Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15518Visninger
AA

5. -Kap. 4-

Lyden af klirrende bestik. Samt den svage lyd af et summende køleskab. Det var alt hvad der udfyldte den ellers ubehagelige tavshed i spisestuen hjemme hos Benjamin. Han sad i den ene ende af bordet, med hans mor overfor sig. Ingen af dem sagde noget. De havde blot hengivet sig til den tyste stilhed, der hvilede over stuen, kun med lyden af deres bestik imod tallerknen til at bryde stemningen.

Sådan sad de altid. Tavse. Stille. Det havde været på samme måde lige siden Benjamins far døde. En gang imellem kastede Kirsten blikke imod den tomme plads, hvor hendes mand engang havde siddet, men skyndte sig så ellers hurtigt at koncentrere sig om sin mad på ny. Benjamin spurgte aldrig ind til noget. Han vidste sjældent hvad han skulle sige eller gøre. Uanset hvad, så var det triste melankolske udtryk i Kirstens ansigt, altid til stede. Selvom hun flere gange førte sine blålige øjne hen mod Benjamin, og lod sit ansigt krakeleres af et høfligt smil om sine læber, var glimtet i hendes øjne - det hule tomme glimt - aldrig til at tage fejl af. Glimtet af smerte. Han vidste hvordan hun havde det. Kunne mærke hendes smerte. Kunne forstå den.

"Jeg kunne have gjort noget. Hvis bare jeg havde grebet ind i tide og havde fået ham indlagt...!" Den sætning havde han tit hørt blive grædt fra hendes værelse. Væggene i huset var tykke, så man skulle høre godt efter før man opfangede det, men ikke desto mindre havde Benjamin kunnet høre den svage, konstante hulken inde fra hendes værelse. Den hulken, der fik en sten til at knuge sig fast i hans mave og hans hals til at surre sig sammen. At se og høre sin mor græde... Det var aldrig særlig rart at overvære. 

Benjamin kiggede på sin mor. Hun sad blot der, overfor ham, og skar kødet på hendes tallerken over. Hun tog en slurk af sit glas mælk. Lod sit blik vandre tilbage mod ham, som hun sænkede glasset. Hun forsøgte sig med et svagt forsigtigt smil om læberne. Benjamin måtte anstrenge sig for at holde tårerne tilbage. Han delte læberne i et påtrængt tandsmil. 

"Hvad, øhm, hvad så? Hvordan gik det så til jobsamtalen i dag?" Det var første gang i lang tid, han havde taget initiativet til at indlede en samtale med sin mor. Men han måtte gøre det. Stemningen var mere trykkende end den plejede, og han var ikke sikker på hvor vidt han kunne holde til meget mere før han brød sammen.

Kirsten stirrede på ham. Blinkede et par gange, med brynene hævet. "Øhm..." Til at starte med virkede hun forvirret, overrumplet. Hun sank en klump. Rømmede sin stemme. "Åh, det... Ja, det gik godt. Forhåbentligt. De... De virkede i hvert fald meget interesseret i mine evner. Men jeg ved ikke om jeg får jobbet. Jeg kan da selvfølgelig håbe på det, men....!" Hun tøvede. Kiggede på Benjamin. Smilte. "Ja. Det gik meget godt. Hvad, øh, hvad med dig? Hvordan har din dag så været?"

Han trak på skulderen. "Den har været okay. Jeg har ... været ude at løbe, og prøvede at lave lidt skolearbejde. Det gik meget bedre, end jeg forventede. Jeg tror snart jeg er klar til skolearbejdet igen."

"Åh. Jamen ... jamen det er jeg glad for at høre, Benjamin." Hun nikkede tankefuldt for sig selv. Smilte til Benjamin og koncentrerede sig atter om sin mad igen. Stilheden udfyldte på ny huset. Den svage hvislende lyd af en bil der passerede forbi ude på vejen, brød tavsheden, om end kun for et øjeblik. Den klirrende lyd af metal mod porcelæn gav fortsat genklang.

Kirsten begyndte pludselig at blinke med øjnene. Kraftigt. Ustandseligt. Hendes læber pressede sig sammen, hun mistede grebet på gaflen. Herefter begyndte hendes mellemgulv at bevæge sig i en række rykvise krampesammentrækninger, der som resultat fik en svag men hørbar hulken til at forlade hendes læber. Benjamin stivnede på den modsatte side af bordet, sænkede sin gaffel og betragtede medfølende sin grædende mor. Han mærkede sine øjne blive våde. Bed tænderne sammen og kæmpede gråden tilbage.

Sådan sad de. Ubevægelige. Den ene hulkende og snøftende, den anden på grådens rand.

*

Benjamin tastede nummeret på sin telefon ind, førte mobilen op til øret og lod samtidig sit blik vandre hen mod vinduet. Det var mørkt udenfor. Hans skråvindue pegede op mod det gråsorte skydække, der dog enkelte gange vigede til siden så man kunne betragte lyset fra månen, som var tiltagende i sidste kvarter. Om godt og vel en uges tid ville der blive fuldmåne.

