Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15514Visninger
AA

40. -Kap. 39-

Kirsten stirrede udtryksløst, hult frem foran sig, som hun sad krøbet sammen i det fjerneste hjørne af badeværelset. Et slør var gledet foran hendes øjne og havde gjort virkeligheden kunstig. Surrealistisk. Hun mærkede knap nok den dunkende sviden fra glasskårene i hånden, eller den brændende følelse fra de blodige sår, hun havde påført sine lår. Hendes arme var blevet tunge, hang slapt ned ad siden af hendes krop, så hendes fingre greb kun løst holdte om kødkniven, hvis blad var indhyllet i et tykt mørkerødt net. Stemmen forsvandt ikke. Den blev ved med at køre i hendes hoved, i et tankeekko. Igen... Igen... Igen...

"Din skyld... Diiiiiin skyyyyyyld... diiiiiiiin skyyyyyyyyld..."

Badeværelset, der strakte sig ud foran hendes syn, forsvandt. Istedet blev det erstattet af soveværelset tilbage i august måned. Solen strålede ind gennem vinduerne der vendte ud mod baghaven samt træerne der afgrænsede til nabogrunden. Det var tomt. Niels var taget op til Tusindårsskoven - for at snakke med træerne og blomsterne og buskene, der var de eneste som han kunne stole på -, og Benjamin var sammen med sine venner, så hun var alene i huset.

Hun bevægede sig fra dørkarmen henover gulvet og om til sengen. Greb dynen, der var blevet foldet tilbage, og havde fået uformelige foldere efter at være blevet skubbet rundt med. Greb fat i begge ender. Løftede dynen. Rystede den et par gange, så en sky af støv spredte sig omkring hende for dernæst at danse i solens stråler der skinnede ind gennem vinduet. 

Langsomt strakte hun dynen frem og lod det på ny dække sengen, hvormed hun som afslutning kørte hånden henover stoffet for at glatte den ud. I dette splitsekund så hun det atter for sig. Niels udtryksløse ansigt, som han sad der på sengekanten og stirrede tomt frem for sig. Hans monotone stemme drænet for liv. "Jeg har det af helvedes til." Hun lukkede øjnene stramt sammen som hun mærkede hvordan hjertet bankede pludseligt hurtigere. Hun ville ikke tænke på det. Ville... ikke... tænke... på det...

Hun åbnede øjnene og lod blikket glide sig fra dobbeltsengen og hen mod skabet i den modsatte ende af soveværelset, bag den hvidmalede trædør. Satte sig i bevægelse. Greb fat i håndgrebet på det største skab på hendes venstre hånd - der hvor Niels havde sit tøj og sine jakkesæt hængende -, pressede læberne til en tynd, næsten usynlig streg, og åbnede op.

Synet der imødekom hende, fik en kold bølge til at skylle sig nedover hendes krop. Til at begynde med var alt hvad hun var i stand til at foretage sig, blot at stå der. Med hånden knuget om dørgrebet på skabslågen og de blå øjne fikseret fremad på den genstand, der hvilede imod skabets bagvæg. Delvist i skjul fra trøjerne og de enkelte jakkesæt, der som et forhæng hang ned fra overbøjlerne og spærrede det meste af udsynet. Men hun kunne se det. Det var den sølvmetalliske reflektion, der kunne anes mellem en hvid skjorte og en sort blazer, der bekræftede synet og fik hårene til at oprejse sig ned langs hendes arme med en ubehageligt kildrende fornemmelse. Synet, der fik en kold sugen til at vride sig i hendes maveregion. 

