Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16459Visninger
AA

52. -Kap. 51-

Det var et rent held at hun havde overlevet skuddet. Patronen havde mirakuløst nok formået at snitte sig få milimeter forbi hjertets hovedpulsårer, og havde istedet boret sig ind i brystmusklerne hvor den havde punkteret lungen og flænset sig videre gennem ryggen - langt forbi rygmarven - og ind i træet. Ambulancefolkene ankom på få minutter til gerningsstedet - På dette tidspunkt havde Julie bogstaveligt svævet imellem liv og død, og på vej mod intensivafdelingen var ambulancefolkene stadig mindre og mindre sikre på, at hun ville overleve skuddets eftervirkninger.

Men det gjorde hun ikke desto mindre. Selv trods hun lå i en komatøs tilstand i de næste givne par uger, imens lægerne forsøgte at redde den del af hendes venstre lunge de kunne redde, så havde hun overlevet skuddets eftervirkninger. 

Sagen blev efterrettet, og efter et par dage fandt politiet liget af Kirsten i kælderen, pakket ind i en plastikpressenning. De opdagede arsenalet af piller - Både antidepressiver der havde tilhørt Kirsten, såvel som den antipsykotiske medicin, Benjamin var stoppet med at tage. Efter en hurtig gennemsøgning af Benjamins sygdomsoptegnelser fra det psykiatriske hospital, samt vidneberetninger fra Andrea, Julie såvel som Sarah og Josefine samt Benjamins venner og bekendte, kom politiet frem til konklusionen om, at de havde haft at gøre med en psykisk syg ung mand, der handlede på baggrund af vrangforestillinger som følge af en psykotisk lidelse, og at han derfor - hvis man så bort fra det faktum at han havde været ekstremt suicidal og havde blæst baghovedet ud på sig selv - kunne frikendes fra straf. Han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket og ude af stand til at kende virkelighed fra fantasi. En tragisk sag, som ikke blot involverede gerningsmandens egen død, men også døden af fire andre - hans mor samt en ven, som politiet efter et par vidneberetninger, både havde stået gerningsmanden såvel som den pige han havde skudt og næsten dræbt kort inden selvmordet, ekstremt tæt. 

Også selv trods politiet i de første par uger ikke kunne få hevet ret meget ud ad Julie, som efter lungeindgrebet havde svævet i en konstant tåge imellem bevidstløs og vågen tilstand. En vagthavende sygeplejerske havde et par gange bevæget sig forbi stuen, hvor hun havde hørt Julie mumle et par ord der var som taget ud af konteksten. "Han elsker mig... han elsker mig...!" Enten snakkede hun i vildelse, eller også svævede hun i en mareridtsagtig drømmetilstand. Eller kombinationen af begge. Også selvom sagen kom til at være i nyhederne, var meget af hvad der blevet snakket om, blot journalisters gisninger der måske eller måske ikke blæste tingene op, ud af proportioner. En skudepisode i Sejrsskov. Fem døde, inklusive gerningsmanden. En ung pige hårdt såret efter at være blevet ramt af skud. 

Men om hvad der startede hele episoden og hvad gerningsmandens vrangforestillinger omhandlede, og hvorfor de havde drevet ham til at myrde dem der stod ham allermest tæt, kunne ingen svare på. Ej heller hvorvidt skudepisoden kunne kædes til knivstikkeriet på Odense Gymnasium tidligere samme dag. Det var en sag, der lå hen i det uvisse, kun med to overlevende vidner der knap nok selv vidste ret meget andet end at gerningsmanden, ganske rigtigt, havde været sindssyg. Mere kunne ingen svare på.

*

Hendes store blå øjne var med et tåget blik fokuseret opad. Imod det hvide loft. Hun lå på ryggen, med hospitalsplaster på begge hendes armes bare stykke, og havde fået tilført drop. Hun lå der blot. Stirrede fjernt op i luften, kun svagt lyttende til de vedvarende bip fra respiratoren. 

Hun blinkede en enkelt gang.

En sødlig lugt af sprit blandede sig med den snoende saftige sursødlige lugt af roser, der prikkede imod slimhinden. Et svagt ekko. En stemme der hæst skreg efter hende. Hun blinkede endnu engang, svagt, langsomt. Hornhinder sved brændene. 

"Jeg kommer og redder dig."

Endnu et blink. En høj eksplosion. En susen der bølgede sig indover høresansen. Hun blinkede atter. Skilte læberne. Det trak mærkværdigt i venstre brystkasse, pulsede op i halsen. Benjamin vendte sig imod hende. Smilte så blodet drev sig nedover hagen. Han løftede geværet. Tog sigte. Hun strakte hånden frem, tryglede ham, bad til at han skulle lade være.

