Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15529Visninger
AA

39. -Kap. 38-

Mathias smil blev til en forundret mine, da den hylende ambulance kom susende forbi ham og hans to venner, for med fuld udrykning at fortsætte ned ad indkørslen til gymnasiet, videre ned på parkeringspladsen. Furen i hans pande blev dybere og dybere, som han umærkeligt satte farten op.

"What the fuck?" udbrød Jonathan, den mørkhårede af vennerne som dannede bagtrup. "Det ser sgu alvorligt ud."

Mathias hørte det ikke. Alt hans fokus var på den hylende ambulance med de blinkende sirener, som han nysgerrigt og forundret satte farten op. Hvad i alverden var det der foregik?

*

Julie sad med ryggen imod murstensvæggen og sine fingre knuget om mobilen. Hun sad blot og stirrede, i chok, som hun så hvordan ambulancefolkene kom væltende ind på badeværelset og omgående påførte tryk på den bevidstløse, ligblege Andrea. Den mørkerøde tyktflydende pøl omkring hendes slappe krop, voksede stadigt, bredte sig længere ud fra hende i stadigt større og større mængde. Andrea blev løftet op på båren. Nogen forsøgte at sige noget. Julie hørte det ikke. Alt hvad hun hørte, var sin mors rustne stemme, der bebrejdede hende. En gudløs synder... Ond... straffes... helvedets ild... Det var hendes skyld, Andrea var blevet stukket ned. Hendes skyld alt sammen. Hun skulle aldrig have sagt det. Gud fandtes. Og han havde straffet hende. Hun havde fortjent det. Der var ikke noget at gøre. Hun lukkede øjnene. Det gik op for hende, at hun græd.

*

Benjamin gik i knæ inde i skoven. Pressede læberne sammen som han lynede det store rum på tasken, han havde ladet hvile imod grantræet foran hegnet, op for derefter at putte den blodige aflange kødkniv ned i det forreste rum. Lyden af ambulancens sirener fyldte gennemtrængende baggrunden. Han så sig tilbage, imod gymnasiebygningen der lige akkurat tittede frem imellem samlingen af buskads og træer der befandt sig på begge sider ad kædehegnet. Og så hørte han det. En hånlig latter, der lød til at komme lige bag ham. Hans øjne blev store som han forvrængede ansigtet. Nogen var på vej imod ham. Nogen som ønskede ham ondt, som ønskede at skade den gode engel, at forhindre at den blev befriet. Han kunne mærke det. Onde øjne, der stirrede på ham, betragtede ham fra alle sider. Et kort øjeblik syntes han at han kunne fornemme lange vridende fangarme omgivet af en hvidlig aura, der truende snoede sig ud fra buskadset ved kædehegnet og vridende henad skovbunden nærmede sig. 

Han hørte sin fars rungende stemme, der gav ekko i kraniet. "Hvad fanden venter du på, Benjamin? De onde engle er rasende! De er ude efter dig! Skynd dig væk før det er for sent istedet for at sidde der!"

Benjamin pressede sine læber sammen, drejede sig rundt. Ignorerede den klare overbevisning om, at noget ondt, noget overnaturligt, en ond engel der var ude efter ham, stirrede på ham og gjorde klar til at angribe ham. Satte sig blot i bevægelse, trak tasken henover ryggen og begyndte at løbe. Løbe. Løbe. Så sig ikke tilbage. Han hørte en klar og tydelig latter - en høj gnækkende latter, fuldstændig som fra den kæmpemæssige skeletagtige kvindeskikkelse, der havde presset sig imod vinduet indtil hans værelse - lige bag sig. En knasen. En krybende lyd. Fangarme. Han var overbevist om, at det han hørte der kom krybende imod ham, var fangarme. Kunne allerede se dem for sig. Tentaklerne med pigge ned langs siden og en lysende aura, der truende ormede sig igennem døde kviste, nedfaldne blade og vådt muljord. Krøb sig tættere og tættere på, klar til at hugge ud mod hans hæl og trække ham tilbage. Tilintetgøre ham, så hans mission ville fejle. Det måtte ikke ske. Det måtte ikke ske. Han hev efter vejret, mærkede hvordan hjertet hamrede voldsomt imod indersiden af brystkassen. 

"Skynd dig! De er ude efter dig, Benjamin! Skynd dig, eller de fanger dig! Skynd dig! Skynd dig! SKYND DIG!"

Han skubbede sig panisk igennem grangrene, buske og små spirende løvtræer. Den krybende lyd af fangarme der slangede sig imod ham, lød hele tiden bagved. Angstens lynende kulde skød sig igennem hans krop og fik hans hud til at stramme sig, da hårene blev oprejste ned langs med hans arme. Han havde lyst til at kigge tilbage, men turde alligevel ikke. Af frygten for at han ville få øje på noget grusomt, der ville paralysere ham af skræk. Noget grusomt, han ikke kunne forestille sig. Han måtte bare fortsætte... Fortsætte... Fortsætte...

*

Mathias følte sig klaustrofobisk, da han nåede gymnasiet. Han kæmpede sig desperat igennem den påtrængende masse af gymnasieelever, der allesammen ville se, hvad der foregik. Måden hvorpå ambulancefolkene var kommet hektisk løbende med en bårer, tydede på at hvad end der var sket, at så var det yderst alvorligt. 

"Nogen der ved hvad der er sket?" var der en der spurgte.

"Ingen anelse." 

"Jeg tror nogen er faldet om."

"Fuck det ser alvorligt ud."

Mathias mærkede den summende vibration i lommen netop som han åbnede døren og fortsatte ind på gangen. Rynkede panden da han så nummeret. Det var Julie. Han trykkede på det grønne rør, førte telefonen op til øret og satte sig i bevægelse samtidig med at han rettede blikket fremad. En strøm af gymnasieelever bevægede sig forbi ham. Blanding af snak og mumlen blev til en udefinerbar summen, der gjode det svært for Mathias at høre, hvad Julie grådkvalt hikkende fortalte på den anden side ad røret.

"Hvad siger du, Julie? Det larmer af helvedes til, jeg kan ikke høre dig!" Han stak en finger i det ene øre, for at lukke noget af baggrundsstøjen ude. Et par korte øjeblikke, stod han der bare. Så opspærredes hans blå øjne hvormed hans ansigt fortrak sig i en voksagtig grimasse. Uden tøven slukkede han mobilen, surrede sine læber sammen og blev stående. Lod sin skulder og arm hvile imod murstensvæggen, som han fortsat stirrede fremad. Desorienteret. Vantro. 

*

Benjamin havde slået den blå hætte tæt om sit ansigt, da han rystende stillede sig under busstoppestedets halvtag. Hans hænder havde krampagtigt knuget sig om taskens stropper.

"Benjamiiiiiiiiiin."

Han lukkede øjnene hårdt sammen. Den hviskende stemme lød til at komme fra en person der befandt sig inde i hans hoved. Det var de onde engle. Han vidste det. De onde engle forsøgte at sende tanker ind i hans hoved. Sende tanker der ville fylde ham med frygt. Sende tanker der ville gøre ham bange. Panikslagen. Så han ikke kunne fuldføre missionen. Han måtte ignorere dem. Var nødt til det. 

"Din liiiiiiiille taaaaabeeeeeeeeer." 

"Hold op. Hold op. Hold op." Han hev et par store mundfulde luft ind, som han forsøgte at bevare kontrollen. Pressede læberne hårdt sammen, så hvide pletter dansede og vred sig for hans synsfelt. 

"Er der noget galt?"

