Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
17124Visninger
AA

42. -Kap. 41-

Boremaskinen fragav sig en elektronisk virrende lyd, da den drejende imod uret trak det ene af de i alt fire søm op fra gulvbjælken i værkstedsskuret, som befandt sig bag huset. Kirsten pressede læberne sammen som hun siddende på knæ strammede begge sine hænders greb om boremaskinen. Sømmet begyndte at vibrere, hvorpå det med en metallisk klirren væltede ned til den ene side og trillede væk fra bjælken. Hun drejede sit fokus hen mod det næste søm, pressede læberne hårdt sammen på ny hvorpå hun atter lænede sig frem samtidig med at hun stoppede boret ned i toppen af sømmet. Aktiverede boremaskinen og lod den køre på reverse, hvorpå søm nummer to blev trukket op.

*

"MOR!" skreg Benjamin dirrende, som han i én bevægelse rykkede døren indtil soveværelset hårdt op. Stadig med fingrenes greb knuget stramt om kødøksens skaft, trådte han ind på værelset og lod blikket vifte sig rundt. Forbi den tomme seng med dynen, Kirsten havde ladt ligge hulter til bulter. Hen mod det åbne skab, hvor tøjet var blevet raget ned fra bøjlerne, og som i en fastlåst tsunamibølge lå spredt fra åbningen og udover gulvbrædderne. 

"Mor."

Han vendte sig rundt hvorpå et skrækslagent vræl udbød sig fra hans læber. Foran ham stod hans far. Auraen omkring ham lyste endnu klarere end før. Hans øjne var knebet sammen og ansigtet var blevet dækket af dybe arrige foldere. Hans bryst var endnu intakt. Det dybe blodige hul, som ellers burde have været der efter at han havde boret kødøksen ind gennem hans brystkasse, var væk. Forsvundet. 

"Benjamin! Kom til fornuft! Tiden er knap! Åbn dine øjne!"

"DU FINDES IKKE!" Han kastede kødøksen gennem luften. Den borede sig igennem panden på hans far. Han så det indbildte blod sprøjte til begge sider. Så lyset forsvinde fra hans fars øjne, der blev forvandlet til en hvidgrå pupilløs masse. Hans mund åbnede sig i et lydløst skrig, hvorpå han fordampede, stadig i den samme stående stilling. Kødøksen landede på gulvet et par meter derfra. Blankt skinnende, uden det mindste spor efter blod.

Uden at spilde mere tid kastede Benjamin sig i løb. Ned på gangen, hvor han fortsatte hen mod trappen. Han var knap halvvejs, før hans far på ny manifesterede sig. Denne gang foran trappen. Akkompagneret af en klon af sig selv ved sin side. De åbnede simultant munden og begyndte at snakke med en stemme, der gav konstant, vedvarende ekko i Benjamins tanker.

"Stop så, Benjamin! Vi FINDES! Vi er her for at hjælpe dig med at fuldføre din mission!"

"NEEEEEEEEEEEEEJ!" Benjamin klemte hænderne for ørerne, lukkede øjnene og satte sig i bevægelse. Han hamrede hovedet ind i dem. De fordampede som var de lavet af luft. Det var syner. Det var altsammen syner...

Stadig med hænderne klemt for ørerne styrtede han ned ad trappen. "MOOOOOR! MOR, MOOOOOOOOOOR!" Men Kirsten svarede ham ikke.

*

Det tredje søm væltede til siden for dernæst med en klirren at trille henover træplankerne. Kirsten vendte fokus imod det sidste søm. Aktiverede boremaskinen på ny, hvorpå hun førte det ned til det sidste søm der holdte planken fast til gulvet. 

*

Han flåede badeværelsesdøren op, idet han mærkede hvordan en person greb hårdt fat i hans skulder. Prøvede at trække ham væk. Han fortrak sit ansigt, vred sin skulder fri og fortsatte ind på badeværelset inden han hamrede døren i efter sig, netop som hans fars arm vred sig igennem karmen. Han hørte et gurglende råb da hans fars håndled kom i klemme i døren, fingrende strittede stift. Endnu et vræl udbød sig fra Benjamins hals, hvorpå han hamrede døren hårdere ind. Hans far vred med ét hånden til sig. Døren lukkede helt i med et klik. Benjamin drejede sig rundt, hamrede skulderen imod den og stemte samtidig i med benene. Hivende efter vejret gennemsøgte han badeværelset. Var han alene? Var han virkelig helt alene?

