Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15515Visninger
AA

48. -Kap. 47-

Benjamin kiggede først fremad da han nåede det røde hus som var omkranset af det hvide plankeværk. Han vendte hovedet imod venstre. Så gaffelforgreningen i vejen, som blev oplyst af det blege hvide lys fra den elektriske gadelygte. Hans far dukkede op ved siden af ham. Kiggede i samme retning som Benjamin, hvorpå han vendte ansigtet imod ham. "Det er den vej. Grusvejen til venstre. Kan du stadigvæk godt huske hvad du skal gøre?"

Benjamin nikkede. Niels smilte, løftede hånden og lod blidt sine fingre klemme sig om Benjamins venstre overarm. "Ord kan ikke beskrive, hvor stolt af dig jeg er, min dreng. Du har vist evne til at overvinde De Onde Engle. Hvis du klarer det her, er du stærkere end mig. Jeg stoler på dig. Svigt hende ikke. Fortsæt. Uanset hvad, så fortsæt. Den Gode Engel er alt, hvad der betyder noget lige nu." 

"Selvfølgelig, far." Benjamin snuste hårdt ind, strammede sit greb om geværet og satte sig i bevægelse. Et hult tomt smil voksede på hans læber som han nærmede forgreningen. 

*

Det tog over et minut for Julie, før hun var i stand til at sige noget. Et minut, hvor stilheden havde rullet sig indover værelset, så alt hvad man hørte var lyden af Mathias' søster og hendes veninde, der snakkede og hyggede sig i værelset på den modsatte side ad gangen, samt den konstante hvislen fra playstation-afspilleren. 

Først lod hun tungen glide henover overlæben, hvorpå hun efter en voldsom mental kamp fik overtalt sig selv. Tog en dyb indånding. Mathias havde drejet hovedet væk fra hende. Da hun atter løftede blikket imod ham, kunne hun - grundet den hævede stilling hans skulderparti havde antaget - regne ud at han havde spændt musklerne i sin krop til det yderste. 

"Jeg er også forelsket i dig, Mathias." 

Han vendte i ét ryk hovedet imod hende. "Hva'?"

Julie smilte anstrengt. "Jeg sagde bare, at... jeg også er forelsket i dig." 

*

Benjamin standsede da han nåede metalhegnet på sin venstre hånd. Hans øjne klarede op, og et glimt af triumf var at spore i hans blik da han så det oplyste hus på hans venstre hånd. Han fæstnede blikket imod vinduet i øverste venstre hjørne af husets facade, hvor et gult elektrisk lys fejede sig ud. Mathias værelse. Langsomt drejede han hovedet imod det udbrændte murstenshus på sin højre hånd. Trak skuldertasken ned, og lod den skrabe henover gruset som han satte sig i bevægelse. Den mørkeindhyllede åbning kom gradvist tættere og tættere på.

*

Mathias og Julie blev siddende med deres ansigter fæstnet imod hinanden. Begge med hamrende hjerter og henlagt i tavshed. Julie bemærkede hvordan Mathias øjne var blevet mere blanke end de plejede. Nærmest skinnende. Måden han sank på. Måden hans bryst hævede og sænkede sig på. Den lugt, der strømmede ud fra ham, og fik et kildrende sug til at forplante sig ned igennem hendes bryst. Langsomt rykkede hun sig nærmere. Lænede sig langsomt fremad. Det brændte imod hendes mund, og en fugtig fornemmelse klistrede sig i hendes skridtregion. 

*

Benjamin bevægede sig op ad trætrappen. Ignorerede de hæse knurrende lyde i mørket omkring ham, de lyde kun han kunne høre, lydende af De Onde Engle der ikke ville have at han fuldførte sin mission. Lydende blandede sig med hans fars rungende stemme.

"Godt, min dreng. Du er der næsten. Fortsæt. Fortsæt. Fortsæt."

Trappen fragav sig et enkelt beklagende knirk. Han løftede armen og greb fat i kanten af gulvet der udgjorde anden etage for enden. Slikkede sig om munden og løftede den ene fod inden han lod den glide frem.

*

Læberne var bløde, fugtige samt måske også en smule slimet. Det blev akkompagneret af en snurrende elektrificeret sitren, der startede ved Julies mundregion for derefter at begynde at forgrene sig opover hendes ansigt, støde sig ned igennem hendes krop. Det var berøringen af Mathias læber imod hendes, som udløste en eksplosion af elektrokemiske signaler i hendes hjerne. Elektrokemiske signaler der gjorde Julie overbevist om, at hun - i dette givne splitsekund - var endt i paradis. Som fik alle tanker til at forsvinde og gav hende idéen om, at hun var uovervindelig. At hun aldrig nogensinde skulle blive ulykkelig igen.

