Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15529Visninger
AA

38. - Kap. 37-

Andrea tændte vandhanen og pressede læberne sammen som hun betragtede sig selv i spejlet. Hun kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. Jo mere hun lærte Julie at kende, desto mere ondt fik hun af hende. Det var ikke Julies skyld, mindede hun sig selv om. Selvom Julie lige nu mindede mere om en pige på 5 end en på 17, var det nemmere for Andrea at acceptere, fordi hun netop vidste, hvorfor Julie opførte sig sådan. Hun var ikke stærk. Hun var en af den slags piger, som måske nok var ligeglade med, hvad andre folk gik og sagde om hende - det havde hun selv set beviser på op til flere gange - men det gjorde hende ikke nødvendigvis stærk. Så snart Julie røg i en situation, hun ikke kunne overskue, brød hun sammen. Lukkede sig inde i sig selv, ude af stand til at se tingene fra en realistisk vinkel. Hvis Julie blev udsat for nogle ting, hun ikke kunne håndtere, lukkede hun af for virkeligheden og blev overbevist om, at det var en straf fra Gud.

Fucking lorteforældre, tænkte Andrea. Det var den eneste tanke, der kredsede i hendes sind. Fucking lorteforældre. