Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16867Visninger
AA

41. -Kap. 40-

Betjenten, som åbnede døren indtil kontoret, var klædt i en lyseblå politiuniform og gik under navnet Peter Jensen. Han fik øjenkontakt med Julie, der sad ved konferencebordet foran de lange rækker af vinduer med persiennerne trukket for, hvormed han lod et opløftende smil bue på sine læber. 

"Jeg har lige snakket med hospitalet samt hendes forældre," sagde han som han lukkede døren efter sig for dernæst at bevæge sig hen mod bordet. "Din venindes tilstand er stabil og hun overlever. Hun har pådraget sig en del skader på de indre organer, som vil kræve en større operation, men lægerne er sikre på at hun klarer den, og det er det vigtigste." Han satte sig ned på stolen overfor hende. Julie reagerede ikke. Blev blot siddende, skulende skråt ned mod højre. Fjern. Øjnene var blevet rødskudte af saltvand, og Peter Jensen bemærkede da også at en svag vedvarende skælven forplantedes gennem hendes krop. 

"Hvordan har du det?"

Hun trak på skulderen. Hendes mund åbnede sig fortsat ikke.

Peter Jensen foldede hænderne på bordet foran sig. Så sig en enkelt gang ned, imens han tænkte efter hvad han skulle sige. Skulede atter imod hende. "Så vidt jeg forstår, er du under 18. Derfor skal jeg bede om dine forældres nummer så jeg kan ringe til dem og fortælle dem hvad der er sket."

Julie løftede endelig blikket, og da Peter Jensen så de forskræmte udspilede øjne mærkede han en ubehagelig kildren der strømmede frem lige under hans hud. Han skulle til at sige noget, men Julie kom ham i forkøbet.

"Nej. Please... Mine forældre må ikke vide noget! Du må ikke ringe til dem! Det MÅ du ikke!"

Peter Jensen sukkede. "Julie... Det er imod loven hvis jeg undlader at informere en mindreårigs forældrer om en given forbrydelse, de har været vidne til. Desværre. Jeg ved det kan være svært, men sådan er det. Så derfor bliver jeg altså nødt til at have dine forældres nummer, så jeg kan ringe dem op."

"Det er Guds straf." Hendes mor kiggede på hende. Hendes øjne var opspilet af had. "Du kan ikke flygte fra Guds straf! Vi vil aldrig hjælpe dig! Du er helt alene! HELT ALENE!"

Hun rystede på hovedet og vendte ansigtet bort fra Peter Jensen. Lukkede øjnene og forsøgte så vidt muligt på at holde de voldsomt tilpressende tårer tilbage. Det rev voldsomt i hendes hals. Hun strammede musklerne i kroppen. Gud fandtes. Gud fandtes, og havde straffet hende fordi hun havde syndet. Han hadede hende. Hun fik hvad hun havde fortjent, og var blevet forbandet. Men hun kunne i det mindste forhindre andre i at blive ramt af den samme forbandelse. Hvis hun hjalp betjenten, ville hun sikkert være skyld i endnu et angreb, der måske denne gang ville resultere i et dødsfald. Nej, konkluderede hun, nej det var bedst ikke at sige noget. Hun kiggede atter på ham.

"Okay." Hun sank en klump. Hendes stemme var hæs, sammensnerpet. "Men ikke nu. Kan... Kan du ikke køre mig hjem først, og så... Snakke med dem personligt? Derhjemme? For lige nu... Lige nu vil jeg bare hjem...!"

Glasset der med en klirren faldt på gulvet. Hendes mors mund, hvor rynkerne blev mere fremtrædende som tegn på, at hun havde hørt glasset Julie havde ladet falde, men så derefter havde valgt ikke at gøre noget ved det. Hendes far, der havde møvet sig forbi hende og skubbet hende tilbage, som var hun blot luft - Som hvis hun ikke fandtes og aldrig havde gjort det. Hendes bror, der plejede at modsætte sig forældrende bag deres ryg... Det røde mærke efter en hånd, Julie havde set på hans kind ved middagsbordet... Den flænsede kat med de kun alt for tydelige organer, der havde hængt foran hendes vindue den selvsamme givne morgen... Andrea der lå på flisegulvet med en pøl af blod der flød ud til begge sider fra hende...

Det var som om to stærke hænder pressede imod hendes lunger, så hun automatisk måtte snappe efter vejret. Peter Jensen kiggede bekymret på hende, så hans pande blev anlagt i dybe bølgede foldere. Julie bøjede hovedet så hagen pressede imod brystet og spidserne af det lange brune hår berørte bordkanten. Græd ikke. Sad blot med bøjet hoved. Af magtesløshed. Af afmagt.

"Ved du hvad, jeg gør noget helt andet. Jeg får lige fat på en vogn, og kører hjem til dig og henter dine forældre, så de kan komme herop istedet. Du kan blive her imens. Min kollega sidder lige omme på den anden side ad væggen, så... Hvis du har brug for at snakke eller noget, så kan du bare gå til ham. Hvad syntes du om den idé?"

Julie trak på skulderen. "Den er vel fin nok." Hendes stemme var ej mere end en hvisken. 

"Godt. Så er det en aftale. Kan jeg få adressen?"

"Døckerslundsvej 127."

"Tak." Han smilte, rejste sig op og bevægede sig hen mod døren. Satte hånden på håndtaget, og drog sig dermed endnu et kig bagud. "Hvis der er noget, så ved du hvem du skal gå til."

Hun svarede ham ikke, selvom Peter Jensen alligevel havde på fornemmelsen at hun havde hørt hvad han havde fortalt hende og havde taget det til sig. Med et sidste nik, trak han håndtaget ned, åbnede døren og forsvandt ud i kontorerne. Julie blev efterladt siddende i samme stilling ved konferencebordet. Døren med glasrammen lukkede stille i, og isolerede hende fra resten af verden.

