Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16877Visninger
AA

43. -Kap. 42-

Politibilen ankom til Døckerslundsvej, foran indkørslen til det hvide parcelhus med det røde tag, Julie og hendes familie boede i. Trak ind til kantstenen for derefter at holde i tomgang. Peter Jensen åbnede sidedøren, stillede sig ud på vejen og lod fokus rette sig imod huset længere fremme. Smækkede døren i efter sig som han satte sig i bevægelse. 

Der holdt ingen bil i carporten på højre side ad huset, og der så ej heller ud til at være nogen hjemme. Alligevel måtte Peter Jensen vide sig sikker. Han standsede foran døren, trykkede på ringeklokken og begav sig herefter til at vente.

Intet skete.

Han rynkede panden og trak i håndtaget. Mærkede hvordan noget stødte imod. Der var låst. Et lille nik fik hans hoved til at vippe sig op og ned, hvorpå han drejede sig omkring for derefter at bevæge sig tilbage til bilen. Hvis der ikke var nogen hjemme, så måtte han få hende til selv at ringe forældrende op. 

*

Benjamin sad med ryggen imod murstensvæggen. Med sine grønne øjne stirrende tomt, livløst, fremad. Hans ben var strakt ud foran ham, let spredte til begge sider så de dannede en V-form. Hans ene hånd knugede stadig om bjælken, hvis ende med den krumme fremadstrittende sømspids var indhyllet i mørkerødt blod. For hans fødder lå Kirsten, på maven med ansigtet vendt imod ham. En sø af mørkerød tyktflydende væske omgav hende, havde spredt sig udover stengulvet fra hovedet. Ansigtet var opsvulmet, indhyllet i blodstriber, så øjnene var svulmet til dobbelt størrelse og deraf var blevet stramt tillukket. 

Han blinkede en enkelt gang, som han fortsat stirrede tomt ud i luften. Hans bryst hævede og sænkede sig i en rolig, dyb vejrtrækning. 

"Benjamin. Min dreng." 

Benjamin skilte læberne og rullede hovedet imod venstre, ind mod den åbne kælderdør hvor de stribende blodstænk dækkede dørkarmen og lidt af væggen. Niels sad ved siden af ham. Stadig nøgen, så hans behårede muskuløse bryst trådte tydeligt frem og hans sixpack nærmest rullede i takt til vejrtrækningen. Et forsigtigt smil, tegnede sig på hans læber. Han løftede forsigtigt hånden og klemte den imod Benjamins skulder. Lod dernæst sin ene tommelfinger ae trøstende henover huden. 

"Jeg ved hvordan du har det. Det er altid hårdt når man ved, at dem man elsker, er ens værste fjender."

Benjamin blev siddende og stirrede fortsat på ham, med munden halvvejs åben. Niels klemte grebet hårdere om skulderen. 

"Du klarer det godt, min dreng. Hun var til fare for missionen. Ligesom Andrea. Du er ikke en morder. Forstår du det? Du... er ikke... en morder. Men en helt."

"Skød...!" Benjamin bemærkede at hans stemme var blevet grødende hæs, hvorpå han rømmede den. "Skød hun dig virkelig? Dengang?"

Niels nikkede. "Ja. Det gjorde hun. Men nu er det overstået. De onde engle havde kontrollen over hende, og har haft det i årevis. Du... har befriet hende. Nu kan hun få fred. Ligesom den gode engel, der bor i Julie."

Benjamin rullede hovedet fremefter og betragtede atter liget af den kvinde, der engang havde været hans mor. "Det... det virker så... Utroligt. Jeg troede... jeg troede hun elskede mig."

"Gjorde du? Gjorde du virkelig?"

Benjamin rynkede panden og drejede hovedet imod sin far på ny. "Hvad mener du?"

"Det jeg siger. Troede du virkelig på at hun elskede dig? For det tror jeg ikke på du gjorde. Du tror heller ikke selv på det, vel Benjamin? Du siger det fordi du VIL tro det, men du kan ikke. Fordi sandheden desværre gør for ondt. Hun elskede dig ikke og har aldrig gjort det. Og det ved du."

Benjamin nikkede og sukkede tungt. Betragtede atter liget og dernæst bjælken i hans hånd. Hans ansigt var tomt. Drænet for følelser, som en maske af voks der aldrig havde været levende. "Nej... Du har ret. Hun elskede mig ikke. Hun havde aldrig elsket mig ligeså meget som dig. Far, du er den eneste person i hele verden, som virkelig betyder noget for mig. Og jeg... Jeg savner dig. Jeg savner dig virkelig...!"

