 

Men hun havde stadig nægtet at gå til psykolog.

Det var en novemberaften inden hendes 18 års fødselsdag. Som hun stod der foran spejlet, og trak hårstråene igennem børstenålene, betragtende sig selv i det ovale spejl over vasken, dannede smilet sig uundgåeligt om hendes læber. De skulle i byen på hendes fødselsdag. Andrea var nemlig opsat på at finde en fyr til Julie - Også selvom Julie nu mente, det sagtens kunne vente, at den rette nok skulle vise sig for hende en skønne dag, havde Andrea været for stædig til at blive modsagt. De skulle i byen. På scoretur. Julie skulle have sig en kæreste - en der selvfølgelig behandlede hende som en pige bør behandles, med værdighed, respekt og gengiven kærlighed -, og hun ville ikke give op før de havde fundet den helt rigtige fyr.

"Det bliver sgu heller ikke noget problem for dig, Julle. Du er pisse lækker! Bare du lader være med at trække Gud-kortet når du får problemer og istedet chiller lidt ud, så kan du sgu score selv den hotteste fyr i byen. Med den røv gør du selv MIG misundelig, og det siger ikke så lidt." Efter Andrea havde sagt den bemærkning, havde en kort tavshed sænket sig over dem, hvorefter de begge på samme tid brød ud i det mest primitive latteranfald, de kunne komme med. 

Og så havde Julie efter nøje overvejelse sagt ja. På én betingelse. At hun ikke behøvede at drikke. Hvilket Andrea respekterede - "Det er en aftale, Julle. Vi tager i byen og scorer uden at drikke. You have my word for that one, ma' girl." 

Og således blev det aftalt, at Julies 18-års fødselsdag skulle holdes sammen med hendes bedsteveninde og hjertesøster i byen, på jagt efter nogle lækre drenge Julie kunne komme sammen med. Julie kunne dog ikke lade være med at bede inde i sig selv om, at hvis de kom ud på den tur, at hun så måtte finde den rette. Hun kunne ikke vide hvorvidt hendes bøn blev hørt, men hun kunne vælge at tro på det. Uanset hvad ville det sikkert blive en fantastisk tur og en storslående måde at fejre hendes overgang fra barn til voksen på. 

Julie kørte tungen rundt i munden, og sænkede børsten. Betragtede det glinsende udglattede hår, som havde lagt sig fint nedover hendes skuldre, samt den hvide natkjole hun var iført. En hun havde lånt af Andrea. Den lagde sig over hendes krop på den givne måde at de kurvede feminine former trådte nydeligt frem på en måde, Julie fandt temmelig sexet. Andrea havde ret. Hun var lækker. Med lidt makeup - ikke meget, bare en smule -, så ville Odenses befolkning af lækre unge fyre helt klart ikke afholde sig fra at kigge efter hende og Andrea. Det var hun ikke i tvivl om. Hun lagde hårbørsten fra sig, drejede sig væk fra spejlet og satte sig i bevægelse imod udgangen.

Hun fornemmede at der var et eller andet, der ikke var som det skulle være, idet hun var trådt ud på gangen på den anden side ad badeværelset og havde lukket døren i efter sig. Hun kunne ikke sætte ord på den givne følelse. Der var noget sitrende, en underlig måde hendes hud reagerede på. Det prikkede. Hun bevægede sig op ad den smalle gang, med de bare fødder glidende sig hvislende over det sorte gulvtæppe. Forbi billederne der viste Andreas familiemedlemmer - forældre, søskende, fætre, kusiner og tanter og onkler - og imod højreknækket længere fremme der førte forbi køkkenet og værelserne, ind mod dagligstuen. Bryggerset befandt sig bag hende, henlagt i mørke. Længere bagerst i bryggerset, lå bagudgangen. Døren, Julie passerede forbi på sin venstre hånd, førte ned til kælderen.

