Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15402Visninger
AA

47. -Kap. 46-

Mathias rettede sig op efter at have redt sengen i gæsteværelset, hvorpå han vendte sig om mod Julie med et opblødende smil. Julie smilte tilbage, skulede til sengen og satte sig i bevægelse. Hen til vinduet, hvor hun havde frit udsyn til terassen på den anden side med parasollen, blomsterbedende som igen afgrænsede til baghaven med drivhuset. Bag drivhuset så hun kædehegnet som grænsede op til den tætte bøgeskov bagved. Hun drejede sig atter rundt imod Benjamin, som hun mærkede den vridende kulde i maven. 

Det var så her hun skulle tilbringe natten. I gæsteværelset for enden af stuen. Isoleret og alene fra de andre. Med fare for, at nogen ville kunne vandre hen til huset. Holde øje med hende gennem vinduet om natten. Trænge ind i huset. Voldtage hende når hun var allermest hjælpeløs. 

Mathias så det dystre blik der dukkede op i hendes blå øjne. Smilet svandt ind. En fure skilte hans pande i to. "Hvad er der, Julie?" 

Hun rystede på hovedet og tog en dyb indånding. Det prikkede kildrende på indersiden af huden i hendes nakke. Hjertet slog taktfast, sindssygt, imod inderkanten af brystet. Hun krakelerede det dystre hule udtryk med et påtrængt smil. "Ikke noget."

"Er du sikker?"

Hendes kinder blev varme, da hun vidste at Mathias havde taget hende i at lyve. Hun drejede blikket væk, som kinderne påtog den tomatrøde farve, der altid havde karakteriseret hende. Den tendens hun var allermest træt af, men som hun samtidig var allermest kendt for. 

"Julie." Mathias trådte nærmere. Julie spændte musklerne i kroppen. Billederne filmede sig atter fremover indersiden af synsfeltet. Hendes mors mund der tilstrammede sig, så rynkerne blev tydeligere. Glasset der knustes imod trægulvet. Hendes familie, der fortsatte med at ignorere hende. Tanken om straf. Tanken om at hun var uværdig. Forladt. Alene. Det brændte imod hendes øjeæbler med en pressende sviden. Julie bed tænderne sammen så hendes kæber strammede sig til.

Det var da hun mærkede Mathias greb omkring sine flanker, at det hele blev udløst. Uden hun havde nogen kontrol over det. Uden hun ville det. En række halvkvalte gurglende lyde udbød sig fra det dybeste af hendes strube, som hendes vejrtrækning blev hikkende. Hun mærkede den lune fugtige kildren, der skubbede sig nedover hendes kinder, sugede sig ned mod gulvet. Automatisk knugede hun Mathias tættere ind til sig, nægtede på noget som helst tidspunkt at give slip. 

Ordene kom langsomt og hikkende efter hun havde stået knyttet ind til ham i et udefinerbart tidsrum. 

"Min familie hader mig, Mathias. Jeg er ikke deres datter mere."

Mathias rynkede panden. Holdt dog fortsat Julie knuget tæt ind til sig. "Var det det, du snakkede med Andrea om tidligere i dag?"

"Mhm-hmm. Det var det." En dyb hikkende indånding, hvorpå hun fortsatte. "Jeg... gik i seng med Benjamin i fredags. Vi havde... vi havde ikke sex, selvom det var ekstremt tæt på... men... lige siden har jeg bare... følt mig forkert. Undskyld. Undskyld." 

"Det er okay, Julie. Det måtte jo ske en dag. Du må gerne blive her, hvis du vil. Mine forældre kan virkelig godt lide dig, og jeg skal nok fortælle dem hvad det handler om."

Hun førte blikket op mod ham. "Tror du... tror du at... at de er åbne for det?" 

Han nikkede. "Ja. De ved også godt, hvor meget du... betyder for mig."

Julie betragtede ham i et par lange øjeblikke. Mærkede atter den underlige bølge af varme, der boblede sig ned gennem indersiden af hendes krop med en snurrende kildren. Hendes kinder dunkede som den brændene stikken blev stadig kraftigere. Mathias smilte skævt. Julie slog blikket ned da en ubehagelig klump pressede sig op imellem ganen og luftrøret. 

