Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15625Visninger
AA

6. -Kap. 5. -

"Potensregning, kære elever! Det er hvad det skal handle om i dag. Jeg regner da med at de fleste af jer, der sidder herinde, har fulgt med i matematikundervisningen I har haft siden i gik ud af 9.ene klasse, så det at regne med potenser, skulle vel ikke være det store problem. Har jeg ret? Og ja, det sidste, det var et retorisk spørgsmål, til de af jer herinde der måske er lidt tunge i opfattelsen." Den bemærkning blev fulgt af en fnisen fra de omkringværende.

Manden der med en sort sprittusj i den ene hånd vendte sig væk fra whiteboardet, hed Kristian Neelgren. Han var 40-år gammel, bredskuldret og generelt bare muskuløs bygget. Hans hår var brunt og opkrøllet, og hans kantede maskuline ansigt var glatbarberet, hvilket gav ham et udseende der fik ham til at se en del yngre ud end han egentlig var. Hans blå øjne skannede rundt på forsamlingen af godt 20 gymnasieelever som udgjorde klassen foran ham. Det var en forholdsvis lys klasse, med hvide gipsvægge - som dog var pyntet med diverse billeder og plakater for at give det et mere levende udseende - samt en række af vinduer i den ene side som vendte ud mod indergården, hvor en tilstødende hvid murstensbygning udfyldte det meste af baggrunden. 

Kristian delte sine læber og fortsatte. "Lad os se hvor mange der rent faktisk har lavet deres opgaver... Hvem her vil skrive en regnemodel i potenser? Simone?"

En brunette, som befandt sig ved en af de forreste rækker, kiggede forskrækket op fra sin computer, med grønne øjne der var vokset sig store. "Hvad?"

Kristian forholdte sig rolig og neutral som han med et roligt smil nikkede til hende, delte sine læber og fortsatte. "Kan du give en demonstration her på tavlen?"

Simone blinkede med øjnene. Kiggede fra Kristian og hen til den hvide tavle, hvorpå en masse skabeloner allerede var blevet skrevet på, og kiggede atter på Kristian igen, som stod afventende ved siden af whiteboardet. "En demonstration? På hvad?"

Et par af eleverne kvalte en latter. Kristian rettede sig op fra væggen, løftede brynene og kørte blikket fra den let forvirrede brunette foran sig og hen til whiteboardet ved siden af. Nikkede imod overskriften, hvor der med sort tushj stod skrevet "POTENSREGNING", inden han atter, stadig med det rolige smil på læben, kørte sit blik hen til Simone. "På det der står på tavlen? Det kan du vel godt, ikke? For du har vel lavet dine lektier?"

"Øhm." Pis, tænkte hun, som hun skyndte sig at kigge ned ad klassen som en overspringshandling. "Øh... Øh, ja da, selvfølgelig." Hun skubbede sin stol tilbage og rejste sig op inden hun satte sig i bevægelse imod tavlen. "Hvad er det for en regnemodel jeg skal skrive op?" 

"Jamen, kære Simone, det kan du da selv svare på. Du skal selvfølgelig skrive det regnestykke op, som jeg har givet jer for til i dag, og som jeg da satser på at I alle har været så fornuftige at få læst?" 

Simone stivnede da hun var nået op til ham. En nervøs trækning viste sig i hendes ene mundvig. Hun blinkede med øjnene. Forsøgte at sige noget, men Kristians overlegne blik forhindrede enhver lyd at komme ud af hendes mund.

Kristian skilte læberne og fortsatte, i hans samme sædvanlige rolige tonefald. "Nej. Det tænkte jeg også nok. Sæt du dig bare ned igen, Simone, så kan vi snakke bagefter."

Simone vendte sig rundt, kiggede ned ad klassen og bevægede sig herefter målrettet tilbage mod sin plads, hvor hun satte sig uden så meget som et ord. Hendes fokus rettede sig mod det tomme Word-dokument på computeren, som hun med fingrende hvilende imod tastaturet gjorde klar til at skrive, i forsøget på at glemme den ydmygelse hun lige havde udsat sig selv for foran det øvrige af klassen.