*

Benjamin gik i knæ. En skurrende lyd brød tavsheden i det udbrændte hus, da han med en målrettet sagte bevægelse lynede sportstasken op. Geværet kom til syne, som et sort aflangt metalrør påhæftet et sirligt udskåret træskæfte.

Han greb fat i geværet. Placerede det ved siden af tasken, inden han som det næste trak den aflange firkantede metalkasse op, der udgjorde ammunitionen. Han skubbede tasken tilbage, rettede en enkelt gang blikket imod det oplyste vindue direkte overfor det firkantede hul med de enkelte glasstumper som engang havde været en rude foran ham, og koncentrerede sig atter om geværet. Rettede sig op hvorpå han klikkede det på plads.

*

En række af klistrende smæld lød, som de to læber åbnede og lukkede sig om hinanden i en række lange passionerede sekunder. Herefter fjernede Julie ganske forsigtigt sit ansigt, blinkede et par gange og betragtede fjernt Mathias. Som hun sad der og kiggede på ham, så hans blonde hår redt i den smarte ulastelige sidevendte stritfrisure og hans brede skuldre samt kvadratiske ansigt, forekom det hende at han var langt smukkere end hun havde troet før. 

Og så var han usandsynligt god til at kysse.

Hun kørte en lok af hår om bag øret, og drejede ansigtet væk. "Det her er ret... akavet."

Mathias nikkede. Hans øjne var store og det svulmede spændstigt i hans nedre region. "Ja... men... alligevel føles det...!"

"...rigtigt?" Hun flyttede blikket hen til ham. 

Han nikkede og smilte anstrængt. "Ja. Men... det... jeg troede virkelig ikke, at...!"

"Det gjorde jeg heller ikke. Jeg burde jo et eller andet sted, have regnet den ud. Jeg mener...!" Hun trak på skulderen. For sit indre blik genoplevede hun sig selv sidde bagerst på scooteren, med sine arme om Mathias flanker og med den kolde luftmodstand blæsende sig ind i hendes ansigt. "Da vi sad der på scooteren... Der var der bare... et eller andet... Magisk."

Mathias smilte skævt og løftede brynene. "Var det først der, du blev forelsket i mig?"

Hun rystede på hovedet og kiggede ned i sengen. "Nej. Jeg har nok været forelsket i dig i lang tid, men... Ja... Jeg tror bare jeg har undertrykket det. På grund af alt det med mine forældre. Og at du ikke er kristen."

"Jeg har nok haft det på samme måde." 

En tavshed, Julie fandt gnavende akavet. Det hele virkede stadig urealistisk. Hun havde svært ved at forstå, at dette var virkeligheden og ikke blot en drøm. Hun var ikke i stand til at kigge på ham i mere end få øjeblikke af gangen. 

Så sagde Mathias noget.

"Julie, du skal vide at... Der skal meget til, før jeg bliver forelsket i nogen. Virkelig. Du betyder noget helt særligt for mig." 

Julies kinder blussede op og hun måtte på ny rette blikket væk. "T-tak... Og.. og i lige måde." 

 

*

 

Benjamin rykkede sig hen til vinduet. Fugtiggjorde sine læber som han mærkede pulsen stige. Han kunne knap forstå, at det var så nemt at overvinde de onde engle. At han blot behøvede at modstå deres tankekontrol, før de var magtesløse. Og at han kunne besejre dem med et enkelt skud. Han lukkede det ene øje som han rettede geværløbet fremefter. Strammede musklerne i armen, strakte tommelfingeren frem og lod den hvile imod aftrækkeren. Han vendte fokus imod vinduet, der - grundet lyset i det omkringliggende mørke - gjorde det muligt for ham at se fuldstændig klart, hvilken aktivitet der gik for sig. 

Og så stivnede han. Sænkede geværet og drejede hovedet imod venstre. Mod Niels, der sad lænet op ad væggen ved siden af ham. "Hv... Hvorfor sagde du ikke noget?"

Niels drejede hovedet imod ham med et spørgende udtryk. "Sagde ikke hvad?"

"Hvorfor sagde du ikke, at... At han havde taget Julie... til fange?"