"Lad os gå ovenpå og få smadret nogen flere russere. Så kan vi måske også glemme det hele." Mathias klappede hende på skulderen, hvorpå han drejede sig omkring og bevægede sig hen mod døren til stuen. Julie blev stående. Forsøgte at få styr på sig selv. Den forvirrende kildren hun ikke kunne sætte ord på, frustrerede hende. Det virkede forkert. Forkert og akavet. Tankerne blev ved med at kræse om Mathias, om hans udseende, om hans latter. Nej, Julie, tag dig sammen. Hun blinkede et par enkelte gange, hvorpå hun endelig fulgte med ham. 

*

Bussen ankom til busstoppestedet på Sejrsskovvej, hvorpå dørene med den hvislende lyd, åbnede op. Benjamin trådte ud, og knugede hænderne om sportstaskens remme. Jagtgeværet bulede en anelse ud, og gjorde ondt imod hans ryg. Han blev stående, med blikket rettet fremefter. Solen var gået ned, og himlen var hastigt ved at gå over i en tusmørkeblå farve. Gadelygterne havde været tændt i de sidste ti minutter. Han ventede indtil bussen havde kørt, hvorpå han - med det samme målrettede hule blik - satte sig i bevægelse. Op langs med Sejrsskovvej. Imod sidevejen længere fremme. 

Hæse gurglende lyde begyndte at tage form omkring ham. En svag hviskende latter. En knurren inde fra skoven på hans højre hånd. Han mærkede hvordan hjertet bankede imod hans bryst. Nogen fulgte efter ham. I dette øjeblik syntes han at han hørte to fødder der bevægede sig i takt til hans gang. Bortset fra, at lyden blev højere. Højere. Højere. 

Taaaaaaabeeeeer... lillleeeee taaaaabeeeeer....

En masse små højfrekvente latterudbrud. Det raslede i buskadset på hans højre hånd. Han så en sort skygge ud ad øjenkrogen. To røde øjne der i et kort øjeblik glimtede. Han satte farten op, og forvrængede ansigtet.

"Lad mig være. Lad mig være. Lad mig så være!"

Du vinder aldrig... ikke over os... aldrig... aldrig... ALDRIG!

Han lukkede øjnene stramt sammen og udstødte et råb. En slangende knasende lyd, der nærmest lød til at komme snoende imod ham. En elektrisk kildren voksede ned langs med bagsiden af hans ben. Som hvis noget befandt sig millimeter derfra. Han drejede sig rundt. Der var intet andet end Sejrsskovvej, busstoppestedet samt en lysregulering langt ude. 

"Jeg ved godt I bare prøver at skræmme mig! I kan ikke gøre mig noget. Hører i? I KAN IKKE GØRE MIG NOGET!" Et lille smil bredte sig i hans ansigt. Efterfulgt af en monoton latter. "I kan ikke gøre mig noget."

Stilhed. Han pressede læberne sammen, snurrede omkring og fortsatte med hurtige målrettede skridt imod Hans Appels Vej på hans højre hånd tyve meter længere oppe.

*

En bølge af rødt flimrede sig for tiende gang henover skærmen. Den mand, Julie styrede, faldt i knæ og landede dermed med siden på et betongulv. Spillet var ovre. Hun måtte starte helt tilbage fra begyndelsen af levelet. 

Hun pressede læberne sammen, lænede sig tilbage så hendes ryg hvilede imod væggen og drejede derefter hovedet imod Mathias. Han sad blot dér, ved siden af hende, og betragtede hende med et sælsomt udtryk i de grønne øjne. Igen mærkede hun den varme stikken imod sine kinder og pulsen der med et kildrende sug blev drastisk forøget. Det tog nogle langvarige øjeblikke for hende, før hun med et forsigtigt akavet smil, sagde noget. 

"Hvad, øh, hvad er der?"

Mathias trak på skulderen og skulede hen imod skærmen. "Ikke noget. Jeg... Jeg syntes bare dine kinder er sygt røde. Mere end de plejer." Han kløede sig i håret og skulede atter imod hende. Det forekom Julie, at hans stemme var blevet lavere end den plejede. Det lignede ham ikke. 

*

Benjamin. Benjamiiiiiiiiiin.

