Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
17216Visninger
AA

49. -Kap. 48-

"UNDER BORDET NU! UNDER BORDET! FUCKING UNDER BORDET!

Julie udstødte et klynkende vræl, og trods hun var på randen til panik adlød hun alligevel Mathias uden tøven. Tårerne sprang sig frem fra hendes øjne og begyndte lunt at stribe sig nedover hendes kinder. 

Mathias rynkede på næsen og surrede sine læber sammen. Trak sig rundt så hans ansigt vendte imod døren. Han løftede sig en anelse, strakte hals og udstødte en række af hæse skrig efter hjælp. 

*

Benjamin åbnede ammunitionskassen, da han hørte de høje råb omme fra huset. Knækkede geværløbet på midten som han stoppede to patroner ind gennem løbet. Greb endnu en håndfuld, som han derefter stoppede ned i sin lomme. Den ene håndfuld blev akkompagneret af den næste. Han rettede blikket fremefter, imod sin far. Han nikkede. Med det dystre alvorsfulde udtryk i ansigtet som han havde haft siden han viste sig for Benjamin i saunaen. 

"Perfekt. Og skynd dig nu, før de alarmerer de andre engle." 

Benjamin nikkede. Rejste sig op som han i samme bevægelse klikkede geværløbet fast. Herefter satte han sig i bevægelse imod trappen. Hurtigt. Målrettet. Uden at standse op en eneste gang.

*

Døren åbnede, og den første til at træde ind på Mathias værelse, var Søren. "Hvad satan er det der foregår?" 

Og så stivnede han og antog sit ansigt i et vigende udtryk ved synet af Mathias der slæbte sig frem på én arm, medens den venstre blot slapt kørte henover gulvet, med en skulder der piplede blod i et spor efter sig. 

"Der var nogen der skød mig! Der var nogen som fucking SKØD MIG!

Julie klemte sig sammen under bordet, med begge hænder presset for munden og skingert hivende efter vejret. Søren kørte skrækslagent blikket fra sin søn og op til vinduet. Han så de fire huller, hvor de blåhvide revner i et forgrenende net havde splintret sig på glasset omkring dem. Lod derefter køre blikket ned til sofaen, hvor han så hullet med en lille skumpude af puds der strittede sig op. Christina dukkede i samme øjeblik op, efterfulgt af Sarah og Josefine. 

"Hvad sker der?" Christina dukkede op i dørkarmen og stivnede ligeledes. Mathias rettede sig op, støttede sig til sengen og forvrængede smertefuldt sit ansigt som han lagde hovedet bagover og kiggede imod loftet. Synet af skudhullerne i vinduet, fik en kold klistren til at piple sig frem fra hendes hud. Søren greb fat i hende. 

"Christina, gå ned i køkkenet og lås døren. Lige nu!" Han vendte sig imod Sarah og Josefine, der stod bag ham og strakte hals, i et forsøg på at kigge ind i værelset for at se hvad der foregik. "Piger, ind på værelset! Ind på værelset!"

"Far, hvad...!" Begyndte Sarah, men Søren greb fat i hendes arm, trak hende rundt og surrede arrigt læberne sammen hvorpå han med et kraftigt jerngreb tvang hende tilbage imod døren. 

"Ind på værelset, sagde jeg! Og bliv derinde! Det er en ordre!

Sarah vristede sig fri, og kiggede på ham. Efter udtrykket i sin fars øjne at dømme, kunne hun forstå at hvad end der var sket, var det alvorligt. Hun var nødt til at adlyde ham. Hun drejede sig imod Josefine, som forvirret stod midt på gangen foran trappen. "Kom med, Jose, det er alvorligt." De to piger bevægede sig ind på Sarahs værelse, og lukkede døren efter sig. Søren vendte sig atter rundt, opdagede at Christina stadigvæk stod i dørkarmen med blikket fæstnet imod skudhullerne i vinduet og langede arrigt ud efter hende.

"Hørte du ikke efter hvad fanden jeg sagde til dig, kvinde? Ned og lås døren! Nu! NU FORSATAN!" 

Lyset dukkede atter op i Christinas øjne, hvorpå hun gjorde omkring og styrtede tilbage imod trappen. Panikslagent hivende efter vejret.

Søren vendte sig atter imod værelset, skubbede håret op i panden og bandede imellem sammenbidte tænder. Mathias trak sig længere op ad kanten af sengen, da et skærende vrid plantede sig dybt ind i hans hofte og strålede sig skråt opad mod venstre i hans maveregion. Et gurglende råb lød fra ham. Et råb, der satte skub i Søren og fik ham til at kaste sig ind på værelset.

Julie blev liggende i fosterstilling, med øjnene panisk rettet imod vinduet med de fire huller. En vejrtrækning, der hev pibende og tårer der i en fortsat strøm stribede sig ned ad hendes kinder. 

*

Benjamin lod geværet pege skråt mod jorden, som han sparkede lågen op og hurtigt, målrettet, fortsatte op gennem havegangen. Langs med indkørslen, hvor lygtestolperne i dette givne øjeblik aktiveredes og fortrængte mørket med et elektrisk blåt lys. 

