Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15521Visninger
AA

50. -Kap. 49-

"Julie! JULIEEEEEEE! VEEEENT! JEG KOMMER OG BEFRIER DIG! DU MÅ IKKE VÆRE BANGE MERE! JULIE! JULIEEEEEEE!" Benjamins høje råb blev erstattet af lyden af fødder, der hamrede hurtigt nedover trappen. Julie drejede ind gennem bueåbningen til køkkenet, hvor hun svang sig til venstre og fortsatte imod entréen. 

"Gud, hjælp mig, Gud hjælp mig, Gud HJÆLP MIG!"

Benjamins skridt på trappen blev til en hvislende dappen af fødder henover et gulvtæppe. Han havde nået stuegulvet og nærmede sig buåbningen. Julie hev en række hiv af luft ind gennem sine sammenbidte tænder og blinkede de værste svidende tårer væk. Hjertets susen i hendes ører blandede sig med det hårde træ under hendes strømpesokker. Hun registrerede end ikke liget af Christina der lå udstrakt på den anden side ad den firkantede åbning indtil entréen foran hende, med den røde tyktflydende blodsø der stadig sivede sig udover gulvet fra det udsprængte baghoved. Hun kunne intet andet end hive efter hjælpet, skrige til en Gud hun ikke kunne se, og flygte fra døden i form af en psykotisk dreng med et jagtgevær. Hun nåede den firkantede åbning, idet Benjamin trådte igennem bueåbningen fem meter bag hende, for dernæst at dreje sig rundt og sigte fremad imod hende med jagtgeværet.

"Lad være med at løbe! Du er fri nu! Fri! FRIII!" Han tog sigte og trykkede på aftrækkeren idet han atter så vingerne, som udfoldede sig fra Julies ryg samt hørte den svage spøgelsesagtige stemme, som kaldte ud til ham.

Julie skreg idet hun hørte eksplosionen bag sig, og nåede lige akkurat at runde hjørnet af den firkantede døråbning, da et projektil for fuld fart strejfede sig forbi hende og med en hvid støvsky borede et par centimeter ind i glasfibervæggen til venstre for hende. Fulgt op af den klikkende lyd af et gevær, der blev afsikret, en klirren af metal imod et trægulv og derefter Benjamin, der på ny satte over i løb. Hun kastede sig igennem den åbne dør, videre ud på fliserne. En række af klynkende gispen udbød sig fra hende. Verden hoppede fra side til side, i et uroligt flimmer af bevægelse som blandede sig op med de pulserende prikker på indersiden af nethinden, som udløstes af hjertets vedvarende hamren imod indersiden af brystkassen. 

Benjamin nåede den firkantede åbning og svang hovedet imod venstre. Kneb øjnene sammen. Alt var sløret, og han så kun Julie som en svag silhuet i lyset fra lygtestolperne langs med indkørslen. Han trykkede på aftrækkeren. Intet andet end et klik. Han pressede læberne sammen, knækkede geværløbet og satte samtidig efter Julie. 

"JEG KOMMER OG REDDER DIG! JEG KOMMER OG REDDER DIG, JULIE! DU SKAL IKKE VÆRE BANGE!" Han løb ud i indkørslen, samtidig med at han trak to patroner op fra lommen. Stoppede dem ind i løbet. Knækkede løbet fast til koblingen hvorpå han afsikrede. Skød. 

Julie nåede grusvejen og mærkede småstenene stikke sig op igennem strømperne, prikke imod huden. Benjamin skreg med en underligt jublende stemme bag hende. Hun drejede imod venstre. Så sig en enkelt gang tilbage, hvor hun gjorde store øjne. Hun så det sortglinsende afskær fra jagtgeværet, da lyset som blev udsendt af lygtestolperne langs med indkørslen, reflekteredes i løbet. Benjamin befandt sig intet mere end seks meter fra hende. Hun så ham klikke geværløbet op og sætte sig i bevægelse imod. Så ham løfte geværet. Alt foregik på kun få sekunder. Alligevel opfangede Julie alle begivenhederne som tog det minutter. Timer. Et hæst klynkende vræl som hun med tårervædede øjne drejede sig rundt og atter satte sig i løb. Nåede ind under den blåhvide lyskegle fra den sidste lygtepæl lige inden skovens mørke. Et skud. Hun mærkede et brændene jag skyde sig ned igennem hendes venstre arm, så et panikslagent forvredet skrig undslap hendes læber. I et par korte øjeblikke mistede hun balancen og blev sendt fremad i et par snublende løb. Den skydende smerte blev snart efter erstattet af en mærkværdig stikken der prikkede op imod indersiden af hendes hud, som hvis musklerne var blevet forvandlet til strømførende ledninger uden isolatorer. Hun genvandt fodfæstet, grus og småsten skrabede sig op bag hendes fødder. Hun så sig tilbage. Benjamin kom løbende, nåede enden af indkørslen og løftede atter geværet. Endnu en eksplosion. Skuddet ramte lygtepælen. Glas klinkede som lampen slukkedes, hvorpå glasstumper klirrende væltede nedover gruset. 