Kristian rystede på hovedet, som han atter engang vendte ryggen til eleverne og istedet begyndte at skrive på tavlen. "Det er meget sjovt de kalder det her en ungdomsUDDANNELSE, og så opfører I alle jer som om det bare er en skide ungdomsklub hvor man kan få lov til at sløse alt det man vil. Det er sgu utroligt! I spilder fandme min tid som lære. Okay, jamen så må vi jo gå helt tilbage til bunden igen... Lad mig skrive regnestykket op for jer på ny, så I kan få genopfrisket jeres hukommelse. Regnestykket er en potens af en afhængig variabel, altså nogenlunde således med en potensfunktion...!" Han skrev regnestykket op på tavlen. 

Y=ax^2 + bx + C (Y= Afhængig variabel, X = Uafhængig variabel)

Han vendte sig atter om mod klassen, og brugte tussen som pegepind for at vise regnestykket han havde skrevet op på tavlen. "Nogen der kan forklare mig mekanismen bag afhængig variabel Y og uafhængig variabel X, og hvad der gør at de hver især er afhængige og uafhængige? Ingen af jer? Godt, så lad mig forklare det for jer, så I forstår det...!" Han lod atter sit fokus rette sig på tavlen, som han begyndte at forklare om mekanismen bag potensernes variabler.

På en af de bagerste rækker, sad Julie med sine slanke fingre dansene henover computerens tastatur, som hun gik i gang med at lave informationsbokse og tekstbokse til noter og regneopstillinger på dokumentet foran sig. Hun lod dog tilfældigt sit blik køre imod venstre, hen til den plads som Mathias sad på, og rynkede herefter panden samtidig med at hun standsede fingrenes dans henover tastaturet ved det syn, der mødte hende. Hun så hvordan Mathias sad tilbagelænet på kontorstolen, med benene spredt ud under bordet og med sin computer slået op foran sig. Dog var det ikke computeren, hans fokus var rettet imod, men derimod telefonen, som han sørgede for at holde så langt under bordet, at den ikke var synlig. Men hvis der var noget, Julie vidste, så var det at Kristian ikke var en af den slags lærere, som man bare lige kunne give sig til at snyde overfor. Han var bestemt ikke dum, og hun vidste også at det ikke var første gang, Mathias var blevet afsløret med at bruge en telefon i timen. Derfor forekom det hende temmelig mærkværdigt at han virkelig troede, at han kunne snyde Kristian denne gang. Men når hun så tænkte tanken til ende, overraskede det hende ikke. Mathias var og forblev en idiot. Hvilket, når hun tænkte nærmere over det, nok også var den egentlige grund til at hun holdte så meget af ham.

Hun skulede fra Mathias og tilbage til tavlen, hvor Kristian stadig stod med ryggen til dem, dog stadig snakkende, i fuld færd med at skrive de forskellige variabler og deres tilhørende potenser op på whiteboardet. Hun overvejde at lade ham sidde, og så få sig et godt grin når han blev opdaget. Men alligevel følte hun at han burde have besked. Han var trods alt hendes ven, og selvom det måske var nemmere bare at lade ham få skældud, følte hun også at hun burde hjælpe hans opmærksomhed. Bare en anelse. Hun pressede læberne sammen. Kiggede atter imod Mathias, som blot sad dér, på kontorstolen med hans omvendte cap, hans roligt løftede bryn og al hans fokus rettet imod den sorte elektroniske genstand i hans hånd, med en skærm hvor en tommelfinger bevægede sig i hurtige, rullende bevægelser.

