Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15518Visninger
AA

44. -Kap. 43-

Sidst Benjamin havde rørt ved geværet, havde det været for at slå sig selv ihjel.

Som han sad der, på sengekanten med det snavstildækkede jagtgevær imellem hænderne, og betragtede de forunderlige sølvmetalliske afskær det gav, følte han en voldsom kulde risle ned ad ryggen og en ubehagelig tung knude i brystet. Det var det gevær, der havde dræbt hans far og næsten havde skudt baghovedet ud på ham selv. Det var det gevær, hans mor - eller det væsen der havde boet i hans mor - havde brugt til at slå ham ihjel med. 

Hans fars jagtgevær.

Han huskede den allerførste gang han nogensinde havde brugt det. Da han var 15. Han stod sammen med hans far på den langstrakte skydebane i det åbne område tyve kilometer syd for Odense, på en græsmark omgivet af en indhegning med høje fyrretræer omkring dem. Der stod en række af skydeskiver i forskellige afstande fra deres position.  

Et øredøvende brag.

En patron flænsede sig igennem den midterste skydeskive godt 45 meter væk. Niels sænkede geværet og udvekslede spøgende blikke med Benjamin. Et lille smil var at se på hans læber. Benjamin returnerede smilet. "Bliv lige her et øjeblik. Så skal vi se hvor godt jeg ramte. Her, hold geværet."

Han rakte ham geværet. Benjamin tog imod det. Hans hænder strammede sig om skæftet og løbet. Han følte en elektrisk sitren bølge igennem sin krop. Han mærkede med ét følelsen af magt, der brusede op i blodet. Dette her var en genstand man kunne bruge til at bestemme over liv og død med. En genstand, der havde været skyld i folk der blev slået ihjel verden over. Selvom Benjamin kun havde i sinde at bruge den til at lære at skyde efter råvildt, så han havde noget erfaring den dag han ville tage jagttegn. Hvilket han først kunne når han var over 18. 

Han betragtede sin far, som lystigt fløjtende bevægede sig nedover det dugvåde forårsgrønne græs, med rolige målrettede skridt og en professionel snilde over sine ganske bevægelser. Så ham gribe fat i skydeskiven 45 meter borte. Hørte det høje jubelråb efterfulgt af den hylende latter, som han med papiret hvor der var påtegnet den røde og hvidstribede cirkelformation, løb tilbage. 

"Prøv at se. Prøv LIGE at se! Bullseye! Lige i midten! Så bliver det sgu satme ikke bedre! Her, kig!" Han rakte ham papiret, med triumf iblandet sejrsrus flakkende frem fra de udspilede blå øjne. Benjamin tog imod papiret og betragtede skydeskiven. Han så det cirkelrunde hul fra der hvor patronen havde ritsjet sig igennem. Befindene sig midt i den inderste skive. Kiggede atter på sin far og rakte ham papiret tilbage.

"Nej, Benjamin, behold det." 

"Seriøst?"

Han nikkede. "Seriøst! Jeg har flere af dem i tasken."

"Orv. Nice. Tak." Han kiggede atter på papiret hvorpå han med et bredt smil om læben placerede det på græstæppet. Rettede sig derefter på ny op og så sin far i øjnene.

"Er du klar til at prøve, Benjamin?"

Han nikkede. "Fandme ja!"

"Fedt. Så stil dig foran mig, og så vil jeg hjælpe dig til at holde ordentligt om geværet."

Benjamin blinkede. Et hult smil drænet for følelser buede sig langsomt på hans læber. Han nikkede for sig selv, og sænkede derefter geværet så undersiden af løbet hvilede imod knæet.

"Kan du huske hvordan man lader?"

Han vendte blikket imod Niels, der havde sat sig på sengekanten ved siden af ham. Hans øjne var blevet tomme, indadvendte. Ansigtet var stadig en tom livløs maske. "Ja." Endnu et tomt plasticsmil, der tegnede sig om hans læber. "Ja, selvfølgelig kan jeg det. Man knækker løbet og stopper ammunitionen ind." 

Og med de ord, knækkede han løbet. Et højlydt klik genlød. Geværet stod nu i A-formation, med løbet pegende nedad på den ene side ad hans ben og geværkolben hvilende imod gulvet på den anden side. Lod på ny blikket bue imod far. Hans far smilte tilbage. Lokken var faldet ned i hans pande. Han så ikke ud til at gøre sig det mindste notits af det. 

"Far... Jeg... Jeg vil bare sige, at... At jeg elsker dig."

"Jeg elsker også dig, min dreng. Jeg elsker også dig."

Han vendte blikket imod det sorte hul, der førte ind til riflens ammuntionskammer. Seks skud. Der var max plads til seks skud. 

"Seks skud er nok. Mere behøver du ikke."

"Er du sikker? Hvad nu hvis... Du ved... hans familie er der?"

"Og hvad så hvis de er? Det er ikke meningen du skal IND i huset. Det vil være for risikabelt. Du skal ligge på lur udenfor. Hvis du da ellers kan huske hvordan hans værelsesvindue ser ud."