"JULIEEEEEEEEEE! STOOOOOOOOOOP! JEG ER KOMMET FOR AT REDDE DIG!" 

Hun hev hulkende efter vejret og satte sig over i løb. Ind i mørket. Lyden af løbende skridt bag hende. Endnu et skud, der ramte langt forbi. Hun pressede øjnene hårdt sammen. Ignorerede den snurrende fornemmelse i venstre arm og den svidende prikken af de mange spidse småsten, der trykkede sig opunder hendes fodsåle gennem strømperne. Kunne intet andet end løbe. Hun hørte en blanding af glas der knirkede og grus der knasede. En række af hæse hvæs der steg og faldt i intensiteten, hivende, langtrukkent, steg og faldt, steg og faldt, som de blev højere og højere...

Benjamin så hvordan lyset atter voksede ud fra Julies krop, i takt med at han hastigt kom nærmere. Trods skoven omkring ham var blevet til sorte slørede silhuetter grundet nærsynet, havde han alligevel intet problem med at se den indbildte engel, med alle konturerne og detaljerne så klart som hvis han var iført sine briller. Selv trods Julie befandt sig næsten syv meter derfra. Han kunne se hvordan armene strakte sig ud fra hendes ryg. Kunne se vingerne der foldede sig vandret ud til begge sider. Hovedet der delte sig fra Julies baghoved, med de klart oplyste ansigt der kiggede sig imod ham. Englens hånd strakte sig fremefter. Gjorde tegn til at Benjamin kunne tage den.

"Du... er... der... næsten... Red mig... reeeed miiiiig...!"

Benjamin afsikrede geværløbet, så den tredje patronskal skød sig ud fra siden og landede på grusvejen. Løftede atter geværet som han satte farten op. Et sindssygeligt tomt smil der buede sig på hans læber, så en rød tyk strøm fra den beskadigede mundhule, blødte sig ud imellem munden og begyndte at klatte sig nedover hagen. Han tog sigte. 

BAM!

En stråle af blod sprøjtede ud fra Julies lår. Et skingert dyrisk smerteskrig, hvorpå hun snublede forover, tumlede ind i buskadset, væltede videre nedover en kant. Hun udstødte endnu et hyl, da hun kurede forover. Skråningen strakte sig kursivt nedad, imod en tæt samling grantræer langt nede. Træstuppe stod som mørke silhuetter i mørket spredt omkring hende. Trods smerten bølgede sig skærende nedover hendes venstre ben, formåede hun alligevel at kæmpe sig op i oprejst stilling efter at have kuret fem meter. Hun så sig tilbage. Hørte en række af grynt, kort inden hun så Benjamins ene arm slynge sig ud fra den tætte klump af brombærbuske der afgrænsede imellem skoven og grusvejen, samt geværet der glimtede sølvmetallisk. Hun hulkede en enkelt gang, vendte blikket fremefter og humpede ned ad skråningen. Hun trådte en spids opadstrittende kvist ned. Den borede sig igennem fodsålen. Et hyl undslap hendes læber, hendes ansigt fortrak sig i en uhyrlig dyrisk grimasse. Hun prøvede at kæmpe imod smerten. Mærkede hvordan noget køligt og klistret fugtede stoffet på hendes venstre bukseben fast til huden og vidste, at patronen som havde gennemboret hendes lår, havde lavet et sår der var begyndt at bløde. Hun så sig tilbage atter engang, trak sig sammenbidt fremad og skreg i sig selv til Gud om at hjælpe hende, selvom hun var sikker, åh, så sikker på, at han ikke ville hjælpe hende, at han bare var ligeglad med hende, fordi hun havde fortjent det, fortjent at blive straffet, fortjent det, fortjent det...