Hans far strakte pegefingeren ud og lod den hvile imod Benjamins læber. Nøjagtigt som da han havde vist sig for ham i saunaen for første gang. "Shhhh, Benjamin. Shhh. Jeg er her nu, så der er ikke nogen grund til at savne mig." Han sænkede fingeren. Benjamin drejede sit udtryksløse ansigt imod hallucinationen. Lugten af aftershave og tobak, der stak i næsen og prikkede imod ganen. Synet af det kærlige faderlige smil, der buede sig om læberne så smilehullerne dannede sig på de skægstubbeklædte kinder. 

"Hvad så nu, far?"

"Ja. Hvad så nu?" Niels kiggede imod liget. Smældede en enkelt gang læberne. "Hvaaaaaad så nu." Et skævt smil, hvorpå han atter skulede imod sin søn. "Missionen er næsten fuldført, min dreng. De onde engle vil nu bruge deres sidste midler! De kan ikke bruge Andrea eller din mor, så derfor har de kun én udvej tilbage." 

Benjamin blev ved med at kigge på ham. Med brynene løftet, ventende på svar. 

"Mathias Kold."

Han rynkede panden. "Hvad med ham? Han er Julies bedsteven, og så?"

"Præcis. Han er Julies bedsteven. Men der er en meget meget magtfuld ond engel spærret inde i ham. Han skal tilintetgøres. Den gode engel kan aldrig blive befriet før han er væk. Permanent... væk." 

Benjamin rullede hovedet fremefter og betragtede fjernt liget, som hans fars stemme fortsatte. "Du klarede Andrea... du klarede din mor... Jeg ved, du også vil kunne klare Mathias. Min dreng." 

Han blev siddende og stirrede et par øjeblikke, før et livløst plasticsmil buede sig på hans læber. Et smil, der bagefter blev til en tom, monoton og hul latter, som det sidste glimt af fornuft permanent forduftede fra hans livløse øjne. 

*

Julie løftede hovedet med et sæt idet hun hørte klikket fra dørhåndtaget, der blev skubbet ned. Hun så Peter Jensen træde ind, og mærkede mundtørheden vokse. Havde han fundet ud af det? Hun prøvede at aflæse hans øjne, men det var nær umuligt at tyde hvad det var som han tænkte. Måske havde han ikke fundet ud af noget. Måske var det noget andet.

"Der var ingen hjemme." Han satte sig overfor hende. "Så må du ringe til dem."

Julie havde lyst til at skrige. Til at flygte. Gemme sig væk i en mørk kælder og krybe sig sammen. Men der var ingen anden udvej nu. Hun var træt af drama. Hun var nødt til at adlyde.

"Okay." Hun trak tøvende sin telefon op. Fandt sine forældres nummer. Forsøgte så vidt muligt på at undgå de mange billeder, som filmede sig frem på nethinden, da hun ringede sin mor op og førte telefonen op til øret. Klartonerne lød uendeligt. Julie blev ikke det mindste overrasket, da ingen svarede. Hun sænkede telefonen og kiggede på ham. "De... De svarer ikke."

Peter Jensen klikkede tungen imod ganen. Nikkede svagt. "Prøv igen." Julie gjorde som han sagde. Stadig med det samme resultat. Peter Jensen erkendte, at det var spild af tid. De kunne ikke få kontakt til forældrende på nuværende tidspunkt. Så kunne det være ligegyldigt. "Har du en nøgle til huset?"

Hun nikkede.

"Godt. Så kører jeg dig hjem. Det kan være de er hjemme når vi kommer." Han rejste sig op. Julie trak blot på skulderen og gjorde det samme.

Måske var de hjemme. Men hun håbede det ikke. Hun håbede det VIRKELIG ikke...

*

De var stadigvæk ikke kommet hjem fra arbejde, da Peter Jensen afleverede Julie foran hoveddøren klokken 3. Til gengæld var der låst op - Hvilket Julie regnede med måtte være fordi hendes lillebror var kommet hjem fra skole. Peter Jensen ville med ind for at sikre sig, at det ikke var forældrende, men Julie forvissede ham om at det bare var hendes bror. Hun lod et lille smil falde, i håbet om at det ville skjule den alt for tydelige smerte, som strålede sig frem fra hendes blå øjne. Det var først da Peter Jensen var forsvundet ned ad vejen, og Julie havde lukket entrédøren efter sig, at hun strammede musklerne i kroppen og igen mærkede den vridende klump snøre luftrøret sammen. Hun ville ikke være der. Ville ikke... Ville ikke...

Hun blev overvåget. Som hun bevægede sig gennem entréåbningen, henover gulvbrædderne i spisestuen og i retning mod indgangen til værelserne på hendes venstre hånd, havde hun svært ved ikke at kaste nervøse blikke imod vinduerne der vendte ud imod baghaven. Nogen kiggede på hende. Hun var sikker. Sikker på, at Benjamin stod ude i buskadset for enden af haven, betragtede hende, gjorde klar til at angribe hende på samme måde som han havde angrebet Andrea. Og hun fortjente det. Det var det værste. 