*

Hvad HAVDE han dog gjort?

Det var den eneste sætning, der fyldte Benjamins tanker, da han flåede døren op og trådte ind i entréen. Han kunne ikke tro det. Havde han virkelig stukket en kniv i maven på sin egen veninde? Havde han virkelig...?

Uden at lukke døren efter sig trak han tasken ned fra skulderen og søgte hen mod køkkenet. Hans vejrtrækning var blevet hivende, hans øjne var udspilede.

"Hun var en ond engel." Hans fars rungende stemme gav på ny ekko i kraniet. Benjamin rystede på hovedet som han bevægede sig gennem døråbningen og hen mod køkkenvasken. Blodet gjorde hans håndflader klistrede. Mindede ham om den kniv, han gentagende gange havde stukket ind i underlivet på Andrea.

"Du findes ikke! Jeg er syg! Jeg er syg, jeg er syg, jeg er SYG!"

Han skulle finde sin mor og fortælle hende at hun skulle indlægge ham. Nu. Før han skiftede mening. I dette splitsekund gik alt op for ham. Hans far var død. Død og borte... Han havde aldrig nogensinde snakket til ham. Det foregik i hans eget hoved. Fordi han var blevet trappet så drastisk ned på medicinen, at den ikke længere havde nogen virkning. Og det havde gjort ham til en... til en...

"En morder! Jeg er en MORDER! HVAD FANDEN HAR JEG GJORT!" Ordende fløj ud ad ham. Han havde stukket sin veninde ned. Sin egen veninde!

Hans fars stemme kom snigende, idet han kastede tasken fra sig og bakkede tilbage. Det dunkede voldsomt imod hans håndflader, og det føltes med et som om blodet atter var begyndt at flyde.

"Hvad er det jeg har sagt til dig, Benjamin? Du er IKKE syg! Du kan se engle! Det er SAMFUNDET der er fjenderne! Andrea var ikke din veninde! Det har hun ALDRIG været! Hun var ond, Benjamin! Ond! Ligesom alle de andre! Glem ikke hvem du er!"

"DET PASSER IKKE! DET PASSER FUCKING IKKE!" Benjamin tog sig til hovedet, og bøjede sin krop forover. Han dirrede ophidset. Prøvede at bevare kontrollen over sig selv. "Du er DØD far! Du er ikke nogen engel! Du er DØD! Du skød dig selv! Du findes ikke! Du findes kun i mit fucking HOVED!" 

"Lad være med at lyve for dig selv!"

"STOP SÅ! STOP SÅ, STOP SÅ, STOP SÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!" Han skulle finde sin mor. Nu. Lige med det samme. Og så skulle han indlægges. Så hurtigt som muligt.

Han vendte sig imod døren og så sin far kigge tilbage imod ham. Han vippede dystert hovedet fra side til side. "De onde engle prøver at bilde dig ind at du er syg! Du skal ikke snakke med din mor, Benjamin! Hun er en lille kælling, forstår du det? Hun er psykopat! Hun er ude efter dig! Det er de allesammen! Du har en opgave som du er den ENESTE der kan fuldføre! Hvornår fatter du det?"

"Hold din FUCKING kæft!"

Hans far rykkede sig nærmere, og det forekom Benjamin at han voksede. Musklerne på hans bare krop begyndte at svulme. Auraen omkring ham begyndte at tage form som levende lemmer... som... som... fangarme...

"Du er forvirret, knægt! Jeg er din far! Jeg elsker dig! Du skal befrie den engel! Lad være med at gøre noget dumt, som du kommer til at fortryde senere! Hele verdensfreden, hele MENNESKEHEDEN afhænger af dig!"

Han vendte blikket fra hans far og hen mod knivsrækken. Fangede med blikket den glimtende kødøkse længst ude til venstre. Uden tøven kastede han sig derhen imod. 

"Benjamin! Du gør det ikke! Du gør der bare IKKE! Benjamin, hør på hvad jeg siger!"

Benjamin ignorerede hans fars rungende stemme og greb fat i kødøksen. Lod sine fingre omslutte sig skaftet, som han hørte hans fars skridt komme nærmere.

"Benjamin, jeg advarer dig! De onde engle ender med at besætte dig! Og så går du din undergang i møde!"

"Du... findes... IKKE!" Benjamin drejede sig rundt. Hans far stod lige foran ham, med øjne der var uhyggeligt udspilede og med et ansigt der var furet af hadefuldt raseri. "SKRID SÅ MED DIG!" Med de ord slog han kødøksen frem. Borede den dybt ind gennem brystet på sin far. Øjnene forvandlede sig fra raserende til chokeret. Et gisp udbød sig fra hans læber. Lyset i hans øjne forsvandt. Han vaklede bagud. Benjamin holdt stadig om skaftet på kødøksen, så bladet med en svuppende lyd gled ud fra det dybe sår i hans fars bryst da hans far bakkede bagud.

De kiggede på hinanden. Hans far blev stående med brynene chokeret løftet. Benjamin forestillede sig hvordan blodet i en tyk strøm begyndte at sive sig ud fra hans fars læber, og med en ubehagelig klukkende lyd dryppe ned på det blanke linoleum under ham.

"Hvad... er det... du laver?" Det var den sidste sætning hans far kom med, før han krøllede sig forover og på et splitsekund gik i opløsning så han forduftede førend han ramte gulvet. 

Benjamin blev stående og hev efter vejret i et par øjeblikke, før han atter kom tilbage til sine sanser. Med fingrende, som fortsat var krampagtigt knuget om kødøksens skaft, satte han sig hastigt i bevægelse, imens han med et dirrende hæst vræl kaldte efter sin mor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...