"Jeg skal nok befrie dig."

Et skud. Mørke.

Hendes øjenlåg blev tunge. En krakelerende fornemmelse forgrenedes henover hendes læber. Det vibrerede kraftigt i mundvigen, som hendes krop sugede sig gradvist længere og længere ned i madrassen. Biplydende fortsatte. Blev hurtigere, langsommere, hurtigere, langsommere, hurtigere, langsommere...

Kort inden det mørke tæppe på ny blev rullet henover synsfeltet, så hun en skikkelse. Den samme skikkelse hun havde set lige da skudet havde ramt hende. Et form for lys, en menneskesilhuet, der på en eller anden måde fik en beroligende varme til at bølge nedover hendes krop, snurre ud til fingerspidserne. En silhuet der gjorde hende sikker. I dette givne øjeblik vidste hun det.

Der var nogen som beskyttede hende. Nogen som vågede over hende.

Nogen som elskede hende.

Hendes læber dannede et svagt umærkeligt smil som hendes øjne atter flimrede i.

*

De havde fjernet hendes venstre lunge. Det var hvad som hun havde fået at vide da hun var kommet helt til sig selv. De havde fjernet hendes venstre lunge, samt pumpet hende med antibiotika for at forhindre, at der ville gå betændelse i de forskellige skudsår på hendes krop. Hun var blevet anlagt i en nakkekrave og havde fået en større hofteoperation - Et skærende jag forplantedes igennem hendes ene side hvergang hun vred sig imod venstre - hvor hun de steder, skuddet havde ødelagt knoglevævet, havde fået tilført jernplader til at udfylde skaderne. Hun måtte ikke foretage sig de store bevægelser i den næste måned, og det forventedes at hun var sengeliggende i yderligere to uger endnu. Herefter skulle hun tilbringe de næste givne måneder i en rullestol, og roligt vente på at de beskadigede dele af hendes krop helede igen. 

Julie var efterhånden blevet overdænget i et hav af buketter, der var blevet sendt af venner og bekendte - både voksne såvel som unge -, der allesammen indeholdte de samme "GOD BEDRING, KRYDSER FINGRE FOR DIG, HÅBER DU HAR DET GODT" kort. Hun var træt af det. Træt af sygeplejersker, der pussenussede omkring hende, sendte hende mismodige sympatiske blikke, der fik hendes kinder til at blusse sig op og hun hele tiden blev mindet om den situation, hun var endt i. Blev mindet om at hun havde overværet en person blive skudt for øjnene af hende, og derefter var blevet jagtet igennem en granskov af en psykotisk dreng med et ladt jagtgevær. Hun ønskede bare at få fred.

Den eneste, hun ønskede at høre fra, var Mathias. Hun havde flere gange spurgt efter, om han var okay, men ingen havde svaret hende. Det havde blot gjort hende endnu mere fortvivlet. Det minde, der stod klarest om ham, var da deres læber havde rørt hinanden, og derefter hvordan han havde kastet sig over Benjamin. Det næste hun havde kunnet huske, var grantræerne der flimrede omkring hende og skuddende der havde braget bag hende. Det var som om at perioden fra hvor Mathias havde kastet sig over Benjamin og til at hun kom løbende igennem skoven, var blevet fjernet fra hukommelsen. Og uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke genkalde det. 

"Fortæl mig han er okay!" Men ingen ville svare hende. Alt hvad lægerne og sygeplejerskerne fortalte hende var, at hun skulle tage det roligt og ikke spekulere over det. Som dagene skred frem mærkede hun en større og større gnaven i brystkassen af fortvivlelse. Hvorfor hørte hun ikke fra ham? Hvad kunne der være sket? Hvorfor hørte hun dog ikke fra ham?

Det var Andrea, som tre dage senere, overbragte hende nyheden. Julie lå i sin stue, med blikket rettet imod fjernsynet. Den var stillet om på DR1, og viste en eller anden ligegyldig TV-udsendelse, som ikke havde hendes interesse. Nogen havde banket på. Hun havde vendt ansigtet en anelse imod venstre og derefter skulet det sidste stykke. Hun skilte sine læber og begyndte at tale med en svag hæs stemme.

"Kom ind."

Dørhåndtaget gik ned. Den mørklødede sygeplejerske åbnede døren op, smilte til hende og fjernede hånden fra håndtaget. "Du har besøg."