"Det kan jeg." Benjamin havde været der et par gange før, da Line havde været gode venner med Mathias og han derfor havde været med derude på besøg. Han kunne huske, at hans værelse vendte ud mod vejen i højre side ad huset, på anden etage. Overfor, på den modsatte side ad vejen, befandt der sig et gammelt nedbrændt hus, hvor der fra anden etage gennem vinduerne ville være direkte udsyn til Mathias værelse. Det ville være det perfekte sted at få et ordentligt sigte, og ramme nogenlunde præcist. 

"Godt. Planen er den, at du skal vente så lang tid det kræver... Og så skyde når han befinder sig på værelset og du har fri skudvinkel. Det bedste tidspunkt at gøre det på, vil være ved 8-tiden i aften. Der står solen nemlig i vest, og så vil du være sværere at få øje på. Og HVIS de seks skud ikke er nok, selvom jeg nu stærkt regner med at de er, så har du en ammunitionskasse med. Så du kan altid nå at genoplade den. Men så skal du også være hurtig. De onde engle kan gå til angreb hvornår det skal være." 

Han nikkede og viftede blikket ned til det knækkede geværløb. Hans far fortsatte.

"Når du har skaffet Mathias Kold af vejen... Så skal du tage hjem til Julie og fuldende din mission." 

"Okay. Hvad med, øh... Hvad med mad og drikke?"

Hans far smilte og lænede sig en anelse tilbage. "Det skal du sørge for inden du tager afsted. Men der er masser af mad i køleskabet, og vand i vandhanen, så det er vist ikke det store problem. Det vigtigste er dine midler til at fuldføre missionen. Geværet, eventuelt et par knive hvis det bliver nødvendigt, ekstra ammunition og så noget tykt tøj." Han fugtiggjorde læberne og fortsatte. "Missionen kan umuligt gå galt. Den engel er snart blevet befriet. Alt sammen takket være dig." 

Benjamin nikkede og sank et par klumper spyt, så adamsæblet gled sig op og ned nogle gange. Det fjerne, drømmende smil buede sig på hans læber og blev til endnu en latter. Denne gang fornøjelig.

*

Mathias boede på Hans Appels Vej, en lille grusvej der skar igennem løvskoven Sejrsskov, som befandt sig i den sydlige ende af Odense. Julie var stået af busstoppestedet på Sejrsskovvej, var gået godt hundrede meter nordpå hvorpå hun var drejet til højre ad grusvejen og derefter vandret godt og vel en halv kilomet ned gennem grusvejen. Omgivet af snørklede bøgetræer og knejsende graner, der blandet med den konstante kriblen ned ad rygsøjlen, gav Julie en følelse af fangenskab, som om at hun aldrig ville vende levende tilbage hvis hun fortsatte ned ad Hans Appels Vej. Men hun ignorerede følelsen. Der var ikke nogen bag hende. Det var der ikke. Det kunne der umuligt være. Selvom hun en enkelt gang havde skyndt sig at vende blikket bagud, hvor hun - ganske rigtigt - ikke havde set andet end grusvejen, som strakte sig ud foran hende. Lyden af drosseltriller og spurvesang fra de forårsgrønne løvtræer omkring hende, var alt hvad der brød stilheden. Lyden af trafikken fra Sejrsskovvej, blev mere og mere dæmpet, jo længere væk hun fjernede sig derfra. Efter godt trehundrede meter var alt hvad hun hørte, grusets knirkende knasen under sig, hjertets vibrante susen i øregangen samt fuglesangen over hende, der lød til at komme fra alle sider.

Hun nåede et T-kryds, hvorpå hun drejede til venstre. Fortsatte videre op forbi et rødt villahus med et hvidt plankeværk omkring sig. Svang atter til venstre ved forgreningen der lå lidt efter det røde hus. Nåede ind gennem skovkanten, hvor hun længere fremme så vejen blive smallere. Den blev ikke særlig længe efter, stoppet af to metalstolper med refleksbånd på toppen. 

Hun nåede til det hvidkalkede hus med det sorte tag på sin venstre hånd, som tilhørte Mathias og hans familie. Gran- og løvtræer knejsede sig op fra baghaven og hævede sig majestætisk indover huset, som tavse beskyttere imod enhver uvedkommende. Huset på Julies højre hånd var et sortsvedent forfaldet murstenshus, hvor det ødelagte forsvedne træværk stadig stod oprejst mange steder. Hun skyndte at bue blikket væk, af frygten for hvem eller hvad der kunne finde på at ligge på lur inde i de tætte skygger bag vindueshullerne. Hun fortsatte hen til metallågen, skød låsen fra og åbnede lågen. Lod en enkelt gang sit blik bue sig ind i det øvrige af haven. Hen til trampolinen på sin venstre hånd. Efterfulgt af lærketræerne i skovkanten, de knejsende bøgetræer og de tætpakkede graner. På hendes højre hånd kunne hun se indkørslen til carporten, hvor familiens sølvgrå Skoda Fabia holdt nydeligt parkeret. Lygtestolperne der stod langs med begge sider ad indkørslen, var slukket. Det var først efter mørkets frembrud, at den automatiske sensor som befandt sig over indgangen til huset, ville aktivere lygterne hver gang den registrerede bevægelser der nærmede sig. 