"Psst. Mathias." Hun snakkede så dæmpet som muligt. Lyden af Kristian Neelgrens gennemtrængende stemme gjorde, at hun ikke blev opdaget. Mathias registrerede hende ikke. "Hey. Mathias! Pssst!" Stadig ingen antydning af at han havde så meget som bemærket hendes tilstedeværelse. Hun skulede forsigtigt op mod Kristian, der stadig stod oppe ved tavlen med ryggen til dem, fortsat plaprende løs om de forskellige potensregninger, hvorefter hun drejde sig rundt i stolen så hun havde fronten mod Mathias for herefter, lettere akavet, at få strukket sit ben ud imod ham, i håbet om at kunne få afledt hans opmærksomhed fra telefonen med et enkelt dask på hans ben med sin fod. Så vidt nåede hun dog aldrig. Netop som hun havde fået løftet foden fra linoleumsgulvet og næsten havde fået spidsen af sin grå conversesko hen til Mathias' bukseben, lød Kristian Neelgrens stemme tværs gennem lokalet og fik hende til at fryse fast i bevægelsen.

"Undskyld, keder jeg dig, unge frøken Bertelsen?" 

Hun blev siddende i et par korte øjeblikke, frossen fast med sit højre ben strakt ud mod Mathias. Så drejede hun langsomt hovedet op imod katederet, for dernæst at blive mødt af Kristians stikkende grønne øjne og alvorlige blik, der som pile skød sig ned gennem stolerækkerne og direkte ned til dette udsatte sted tre rækker fra bagvæggen hvor hende og Mathias befandt sig. Hun blev siddende sådan i et par øjeblikke, før hendes hjerne endelig vågnede op. I et splitsekund mærkede hun den ubehagelige varme blusse sig op i sine kinder, den varme der indikerede at hendes kinder var begyndt at antage den karakteristiske tomatrøde farve de altid fik når hun på den ene eller anden måde blev forlegen. Hun rømmede sin stemme, skyndte sig st trække sit ben tilbage igen for derefter at sætte sig ordentligt til rette på stolen og på ny holde sit fokus imod whiteboardet og Kristian. Hun strøg noget af sit lange brune hår væk fra ansigtet, inden hun med et kækt uskyldigt tandsmil rystede på hovedet.

"Åh. Øh, nej... Nej da selvfølgelig ikke, du er mega nice. Øhm, og det er mega spændene at høre om. Det var noget med at X er et ulige regnestykke og dermed en uafhængig variabel, ja." Det blev fulgt af et hurtigt nik, som for at bekræfte sig selv om at den var god nok. Dog skulede hun et par enkelte gange imod Mathias, som stadig ikke så ud til at have bemærket hvad der foregik omkring ham. Hun mærkede sit hjerte hamre voldeligt imod indersiden af brystet og hvordan musklerne i hendes krop sitrede kraftigt af adrenalinen.

Kristian kneb undersøgende øjnene sammen og smældede med læberne, hvormed han nikkede svagt. "Aha... Javel." Han skulede imod Mathias, og i det øjeblik vidste Julie at skaden var sket. Han var blevet afsløret og der var ikke noget at gøre. En yderst pinlig konfrontation med Kristian ventede forude. 

"Hvad med dig, Mathias Kold? Har du en indskydelse eller en kommentar til nogen af de ting jeg har skrevet på tavlen?" 

Der gik et par øjeblikke før Mathias reagerede og løftede hovedet fra sin telefon. "Øhm, hva'? Jeg sad lige og tænkte, hvad spurgte du om?" 

Julie lænde sig indover bordet og førte en hånd op til munden, i forsøget på at skjule det smil, der langsomt bredte sig om hendes læber. Hun mærkede klumpen i brystet, som kunne udløse et fnis hvornår det skulle være, men holdte den tilbage som hun på ny lod sine klare blå øjne køre op til Kristian foran tavlen. 

Kristian nikkede, fugtede læberne og lod en enkelt gang fokus rette sig imod gulvet. "Aha, aha. Javel javel. Hvis det er på den måde." Han vendte sig om, placerede tussen i den dertilhørende rande under tavlen hvormed han vendte sig imod klassen og begyndte at sætte sig i bevægelse ned gennem stolerækkerne. Hænderne foldede han roligt bag ryggen, som var det en simpel undervisningsrunde han var i gang med.

"Jeg har et spørgsmål til jer, kære elever.... Nogen af jer der kan forklare mig, hvad STX står for?" 