"Tving mig ikke til at skyde døren igennem!" Hans far råbte omme fra den anden side. "Jeg har ikke lyst til at skade dig, min dreng, men hvis du fortsætter sådan kan det desværre blive en nødvendighed! For dit eget bedste!"

"Lad mig være! LAD MIG SÅ FUCKING VÆRE!"

Han hørte et opgivende suk efterfulgt af noget, der lød som et gevær, der blev ladt, men åbnede ikke øjnene. Det foregik i hans eget hoved... Det foregik alt sammen i hans eget hoved... alt sammen i hans eget...

Et brag fik en voldsom skælven til at forplante sig igennem døren. Benjamin udstødte et skingert hyl og kastede sig automatisk forover. Endnu et voldsomt brag, efterfulgt af en metallisk klirren. Han vendte sig forskrækket rundt. Så hvordan træsplinter og fjedre sprang ud fra låsen for dernæst at kure henover flisegulvet. Korte øjeblikke efter hamrede hans far døren op og rystede opgivende på hovedet. "Benjamin, min dreng, du giver mig intet valg...!"

Et højt råb som han kastede sig frem. Lukkede fingrende om sin fars hals samtidig med at han skubbede ham bagover. Hans far snublede. Ramte gulvet med ryggen, hvorpå han - sammen med geværet - gik i opløsning og forsvandt. 

*

Blodet dryppede sig ned fra Kirstens negle, da hun af al sin styrke løsgjorde den brede gulvbjælke fra resten af fundamentet. Hendes ansigt havde fortrukket sig, og den bebrejdende stemme lød hele tiden i hendes hoved, i det samme ekko som før, blandet op med de hæse fovrængede skrig fra indvandreren. Hun vippede bjælken på højkant og lod tyngdekraften klare resten, så den væltede til den anden side og landede på de øvrige planker med et hårdt brag. Hivende efter vejret tog hun et blik ned i hulrummet. Da hun så genstanden, hun i de sidste mange måneder havde forsøgt at fortrænge fra sin blotte bevidsthed, mærkede hun hårene rejse sig på hendes krop og en kold vriden snøre hendes mavesæk sammen. Geværet lå der, i det firkantet hulrum. Omgivet af enkelt spindelvæv og skidt. Sammen med ammunitionskassen. Med et hjerte, der dundrede stadig heftigere, strakte hun sine arme frem. Greb fat om geværskæftet inden hun skælvende med et par enkelte vrid rev den løs fra det omkringliggende jordlag for så at løfte den op i lyset.

Hun stod foran Benjamin, netop som han førte løbet op mod munden. Så hvordan hans ansigt strammede sig til, da han gjorde klar til at skyde. Hun nåede at flå den ud ad hans hånd inden hans pegefinger klikkede aftrækkeren ind. Benjamin faldt ned på numsen og blev siddende. Kiggede frem for sig. Hun prøvede at komme i kontakt med ham, men han var forsvundet. Kiggede blot frem med et stenansigt - Det samme stenansigt som Niels havde haft kort inden han fik psykoserne. Det mindede hende så meget om Niels, at hun i et kort øjeblik fik den endog temmelig mærkværdige idé om, at han måske var besat af Niels genfærd. Så mindede hun sig selv om, at det ikke var Niels han havde fået ind i sin krop - Men den samme sygdom som Niels. Med de samme symptomer.

Hun vidste, at det havde været Benjamin der havde gemt geværet væk lige efter sin fars død - Selvom hun havde fortalt ham at han skulle inddrage det til politiet. Hun havde - naivt - formodet, at hvis ikke politiet havde fået det, så havde Benjamin nok bare skaffet sig af med det på anden vis. Hun kunne ikke fatte, at han da kunne finde på at gemme det. På samme måde som hans far havde gjort. Hvorfor? Hvorfor fanden ville nogen gemme på et gevær som deres egen far havde brugt til at slå sig selv ihjel?

Han havde sikkert ikke haft nogen rationel grund. Han havde nok været i chok. Eller måske havde han været bange. Måske havde der været minder om hans far gemt i geværet. Kirsten vidste det ikke, ikke andet end at hun - efter hun havde fået Benjamin indlagt på psykoseafsnittet - havde gjort det samme som sin egen søn og sin afdøde mand. At hun nu tog sig selv i at gemme geværet, istedet for at gøre det som hun retmæssigt burde. At inddrage det til politiet. 

"Han forsøgte at hænge sig selv. Han er ikke til at komme i kontakt med, han lever i sin egen verden!" 