Fortsæt, Benjamin... Fortsæt... Tilintetgør fjenderne... red den gode engel... fortsæt... fortsæt... fortsæt...

Han strakte hånden frem imod døren. Knugede om håndtaget. I dette øjeblik registrerede han endnu en bevægelse ud ad øjenkrogen. Drejede ansigtet imod venstre. En sløret tåge voksede ved siden af den sølvgrå bil i carporten. Fire sæt fangarme begyndte at tage form, brede sig ud fra tågens sider. 

"SKYND DIG, BENJAMIN!" Hans far råbte lige ved siden af ham og fik hans fokus tilbage til døren. Han skubbede håndtaget ned, åbnede døren og trådte ind i entréen. Hans fingre gav slip på håndtagets kolde metal i samme instans som Christina rundede åbningen indtil huset i venstre side og stivnede to meter fra ham. Al bevægelse fortog sig i Benjamins krop. Christina åbnede munden, kunne ikke sige en lyd og blev istedet blot stående, som al farve krøb sig væk fra ansigtet. 

Så forvandlede hun sig. Hendes mund blev fyldt med sylespidse tænder og hendes øjne begyndte at gløde rødt. En ekkoende dyb latter lød fra hende, hvorpå hun strakte armene frem. Kløer. Benjamin så uhyrligt spidse kløer, der voksede. Strakte sig længere og længere ud fra hendes fingerspidser. 

Uden tøven løftede han geværet og tog sigte. Christina nåede lige at udstøde et skrig og intuitivt brede sine arme ud til begge sider, da en øredøvende eksplosion i næste instans bragede gennem luften. Det første skud ramte hende i underlivet. Hendes øjne poppede udad som hun bøjede sig forover. Vaklede et par skridt tilbage. Et hæst gisp. Det blev akkompagneret af endnu et brag. Hendes hoved rykkede tilbage som en rød sky puffede sig ud og farvede væggen bag hende. Hun faldt død om næsten øjeblikkeligt. Benjamin sænkede geværet. Skød sikringen tilbage. Endnu et patronhylster blev kastet ud fra siden og klirrede sig rundt på gulvet. Han førte fokus fra liget og hen til døren, hvorpå han satte sig i bevægelse. 

*

Braget fik Søren til at vende sig rundt imod døråbningen. Han havde netop trukket telefonen for at ringe efter politiet, da eksplosionen fra jagtgeværets munding fik al fornuft til at forlade hans sind. Han tabte telefonen. Vendte sig rundt imod døråbningen ud til gangen, og skreg op netop som endnu et øredøvende brag fyldte huset. Efterfulgt af det hvislende dump af en krop, der faldt om på et gulv.

"CHRISTINA!" Søren vrælede hæst og kastede sig i bevægelse. Mathias drejede hovedet mod ham, strakte armen frem og råbte op.

"FAR! FAR, NEJ, LAD VÆRE, LAD...!" 

Søren var kun lige nået ud fra døråbningen og havde vendt sig imod trappen, da det tredje brag lød. Et spjæt jog sig igennem hans krop. Han løftede hånden. Tog sig til halsen. En boblende gurglen, som rød tyk væske spredte sig ud fra munden. Herefter sank han først i knæ hvorpå han væltede om imod højre for derefter at blive liggende.

Mathias forvrængede ansigtet. Et slør lagde sig indover hans hornhinder. Hjertets voldsomme pulseren fik et mørke til at dunke bølgende for hans synsfelt. Han hørte en klikkende lyd efterfulgt af en klirren af metal mod træ. Noget der lød som en patron der landede på et gulv. Derefter skridt, der nærmede sig trappen.

Der var ingen tid at spilde. 

Han kastede sig imod Julie. Greb fat i hendes ansigt og vendte hende imod sig. "Julie, når jeg siger nu... Så kravler du ud herfra og løber så stærkt du kan. Okay?"

Julie blinkede et par gange for at fjerne de slørende tårer. "Hvad?" 

"Når jeg siger til, så løber du væk herfra og tilkalder hjælp! Okay?" 

Hun nikkede et par gange. 

Benjamins stemme lød dirrende ude fra trappen. "Julie? Julie, du skal ikke være bange længere! Nu kommer jeg og befrier dig! Jeg kommer og befrier dig, min engel! Forstår du det? Jeg kommer og redder dig! Du er snart fri!" 

Mathias rettede blikket imod træskamlen som befandt sig foran skrivebordet bag døren. Kiggede en sidste gang på Julie. "Jeg elsker dig." Med de ord, vred han sig rundt, kæmpede sig smertefuldt op på det ene ben og humpede fremad. Smerten dunkede fra hoften, strålede sig i bølger op gennem hans højre side, hele vejen op til brystpartiet. Men han kæmpede imod... kæmpede imod... kæmpede imod... 

