Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15609Visninger
AA

51. -Kap. 50-

Peter Jensen kæmpede sig igennem de rivende grannåle. Lyset hoppede foran ham, og stilheden siden braget var øredøvende.

Han nåede lysningen netop som Benjamin løftede geværet op imod sit hoved. Peter Jensens øjne blev store da han så, hvad Benjamin skulle til at foretage sig. Han nåede end ikke at råbe op, før braget lød.

Det gav et kraftigt ryk i Benjamins krop. En rød sky puffede sig ud fra baghovedet, spredte sig i luften. Benjamin mistede grebet om jagtgeværet som han i samme instans med hovedet slapt vippende umærkeligt frem og tilbage, landede først på knæene og derefter kollapsede forover, så han til sidst begravede ansigtet imod skovbunden.

Petet Jensen blinkede et par gange. Kørte blikket fra Benjamins lig seks meter derfra og hen mod grantræet nogle meter længere væk. Han så Julies sammenkrøllede krop, og øjeblikkeligt vidste han hvad der var sket. Med ét ryk fløj han i bevægelse, kastede sig henover skovbunden, direkte imod gerningsstedet. Ignorerede liget af Benjamin. Han førte i samme bevægelse pistolen tilbage i hylstret, inden han knælede ned ved Julies krop. Lod to fingre klemme sig imod hendes hals. Der var stadig puls. Han fik øje på den blodige plamage, der havde smurt trøjen ind omkring rygpartiet, hvorpå hans øjne blev store.

"Hey. Julie." Han greb hende forsigtigt under armene og trak hende op i siddende stilling, så hendes hoved løftede sig fra muldet. Håret rørte jorden. Han kunne se hvordan blodsavlet i slimede streger hang og dirrede fra hendes mund. Han ruskede ganske blidt i hende, inden han placerede en hånd imod hendes pande og skubbede opad. Hendes hoved vippede en enkelt gang bagover så ansigtet vendte imod himlen. Øjnene flimrede en anelse, kæben gled tilbage og mørkerød væske sivede sig frem imellem hendes delte læber. Noget der lød som en rallen, udbød sig fra hende som hendes skuldrer atter sank sammen og hendes hoved bøjede sig så blod fra munden klattede ned på jorden. Han ruskede i hende igen. Ingen reaktion. Hendes hoved blev ved med at dingle slapt nedadvendt.

Han rettede blikket bagud, imod Benjamin. Han var væltet indover jagtgeværet, og løbet pegede i modsat retning på den anden side ad hans krop, så den var ude for synsvidde. Han mærkede det klistrede varme blod fra Julies mund, klatte sig ned på sin hånd hvorpå han atter førte fokus imod hende. Trak en enkelt gang i hende. Hun var ikke død, men ud fra blodet der sivede sig igennem hendes mund, regnede han ud at hun havde fået alvorlige indre blødninger, som ville kunne dræbe hende i løbet af få minutter hvis der ikke snarligst blev grebet ind.

Det krævede ikke nogen retsmedicinsk undersøgelse at finde frem til, at hun var blevet skudt gennem enten den ene eller begge lunger. Han lagde hende forsigtigt ned på siden, spredte hendes arme udover skovbunden og skubbede hovedet bagover så munden atter åbnede sig og blodet kunne løbe ud. Straks som han gav slip på panden, trillede ansigtet til den ene side så blodet løb fra hendes halvåbne mund og nedover kinden. Han rettede lyset fra lommelygten nedover hendes krop. Så opdagede han hullet i trøjen, befindende sig lige i hulrummet mellem de to bryster. Han fremviste tænderne som han hev ned i kanten af trøjen. Lige ved starten af det venstre bryst, så han et cirkelrundt hul hvorfra en enkelt mørk stribe af blod var sivet ud og havde delt sig halvvejs nede ad brystkassen. Han kunne udfra hullets placering samt den blodige plamage i hendes ryg regne sig frem til, at skuddet lige akkurat var passeret forbi et par centimeter over hjertet, skåret sig ind gennem det ene bryst, fortsat igennem venstre lunge, videre gennem ryggen og havde boret sig fast i det grantræ, hun havde siddet lænet opad. Som han sad der, med kanten af trøjen løftede op sådan at han havde frit udsyn til hendes bare brystkasse, bemærkede han da også at den ene side ad brystkassen var blevet mere flad end den anden side. Et tegn på et lungekollaps. 

Han førte trøjen henover hendes brystparti igen, trak dermed sin radio og lod sit blik forblive imod Julies krop som han begyndte at tale. "Det er Peter. Jeg befinder mig lige nu ved gerningsstedet. Gerningsmanden har... begået selvmord. Vi har et skudoffer der er alvorligt såret, så vi har brug for at få skaffet en ambulance så hurtigt som muligt." 

"Selvfølgelig. Hvor er du?"

Peter Jensen løftede walkie-talkien. Stivnede. En fure adskildte hans pande i to. Han rettede blikket fremefter. Rettede sig op fra sin knælende stilling, bakkede et par skridt tilbage og buede blikket forbi grantræer. Godt syv meter længere borte, befandt der sig et metalhegn samt et tæt buskads. Han kunne svagt høre den hvislende lyd af trafik, og regnede sig frem til at hegnet han betragtede grænsede op til jernbanen. Han vendte atter blikket imod Julie, førte radioen op til munden og svarede betjenten i den anden ende. "Jeg befinder mig tæt ved Sejrsskovbanen." 

"Okay. Vi sender nogen ind."

Peter Jensen sænkede radioen som han fortsat betragtede Julie. Hun forblev ubevægelig med ansigtet drejet til siden og blod, der fortsat sivede sig ud fra hendes læber og nedover hendes ene kind. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...