Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15396Visninger
AA

46. -Kap. 45-

Benjamin løftede Kirsten op i armene, drejede hovedet imod den åbne kælderdør bag sig og begyndte at trække hende afsted. Blodet på siden af hendes hoved og henover ansigtet, var stadig ikke størknet, og efterlod sig som følge deraf, et langt mørkerødt spor.

"Læg hende i et hjørne og find noget at dække hende til med." 

Han pressede læberne sammen og kiggede omkring i kælderen. Forbi sofagruppen og hen mod den adskildte seng med brædderne, der var blevet stillet op ad væggen. Lod blikket skanne sig langsomt forbi billiardbordet og hen i hjørnet. Der lå en samling plastikpressenninger. Perfekt.

Han trak atter i Kirstens krop hvorpå han med en skrabende lyd slæbte hende henover kælderens mørkegrå betongulv. Langs med murstensvæggen, forbi et rundt bord med glasplade. En samling sammenrullede oppustelige madrasser. Langs med billiardbordet på venstre hånd. Han gav slip på hendes arme så hun slapt dumpede ned på gulvet idet han var nået hen til presenningerne, hvorpå han drejede sig omkring. Betragtede den gennemsigtige plastikpresenning foran sig. Løftede armen og strakte den sagte fremad.

*

Julie og Mathias tilbragte resten af eftermiddagen på at spille Call of Duty. Trods Julie i starten havde svært ved at finde ud af det, blev Mathias endog temmelig overrasket over, hvor lærenem hun var. Efter blot en time hvor hun var kommet til at slå de forkerte ihjel og var blevet skudt i smadder op til flere gange - hvilket havde medført en række høje latterudbrud fra Mathias såvel som Julie - begyndte det at blive gradvist nemmere og nemmere for hende at styre spilleren. Der begyndte at gå længere og længere tid imellem at hun blev slået ihjel. 

Hun glemte for en stund, alle problemerne. Glemte Benjamin. Glemte sine forældre. Glemte sin paranoia og følelsen af skam. Det var udelukkende samværet med Mathias, som fyldte hendes tanker, og kendsgerningen om at han var en ven hun kunne stole på, en ven der ikke ville forlade hende i nøden. 

Måske hadede Gud hende ikke. Måske var ligepræcis dette beviset på, at Gud fandtes og hjalp hende. Uanset hvad, mærkede hun en voksende taknemmelighed over, at hun havde en ven som Mathias. 

Familien satte sig til bords præcis klokken 7. Dagens ret var hjemmelavet lasagne, og Julie bemærkede først rigtig sultens gnavende hul, da den sødlige krydrende lugt snoede sig dampende op fra fader, der blev placeret foran hende. Væsken hobede sig op i hendes mund.

"Mmmm, det dufter seriøst godt." Hun satte sig til rette på stolen ved siden af Mathias. Christina, Mathias mor, kom gående ind i spisestuen, bærende på to mælkekartoner. Hun smilte ved Julies bemærkning.

"Det er jeg da glad for at du syntes. Jeg håber også du vil kunne lide smagen." 

"Hvis det smager som det lugter, så tror jeg i hvertfald ikke jeg vil komme til at hade det." 

Et lille fnis lød fra Mathias, som han placerede servietten ved siden af sin tallerken. "Tro mig, Julie, det kommer du heller ikke til." 

Søren kom gående fra bueåbningen til køkkenet, med to salatskåle i hver hånd. Han satte kursen hen mod bordet. Han fik en enkelt gang øjenkontakt med Julie, og nikkede høfligt smilende til hende. 

Det var ikke første gang, at Julie var på besøg. Af en eller anden mærkværdig grund, mærkede Julie en varme vokse i sit bryst. Selvom hun kun havde været der en enkelt gang før, følte hun sig hjemme. Accepteret. Som en del af familien. Som om hun altid havde boet der. Det var en fremmed følelse, der på en eller anden måde, skræmte hende. Det var tydeligt, at Mathias familie kunne lide hende. Godt nok vidste de ikke ret meget om hende - Julie havde ikke det store behov at snakke til ret mange om sin familie -, men alligevel var det som om de havde kendt hende altid. Som om hun var deres egen datter. Deres datter, som ikke blev straffet hvis hun havde det skidt. Deres datter, som ikke fik at vide at hun var en gudløs synder, blot fordi hun havde gjort et par fejl. For første gang længe, følte hun sig elsket. Som om hun var et menneske, der havde fortjent kærlighed. 

"Hvad så, Julie?" 

Hun drejede hovedet imod højre. Søren lænede sig indover bordet og placerede de to salatskåle i hver deres ende, som han med et høfligt smil lod sine øjne fæstne sig på hendes. "Har du planer om at tage hjem igen snart? Eller bliver du her natten over?"

Hun trak på skulderen. "Jeg havde nu tænkt mig at blive natten over. Hvis det er okay med jer."

"For vores skyld må du blive her så længe du har lyst til." Søren satte sig ned på stolen, og rykkede den ind til bordet. "Det er vældig hyggeligt at have dig boende her."

"Jamen det er jeg da glad for at vide. Mange tak." Hun buede blikket fra Søren og hen til Mathias. Med brynene spørgende løftet. Han forstod hendes blik, og trak på skulderen. 