Lyden af de konstante klartoner fra mobilen blev erstattet af et klik. Inden lyden af en pigestemme. "Hejsa, det er Line." Benjamins øjne klarede op bag de firkantede brilleglas og hans mundvige trak sig tilbage i et smil, men han fik aldrig sagt noget før stemmem fortsatte. "Jeg kan desværre ikke tage imod opkald lige nu, men øhm, læg en besked, og så ringer jeg tilbage så snart jeg er tilgængelig igen. Vi snakkes ved, ha' det godt. Heeeey." Herefter den gentagende DUUUT-DUUUT-DUUUT lyd fra telefonsvareren.

Benjamins skuldre sank tungt sammen, og i dette øjeblik føltes telefonen i hans hånd som en mursten. Et frustreret blik viste sig i hans øjne, og han fjernede telefonen. Betragtede Lines navn og nummer. Herefter lagde han den fra sig på sengen, lige ved siden af hans opslåede bærbare, hvormed han lænede sig frem og lod ansigtet begraves i hænderne. Han tænkte tilbage til dengang, han og Line havde været kærester. Huskede på alt det, han havde gjort for hende. Han havde elsket hende. Han så hendes øjne for sig. Kunne stadig mærke den kildrende fornemmelse af hendes hår der strejfede hans næsebor, da han havde ligget sammen med hende og snuset til hendes hårbalsam. Den bløde våde og klistrede fornemmelse af deres læber der berørte hinanden. Han mærkede følelsen af at nogen borede et hul i hans bryst. Selvom han havde været i en psykose dengang han havde slået op med hende, så han stadigvæk hendes ansigt for sig. Også selvom han ikke selv kunne huske præcis hvad han havde gjort og sagt. Han havde set hendes øjne løbe i vand og set hvordan den glæde, hun altid strålede af, på et splitsekund var forsvundet for istedet at blive erstattet af et ansigt fuld af smerte og frustration. Et forvrænget sammenbidt udtryk med konstante tårer der silede ned ad de opsvulmede røde kinder. 

Lige siden dengang havde hun ikke kontaktet ham. Havde hun overhovedet tilgivet ham? Det tvivlede han stærkt på. Han havde knust hendes hjerte. Og et eller andet sted, forstud han hende godt. Hvis en eller anden pige spontant slog op med ham uden varsel, ville han nok have reageret på samme måde. 

Selvom han syntes, at det var helt igennem latterligt af hende at bære nag på den måde. Havde hun da ikke lagt mærke til, at han ikke havde været sig selv og handlede som resultat af en sindssyge og ikke med fornuften i behold?

Lyden af skridt ude på gangen afbrød hans tanker. Han fjernede hænderne fra ansigtet, lod sit blik køre hen til trædøren og rettede sig op. Dørhåndtaget blev trykket ned, hvormed Kirsten trådte ind. I den ene hånd holdt hun to forskellige piller, og i den anden havde hun sine fingres greb strammet om et glas mælk. Et smil var tegnet på hendes læber.

"Så, Benjamin. Værsgo. Her er din medicin." 

Benjamin rynkede panden, som et skævt smil tegnede om hans læber. "Mange tak, mor. Det havde jeg fuldstændig glemt. Hvad skulle jeg gøre uden dig?" Han rejste sig op, krydsede gulvet og tog imod medicinen. Skyldede det ned med sit glas med mælk, inden han på ny overrakte det tilbage til sin mor. De kiggede hinanden i øjnene et kort øjeblik, hvormed det dystre melankolske udtryk atter gled ind foran hendes blik. 

I lang tid sagde ingen af dem noget. Lyden af en krimiserie som hans mor var i gang med at se, lød nede fra stuen og brød den dystre stilhed. Kirsten skulede ned i gulvet, inden hun atter drog sig til at kigge på sin søn. Hun forsøgte at smile, men Benjamin lod sig ikke narre. Det tomme og hule udtryk i hendes øjne fortalte ham alt. Afslørede den smerte hun følte indeni. 

"Vil du ikke med ned i stuen sammen med mig? Det... Det ville nu være meget hyggeligt, hvis... Jeg nu blev holdt med selskab."

Benjamin pustede tungt ud. "Mor... Du ved jo godt, at det bare vil bringe minderne tilbage om ham. Det bliver nødt til at være sådan her. Måske kunne vi sidde sammen som en familie engang, men... Det er vi jo ikke mere." Han mærkede at han hævede stemmen, men det var allerede for sent. Han kunne ikke stoppe sig selv. "Vi er ikke længere en familie! Lad være med at snyd dig selv til at tro vi er, for det er vi ikke! Jeg ved godt det er hårdt, men du ved godt hvad psykologen siger! Du kan ikke tåle det, for jeg minder for meget om ham! Og det ved du udmærket godt selv, jo!" 