Niels rettede sig op. Rykkede sig hen til ham og vendte blikket imod vinduet. Benjamin blinkede et par gange, kæmpende imod angsten der gjorde hans krop klistrende fugtig. "Hvorfor fanden sagde du ikke noget?"

Niels så atter på ham. "Hvordan fanden skal jeg kunne vide det?"

"Jeg troede du vidste alt!"

"Ja, men så troede du forkert! Men... Det er ikke noget problem. Du kan skyde ham alligevel."

"Og... hvis jeg rammer Julie?"

"Hvis du sigter så godt som du gjorde dengang jeg lærte dig at skyde, så rammer du ikke Julie." 

Han sank en klump og vendte atter blikket imod vinduet. Så hvordan Julie på ny lænede sig frem og omfavnede Mathias i et passioneret kys. Og så så han noget ganske andet. Den lysende krop, der vridende forsøgte at adskille sig fra Julie. I noget der forekom Benjamin at ligne panik. Han hørte en svag spøgelsesagtig skrigende stemme i sit hoved. En stemme, der var trylende. Skrækslagen.

Hjææææælp m-i-i-i-i-i-g... H-j-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-l-p m-i-i-i-i-i-i-i-g

"Gør det. Nu!" 

Benjamin surrede sine læber sammen. Løftede geværet. Tog atter sigte. Ventede indtil han så Mathias rette sig op fra Julie. Han mærkede hvordan vægten fra geværet blandet med den pludselige angst, fik hans arme til at skælve ukontrollerbart. Han bed tænderne sammen, udstødte et halvkvalt hvæs hvorpå han klikkede aftrækkeren ind. Og skød. 

*

Der lød endnu et klistret smæld da Julie og Mathias læber delte sig på ny. Hun mærkede endnu en kildrende bølge af varme strømme sig ned igennem hendes krop da hun så smilet, der kruseder sig om Mathias læber. Stilhed et kort øjeblik. Hun så refleksionen fra loftslampen i vinduet bag Mathias. 

Han skilte læberne. "Julie... jeg...!"

En eksplosion der i samme instans blev akkompagneret af en klirren af glas. Hvidt pus sprøjtede i en sky op fra sofaen. I dette splitsekund forekom det for Julie som om alt foregik i slowmotion, og trods der gik under fem sekunder, føltes det snarere som minutter. Hun så først rykket i Mathias krop øjeblikket efter eksplosionen og den klirrende lyd af glas. Han blev stiv som en sygelig hvid farve krøb sig opover hans kinder. Så udstødte han et tænderskærende hyl, som han i samme instans placerede begge sine hænder imod den højre hofte og bøjede sig fremover. 

Endnu en eksplosion, inden fladskærmen eksploderede i en regn af gnister og glasskår. Julie førte hænderne op til ørerne og blandede Mathias groteske smertehyl op med en række af sine egne skingre paniske hvin. 

*

Benjamin afsikrede geværet, så en patronskal skød sig ud fra siden og klirrende landede på trægulvet ved siden af ham. Hans øjne var udspilede, hans ansigt ulæseligt. 

"En gang til." 

Benjamin løftede på ny geværet. Tog sig sigte. Skød.

*

En stråle af blod sprøjtede ud fra Mathias venstre skulder og stænkede sig indover Julies tøj. Mathias reagerede intuitivt, greb hårdt fat i den skrigende Julies lår og hev hende med ned på gulvet kort inden endnu en eksplosion lød, som den fjerde patron skar sig igennem glasset og i en sky af hvidt støv blev sendt skråt ind i glasfibervæggen, hvor den borede sig fast et par centimeter inde. 

*

Benjamin sænkede geværet, sank nogle gange så adamsæblet rullede sig op og ned og kneb panisk øjnene sammen da han så hvordan Mathias og Julie forsvandt ud fra skudvidde. Han drejede omgående sit hoved imod venstre. "Hvad skal jeg gøre?"

Niels smældede med læberne og klikkede tungen imod ganen, før han svarede ham. "Situationen har taget en drejning, ingen af os har set komme. Vi skal have iværksat plan B."

"Og det er?"

Niels lænede sig frem imod ham. "Det er at vi skal ind i huset og have reddet Julie fra De Onde Engles klør. Du har ammunition nok, så det skulle ikke være noget problem." 

Benjamin vendte blikket imod ammunitionskassen ved siden af sportstasken. Gjorde store øjne og fjernede sig fra det firkantede vindueshul. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...