"JULIEEEEE!" Benjamin kæmpede sig fri fra brombærkrattet, hvis torne flænsede sig ind i hans tøj, rev huden på hans arme op så aflange røde mærke efterlod sig i deres kølvand. Han løftede geværet og vaklede fremefter. Hørte en skurrende knurren, kort inden et væsen med en aflang slimet krop og en snude med spidse tænder, slangede sig ud fra mørket og hævede sig op foran ham. Han skreg da han så hvordan de sorte flagermusevinger foldede sig ud til hver side samt de blodige spidser tænder spidsede sig opad i et dødbringende gab. Uden tøven rettede han geværet fremefter hvorpå han atter klikkede på aftrækkeren. En eksplosion. 

Julie hørte braget netop som hun var nået bunden af skråningen og snublede med endnu et højlydt vræl. Smerten borede sig sylende op ad hendes krop, steg og faldt i intensiteten. Hendes endnu fungerende højre arm bølgede. Det eneste der drev hende i dette givne øjeblik, var adrenalin. Hun hyperventilerede og rettede blikket bagud. Blinkede for at stille skarpt imellem de tilslørende tårer. Hun hørte endnu et brag, og så derefter Benjamin skrige ud i luften til en eller anden usynlig person, kun han kunne se. Han knækkede geværet på midten. Gjorde et par bevægelser. Løftede den atter. 

"I er der ikke!" hørte hun ham skrige hæst, hvorpå han skød i retningen væk fra hende.

Og i dette øjeblik syntes hun at høre en hylende vibrant tone, der efter et par øjeblikke gik op for hende var lyden af politibilers udrykning, trods hun ikke var sikker på hvorvidt det blot var noget hun bildte sig ind. Hun så atter Benjamin sætte sig i bevægelse. Ned af skråningen. Direkte ned imod hende. Hun klynkede sammenbidt, drejede hovedet fremefter og borede fingrende ned i underlaget af jord iblandet flis. Noget der lignede en naturskabt sti, kløvede sig slangende ind imellem den tætte samling af grantræer foran hende. En række kvalte hæse hulkelyde udbød sig fra hendes læber som hun af al kraft kæmpede sig op på det ene knæ og trak sig længere ind i skoven. Altimens Benjamin kom stadigt nærmere og nærmere.

*

Det var tre politibiler samt en ambulance, der for fuld udrykning ankom foran indkørslen til huset. Den blå og hvide udrykning lyste i bevægende glimt det omkringliggende område op, kastede dystre vridende skygger henover græsplænen og grusvejen. Sirenerne standsede samtidig med at døre gik op. Betjente bevæbnet med pistoler steg ud.

Lyden af brag gennembrød natten. Peter Jensen, som netop havde smækket døren i efter sig og vendt sig imod de øvrige betjente, farede sammen og vendte blikket ind mod den tætte skov. Lyden af et skingert skrig. Derefter endnu et bragende skud, der rungede ud igennem mørket. Han trak sin Glock, lod blikket feje hen til den åbne dør indtil den oplyste entré, hvor han så liget af Christina. 

Endnu et skud fra skoven. Han drejede blikket imod de tætpakkede træer, hvorpå han vendte sig imod de øvrige betjente. "Okay, hør her...!"

*

Julie trak sig forbi flisbunken der indikerede starten af naturstien, og fik endelig kæmpet sig op. "Gud, please, hvis du er der... så hjælp mig. Hjælp mig!" 

"JEG SKAL NOK REDDE DIG, JULIE! DET LOVER JEG DIG! DU SKAL IKKE VÆRE BANGE! OKAY? DU SKAL IKKE VÆRE BANGE! DE ONDE ENGLE ER VÆK! DE ER VÆK! DE KAN IKKE GØRE DIG NOGET!" Benjamins høje råb lød gennem natten, gav ekko i de omkringværende træer.

"GUD, HJÆLP MIG!" 