Julie rynkede panden. Andrea trådte ind. Sidste gang Julie havde set hende, havde hun ligget på flisegulvet ude på badeværelset, omgivet af en hastigt voksende blodsø og med et papirhvidt ansigt hvor tænderne var knuget sammen i en forvrænget grimasse. Nu kiggede hun på den gamle Andrea, som hun altid havde kendt. En Andrea der så friskere ud end Julie nogensinde havde bemærket før. Hendes stålfaste grønne øjne. De afrundede kulørte æblekinder. Det blonde hår, som lige nu var sat i en opløftet frisure med en afsluttende moderne knold. Klædt i løsthængende nedringet T-shirt og lårkorte cowboy-shorts. Man kunne ved første øjekast ikke det fjerneste gætte på, at hun blot elleve dage tidligere, var blevet stukket ned med en kniv. 

Julie smilte og mærkede pulsen stige et par takker. "Andrea," udbrød hun med sin nu dæmpede hæse stemme. "Hvor er det godt at se dig." 

Døren blev lukket. Andrea skulede en enkelt gang ned i gulvet, kastede et blik tilbage imod døren og så hen på sin veninde. Betragtede Julies opløftede venstre ben, med låret der var pakket ind i tæt gazebind. Hendes venstre skulder indhyllet i bind, med armen trukket i en slynge samt nakkekraven, der omsluttede hendes hals og siderne af hovedet. "I lige måde." Hun satte sig i bevægelse. Imod skamlen der befandt sig for fodenden. 

Julie fulgte hende med blikket. Hendes læber trak sig længere op ad kinderne. "Du ser virkelig flot ud, Andrea. Som om du aldrig ku' ha' haft det bedre."

Andrea kastede et enkelt smil hen til hende, samtidig med at hun trak skamlen henover gulvet med en skraben. Satte sig ved siden af hende. "Fysisk har jeg aldrig haft det bedre. Det er mere psykisk problemet er." Hun fortrak ansigtet en enkelt gang, og holdte hånden på maven. Julie løftede brynene, og spidsede læberne.

"Sting?"

Hun nikkede, pustede ud og fjernede langsomt hånden. "Jeg blev udskrevet for tre dage siden." Hun fumlede med fingrende. Kiggede atter på Julie. "De... syede min mavesæk sammen, så jeg må ikke spise andet end suppe og grød de næste par måneder, og jeg må heller ikke dyrke sport, før min mavesæk vokser helt sammen igen."

"Gør det ondt?"

Hun trak på skulderen. "Ikke så meget mere. Det er mest når jeg laver sådan... bestemte bevægelser. Hvis jeg løber, gør det ondt. Eller hvis jeg drikker for hurtigt. Jeg må heller ikke få alkohol, for min lever har taget skade. Måske resten af mit liv." Hun smilte skævt og kiggede på sin veninde. "Hvad med dig, Julle? Hvordan har du det?"

Hun smilte, og førte blikket rundt i værelset, til den skov af buketter der omgav hende. "Jeg prøver at holde lugten af blomster ud. Jeg har ikke noget imod blomster, men... Så mange? Det er i overkanten."

Andrea udstødte en lille kluklatter, der brød tavsheden hvor kun airconditionens hvislen i loftet samt den dæmpede lyd fra udsendelsen i fjernsynet, kunne høres. Julies smil blev bredere, og hun kunne mærke den sammensnerpende knude i mellemgulvet der indikerede en snarlig latter, men holdte den tilbage. Pludselige ryk fik en skærende smerte til at forplante sig igennem kravebenet og hofteskålen, så lige nu var det at grine en yderst pinefuld oplevelse for hende, hun helst var foruden. 

"Du må undskylde, jeg ikke tog en blomst med," svarede Andrea så. "Jeg har bare ikke rigtig... haft det så godt." 

"Det er okay. Jeg har heller ikke brug for flere blomster." I dette givne øjeblik syntes Julie at spore noget hult dukke op i Andreas øjne. 

En lang tids tavshed. Så begyndte Andrea atter at tale. 

"Kan du overhovedet huske noget, Julle?" 

Mathias læber der berørte hendes. Et højlydt skingert vræl da Benjamin havde skudt ham igennem hoften. Søren der faldt om på gulvet med blodet ud igennem munden. Mathias som slyngede skamlen igennem luften og hamrede den ind i Benjamins ansigt. Grantræerne der flimrede forbi hende, mørket, Benjamin som løftede geværet og skuddet.

"Nogenlunde." Hun blinkede. "Jeg kan huske, at... Mathias reddede mig... og at... Benjamin jagtede mig igennem skoven. Men... jeg kan kun se små klip. Det er virkelig sygt weird, men... Jeg føler ikke så meget. Det gør ondt i kroppen, men ellers ikke." Det gnavede i brystet ved tanken om, at hun stadigvæk ikke havde hørt fra Mathias. Hun skulede til Andrea og så at hun havde slået blikket ned. "Andrea?"