Benjamin pressede læberne sammen til en tynd streg, og klemte atter øjnene hårdt i. Grusets knirkende knasen blev blandet op med en hæs latter der lød til at komme fra alle retninger. Efterfulgt af en knirkende knasen lige bag ham. Sveden drev sig klistrende frem imellem furene på hans håndflader. Han satte farten op. Et spøgelsesagtigt hyl fløj igennem luften tæt ved hans ører. Han passerede endnu en lygtepæl. Skulede fremefter. Der stod et grantræ på hans højre hånd. Han fæstnede blikket imod det, som han blev gradvist mere og mere overbevist om, at træet bevægede sig. Hans øjne blev udspilede, det hule udtryk i hans ansigt var blevet til en forvrænget grimasse. Noget der lignede to lysende tentakler, skød op fra træets rødder og begyndte vridende at slange sig op ad barken. Benjamin sagtnede farten, og havde ligepludselig mest af alt blot lyst til at snurre sig omkring og løbe væk. Droppe missionen. Træet blev omgivet af et slør af lys, kort inden grenene voksede, strakte sig truende frem imod ham. Et forvrænget knurrende hyl. Benjamin satte over i løb. Mærkede hvordan spidse nåle strejfede hans arme. Han lukkede øjnene. Hev efter vejret. Han måtte ikke vende om. Det måtte han ikke. Det måtte han bare ikke.

*

"Julie?"

Julie vendte blikket væk fra skærmen og kiggede tilbage på Mathias igen. Så hvordan han fugtede læberne. Hendes hjerte bankede hurtigere. Det snurrede imod hendes hud, så de små dunhår på armene oprejste sig. 

"Jeg...!" Han rystede på hovedet og drejede ansigtet væk. "Nej, glem det. Jeg kan ikke sige det."

"Jo. Kom nu. Sig det." 

Han skulede atter til hende. Det var første gang nogensinde, at Julie havde set Mathias virke så... hjælpeløs. Han virkede bange. Som et lille barn, der kunne finde på at skrige hvert øjeblik det skulle være. Hans løftede øjenbryn. Hans tilstrammede halsmuskler. Det virkede sødt. 

Hun blev endnu mere forvirret over denne tanke, og mærkede hendes kinder brænde dunkende. Lige pludselig havde hun lyst til at røre ham. Lyst til at trække sig ind til ham. Begrave sig selv imod hans bryst. Hun blinkede atter. Hvad foregik der? 

Han tog en dyb indånding. "For... nogen uger siden, spurgte du mig om, hvorfor... hvorfor det var, at jeg her på det seneste, var begyndt at kalde dig "nissepigen" næsten hele tiden. Kan du... kan du godt huske det?"

Julie nikkede, og kunne ikke lade være med at fundere over, at hans stemme lød utrolig sexet når han sænkede den på den givne måde. Sexet, nuttet. Dejlig. 

Mathias slog blikket ned. Sagde ikke noget i et par øjeblikke. "Og... jeg fortalte dig, at det bare er fordi du er lækker. Men...!" Han rystede på hovedet og kiggede på hende. "Det er ikke derfor."

Og Julie vidste i dette givne sekund, hvad han havde på hjerte. Hvad det var, der som det næste ville udbyde sig fra hans læber. Alligevel tog hun sig selv i at svare tilbage med et spørgsmål, hun fandt endog temmelig idiotisk. 

"Hvorfor så?"

"Det... Det fordi, at... at... Jeg er forelsket i dig. Okay? Jeg er forelsket i dig og har været det i pisse lang tid. Men... ja, du ved sikkert godt hvorfor jeg lod være med at sige det." Han drejede blikket væk. "Undskyld. Du er sikkert heller ikke forelsket i mig. Og jeg ved godt det er dumt af mig, for... det bliver nok aldrig til noget."

Julie blev siddende og blinkede et par gange. Hun havde troet at beskeden ville have skræmt hende. At beskeden lige pludselig ville give hende lyst til at tage hjem og undgå drengen foran hende resten af skoleåret. Men det gjorde den ikke. Istedet mærkede hun endnu en bølge af varme strømme igennem sig. Lettelse. Hun vidste, at hun blev lettet. Pludselig gav det hele mening. Hvorfor hun hele tiden fik den irritererene rødmen, hver gang Mathias drillede hende. Hvorfor det havde virket så befriende da hun havde siddet bag ham på scooteren. Forklarede den voldsomme bølge af varme der syntes at fjerne alle hendes bekymringer, da hans arme havde snoet sig rundt om hendes flanker. Og det forklarede, mere end noget andet, hvorfor Mathias på det seneste havde snakket meget mere med hende og nærmest forfulgt hende. Og særligt hvorfor han havde drillet hende så meget. De gange han havde rykket hende i håret, havde lavet sjov med hende. Det havde aldrig irriteret hende. 

Og hun vidste hvorfor.

Hun var forelsket i ham. Og hun havde været det længe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...