Hun hørte endnu et højt brag og skreg atter. Skuddet plantede sig ned i flisbunken, så små træ- og jordstumper sprøjtede til alle sider. Hun begyndte at humpe. Det flimrede for hendes syn. Hun hørte endnu et par kliklyde fra et gevær der blev afsikret. Hun måtte væk... Måtte væk... måtte væk. Stien slangede sig imod venstre. Tårer stribede sig ned ad hendes ansigt, som hun smertefuldt, kraftanstrengende, satte farten op. Rundede hjørnet. Hendes ene ben sank ned i en mudderpøl, så hun nær var væltet. Et skud bragede gennem luften, strejfede sig så tæt forbi hende at hun kunne mærke luftfriktionen gnide sig imod hendes hud. Et hæst klynkende skrig lød fortsat fra hende.

*

Som de øvrige betjente bredte sig indover grunden og trængte ind i huset, fulgte Peter Jensen blodsporet som var blevet afgivet fra Julie. Et sted inde i det tætte mørke af tætpakkede træer, hørte han bragene der med en rungen forplantede sig ind imod brystkassen. Han løftede sin lommelygte og lod den kraftige lyskegle pege ind mod buskadset. Drejede sig imod sin makker, samtidig med at han førte højre hånd ind til pistolen i sin inderlomme. "Du hjælper de andre med at få hjulpet de to piger, som ringede til os. Jeg vil finde gerningsmanden i mellemtiden." 

Hans makker nikkede, drejede sig rundt og fulgte med de øvrige betjente. 

*

Grannnålene rev brændene imod Julies kinder. Hun kunne høre Benjamin nærme sig. Kunne høre de dumpe løbende skridt blive stedvist højere. Hun slyngede sin højre hånd fremefter, famlende sig igennem det tætte mørke. Det rev i hendes lunger og hun var konstant nødt til at snappe efter vejret.

"JULIE? JULIE, HVOR ER DU? PLEASE, JULIE, DU MÅ IKKE GÅ VÆK! HVIS DU FLYGTER SÅ KAN JEG IKKE REDDE DIG! OG JEG BLIVER NØDT TIL AT REDDE DIG!" 

Hun kiggede sig bagud. Benjamin passerede forbi den smalle passage hun var på vej til at kæmpe sig igennem. Tilsyneladende uden at lægge mærke til hende. Han drejede hovedet i modsat retning. Knugede hånden om jagtgeværet. Strammede musklerne i halsen som han skreg skingert ud i luften. 

"JULIEEEEEEEEEEE!"

Hun lukkede øjnene og bed tænderne sammen. Kunne ikke røre sig, ville ikke røre sig, ville blot forsvinde, klemme sig ind til Mathias favn, vide at hun var elsket, ville fortsætte med at leve med den naive tro at verden var et fantastisk og smukt sted, uden at være bange, uden at være magtesløs.

Benjamin standsede op. Snurrede rundt og kiggede tilbage imod den vej han var kommet fra. Julie tvang forsigtigt øjnene op. Viftede langsomt blikket imod højre. Imellem de tætte grannåle kunne hun se Benjamin knuge geværet tæt ind til sig, som han kiggede tilbage. Imod noget kun han kunne se.

Han skilte læberne. Og det var den følgende sætning, der fik et lyn af kulde til at forplante sig nedover hendes krop så hendes hud strammede sig og fik hårene til at blive oprejste. 

"Jeg ved ikke hvor hun er, far. Jeg ved ikke hvor hun er. Hun er væk!" 

Hvem snakkede han til? Julie sank en masse klumper af spyt. Det snurrede i armen og gennem låret, hun kunne knap mærke sin krop for den pumpende adrenalin. Han snakkede ud i luften. Der var ikke nogen. Der var virkelig ikke nogen.

Benjamin blinkede et par gange, skilte læberne og sagde atter noget. "Det jeg siger. Jeg VED virkelig ikke hvor hun er! Hvad nu hvis de onde engle har taget hende?" Julie buede blikket nedunder sig. I forsøget på at finde en sten. En gren. En kæp. Et eller andet, hun kunne forsvare sig med.

Niels lagde hovedet på skrå foran Benjamin. De lysende hvide vinger, havde bredt sig ud fra hans krop. Men trods den konstante aura glødede omkring ham, blev mørket på intet tidspunkt fortrængt. "De onde engle? De onde engle er blevet besejret, Benjamin! Det var englen i Mathias, der var den farligste! Det er hendes jordiske krop, der ikke vil væk! Det er hendes JORDISKE krop, som holder Den Gode Engel indespærret. Hun har gemt sig, Benjamin. Og du bliver nødt til at finde hende." Han vendte blikket rundt, hvorpå han atter kiggede på sin søn. "Hun kan ikke være langt væk. Find hende. FIND HENDE OG RED ENGLEN!"  