Hun standsede. Hun fornemmede et eller andet der bevægede sig i venstre synskant. En skygge, en ekstra skygge, som umuligt kunne tilhøre hende. Hendes øjne blev store. Der var nogen bag hende. Hun var i dette øjeblik sikker på, at gulvet gav sig. At noget tungt fik brædderne under det sorte gulvtæppe til at trykke sig en anelse ned. Hjertet begyndte at pulse arrigt. Hun satte farten op. Det prikkede henover det bare stykke på hendes nakke, og hun fik pludselig en trang til at holde vejret. Hun skulle bare nå hen til gangen på den anden side ad entréen, forbi køkkenet, så ville hun nå Andreas værelse. Som hun rundede hjørnet og kunne se den lukkede dør på højre hånd, hvor et firkantet omrids af lys i en svag stribe fejede sig henover gulvbrædderne, opløstes den vridende knude i maven i et enkelt suk. Fem meter mere og hun var i sikkerhed. Den kriblende summen i nakkehuden forsvandt. Hun kunne høre Andrea rumstere rundt inde på værelset, en enkelt gang nynnende. Hun gled sig på ny i bevægelse. Førte den ene fod hen foran den anden, passerede forbi entréen på venstre hånd. 

En uforklarlig vibration i det opslugende mørke der havde dækket dagligstuen for enden af gangen, fik Julie til at stivne. Igen mærkede hun hvordan de små hår på armene begyndte at rejse sig, og hvordan det prikkede henover hendes hud. Der var nogen der kiggede tilbage på hende. Der. Henne i mørket. 

Hun så det igen. Og denne gang opdagede hun, at det hun først havde troet var en vibration, i virkeligheden var en silhuet. En klat i mørket, en grå uidentificerbar klat der kunne være alt lige fra en støvsky til et menneske til et optisk bedrag. Men Julie var ligepludselig sikker på, at det ikke var et optisk bedrag. Med et blik der blev gradvist mere og mere udspilet, blev hun til stadighed overbevist om, at klatten var formet som et menneske. Som en person. Som en person der kun lige akkurat kunne anes i mørket, en person som stod midt i stuen med armene ned langs siden og et mørklagt ansigt med blikket fokuseret på hende. Hun buede øjnene imod lyskanten, der omkransede døren til Andreas værelse. Kiggede atter fremefter, som hun blev pludseligt tør i munden. Silhuetten var væk. Det eneste der befandt sig for enden af gangen, var atter blot en mørklagt stue.

Men Julie var ikke overbevist. Der var stadig nogen. Den nogen havde gemt sig, men var der stadig. Ventende på at slå til. Det prikkede heftigere imod hendes ryg. Det var tegnet på at hun ikke kunne spilde mere tid i en mørk gang. Hun skulle ind i varmen og lyset. Hun kastede sig i bevægelse og fjernede på intet tidspunkt blikket fra det mørke som opslugte enden af gangen. Og som hun lod fingrende omklamre dørhåndtaget, syntes hun at se den grå silhuet i mørket tilsynekomme sig i et flimmer, og denne gang virkede silhuetten større. Tættere på. Med en hurtig stiv bevægelse trykkede hun håndtaget ned og åbnede døren, inden hun kastede sig videre ind på værelset. Skyndte sig at lukke døren efter sig, og hive en mundfuld luft ind.

Hun var atter i sikkerhed.

"Hvad sker der, Julle?"

Julie vendte sig imod Andrea, der strakte hovedet bagud ovre fra klædeskabet i venstre side ad værelset. Hun blinkede et par gange. Hjertet hamrede stadig. Hun rystede på hovedet og lod et forsigtigt smil omkranse sit ansigt.

"Ikke noget. Bare rolig." 

Andrea var ikke overbevist. Hun fjernede sig fra klædeskabet med brynene rynket og satte sig i bevægelse imod Julie, som hivende efter vejret flere gange kastede blikket søgende imod den nu lukkede dør. "Julle... Hvad skete der? Jeg kan se du er pisse bange!"

Julie hævede stemmen. En anelse snerrende. "Der skete ikke noget, Andrea!"

Andrea stoppede op da hun nåede hen til hende. Pressede sine læber sammen og lagde hovedet imod den ene side. Undersøgte sin veninde. Julie smilte, drejede sig væk fra hende og bevægede sig over mod sin seng i den anden ende af værelset. 

