Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15394Visninger
AA

45. -Kap. 44-

Benjamin gennemroede skabet på forældrenes soveværelse. Jagtgeværet lå på dobbeltsengen bag ham. Det tog ham flere minutter, før han fandt sin mors sorte sportstaske, der befandt sig på den øverste hylde. Vendte sig imod sengen, som han skiftevis lod blikket skanne mellem tasken i sin hånd og jagtgeværet. Var der overhovedet plads?

Han satte sig i bevægelse. Placerede sportstasken på sengen, som han i samme bevægelse løftede jagtgeværet. Drejede sig rundt imod skabet. Vejede geværet i hånden, inden han surrede læberne sammen og knækkede den på midten. Herefter drejede han sig på ny mod sengen. Lænede sig indover sportstasken. Førte geværet derned i. 

Han skulle presse nogle gange og udvide åbningen til det yderste, før der var plads. Men geværet kunne være der. Det var det vigtigste.

"Så mangler du bare knivene og ammunitionskassen." Hans fars stemme rungede i et tankeekko på indersiden af Benjamins kranie. Øjnene var blot tomme, indhulede, som hvis han befandte sig i en anden verden. Hans hoved bevægede sig op og ned i en række nik. Herefter satte han sig i bevægelse imod døråbningen. Sportstasken med det sammenfoldede gevær, lod han blive på sengen.

*

Mathias virkede endog vældig glad for at Julie var kommet på besøg. Måske primært grundet det faktum, at de kun yderst sjældent besøgte hinanden. Men også grundet den ubehagelige situation, de begge var i, efter Andrea var blevet stukket ned. Julie kunne tydeligt se på Mathias blik, at situationen berørte ham. Selv trods han forsøgte at skjule sin urolige sindsstemning med brede smil og nok så humoristiske indfald, var hun ikke det mindste øjeblik i tvivl om, at han var bange. Forvirret. Og vred. 

"Bare slå dig ned, Julle," udbrød Mathias idet han bevægede sig ind på værelset med Julie efter sig. "Lad som om du er hjemme."

Han satte sig på sin seng og greb joysticket. På skærmen foran ham var en soldat i Call of Duty, gået i stå midt i en skudkamp. Julie lod en enkelt gang blikket skanne henover hans værelse. Det befandt sig på anden etage - Overfor lillesøsteren, som havde en veninde på besøg -, hvor trappeopgangen startede i spisestuen og bevægede sig op langs med væggen. Værelset var langstrakt, gik i en lige retning hen mod vinduet fra døren, med udsigt udover grusvejen og det nedbrændte murstenshus, der stod bevogtet af høje forvredne bøgetræer med forårsgrønne blade. Vinduet var lukket til. En sur stank af sved og gamle sokker, snørede Julies næsebor sammen og fik det til at kradse imod ganen. Der stod et enkelt bord på hendes højre hånd, efterfulgt af en sovesofa, som hvilede imod den hvide glasfibervæg. En af den slags sovesofaer, der om aftenen kunne foldes ud og blive til en seng. På hendes venstre hånd stod der en reol med diverse spil, efterfulgt af fjernsynet med et tilhørende firkantet glasbord foran, hvorpå der lå chipsposer samt en skål med slik. Den venstre væg bevægede sig godt to meter opad, inden den slog et knæk og skråede skråt opad, indtil den mødte den højre i en spids. Loftet bestod af lyse træplanker, hvorpå en zinkgrå designerlampe - en af den slags cylindrisk formede som Julie tit var kommet forbi i Ikea - hang i tre sammenhængende sæt, og pegede til hver sin retning - Den yderste pegede skråt imod døren, den midterste pegede nedad og den sidste pegede skråt imod vinduet for enden.

Julie udstødte et suk, placerede hånden på dørhåndtaget hvorpå hun langsomt lukkede døren i. Det var i januar, hun sidst havde betrådt dette værelse. Og bortset fra den nyindstallerede lampe, lignede værelset fuldstændigt sig selv. Det mindede hende om hvor nemt, hvor overskueligt, hendes tilværelse havde været før hun gik i seng med Benjamin. Før hun blev forfulgt og før hendes familie havde vendt hende ryggen. Automatisk kastede hun blikket imod vinduet og det nedbrændte murstenshus på den anden side ad vejen. Betragtede det dystre mørke, der befandt sig bag de mørke firkantede vindueshuller, hvor glasrammerne manglede. En gysen kriblede sig igennem hendes krop. Hun kiggede på Mathias. Han havde startet playstationen. Lyden af maskinsalver og stemmer der råbte ordrer på amerikansk, brød tavsheden i værelset. Hun sukkede tungt, forsøgte at ignorere den voksende paranoide følelse af at blive overvåget som hun satte sig i bevægelse. Satte sig ved siden af Mathias. En tung lyd udbød sig fra sovesofaen. Hun lænede sig tilbage. Viftede sine blå øjne imod fladskærmen. Blinkende glimt lyste op i baggrunden. Soldaten, Mathias styrede, hoppede en enkelt gang, inden en bølge af rød filmede sig indover skærmen. Han var blevet ramt. 