*

Peter Jensen fangede patronhylstret der lå i skovkanten med lyset fra sin lommelygte. Han rynkede panden, gik i knæ, greb fat i hylsteret og rettede herefter blikket imod brombærkrattet. Han så blodsprintet der havde stribet sig henover det glitrende grus.

Endnu et rungende brag inde fra skoven. Efterfulgt af et skrig. Han løftede sin Walkie-talkie. Aktiverede den. Og begyndte herefter at tale.

"Vi har fundet vores gerningsmand. Han er i skoven og skyder vildt omkring sig."

Han gav slip på modtageren. Ventede på svar. En stemme lød et kort øjeblik efter. "Okay, vi sender en makker herud. Hvis skulle hilse og sige fra de to overlevende i huset, at der er en pige ved navn Julie, som er flygtet."

Peter Jensen rynkede panden og kiggede frem for sig. Julie... Det samme som hende pigen, der var blevet taget med på politistationen efter hendes veninde var blevet stukket ned. Han trykkede tommelfingeren ind på knappen i siden. "Hvordan ser hun ud?"

"Øhm... Så vidt de har fortalt os, er hun 17 år gammel, brunette og en god ven af familien."

Han slap Walkie-talkien og gjorde store øjne.

*

Benjamin sank en klump, så adamsæblet hoppede op og ned. Rettede langsomt blikket ind mod grantræerne, der stod sammenklumpet omkring ham. "Julie?" Han vendte ansigtet imod venstre. Drejede kroppen rundt og flyttede den ene fod hen foran den anden.

Fuck, tænkte Julie, da hun så Benjamin rette sig mod den passage hun befandt sig i for dernæst langsomt at bevæge sig frem. Hun vidste at hun ikke kunne blive stående. Der skulle handles. Hun drejede sig rundt, klemte sig igennem grenene og kunne ikke tilbageholde den kvalte klynken, der udbød sig fra hendes læber. Hun nåede en lysning på den anden side, og udstødte endnu et skrig. Lyden af grene der tungt blev knækket bag hende, nåede hendes ører.

"Julie! JULIE, JEG KOMMER! DU SKAL IKKE VÆRE BANGE, JEG ER HER NU!" 

"EN ELLER ANDEN, HJÆLP MIG! FUCKING HJÆÆÆÆÆÆLP MIIIIIIIG!" Hendes skrig gav ekko blandt de høje bøgetræer omkring hende. Hun så sig en enkelt gang tilbage, hev efter vejret og så Benjamin brase igennem passagen mellem grantræerne som han løftede geværet op i stilling. Hun vendte blikket fremefter. Satte farten op. Mørket flimrede sig forbi hende. Verden rystede for hendes blik. 

Et brag. Jorden eksploderede lige foran hende, så bladstumper og skidt sprøjtede i en lille stråle opad. Kuglen havde strejfet hendes højre ben. Hun humpede sig hurtigere frem. Endnu et klik. Knæk fra grene, der hurtigt blev trampet ned. Lyden af en person der kom løbende imod hende, blev højere og højere. Julie skreg igen. Endnu et flænsende brag. Det gav et voldsomt spjæt i hendes krop, idet kuglen i blodsprint gennemborede venstre side ad hendes kraveben. Et skærende jag strålede sig opover siden af halsen, videre op igennem kæben. I et kort øjeblik vred orangefarvede prikker sig indover hendes synsfelt, dannede en tunnel. I et par korte øjeblikke kunne hun hverken få luft eller mærke jorden under sig, og ej heller se ret meget andet end de orange pletter der bevægede sig i alle mulige retninger. Det næste skud ramte hende i venstre side, borede sig ind i hendes hofteskål og fortsatte ud gennem lysken. Det var det skud, der slyngede hende fremefter og fik hende til at falde med fronten imod skovbunden.

*

Peter Jensen havde fået klemt sig igennem brombærkrattet. Blade og døde kviste knasede under ham, som han lod den aflange lyskegle fra lommelygten pege rundt. Hans højre hånd knugede om pistolen i hans inderlomme. 