Hun løftede hovedet med et tomt blik og blanke hornhinder. Hvis Julie ikke tog meget fejl, var Andrea på grådens rand. 

"Mathias... Jeg har ikke hørt fra ham. Er han okay?"

En trækning i Andreas mundvige. Hun begyndte at blinke hurtigt, flere gange efter hinanden. Vippede en enkelt gang med hovedet som hun skulede ned i gulvet. 

"Øhm, Julie, Mathias...!" Andrea tvang sig selv til at kigge på Julie. "Mathias er død. Han blev begravet i går." 

Julie mærkede sin strube vride sig rundt, så hun syntes ikke at være i stand til at få et ord ud. Alt hun kunne se for sit indre blik, var Mathias der sad på kanten af sovesofaen og drejede ansigtet imod hende. "Jeg er forelsket i dig, Julie." Den vidunderlige snurren i læberne hun havde fået af at kysse ham. Hans stemme gav genlyd i hendes kranie, igen og igen og igen, som kysset afspillede sig gentagende gange på indersiden af nethinden. 

Andrea hev en mundfuld luft ind. "Jeg troede...!" Hendes stemme knækkede om til en piben, så hun måtte holde igen et par øjeblikke. Hun gjorde en synkebevægelse. "Jeg troede du havde fået det at vide. Derfor... Derfor fortalte jeg det ikke."

Julie buede blikket op imod loftet. Kunne ikke sige noget, ville ikke sige noget, ville kun tænke på Mathias, drengen hun havde været forelsket i og som også var forelsket i hende, drengen hun havde kysset og hvordan det gav hende en vidunderlig boblende følelse i kroppen. Hun registrerede knap nok tårerne, der med en pressende sviden begyndte at kæmpe sig på vej. 

Andrea lukkede øjnene. Prøvede at modkæmpe tårerne. Et sælsomt smil omtegnede sig i dette givne øjeblik, langsomt Julies læber, i takt med at hendes øjne blev gradvist blankere.

"Vi spillede Call of Duty sammen." Hun blinkede. "Jeg... var faktisk mega dygtig, og han blev... Han blev næsten helt misundelig." Hun hev en mundfuld luft ind, som saltvandet fik loftet til at afspejle sig i hornhinderne. Hun så Mathias ryste på hovedet af misundelse. Kunne høre fnyset, og huskede atter hvor tæt hun havde været på at knække sammen af latter over at se den sårede stolthed vise sig i hans ganske blik. Hendes stemme blev spinkel, da hun fortsatte. 

"Så... fik vi lasagne... og... han viste mig det værelse, som jeg skulle sove i. Og... så... gik vi op på hans værelse, hvor han fortalte mig, at... At han var forelsket i mig." En tåre klemte sig frem fra hendes øjenkrog og begyndte at glide ned langs med siden af næsebenet. "Og... vi kyssede. Vi kyssede og det var den mest fantastiske følelse i verden." Hun snørede munden sammen og lukkede øjnene. Tåren slog et sving om venstre mundvige, og gled sig videre nedover hagen. Hun blev liggende som den ene tåre afløstes af den næste. Med lukkede øjne og sammensnerpet mund, uden at sige mere. 

Andrea rejste sig fra skamlen. Lænede sig indover sin veninde, og krøb langsomt sine arme omkring hendes flanker. Hvilede hovedet imod hendes brystkasse. Ligeglad med om det var imod reglerne. De havde lige nu brug for hinanden. Brug for at vide, at de hver især var der for hinanden, elskede hinanden, kunne trøste hinanden.

Julie snappede efter vejret, så et lille jag skød op fra det ødelagte kraveben. Hun vidste hvad hun ville sige, men kunne ikke få det ud. Øjeblikket hvor hende og Mathias læber havde berørt hinanden i et kys, var som frosset fast i hendes minder, i hendes sind. Hendes hjerne nægtede at give slip på dette ene minde, der var så vidunderligt men samtidig så smerteligt at tænke på. 

"Jeg ved hvordan du har det, Julle." Hun knugede sig tættere ind til hende, hendes stemme var kun en hvisken. "Jeg ved præcis hvordan du har det." Hun snappede efter vejret. En sammensnøret og kvalt hæs lyd udbød sig fra Julies læber. Andrea knugede fingrende om Julies hospitalstrøje, i en fortsat trøstende omfavnelse. Gennem vindet kunne man se udover industrikvarteret og til den forårsgrønne løvskov en kilometer derfra, som blev oplyst med en orange glød fra den nedadgående sol. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...