Til sidst blev det for meget for hende og hun var nødt til at dreje hovedet væk og istedet sætte farten op som hun nåede ind i gangen. Hen mod værelset. Noget knirkede bag hende, og hun mærkede atter hårene rejse sig ned ad nakken. Der var nogen bag hende. Hun var sikker, sikker, sikker...

Hun nåede døren indtil sit værelse, som den kriblende stikken i nakken blev gradvist voldsommere. Trykkede håndtaget ned. Åbnede døren, modstod trangen til at kigge bagud, med forvisningen om at det bare var paranoia. Fortsatte ind på værelset, som hun i samme bevægelse smækkede døren i efter sig.

Den afpelsede kat hang stadigvæk foran vinduet, sammen med den blodige skrift. Julie mærkede de kildrende kuldegysninger, og tvang blikket væk. Ikke tænk på det. Ikke tænk på det... Ikke... tænk... på... det...

Hun bevægede sig hen mod sengen hvor hun satte sig på kanten, med fronten imod døren så hun vendte ryggen til den afpelsede kat. Gad vide hvor meget længere hendes forældre kunne holde skuespillet? Gad vide hvad der ville ske hvis de en dag fik nok af at have hende rendene? Julie vidste det ikke. Men hun kunne ikke blive her. Uanset hvad slutresultatet ville ende med, så kunne hun ikke blive der. Uanset om det var en straf fra Gud, eller en ren tilfældighed, så ville hun ikke længere tvinge sig selv til at gennemgå dette. Havde hun fortjent det? Havde hun virkelig fortjent det? Langsomt lænede hun sig frem og lod hånden hvile imod munden. Tænkte tilbage på samtalen med Andrea. 

"Selv HVIS Gud findes, så er han ikke en eller anden mand der sidder oppe i skyerne og dømmer dem han har lyst til."

Hun havde aldrig set tingene fra den vinkel... Men... Hvorfor var Andrea så blevet stukket ned umiddelbart bagefter, hvis det da ikke, ganske rigtigt, var en straf fra Gud? Hun lod sagte sine blå øjne bue fra døren længere fremme og hen til skiltet der hang på væggen over hovedgærdet. Betragtede atter den sorte skrift, der var blevet malet henover træet.

HANS KÆRLIGHED VARER FOR EVIGT

Som hun sad der og betragtede træskiltet, begyndte hendes tanker atter at køre som en indre film. Hun hørte alle sætningerne afspille sig. 

"Det er dine forældres skyld, Julie." 

"Gudløse synder."

"Den halskæde er symbolet på vores venskab."

"Gud, hvis du er der, så hjælp mig."

"Hvis det sker, så er du ikke længere min datter!"

"Det er dine - undskyld udtrykket - fucking lorteforældre"

"Gud findes ikke"

"Fucking lorteforældre... fucking lorteforældre... fucking lorteforældre"

Hendes øjne klarede op og hun drejede langsomt hovedet i retning mod døren. Med ét gik det hele op for hende. Det havde aldrig været Gud. Det havde altid været hendes forældre - Til særdeleshed, hendes mor. Lige fra starten af. 

Dengang hun blev mobbet for sin tro, dengang hun havde skåret i sig selv, havde det eneste der havde trøstet hende, det bibelvers hun havde hængt op foran sin seng. Kendsgerningen om, troen på, at der var noget større et sted derude, som elskede en mere end man kunne forestille sig. Som ønskede en det bedste. Og trods hun ikke ville just indrømme det, var hun klar over, at det først var efter hun grædende havde bedt Gud om hjælp godt fire år tilbage, at det pludselig havde været som om at hun havde klaret sig igennem mobningen. Præcis tre måneder efter hun havde bedt, havde hun fået styrke nok til ikke at skære i sig selv. Måske havde det blot været indbildning. Måske fandtes Gud slet ikke. Hun vidste det ikke. Men hun kunne i det mindste vælge at tro på det... Tro på noget større. Noget bedre.

Tro på det, hendes forældre ikke gjorde. At hvis Gud fandtes, så hadede han hende ikke og havde aldrig gjort det. Præcis som Andrea havde sagt.

Hun ville ikke blive i huset på Døckerslundsvej længere. Hendes forældre havde ikke fortjent hende. Hun fortjente bedre. Og hun vidste allerede, hvor hun skulle tage hen. Hjem til Mathias. Og så ville hun fortælle ham om Benjamin, at det havde været HAM som havde stukket Andrea ned, og ikke en eller anden voldtægtsmand eller jalousiramt ven. Uden tøven rejste hun sig op og bevægede sig hen mod skabslågen med spejlet. Hun skulle have fundet sin rejsekuffert og pakket alt det nødvendige. Og så tage afsted før hendes forældre kom hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...