Han vendte sig forskrækket om. På bænken bag ham sad der en kvinde med rødt opsat hår sammen med sin lille dreng. Hendes grågrønne øjne var bekymret rettet imod ham. Han blinkede et par gange. Forsøgte at få styr på sig selv. Han hørte nogen fnise hånligt lige bag ham. En mørk skygge, der flimrede forbi på den anden side ad stoppestedets glasrude. 

"Du ser skidt ud. Er du okay? Skal jeg ringe efter..."

"... skal jeg slå dig ihjel, din fucking lille taber?" Kvinden var ikke længere nogen kvinde. Benjamin var ikke sikker på, hvad det egentlig var han lige nu stod overfor. Et menneske var det i hvertfald ikke. Langtfra. Ansigtet var sort, og han kunne se hvordan ormeagtige tentakler vred sig ud fra de glinsende skæl, der dækkede kinderne. Øjnene var gule, manglede pupillerne og glødede unaturligt. En mund med sylespidse tænder, der bredte sig opover begge kinder. "Skal jeg slå dig ihjel, din lille taber? Du kan ikke gemme dig! Ikke for os! Du kan aldrig gemme dig for OS! Skal jeg slå dig ihjel, din fucking lille taber?" Væsnet rejste sig op og begyndte at le. Skingert. 

Benjamin skreg op og bakkede tilbage. "Hold dig væk fra mig! HOLD DIG VÆK FRA MIG!"

Ansigtet blev mumieagtigt. Langt hvidt hår begyndte at vokse ud fra hovedet og brede sig nedover skuldrende. Næsen skrumpede ind, blev til en opadvendt trekant. Indtørrede rådnede pletter dukkede op forskellige steder, og indtørret hud blandede sig med knoglemasse. Øjnene blev hvide, indtørrede. Den nu skeletagtige mund klaprede mekanisk op og ned i en skærende, skinger hekselatter. En hvidlig aura strålede sig omkring skikkelsen. Hviskende stemmer. Benjamin udstødte et højlydt skingert vræl, hvorpå han drejede sig rundt og begyndte at løbe. Op langs med vejen. Hivende efter vejret. Sveden klistrede hans tøj fast til kroppen. De var ude efter ham. De var ude efter ham. De var...

Den skingrende rustne latter fulgte efter ham. Han hev voldsomt efter vejret, som han mærkede hvordan tårerne prikkede sig svidende henover hans hornhinder. Igen hørte han dem. Stemmerne. De hviskende hånlige stemmer, der rungede i hans hoved. Sølvpapiret virkede ikke længere. Hvordan kunne det gå til? 

"Han kan ikke løbe fra os! Han kan ikke løbe fra os! Vi har ham!"

"Prøv at se hvordan lorteungen tuder! Ha! Taber! Taber! Tabeeeeeeeeeer!" 

"Skal vi slå ham ihjel?"

Endnu en rusten skinger latter, der fik hårene til at rejse sig på hans krop. Hans øjne var blevet store, flakkede rundt. Sveden perlede ned fra hans ansigt. Desperat bøjede han sig fremover. Skjulte øjne betragtede ham. Han havde ikke lyst til at løbe omkring skovkanten. Det var derinde de gemte sig. Derinde de holdte øje med ham. Det var derinde, i skoven, fangarmene var. Fangarmene der kunne manifestere sig ud af den blå luft og gribe fat i hans ankel hvornår det skulle være. Han var fortabt. Han fortsatte med at løbe. Han måtte finde et tomt busstoppested.

"Løb, Benjamin! Løb! Du skal ikke høre på dem! Bare løb! De prøver bare at skræmme dig! Lad være med at høre på dem! Bare løb! Bare LØB!" 

I et kort øjeblik syntes han at han så sin far løbe lige ved siden af sig, men da han kiggede var der intet andet end buskads. Han pressede øjnene hårdt sammen og kiggede fremefter. Det næste busstop... Det næste busstop og så ville han være i sikkerhed... Det... Næste... Busstop... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...