Hvorfor fortalte du dem ikke sandheden, Kirsten? Hvorfor fortalte du dem ikke at han prøvede at skyde sig selv med det gevær, du hele tiden troet var blevet afskaffet? Var du bange for at politiet skulle beskylde dig for at have myrdet din egen mand?

Hun vidste det ikke. Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde det, andet end at hun var bange. Bange for livet, bange for døden. Bange for at geværet skulle ryge i andres hænder, så flere menneskeliv kunne risikere at gå tabt. Bange for at geværet selv havde sit eget liv, og ikke havde lyst til at forlade huset, og at hun ville blive ramt af dets vrede hvis hun alligevel gav det tilbage til politiet. En syg tanke. Geværer har ikke deres eget liv. Du er skingrende sindssyg. Bindegal. 

Der kunne være så mange årsager til det. Uanset hvad, havde Kirsten gemt geværet under gulvet i redskabsskuret, og derefter prøvet at slette det fra sin hukommelse i de følgende måneder. Og det ville da også være gået så ganske lovende, hvis ikke hun havde boret en kniv i øjet på en anden person, så alle minderne kom tilbage... og som en svulst nærmest kæmpede for at æde hende op indefra. 

Men nu var det slut. Nu skulle det gevær væk. Nu skulle sandheden frem. Hun skulle have geværet ind i huset. Så skulle hun have fundet Benjamin. Og så skulle hun have ringet til politiet og få gjort en ende på det hele. På den skrigende mand. På den voldsomme smerte. På alt. 

*

Benjamin åbnede døren ind til kælderen, og tændte lyset. Sølvpapiret, der beklædte ruderne, sendte en blændene reflektion tilbage så han måtte presse øjnene hårdt sammen og vrænge på næsen. 

"Mor?"

Men han behøvede ikke kalde for at vide at hun heller ikke var her. 

"Hvornår går det op for dig, Benjamin? Det stopper aldrig før den engel er blevet befriet! Medicinen vil bare gøre dig til en zombie! Du har ikke BRUG for medicin!"

Hans far lænede sig frem bagfra og hviskede ind i hans ører. Benjamin drejede hovedet væk. 

"Du er der ikke. Du er der ikke!"

"Din mor er ond, Benjamin! Hun er i ledtog med de onde engle! Hun er i deres magt!"

"NEJ! NEJ, JEG VIL IKKE HØRE PÅ DIG! SKRID! SKRIIIID!"

*

Kirsten bevægede sig ud fra redskabsskuret. Forbi drivhuset, bregnerne og de høje rhodondendron-buske, op ad den skrånende baghave. Imod huset længere fremme. Hendes venstre hånd krummede sig om hanken på ammunitionskassen, medens højre hånd bar på det aflange jagtgevær, som pegede skråt ned mod græsset. Følelsen af at usynlige arme strakte sig ud imod hende og at der stod en person lige bag hende med en kniv i hånden, klar til at myrde hende som hævn for at hun stak vedkommende gennem øjet, blev voldsommere. Men hun ignorerede det. Holdte udelukkende fokus på vejen frem. Fortsatte... fortsatte... fortsatte... Rundt om bagsiden af huset og henover indkørslen, imod den åbne dør længere fremme.

*

Benjamin bankede sine knyttede næver ind i hovedet, som han bakkede tilbage imod trappen. Huden blev revet op, og blod begyndte at rende klistrende ned ad hans ansigt, nedover øjenbrynene og øjnene.

"LAD MIG VÆRE! LAD MIG VÆRE! LAD MIG VÆRE!"

"Hun er ond! Hun er ond! DU VED DET! STOP SÅ MED AT LYVE FOR DIG SELV OG SE SANDHEDEN I ØJNENE, BENJAMIN!"

Han nåede trætrappen der førte op mod entréen, da han hørte sin mors stemme kalde hæst. "Benjamin? Er du hjemme? Jeg... jeg har noget... noget meget vigtigt at fortælle dig...!"

"Lad være med at gå derop, Benjamin. Hun slår dig ihjel! Hun er OND!"

Benjamin ignorerede sin far. Drejede sig blot rundt inden han med det klistrende blod strømmende ned fra den opflænsede hud i panden, styrtede op ad trappen. "Mor! MOR!"

Kirsten lukkede døren i efter sig med skulderen, hvorpå hun stillede ammunitionskassen på gulvet foran sig. Hun havde ikke lyst til dette. Hun vidste, at Benjamin ville hade hende hvis hun fortalte ham, at det hele tiden HAVDE været hendes skyld, at hans far endte med at dræbe sig selv. Men hun var nødt til det. Hun var færdig med at leve i en fantasiverden. Hun måtte have sandheden frem. Måske ville det hjælpe hende. Måske ville det lette på skylden. Benjamin ville hade hende resten af livet. Det havde hun fortjent. Bare hun fik lov til at fortælle ham sandheden...