Han hørte skudet og rettede lommelygten fremefter. Hen mod samlingen af gran- og fyrretræer for enden af skråningen. Med øjnene spilet op og fokuseret stift fremefter, satte han sig i løb. Endnu et brag. Et højfrekvent skingrende vræl inden det tredje skud. Peter Jensen mærkede sine fingres greb stramme sig om pistolkolben og lommelygten, som han satte farten yderligere op.

*

Julie snappede efter luft som hun med sin højre arm trak sig fremefter. Hun hørte knækket fra geværet bag sig og lyden af Benjamin, som stoppede op. Med et kridhvidt ansigt og tænderne bidt sammen i en grotesk grimasse, hev hun sig det sidste stykke frem, hvorpå hun rullede sig om på ryggen og lod sig falde tilbage, så hendes ryg hvilede imod grantræets stamme.

Få meter foran hende stod Benjamin med sit blik rettet tomt, drømmende, ud i luften og med et blodsmil der omtegnede ansigtets nedre region. Geværet havde han knækket på midten, så løbet pegede skråt nedad og spidsen hvilede imod skovbunden.

"Hvorfor løber du? Du... bliver aldrig fri hvis du fortsætter med at være bange."

"Benjamin, lad være... Lad være." Julies stemme knækkede over, som endnu en bølge af smerte rullede sig indover hende. En tårerstrøm krakelerede hendes ansigt.

Benjamin trak med venstre hånd en patron op ad lommen. "Se, Julie." Han viste den frem for hende. Metallet glimtede faretruende. "Én... til dig." Han puttede den ned i kammeret, og lod den glide i stilling hvorpå han på ny førte hånden tilbage i lommen. 

Julie rystede på hovedet. Udstødte en række hikkende indåndinger. "Please... Du må ikke gøre det," lykkedes det hende, langt om længe, halvkvalt klynkende at fremsige.

Men Benjamin var forsvundet i sin egen verden og hverken hørte hendes gråd eller så hendes tårer. "Og én... til mig." Han gled den næste patron i kammeret, hvorpå han klikkede jagtgeværet fast til kolben.

*

Peter Jensen lod lyskeglen feje nedover jordbunden. Han fik øje på den blodige opadstrittende kvist, der blev fanget i lommelygtens blåhvide lyskegle. Han førte blikket fremefter, pressede læberne sammen og trak sin pistol ud. Herefter satte han sig på ny i bevægelse, ned imod samlingen af knejsende graner og sammenklumpede fyr.

*

"Sænk... geværet..." Julie drog en hikkende vejrtrækning, og den sammensnerpede klump i hendes hals gjorde det svært for hende at få hendes stemme til at blive ret meget andet end en kvalt klynken. Hun kæmpede sig smertefuldt op i siddende stilling og strakte sin arm frem. Viste håndfladen med de spredte fingrer, som hun med tårer stribende ned ad ansigtet, rystede på hovedet. "Please, Benjamin, sænk det... Vil du ikke nok?"

Benjamin trådte et skridt tættere på. Han så hvordan auraen på ny begyndte at stråle sig omkring hende. Så englenes lyspigge bryde op fra huden på hendes arm, krybe sig videre op imod hendes skuldre. Så hvordan hun bevægede munden, som striber af lys begyndte at stråle sig ud fra hende, indhylle hendes ansigt så trækkene  blev sværere og sværere at skelne.

"Befri mig... Befri mig... Jeg er så bange... Befri mig..." Stemmen gav et unaturligt ekko i hans hoved, havde en spøgelsesagtig overnaturlig klang. 

Hans øjne blev store, smilet bredte sig i hans ansigt. Han løftede geværet i stilling. Skød sikringen tilbage. En gennemtrængende kliklyd, der gav Julie lyst til at krympe sig. 

"Jeg skal nok befrie dig. Jeg skal nok... befrie dig...!" Han tog sigte. Julie sænkede armen og mærkede hvordan al energien forlod hende. Hun kunne blot sidde der. Med ryggen klemt imod grantræet. Ventende på at dø. Benjamin strakte pegefingeren frem. Lod den hvile imod indersiden. Han lænede sig fremefter. Lukkede det ene øje. Så hvordan de fejende lysstråler omkring Julie voksede. Englevingerne foldede sig ud fra hendes ryg. Strakte sig ud til begge sider, som de gradvist voksede og voksede.