"For helvede!" Mathias lænede sig frem, pressede læberne sammen og skubbede hårdere imod joysticket. "Dø, fucking psykopatsvin! Dø dø dø dø dø dø dø døøøøøø!" 

For første gang hele dagen, mærkede Julie sine læber bue sig i et oprigtigt smil. Mathias gik op i spillet som gjaldt det hans liv. Hun havde sjældent set ham så ophidset. På en mærkværdig måde, gjorde det hende tryg.

"Du stak Andrea ned, din møgpsykopat! Ved du hvem Andrea er? Min gode veninde! Ingen stikker fucking min gode veninde ned! Dø så! DØØØØØ!" Han styrede med tænderne bidt hårdt sammen og kæbemusklerne stranmet til, sin soldat ud fra sit dække bag de to fragtkasser, tog sigte og trykkede imod joystickets knapper med tommelfingeren. Stikket vibrerede gentagende gange. Endnu en bølge af rødt.

Modstanderen faldt. Mathias åndede op, tydeligt lettet. Han havde klaret levellet.

"Du går da til den, må man sige." 

Mathias stoppede spillet. Kiggede på Julie og smilte, som han trak på skulderen. "Tjah. Noget SKAL jeg da gøre, for at komme ud med agressionerne. Når ens virkelig gode veninde er blevet stukket ned af et dumt psykopatmøgsvin, så findes der ikke noget bedre end at lade ens vrede gå udover klamme russere det forsøger at starte en kold krig i nogle sneklædte virtuelle bjerge. Det hjælper med at bevare roen. Det er altså ikke alle der bliver syge i hovedet af skydespil. Jeg bliver syg i hovedet hvis ikke jeg spiller!" 

Julie udstødte et svagt fnis, og lod blikket fare op til skærmen. Det var fastfrossen med en agent i varmt tøj der stod og sigtede fremefter med sin MP5, imod et lig i sneen der lå på ryggen med armene spredt ud til begge sider. Virtuelt blod havde spredt sig omkring ham. Hun kunne kende Mathias igen. I et kort øjeblik, havde hun glemt alt om den flænsede kat, om følelsen af at blive overvåget, om Andrea der lå på badeværelsesgulvet med en hastigt voksende blodpøl omkring sig, om spanden der blev ført nedover hovedet og det fjerne blik i Benjamins øjne da han med et uhyggeligt drømmende smil klemte sine hænder sammen om hendes strube. Det var kun Mathias, hun kunne tænke på. Hun kiggede på ham, som han med et fjernt smil lænede sig tilbage imod sofaens ryglæn. Betragtede hans fremtrædende brystparti, hans brede skuldre samt strithåret der var redt til siden i en smart frisure. Lige pludselig gik det op for hende, at Mathias ikke lagde det mindste skjul på at han holdte af hende. Ligesom Andrea. Det gik op for hende, at den dreng der sad ved siden af hende, havde beskyttet hende. Hjulpet hende. Forsvaret hende og været med til at trøste hende, hver gang hun havde været ked af det. At drengen der sad ved siden af hende, var en sand ven. En ven som var yderst sjælden. Han holdte af hende for den hun var. Uanset hendes tro. Uanset hendes holdninger. Han mobbede hende ikke for at være kristen, men tog hendes parti så tit han kunne. Han var den storebror hun aldrig havde haft. Og mere til. Han var mere end som en bror. Den sidste tanke fik en underlig varme, hun ikke rigtig kunne placere nogensinde at have følt før, til at forgrene sig nedover hendes krop, om end kun for en kort stund. Hun betragtede sine negle, fugtede læberne og løftede atter sine blå øjne imod ham. Hendes smil var blegnet en anelse.

"Tjah, det er da godt du har noget at lade din vrede gå udover må man sige... Så du ikke pludselig river hele værelset fra hinanden. Din far sagde ellers du tog det meget roligt, til trods for situationen... Du virker til at være mindre berørt af det, end mig."

Et fnis udbød sig fra Mathias. Han rettede sit blik skulende imod hende. "Det er sgu da kun fordi jeg har Call of Duty til at holde mig med selskab."

"Ja, det kunne jeg godt regne ud efter det du sagde."

En kort tavshed der kun blev brudt af den summende hvislen fra playstation 3 afspilleren. Mathias blinkede et par gange. Lod nogle gange blikket køre fra den fastfrosne skærm foran sig og hen til Julie ved siden af sig. "Hvordan har du det, Julle?"

Hun trak på skulderen og viftede blikket væk. Andreas gråhvide ansigt. Hendes fortrukne grimasse. Blodet der i en mørk pøl bredte sig ud fra hende. Benjamins fjerne blik bag de firkantede brilleglas. Katten med de tydelige muskler og indre organer, der i en snor hang på hovedet foran vinduet. Pulsen steg og hun mærkede en klistrende tør fornemmelse brede sig i mundhulen.