"Benjamin, skat, jeg...!" Hun vendte sig imod ham og blev pludselig tung i kroppen da hun så sin søn stivne for toppen af kældertrappen. Hun var sikker på hvorfor al bevægelse i hans krop standsede. For hun forstod ham. Han stivnede fordi han ikke ville tro det syn, der mødte ham.

Han stivnede fordi han i dette øjeblik vidste at hans mor var en løgnagtig kælling der ikke kunne finde ud af at tage vare på sin egen søn.

"Benjamin... Skat... Hvis du hader mig, så forstår jeg dig godt. Jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det hele. Jeg håber du kan tilgive mig, men jeg forstår også hvis ikke du kan... Men... Jeg... Bliver nødt til at fortælle dig sandheden. Det var MIN skyld, at far døde."

Benjamin blinkede. Han så sin mor hive efter vejret. Så tårerne der krakelerede hendes ansigt. Han mærkede hvordan al energien forlod hans krop. Han ville for alt i verden flytte benene, men de havde låst sig fast og ville ikke røre sig ud af stedet, hvor meget han end prøvede. 

"Jeg sagde det jo. Men du ville ikke høre. Din mor er ond! Og hun vil slå dig ihjel! Beskyt dig selv, Benjamin! Beskyt dig selv!"

Han rystede på hovedet. "Nej... Nej, det... Det passer ikke."

Kirsten nikkede, som hendes mellemgulv eftergav en række krampesammentrækninger der fik hende til at snappe efter vejret. Hun forstod stadig ikke, hvad der foregik. "Jo, Benjamin. Det gør det. Det var min skyld, at din far skød sig selv... Jeg...!"

"... Din far har ret, din lille skid. Du er ikke syg og har aldrig været det! Jeg har ALTID vidst hvad der har været galt med dig. At du kan se engle!"

"DET PASSER IKKE!" Benjamin skreg så hans krop begyndte at dirre. 

"Jo det gør, lille skid. JEG skød din far. Og nu vil jeg gøre det samme ved dig!" En ondskabsfuld skinger latter, som hun løftede geværet og tog sigte mod ham. Han drejede omkring og løb tilbage ad trappen. Hivende efter vejret og med tårer, som prikkede henover hans øjne og som en tåge lagde sig over synsfeltet. Et højt brag, kort inden han mærkede puds regne ned i håret.

"Benjamin! BENJAMIN, DIN LILLE SKID! KOM TIL MOR! KOOOOM TIL MOOOOOOOOR! HIHIIIIIII!" Han hørte løbende skridt, der nærmede sig kældertrappen. 

"NEJ! NEJ, NEJ, NEJ, NEJ!" Han nåede bunden af trappen. Så sin far åbne kælderdøren og febrilsk vifte ham hen imod sig.

"Skynd dig, Benjamin! Skynd dig herind! Skynd dig før det er for sent!"

"Benjamin! Benjamin, hvor skal du hen? Benjamin, undskyld." Kirsten satte sig i bevægelse med grådforvrænget ansigt. Lod geværet dumpe ned på trægulvet som hun samtidig satte farten op. "Benjamin, undskyld! Jeg elsker dig, skat! Vil du ikke nok høre? Please, jeg forstår du hader mig, men det er VIGTIGT! Jeg ber dig, skat!" Hun nåede kældertrappen og satte farten op.

"Jeg kommer for at dræbe dig, skat! Hørte du det? Jeg kommer for at FUCKING DRÆBE DIG OG SMADRE DIT KRANIE TIL MEL!" Benjamin hamrede kælderdøren i efter sig, og lod blikket skanne kælderrummet. Længst henne befandt den røde dør med glasruden sig, som førte ud til den ydre kældertrappe, videre op til baghaven. Vejen væk. Den eneste sikre vej væk.

"Skynd dig, Benjamin! Skynd dig!" Hans fars stemme rungede i hovedet. Han hørte sin mors psykopatiske hyl på den anden side ad døren. Uden tøven satte han over i løb. Han skulle væk. Nu. Før hans mor fangede ham og slog ham ihjel.

"Jeg kommer og dræber dig, min dreng!" 