Julie drejede sig rundt, så hendes ansigt vendte imod Mathias. Hun pilede blikket fra ham og hen til døråbningen. Så en lang skygge bevæge sig henover gulvet. En hivende vejrtrækning efterfulgt af noget, der lød som en mellemting imellem et gisp og en latter. "Du er fri nu, Julie. Fri som fuglen. Du er fri... Du skal ikke være bange mere... Jeg kommer og redder dig. De onde engle kan ikke gøre dig noget." 

Mathias løftede skamlen med sin raske arm. Drejede sig med et tåreforvrænget ansigt om imod dørkarmen. Benjamins skridt blev højere. Mathias slæbte sig frem, løftede af al anstrengelse skamlen. Ventede... Ventede... ventede... v...

Benjamin dukkede op i samme instans. Drejede sig rundt imod Mathias værelse, med geværet løftet i stilling og mundingen pegende direkte imod det sted, Julie befandt sig. Hun så det hule udtryk i hans øjne samt det befriende smil på hans læber, idet han satte sig i bevægelse. "Nu er du...!" 

Idet Benjamin var trådt ind på værelset, slyngede Mathias med et halvkvalt råb skamlen igennem luften. Han ramte Benjamin i ansigtet med stolebenet. Benjamin rykkede hovedet bagover, tabte geværet og vaklede ud fra døråbningen inden han snublede med ryggen imod væggen. Brillerne kurede henover gulvet og blev standset ved kanten af trappen. Han fik knap nok tid til at sunde sig, før Mathias slæbte sig ud fra værelset, atter løftede skamlen og på ny slyngede den igennem luften. Indover siden af hans kæbeben. Spyt stænkede sig udfra Benjamins mund og klattede sig i et slimet spor henover gulvbrædderne. Han vendte med panikslagne øjne hovedet opefter, men fik ikke registreret sin angriber før han for tredje gang fik banket skamlen nedover sit ansigt. Et råb lød fra ham. Det flimrede for hans øjne. Han forsøgte at vende sig om på maven, da han endnu engang fik slynget stolen nedover sig. Denne gang nedover ryggen. Mathias bed panikslagent tænderne sammen, buede blikket fra Benjamin under sig og hen til Julie under bordet. 

"Nu, Julie. Nu! Stik af og tilkald hjælp! NUUUUU!" 

Julie tøvede ikke det mindste øjeblik. Hun kravlede sig ud fra bordet, kastede sig op i stående stilling, ignorerede liget af Mathias far og satte sig i bevægelse. 

Benjamin vred sig rundt i samme øjeblik, greb fat i Mathias ben og rykkede til. Mathias mistede balancen og gled forover. Skamlen røg ud ad hans hånd, fløj ned på gulvet og spærrede for udgangen. Julie bankede i samme instans begge skinneben ind i de opadstrittende stoleben og fløj med et skingert hvin forover. Hun tog fra med hænderne imod gulvbrædderne. Kravlede det sidste stykke hen mod trappen inden hun kæmpede sig op på sine ben og hivende efter vejret atter satte sig i løb. 

En knyttet næve fløj gennem luften, smækkede indover Mathias næse og sendte hans hoved ned i gulvet. Den samme næve gentog bevægelsen netop som Mathias drejede hovedet opad. Blodet stænkede sig ud fra hans næse, blandede sig med søen der i forvejen havde løbet sig ud fra Sørens lig. Benjamin kastede sig fremefter. Greb fat i geværet, knugede det ind til sig og drejede sig imod Mathias. Han så den gamle dame med det indtørrede ansigt og det lange hvide hår dreje hovedet imod hende. Det var ikke Mathias, han så ligge på gulvet foran ham. Det var den gamle dame. 

"Jeg slår dig ihjel, lille dreeeeeng. Ihjel, ihjel, ihjeeeeeel...!" Benjamin udstødte et vræl, tog sigte og skød. Mathias havde kun lige nået at rette sig op, før en sky af blod og hjernemasse blæste sig ud fra højre side ad hans hoved og sprøjtede indover væggen. Hans krop blev omgående slap hvorpå han landede med maven på gulvet. Død. 

"Nu mangler du bare at befrie englen, Benjamin. Du har ikke nogen tid at spilde." Hans far trådte ind foran ham, og slog armen ud mod trappen. "Efter hende! Hun er i panik og det holder englen indespærret! Du ved hvad du skal gøre. Jeg stoler på dig." 

Benjamin vendte blikket fremefter. "Julie! Julie, vent! Du må ikke løbe væk! Jeg er kommet for at redde dig! Vent! VEEEEENT!" Han satte sig i løb efter hende. Bemærkede ikke at han lod sine briller ligge tilbage på kanten af trappen. Han var for travlt optaget med at fuldføre den indbildte redningsmission. 

Og i værelset bag den lukkede dør, sad de to piger og knugede sig krampagtigt til hinanden. Begge med tårer i øjnene og begge svagt klynkende. Den eneste, der havde noget i hånden, var Sarah. Og trods hendes krop skælvede stadigt voldsommere, lykkedes det hende at taste politiets nummer ind og føre telefonen op til øret, altimens hun knugede sin panikslagne veninde ind til sig og samtidig selv kæmpede for at holde angsten under kontrol. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...