"Jeg... Jeg ved det ikke. Jeg... Det virker på en måde så langt væk. Det ene øjeblik sad jeg og snakkede med hende om hvordan jeg havde det, og det næste... Det næste øjeblik er hun blevet stukket ned. Jeg... Er ikke rigtig sikker på, hvordan jeg egentlig har det. Jeg... Er ikke rigtig vred og ikke rigtig ked af det. Jeg er mere... Mere bange." Hun kiggede på ham. Frygten havde gjort hendes øjne blanke og underligt udspilede. Det fik Mathias til at synke en klump spyt. 

"Jeg forstår dig godt, Julie. Men du skal ikke være bange. Uanset hvem der har gjort det, så er det en hun kender. Det mener politiet også. Det tager ikke lang tid før han bliver fundet." Han drejede hovedet imod skærmen. Julie så hans hals stramme sig til så musklerne blev mere tydeliggjorte. Hun mærkede usikkerheden som en tung klump i halsen.

"Hvad vil du gøre, når de finder ud af hvem gerningsmanden er?"

Han trak på skulderen. Hans stemme var blevet kølig. Monoton. "Jeg ved det ikke. Hvis jeg er der når de finder ham... Så er der nogen der bliver nødt til at stoppe mig, medmindre de vil se ham blive tæsket halv ihjel."

Julie nikkede og kiggede fremefter. Skulle hun fortælle ham det? Fortælle ham at hun var overbevist om, hvem der stod bag det? Fortælle ham, at det var Benjamin? Nej. Der var stadigvæk en chance for, at hun tog fejl. Stadigvæk en hvis chance for, at det blot var tilfældigheder. At det var en helt anden person, der forfulgte hende... Måske en sadistisk psykopat, der ventede på at overfalde hende og voldtage hende når hun var allermest alene. Og hvis det virkelig ikke var Benjamin, ville det blive katastrofalt hvis hun alligevel fortalte Mathias, at det var ham. Måske ville han finde på at opsøge Benjamin og tæske ham sønder og sammen, selv trods han aldrig havde gjort noget. Andet end forsøge at kvæle hende. Nej. Så længe hun ikke var sikker, var det bedst at holde sin mund. Måske havde Andrea et ansigt på gerningsmanden. Det ville være bedre, hvis hun fortalte det. Måske var det ikke Benjamin. Måske var det slet ikke en, der gik på gymnasiet.

"Hvad tænker du på, Julie?"

Hun så på ham og rystede med et forsigtigt smil på hovedet. "Ikke... Ikke noget. Ikke andet end hvilken syg stodder, der kan finde på at stikke et andet menneske ned på den måde." 

Hun kiggede tøvende ned i sofaen. Frygten, der prikkede hende under huden, skreg i hendes hjerne om at blive bekendtgjort. Det eneste, der afholdte hende fra at sige noget, var tvivlen. Den samme nagende tvivl om, at der ville ske noget slemt med Mathias hvis hun fortalte ham de samme ting, som hun havde fortalt Andrea, kort inden hun blev stukket ned ude på badeværelset. Tvivlen om, at hun måske var ramt af Guds vrede. Hun prøvede at rationalisere sig frem til hvorfor hun ikke var. Men der var stadigvæk den der nagende "hvad nu hvis" tanke, hun ikke kunne fjerne fra sit sind. Den samme tanke som når man lå alene i sin seng og kiggede ind i mørket. Fæstnede sit blik imod skabet, og begyndte at tænke på, om det kunne lade sig gøre at en voldtægtsforbryder var trængt ind i huset? Skabet var stort nok til at udfylde en voksen mand. Man regnede ikke med, at nogen gemte sig derinde - hvorfor skulle de dog det? - men hvad nu hvis de gjorde, hvad nu HVIS der alligevel var et eller andet, hvem som helst, der lurede i mørket og gjorde klar til at angribe når man var mest sårbar og mindst ventede et angreb? Klumpen blev akkompagneret af en knude i brystet, der syntes at omfavne hjertet og langsomt stramme sig til. 

"Julie?"

Hun løftede brynene og viftede sit blik op til hans. Et skævt smil var at se på hans læber. 

"Har du lyst til at være med til at skyde krigsliderlige russere sammen med mig? Måske ville det hjælpe lidt på følelserne. Du ved." 

Hun trak med et forsigtigt smil på skulderen. "Nej, jeg ved ikke... Jeg har ikke spillet sådan nogen spil før, så jeg tror sgu ikke jeg kan finde ud af det."

Mathias kluklo kærligt. "Og? Så kan jeg sgu da bare lære dig det!" Han rakte hende joysticket. Hun kiggede på den end enkelt gang. Lod atter blikket vifte sig til Mathias. Prøvede at lægge en dæmper på smilet, men forgæves. Hun blev ved med at kigge på ham, som hun løftede hånden for til sidst at knuge fingrende om joysticket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...