Der lød en skraben imod døren, idet Julie var nået halvvejs hen til sengen. En skraben af negle, der ganske sagte gled nedover træet omme på den anden side. I dette givne øjeblik dannede et billede sig på Julies nethinde af en hårdt såret person, der i sine sidste dødsøjeblikke havde trukket sig i et blodspor gennem stuen og hen til døren, skrabende med neglene imod træværket, i håbet om at der blev lukket op så han kunne komme ind og slå hende ihjel. Hun vred sig rundt, viftede blikket forbi Andrea og fikserede det istedet imod døren. 

"Hvad var det?"

Andrea blinkede. "Hvad var hvad? Julie...!" Men Julie havde allerede sat sig i bevægelse. Bevægede sig hastigt forbi Andrea, som hun med hjerteslag der pulsede helt op i halsen fastholdte blikket imod døren. Nøglehullet under håndtaget, De blev betragtet. Der stod en person omme på den anden side ad døren og kiggede igennem nøglehullet, det vidste hun, det vidste hun bare...

Hun flåede døren op. Lyset kastede sig igennem gangen, ramte væggen på den anden side. Intet. Julie blev stående, blinkende med øjnene. Snappede efter luft, imens hun forsøgte at finde en forklaring. 

"Der var nogen, Andrea! Der var nogen...!"

Andrea lagde sine hænder imod Julies skuldrer. Julie farede sammen og drejede sig rundt. Personen, hun kiggede på, var ikke Andrea. Smilet, der buede sig opover læberne. Blodet, der sivede sig ud fra munden og nedover hagen. De blågrønne stirrende øjne, med det fjerne drømmende blik. Det var Benjamin. Julie udstødte et skingert hvin. Vristede sig fri fra Andreas greb, vaklede ud på gangen. 

"Jeg er kommet for at befri dig, Julie. Jeg et kommet for at befri dig!" 

En mørk tyk blodstrøm sivede sig ud fra dørkarmen, forgrenede sig foran hende. Julie gled ned på numsen, skreg serievist og dækkede øjnene inden hun krøb knæene ind til sin krop. Lyset i gangen blev tændt, netop som Andrea kastede sig ned på knæ foran Julie. Slyngede armene om hende. Ruskede i hende.

"JULIE! HVAD SKER DER? HVAD FANDEN SKER DER?"

Andreas mor kom løbende fra døråbningen indtil stuen. Direkte hen imod Julie, som blot sad sammenkrøbet imod væggen, med hænderne imod øjnene og knæene trykket ind til sig. Hysterisk vrælende. Andrea forsøgte desperat at ruske i hende, uden nytte. Hun vendte blikket op imod sin mor, med brynene ængsteligt løftet.

Hendes mor gik på hug og placerede ligeledes en hånd på Julies skulder, i et forsøg på at berolige hende. 

"Julie! Julie!" Andrea ruskede hende igen. Julie fjernede hænderne. Kiggede på sin veninde. Herefter slyngede hun armene frem, greb om Andreas krop og trak sig ind til hende, hvorefter en hæs gurglende gråd serievist forlod hendes læber. Andrea lukkede øjnene, holdte den ene hånd imod Julies baghoved og holdte hende trøstende ind til sin favn. Mærkede hvordan kroppen skælvede ukontrollabelt. Hendes mor rejste sig. 

"Jeg ringer efter noget hjælp." Med de ord snurrede hun sig rundt og satte sig i bevægelse imod stuen for enden af gangen.

"Undskyld, Andrea... Undskyld... undskyld... undskyld," lød det kvalt imellem de gurglende hæse hulkelyde, der blev udsendt fra Julies mund. Andrea lukkede øjnene og kørte trøstende sin ene hånd aende nedover hendes ryg. 

"Du behøver ikke undskylde, okay Julie? Du behøver ikke undskylde. Du behøver ikke undskylde. Rolig. Rolig. Du behøver ikke undskylde." 

Flere hæse gurglelyde udbød sig i en serievis hikken fra Julies læber. Hendes fingre knugede sig stramt til, så opkrøllede folder dukkede op i rygpartiet på Andreas nattrøje. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...