Langsomt gav hun slip på skabslågen og strakte armene frem. Delte forhænget af tøj for at få et bedre udsyn. Med en mund der pludselig blev klistrende tør, førte hun sin ene hånd længere ind i skabet, indtil hendes fingre knugede om en kold aflang metalcylinder. Ganske sagte trak hun hånden til sig. Hendes fingre strammedes stadigt hårdere om løbet på jagtgeværet, som hjertets puls blev endnu stigende. Hun bakkede tilbage. Pludseligt nervøs for, at nogen stod i værelset sammen med hende og kunne se, hvad hun havde gang i. Nogen som ville konfrontere hende med det. Melde hende til politiet. Hun vendte sig væk fra skabet, som hun med store øjne og forvrænget ansigt løftede geværet med begge hænder og skannede ned ad det. Hun havde ikke lyst til at tro, at dette givne syn var virkeligt. Ønskede, at dette blot var en drøm. Hun lukkede øjnene, i håbet om at skabe en illusion. I håbet om, at når hun åbnede dem igen, havde hun blot set syner. Men det kolde glatte metal, hun mærkede imod sin venstre hånd, samt det ru skaft hun mærkede imod sin højre, bekræftede at det ikke var en drøm. Hun åbnede øjnene igen og betragtede på ny jagtgeværet. Hvor længe havde det stået derinde? Hun så sig over skulderen, tilbage imod skabet. Hun burde have vidst det. Men hvordan? Hvordan skulle hun overhovedet kunne vide det?

Det eneste tidspunkt hun havde set Niels bruge sit gevær, var dengang han tog Benjamin med en tur op til skytteforeningens skydebane for fire år siden, fordi han ville lære Benjamin at skyde. Noget de havde gjort nogle gange om ugen i godt to måneder. Efter at Niels blev syg, havde hun ikke set skyggen af geværet. Hun havde været sikker på at han selv havde overdraget det til skytteforeningen, hvor det var blevet gemt af vejen i et aflåst og sikret depot. Også selvom han aldrig rigtig havde snakket om det. Men nu fandt hun det selvsamme gevær som Niels havde brugt dengang han endnu var medlem af skytteforeningen, og som han havde oplært Benjamin i at bruge, i tilfælde af at Benjamin engang kunne få jagttegn - Benjamin havde siden han var lille givet udtryk for at hans største drøm var at blive jæger, og han havde altid haft en fascination for skydevåben, nogen gange lidt mere end hvad Kirsten brød sig om. Stående i Niels klædeskab inde på soveværelset.  Hun anede ikke hvad det lavede der eller hvor længe han havde haft det stående - Eller om det måske hele tiden havde ligget gemt af vejen et sted i huset. Hun pressede læberne sammen som hun prøvede at huske tilbage. Niels plejede selv at holde orden på sit eget tøj, så derfor kom Kirsten sjældent ind i hans skab. Derfor var det nemt for hende at huske i hvilke tidsrum, hun havde været der.

Sidste gang havde været for lidtover en måned siden. Og der mente Kirsten til stædighed, at hun da så absolut ikke havde set noget gevær. End ikke skyggen af det. Men alligevel vidste hun, at hun ikke kunne være sikker. Geværet stod jo trods alt op ad bagvæggen, klemt allerbagerst i skabet og med et forhæng af skjorter, bukser, trøjer og jakker til at dække for det. Det var kun fordi hun denne givne lørdag eftermiddag var lidt mere opmærksom end hun plejede, at hun havde opdaget det. Han kunne have haft den stående i skabet i årevis. Det var ikke til at vide. Selvom Kirsten dog havde en ubehagelig gnavende fornemmelse af, at han havde fundet geværet frem for ganske nylig. Men... Hvorfor skulle han dog gøre det? Han havde selv fortalt hende, at han ikke havde lyst til at have geværet liggende efter han blev syg. Godt nok havde han aldrig givet udtryk for at han ville skaffe sig af med det, selvom det var hvad Kirsten regnede med at han havde ment. Nu forstod hun at han nok aldrig havde haft til hensigt at smide det væk. Måske havde han haft til hensigt at gemme geværet indtil den dag, Benjamin flyttede hjemmefra, og så give ham geværet. Som en far-søn-gave. Hun vidste, at Benjamin og Niels havde det helt særlige bånd til hinanden, som de fleste fædre har til deres sønner. Et bånd, der fra tid til anden havde gjort Kirsten jaloux. Det var tydeligt, at Benjamin elskede sin far, og at Niels elskede ham. Hun blev stående, blinkede et par gange og betragtede atter geværet samt solstrålerne, der i en sølvmetallisk bølge reflekterede sig henover siden af det aflange løb, hun lod pege hen mod døren. Der kunne, som sagt, være mange givne årsager til, at han stadig havde geværet liggende. En kulde rislede kildrende ned ad rygsøjlen, idet hun tænkte to uger tilbage. Så atter Niels hule, døde øjne og følelsesløse voksansigt som han sad der på sengekanten og med sin monotone stemme fjernt stirrende ud i luften snakkede. 