"Sarah! Josefine! Spisetid!" Christina kom gående fra køkkenet med den sidste vandkande i hånden, og stoppede for foden af trappen der gik op langs med væggen lige inden spisestuen for at kalde på Mathias lillesøster og den veninde hun havde på besøg. Hun drejede derefter hovedet fremefter og fortsatte hen til det aflange spisebord uden at vente på svar. 

"Har I hørt noget nyt fra hende der Andrea, Mathias?" Søren kiggede imod sin søn, imens Christina nåede derover og placerede kanden på bordet for derefter at sætte sig ned. 

Mathias trak på skulderen og rakte hånden frem mod mælkekartonen. "Ikke andet end at hun overlever. Men det er vel også det vigtigste." Han vendte sig imod Julie med brynene spørgende løftet og spurgte om hun ville have. Hun takkede ja, men fik aldrig rakt frem imod den, før han vippede flippen tilbage og hældte op til hende. Igen mærkede hun den gennemsugende varme forgrene sig rundt i sin krop. En varme der fik det til at prikke i hendes kinder. Hun kiggede ned i tallerknen da Mathias trak sig tilbage for at hælde op til sig selv. Så han ikke skulle opdage hendes opblussende kinder.

"Ja, det er det vel. Vi må håbe at politiet finder frem til gerningsmanden så hurtigt som muligt."

Lyden af skridt på trappen, brød stilheden. Sarah og Josefine rundede kanten af væggen få øjeblikke senere. "Det dufter godt, mor." 

Sarah kiggede en enkelt gang på Julie, og nikkede genkendene til hende. Hun smilte tilbage. Det så ikke ud til at de andre - og vigtigst af alt, Mathias - havde bemærket hendes opblussende kinder. Sikkert fordi de ikke kendte hende så godt. Måske troede de bare det skyldtes den varme damp fra lasagnen, der snoede sig op i ansigtet. 

"Du har vel vasket fingre, Sarah?" 

Sarah stivnede og kiggede imod Christina. "Øhm...!"

Christina rystede på hovedet og pegede imod hjørnet af væggen, hvor trappen befandt sig. "Nej, det tænkte jeg nok. Op og vask fingre. Nu!"

Sarah udstødte et hårdt suk, rystede opgivende på hovedet og snurrede sig omkring. Få øjeblikke senere var hun forsvundet rundt om hjørnet. Emilie fulgte i hælene på hende. Lyden af trin der bevægede sig op ad en trappe, var det næste der brød lyden i stuen.

Christina vendte sig rundt imod de andre, hvorpå hun lod sit ansigt krakeleres af et smil. "Nogen gange bliver man nødt til at være lidt skrap." Hun satte sig ned og vendte blikket over mod Julie, hvorpå hun greb fat i grydelapperne og pressede dem imod begge ender af lasagnefadet, for til sidst at løfte den hen til hende. "Værsgo. Du er gæsten, så du må få lov til at starte."

Julie trak på skuldrene med et smil da fadet blev placeret foran hende, hvorpå hun rakte frem imod skeen. "Jamen, øh, mange tak for det da." Hun kastede et par enkelte skjulte blikke til Mathias, som hun herefter begyndte at øse op til sig selv.

*

Bussen ankom til stoppestedet på Væddeløbsvej. Benjamin knugede sine fingre stramt om remmen på sportstasken der hang om hans skulder, som han kastede et enkelt sigende blik ned ad den langstrakte vej. Han kunne høre hviskende stemmer som snigende nærmede sig, og vidste at De Onde Engle var på vej. Han måtte skynde sig før de indhentede ham og standsede ham.

Døren delte sig med en hydraulisk hvæsen, hvorpå han atter førte fokus fremefter. Knugede sine fingre om rejsekortet som han samtidig satte sig i bevægelse. De truende hvislende stemmer begyndte at blive tydelige, og han begyndte at skelne de enkelte ord fra hinanden.

"Hvor tror han at han skal hen?" "Farligt, faaaaarliiiigt" "Taber!"

Ignorer dem, Benjamin. Ignorer dem, ignorer dem, ignorer dem...

Han viste rejsekortet frem for chaufføren, som han mærkede hvordan huden på nakken strammede sig til med en kold kildren, der forgrenede sig stikkende nedover skuldrene. De overvågede ham. Han kunne ikke se dem, men han vidste at de var der. Han fjernede buskortet og holdte fokus imod midtergangen, hvorpå han satte sig i bevægelse. Skulede en enkelt gang imod sin venstre hånd. I et kort øjeblik lignede den ældre mand med det opsatte grå hår, enhver anden af passagererne. Men netop som han nåede forbi, transformerede hans ansigt sig til et uhyrligt væsen med hvide pupilløse øjne og et vidåbent gab uden tænder, der mest af alt var et sort bundløs hul. Et skingert skrig gav ekko på indersiden af Benjamins kranie, og i dette splitsekund var han overbevist om at væsnet lo ad ham. Små stemmer begyndte at le højfrekvent omkring ham.

"Du vinder aldrig!" Væsnet knurrede umenneskeligt af ham og langede voldsomt ud mod ham. Han udstødte et lille klynk, trak hætten tættere nedover sit ansigt og satte farten op. Hørte de knurrende leende stemmer bag sig hele tiden. Der var flere onde engle gemt inde i dem der sad i bussen. Han måtte ikke kigge på dem. Han måtte fortsætte med at holde sit blik rettet imod gulvet under sig. Hele tiden. Ellers kunne De Onde Engle være i stand til at stoppe ham. Det måtte ikke ske. Det måtte ikke ske. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...