Han nåede den røde dør med glasrammen. Førte febrilsk hånden ned til dørhåndtaget. Lod sine fingre knuge sig om det kolde metal inden han trak ned. Det gav et ryk. Han kunne ikke få den helt ned. Han prøvede igen, imens han hørte en gnækkende hekseagtig latter. Til hans rædsel gik det op for ham, at døren var låst. Han var fanget.

Han drejede sig rundt imod den hvide dør i den modsatte ende af kælderen. Så håndtaget glide ned. Hvad skulle han gøre? Hvad pokker skulle han gøre? Hvad skulle han...

Døren åbnede. Personen, der trådte igennem og vendte blikket imod ham, var ikke hans mor. Det var den mumificerede dame med det lange hvide hår og det indtørrede kranieagtige ansigt. To læderet flagermuseagtige vinger foldede sig ud fra hendes ryg, idet hun vendte ansigtet direkte imod ham. Hun havde ikke noget gevær i hånden. Et grusomt knirk af knogler der gled imod hinanden brød den pludselige stilhed, hvorefter den mumificerede onde engelsk over og underkæbe klaprede mekanisk op og ned, op og ned, op og ned i en rusten hekselatter.

"Nu kommer jeg og myrder dig, min dreng!"

"GÅ! GÅ MED DIG! GÅ MED DIG! JEG BER DIG! GÅ MED DIIIIIIIG!" 

Kirsten mærkede hendes øjne brænde og hun måtte presse læberne hårdt sammen.  "Benjamin...!" Hendes stemme knækkede og det tog et par øjeblikke for hende, før hun kunne fortsætte. "Jeg... Jeg... Jeg elsker dig!"

"... Jeg slår dig ihjel! HIHIIIII! Jeg slår dig sgu FUCKING IHJEL!"

"Dræb hende." Benjamin drejede hovedet imod venstre. Hans far stod ved siden af ham, kiggede alvorligt tilbage. "Hvad venter du på? Hun har ikke noget våben og hun er alene! Hun er ikke din mor! Husk det! Hun er blevet besat af en ond engel! Din mor er væk! Dræb hende!"

Benjamin lod blikket vifte sig forbi sin far og hen til bjælkerne, der hvilede op ad væggen bag ham. Samt den adskildte seng, der stod ved siden af. Uden tøven satte han sig i bevægelse og rakte hånden frem imod den.

"Jeg elsker dig." Kirsten løftede den ene hånd, pressede den imod munden som hun grådkvalt hulkende fortsatte. "Benjamin, jeg elsker dig... Tilgiv mig. Vil du ikke nok? Tilgiv mig for at jeg løj for dig... Og for...!"

Benjamin vendte sig imod hende og satte sig i bevægelse. Til at starte med så hun ikke bjælken hans ene hånd holdte om. Alt hun så var sin søn, der med tårer trillende ned ad kinderne kom styrtende imod hende. Hun forventede en omfavnelse. En tilgivelse, der skulle gøre det hele godt igen. Så de sammen kunne bringe en ende på alt den sorg og smerte, og genforene sig som familie. Hun havde aldrig forventet at få boret et søm, der strittede frem fra enden af en sengebjælke, ind gennem tindingen. Og havde endog endnu mindre forventet, at det var den måde hendes død ville tage sig ud.

Benjamin nåede hen til hende og hamrede panisk bjælken fremefter. Kirsten registrerede det for sent og gjorde store øjne, kort inden bjælken med den fremadstrittende sømspids bankede ind i hendes kranie. Hun udstødte et vræl. Benjamin slyngede bjælken bagud. Kirstens hoved blev - grundet det krumme søm, der sad fast til hendes kranie - trukket med. Hun bankede baghovedet ind i dørkarmen. Benjamin vred bjælken en enkelt gang så den løsrev sig fra siden af hendes hoved, og slog fremad førend Kirsten nåede at løfte hånden op imod hullet hvor tykke røde blodstrømme væltede ud. Bjælken ramte hende i panden. Sømmet borede sig ned i øjet. Et kvalt smerteskrig fulgte, da hun væltede i knæ. Enkelte bloddråber stænkede sig udover hendes bukser og ned på gulvet. Benjamin hamrede på ny bjælken frem. Slog den indover hendes tinding. Det gav et ryk i Kirstens krop. Hun vred hovedet rundt og grundet den kraft, hvorpå bjælken havde ramt, og hamrede siden af kroppen ned i gulvet. Blodsstænk strintede sig i en stribe henover dørkarmen og gulvet. Benjamin slog atter bjælken ned. Borede sømmet dybere ind gennem kraniet, så blodet klattede sig udover gulvet. Slog igen... og igen... og igen... og igen... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...