"Jeg gider ikke rigtig noget. Det virker... meningsløst."

Hendes håndflader blev pludselig fugtigt klistret af koldsveden, der i dette givne splitsekund blev udløst fra sporene under huden. Forfærdelige tanker filmede sig grusomt henover nethinden. Tanker om død... Tanker om Niels, der ikke ville fortsætte en tilværelse han så meningsløs... Tanker om Niels der blev fundet død på soveværelset med en mørkerød pøl der voksede ud fra hovedet... Tanker om...

Nej, Kirsten, tag dig sammen. Du hørte selv hvad han sagde. Han er ikke deprimeret. Han er bare stresset. Han er ikke syg. Han er ikke syg... Hun løj for sig selv, men var begyndt at ignorere den ulidelige dunken imod brystet, der blev fremkaldt ved kendsgerningen om, at hun tog fejl. Fordi hun, inderst inde, vidste at han var syg. Men hun nægtede at tro på det. Nægtede det... Han trængte bare til ferie... Det var alt. En lille drømmeferie til Spanien om en lille uges tid, og så ville det igen være den gode gamle Niels der ville komme tilbage, Niels med de mange sjove forfatterudtryk, Niels med den gode humor, den hjertevarme kærlige Niels der elskede med hende, og som viste sin kærlighed og hengivenhed overfor både sin kone og sin søn, Niels der var det fantastiske familiemenneske, hun kendte ham som. Det var bare det. Geværet havde han gemt af vejen for at give det til Benjamin. Så han kunne give ham geværet, når Benjamin havde taget det jagttegn, han i hele sit liv havde drømt om. Det var hun sikker på. Ingen farde på færde. Overhovedet ingen fare på færde.

Hun kiggede på skabet, pustede ud og satte sig atter i bevægelse. Vendte geværet i den oprejste stilling, hun havde fundet den i - stillingen hvor spidsen af løbet pegede imod skabsloftet - hvorpå hun trak forhænget af tøj til siden og atter lod den hvile imod bagvæggen. Herefter trak hun atter forhænget af tøj hen foran geværet, så det blev skjult fra omverdenen. Trak sig ud af skabet, lukkede lågen efter sig og vendte sig rundt. Forsøgte på at glemme at hun overhovedet havde set det gevær. Det gevær, der tre dage senere smadrede fjernsynet og blæste Niels baghoved i småstumper. Geværet, der ville ødelægge hendes såvel som Benjamins liv, muligvis for altid.

Kirsten så atter toiletkummen, vasken, badekarret, brusenichen og så døren der befandt sig længst væk. Mærkede tårerne der brændte voldsomt i hendes øjne, og de lune dråber der trillede kildrende ned ad kinderne. Stemmen havde ret. Det var hendes skyld alt sammen. Indvandreren der fik smadret sit øje... Niels der skød sig selv... At Benjamin fik en psykose og endte med at blive indlagt... At deres familie til stadighed var ved at smuldre bort til ingenting. Det VAR hendes skyld. Det var alt sammen hendes skyld. Hun lagde hovedet bagover så hendes ansigt var skråt rettet op imod loftet og hendes baghoved hvilede imod væggen, hvorpå en hæs, hjerteskærende gråd derefter lød fra hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...