Julie mærkede en stadigt voldsommere knugen i brystet jo tættere på indgangen hun kom. Hun tænkte atter på Andreas blodige krop, der lå sammenkrøllet på badeværelset, og det gråhvide fortrukne ansigt samt de sammenbidte tænder, som hun havde ligget og vredet sig. Huskede blodstriben fra knivsårene i hendes mave, der havde skiftet kurs ved buksekanten og istedet var sivet ned langs hendes venstre flanke og videre ud på gulvet. Det var sket lige efter hun havde fortalt hende om Benjamin. Hvad nu hvis det alligevel var en straf fra Gud, en straf som ville gå udover dem hun fortalte det til? Dem hun forsøgte at finde hjælp hos? Men så tænkte hun tilbage. Mindede sig selv om at det hele tiden havde været hendes forældre. At det var dem, hun skulle skyde skylden på. Ikke Gud. Det var dem og verden. Gud havde intet med det at gøre. 

Som hun nåede døren, begyndte en anden, og meget mere grusom tanke, at vende sig i hendes hoved. Hvad nu hvis det ikke var Benjamin? Hun mente at det var hans ansigt hun havde set i lageret, men hvad nu hvis hun tog fejl? Hvad nu hvis det blot var hendes hjerne, som havde spillet hende et puds, fordi hun skammede sig over at være gået i seng med ham? Hun standsede foran døren og mærkede en voldsom bølge af angst drive indover kroppen. En bølge der fik hende til at blive kold på huden og håndfladerne til at klistre sig slimet til. Måske var det en helt anden person der forfulgte hende. En voldtægtsmand. En psykopat.

En rigtig stalker. En stalker der ville voldtage hende når chancen bød sig.

Tanken fik atter den voldsomme kriblen til at risle sig køligt nedover nakken, og rent intuitivt buede hun blikket bagud. Hen imod det nedbrændte murstenshus på den modsatte side af vejen. Det perfekte sted at ligge på lur, klar til at springe frem og voldtage et uvidende offer. Jo mere hun lod tanken vende og dreje sig i sit hoved, jo mere overbevist blev hun.

Overbevist om, at hvem det end var der forfulgte hende og terroriserede hende, så var det ikke Benjamin. Så var det nogen, der var langt værrere og langt farligere. Nogen, der ville slå hende ihjel på en eller anden psykopatisk måde, på en eller anden grusom måde som hun end ikke havde ganske fantasi til at forestille sig. Hun skyndte sig at vende blikket imod døren, imens hun blev gradvist sikker på at der virkelig stod nogen og holdte øje med hende, og gjorde klar til at springe på hende så snart hun ikke kiggede. Hun bed tænderne sammen og bankede på igen. Hjertets hamren blev gradvist voldsommere og hænderne gik fra klistrede til våde. 

Dørhåndtaget trykkedes ned. Døren gik op. Julie stod nu ansigt til ansigt med Mathias far. Det tog et par øjeblikke for hende, før hun var i stand til at sige noget. Tankerne kredsede endnu om det udbrændte murstenshus, og hvad der mon ventede hende i skyggerne. 

"Hej, Søren. Øhm, ja jeg er her for at, øh, besøge Mathias."

Søren smilte høfligt og bakkede tilbage. "Javel. Jamen jeg henter ham lige så... Jeg har på fornemmelsen det har noget med jeres veninde, Andrea, at gøre? Kom bare ind."

"Tak. Og ja... Det har det." 

Hun valgte at glemme tanken om en stalker for en stund. Lige nu havde hun bare brug for at være sammen med nogen. Med en fantastisk ven, så hun kunne glemme problemerne. Hun trådte gennem døren og ind i entréen. Lukkede døren i efter sig, samtidig med at hun trak sig af sine converse.

"Hvordan har han det egentlig?" 

Søren standsede i dørkarmen indtil køkkenet på venstre hånd, og drejede sig om mod Julie. "Altså... På trods af omstændighederne, klarer han det meget godt. Han har været lidt fraværende, men han tager situationen overraskende roligt. Han kan vel sikkert selv fortælle dig om det, når han kommer ned."

"Ja, selvfølgelig." 

Søren forsvandt gennem dørkarmen. Julie pressede læberne sammen, lod en sidste gang blikket vifte sig imod døren, hvorpå hun satte sig i bevægelse. Måske skulle hun lade være med at nævne mistanken om Benjamin. Det var trods alt endnu ikke sikkert at han overhovedet havde noget med det at gøre. Selvom hun dog havde det på fornemmelsen. Det ville være nemmere for hende at håndtere, hvis det var Benjamin. For i så fald, var hun måske ikke i livsfare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...