"Det kan da være ligemeget hvad den dumme psykolog fortæller mig! Du er min egen søn og jeg elsker dig!" Hendes øjne var blevet tåreblanke og hendes krop var begyndt at sitre. "Jeg elsker dig, og jeg vil bare gerne være sammen med dig! Det eneste du bruger din tid på er at sidde her for dig selv i din egen lille hule og fantasere over HENDE! Du ved jo godt hun aldrig kommer tilbage til dig! Og du får heller ikke noget ud af at sidde herinde i din egen verden og forsømme dine venner og din familie og forsømme skolen... Jeg elsker dig og jeg vil bare gerne være sammen med dig, forstå det dog!" 

Hun tav da Benjamin truende trådte et skridt tættere på hende. "Stop med det pis, mor! Du elsker ham højere end du elsker mig... Det har du altid gjort! Og du vil kun have mig til at sidde sammen med dig fordi det bringer dig minder om ham! Ikke en skid fordi du elsker mig!" 

Kirsten stirrede forbløffet på ham. Kæmpede for at holde tårerne tilbage som hun gjorde hendes læber stramme. "Hvad for noget? Hvad er dog det for noget vrøvl?"

"Vrøvl?" Et mørke gled indover Benjamins ansigt og hans øjne blev intense, stirrende. Han pustede sig op og hævede dirrende stemme. "Vrøvl? Det er fandme ikke noget vrøvl, mor! Det er sandheden! Du var bare ligeglad med mig dengang jeg blev syg, ligeglad med hvordan det påvirkede mig da du begyndte på dit fucking drikkeri, ligeglad med hvordan FANDEN jeg havde det med at du ikke kunne acceptere at far er død! Tænkte du nogensinde på mig? Hva'? Tænkte du nogensinde på hvor dårligt jeg havde det? Han var den bedste far man overhovedet kunne tænke sig... Og jeg havde brug for dig, mor! Jeg havde brug for nogen der kunne trøste mig, men det eneste du gjorde var bare at græde og tude over at han var væk! Du ignorerede alt! Du lagde slet ikke mærke til hvordan jeg havde det da jeg blev syg, fordi det eneste du tænkte på var far, og det var først da jeg forsøgte at skyde mig selv med fars gevær at det gik op for dig hvor skidt jeg havde det! Sådan har det altid været! Far betød meget mere for dig end mig...!"

Han blev afbrudt af Kirstens flade hånd der fløj gennem luften og med et højlydt klask ramte ham på siden af kinden. Benjamin drejede automatisk hovedet væk fra hende. Lukkede øjnene og løftede efter et par korte øjeblikke sin hånd. Lod den først berøre kinden hvormed han lod den glide videre nedover nakken. Herefter bøjede han hovedet og lod ansigtet være fæstnet ned mod gulvplankerne. 

Kirsten blinkede kraftigt med øjnene for at fjerne tårerne, inden hun sank et par klumper spyt. Benjamin blev stående, med hovedet drejet væk fra hende og hånden hvilende på nakken. Hans øjne var stadig lukket, og hans krop bevægede sig i en dyb, hivende vejrtrækning. Med hamrende hjerte løftede hun armen og lod sine dirrende fingre berøre hans skulder. 

"Undskyld, mus... Det... Undskyld, jeg ved ikke hvad der...!"

"Lad mig være i fred." Hans stemme var svag, grødet og hvislende. 

Vandet hobede sig op og fik det til at brænde i hendes øjne. Hun skilte sine sammenpressede læber og lod atter sin hånd strejfe hans skulder. "Åh, Benjamin, jeg...!"

"SKRID SÅ MED DIG, KÆLLING!" Hun nåede aldrig at reagere, før Benjamin langede ud efter hende, greb fat i hendes håndled og skubbede hende tilbage. Glasset fløj ud ad hånden på hende og blev med en klirren smadret imod dørkarmen. Kirsten bakkede ud på gangen, med tårer der begyndte at strømme ned ad ansigtet. "Skrid... Og lad mig være alene." Og med de ord smækkede han døren i for næsen af hende, inden han vendte sig rundt og bevægede sig hen til sengen.

Det var først da han havde sat sig på sengekanten og havde fået dækket ansigtet til med sine hænder, at han mærkede gråden komme væltende. Han bed tænderne sammen og begyndte svagt at hulke. 

Kirsten blev stående i samme stilling på den anden side af døren. Stirrede på døren, med en blanding af chok og rædsel i hendes ansigt. Forsigtigt løftede hun hånden og lod sine fingerspidser hvile imod det lyse fyrretræ. Hun fugtede læberne, snøftede ind og blinkede de sidste tårer væk. En hvisken lød fra hendes hals. "Jeg er ked af det." Herefter slap hun døren, vendte sig væk fra den og begav sig hen mod trappen ned til stuen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...