*

Peter Jensen nåede granskoven. Lod lyskeglen pege imod naturstien. Han viftede en udhængende grangren til siden, som han satte sig i bevægelse.

*

Julie lukkede øjnene. Hun kunne ikke kontrollere de rykvise krampebevægelser, hendes mellemgulv foretog sig, bevægelserne der fik en ny skærende bølge til at forplante sig fra det ødelagte kraveben opover halsen og siden ad ansigtet. Indover rygpartiet. Spyttet slimede sig ud imellem hendes læber. Flere saltvandsdråber drev nedover hendes kinder.

Så flænsede braget igennem luften. Skuddet fik et spjæt til at gå igennem hendes krop. Hun åbnede øjnene samt munden op på vid gab. Kunne intet mærke de første par sekunder. Hun forsøgte at hive luft ind, men alt hun fik ud af det var en rivende brænden i hendes lunger, efterfulgt af en snurren der begyndte at rulle indover hendes krop. Hun mærkede noget tykt samle sig i hendes hals, glide opad, og troede først det var bræk. Det var først da den metalliske smag begyndte at stikke imod hendes gane og slimhinderne i næsen, at det gik op for hende, at det var blod. Korte øjeblikke senere mærkede hun den tykke lune metalsmagende væske drive udover hendes læber og nedover hendes hage. Hun gurglede. Blod og spyt blandede sig, klattede sig i dråber nedover hendes tøj. De mangefarvede pletter begyndte at klemme sig sammen om hendes synsfelt. Det sidste hun så før virkeligheden blev erstattet af et mørkt bundløst hul, var Benjamin der stod med et saligt blødende smil. Så flimrede hendes øjenlåg hvorpå hun med blod der slimede sig i lange strenge ned fra munden væltede forover og blev liggende ubevægelig.

*

Det gav et sæt i Peter Jensen, da han hørte skuddet. Det kom fra højre, lige i nærheden. Han var sikker. Han drejede sig rundt, lyste imod de tætte gran- og fyrretræer foran sig, hvorpå han knugede grebet om pistolen og kastede sig igennem underskoven.

*

Benjamin sænkede geværet. Så Julie krølle sig forover. Lyset var i et kort øjeblik forsvundet fra hendes krop. Han mærkede en stærk hånd knuge sig om hans skulder. Drejede hovedet. Hans far lænede sig frem. Nikkede og fæstnede blikket imod ham. "Godt klaret. Du fuldendte missionen. Nu mangler du bare den allersidste del. Jeg er stolt af dig, min dreng." Han lænede sig ind til hans høre. Hviskede til ham. "Jeg elsker dig." 

Han gik i opløsning i luften. Benjamin blinkede et par gange og mærkede sine øjne brænde. Noget underligt fugtende og dejligt lun begyndte at rulle sig ned ad hans ene kind, og han måtte blinke et par gange før det gik op for ham, at han havde tårer i øjnene. Langsomt lod han blikket glide hen til Julies ubevægelige krop. Han så lyset indhylle hende. Vingerne strittede sig opad, voksede inden de foldede sig ud, efterladende et langt lysslør. De bevægede sig. Op og ned, op og ned. Benjamin kunne ikke mindes at han nogensinde havde set så smukt et syn. 

Han hørte englens stemme. Skinnene. Klarere end han nogensinde havde hørt før. Englen lød fuldstændig som Julie, bare med en surrealistisk klang over sig der fik den til at give et besynderligt ekko.

"Min helt. Du reddede mig." Englen rettede sig op. Benjamin kneb øjnene sammen. Ansigtet der befandte sig i masken af lys, tilhørte Julie. De store ovale øjne. Den afrundede næse. Det lange glatte hår. Smilet med æblekinderne. Han åbnede munden, som flere tårer pressede sig ud fra hans øjne. Han mærkede pulsen stige. Lysvæsnet strakte sin arm frem. "Kom med mig, Benjamin. Kom med mig. Jeg skylder dig at tage dig med til paradis."

Hans fars stemme, som rungede i hans hoved. "Du ved hvad du skal gøre."

Med det fjerne drømmende blik, afsikrede han geværet så det tomme patronhylster skød sig ud fra siden. Han vidste hvad han skulle gøre. Han vidste da så præcis hvad han skulle gøre. Han løftede geværet og vendte løbet imod sig selv. 

Så trykkede han på aftrækkeren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...