"En videregående Studenterek---!" var der en der begyndte, men Kristian afbrød ham med sin let hævede stemme.

"En videregående Studentereksamen, ja det er fuldstændig korrekt. Og ved I, hvad det betyder? Det betyder, at I er her for at lære. Jeg er personligt set nok så ligeglad med, hvad filan i silvan I har tænkt jer at gøre ved jeres liv når I engang er færdige med jeres treårige uddannelse, ja jeg er endda sågar ligeglad med om I har tænkt jer at sakke bagud i forhold til resten af verden. Men da jeg, sjovt nok, er ansat her med dette primære formål at undervise jer og modne jer så I kan blive klar til voksenlivet, og det er det jeg får min løn for, er jeg absolut ikke ligeglad med, at man, i min undervisning, spilder tiden væk med at sidde og tegne, hyggesnakke med hinanden, game Tetris...!"

Han nåede forbi en ung fyr med blond krøllet hår og firkantede briller, der sad med hovedtelefoner i ørerne og øjnene klistret til skærmen, med sine fingre dansende harmonisk henover tastaturet. Kristian behøvede kun at kigge på ham før han kunne regne ud hvad han sad og lavede, hvormed han strakte sin arm ud og trykkede på ESCAPE-knappen sådan at han gik ud af spillet, hvormed han fortsatte længere ned mellem stolerækkerne, med kursen direkte mod Mathias. "Eller at man, i min time, særligt sidder med sin telefon gemt under bordet, i håbet om at det på magisk vis forbigår mit blik, og spiller snake istedet for at lære noget. Kan du fatte det, Mathias?" Han standsede ved siden af Mathias, drejede hovedet imod ham og kiggede alvorligt på ham.

Mathias løftede blikket fra telefonen, kiggede op på Kristian og lod herefter sine læber forme sig i et flabet uskyldigt smil. "Øhm, nej... Jeg tror ikke helt den fes ind. Gider du lige gentage det?" 

Julie, Andrea samt et par andre fra klassen fniste af hans bemærkning, men sørgede ellers så vidt muligt for at holde masken. De vidste at Kristian ikke var en person man skulle irritere. Han var en af den slags lærere, der straffede med temmelig svære opgaver, som man skulle løse på temmelig kort tid. Den ultimative straf der frarøvede ens tid med vennerne... En straf hvor man sad og kedede sig ihjel i algebra og andre avancerede former for matematiske regnestykker. 

Kristian strakte sin hånd ud imod ham. "Hit, Mathias. Lige nu!" 

Mathias rystede på hovedet, sukkede opgivende og vendte smilende blikket ud imod vinduet samtidig med at han løftede telefonen og rakte den til ham. "Javel, Herr Führer, hvis du siger det." 

Julie pressede læberne hårdt sammen og hev luft ind gennem næsen. Hun mærkede væsken hobe sig op i øjnene men kæmpede for ikke at grine. Kristian ignorerede Mathias bemærkning, drejede blot omkring på hælene for atter at bevæge sig tilbage imod whiteboardet. "Nå, hvor var det vi kom fra? Nåh jo, ligninger i potenser."

Da Kristian var tilpas langt væk, vendte Julie atter sit blik imod Mathias, inden  hun lænede sig frem til ham og mellem sammenbidte tænder - men dog stadig smilende - hviskede til ham. "Mathias, du er simpelthent bare en spasser, du er?"

"Næ, egentlig ikke." Mathias drejede hovedet imod hende med et selvtilfreds smil om læben. "Jeg er bare en af den slags typer der ikke rigtig gider spilde tiden væk på noget, jeg alligevel aldrig kommer til at få brug for i mit liv. Ikke andet." 

Herefter koncentrerede han sig om sin computer, hvor han gik i gang med at åbne et worddokument til at tage noter, selvom Julie dog havde på fornemmelsen, at det dokument ville forblive blankt resten af timen. Hun vendte sig væk fra ham, rystede smilende på hovedet, skulede en enkelt gang til ham og fniste svagt. Herefter koncentrerede hun sig atter om dokumentet og det øvrige af undervisningen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...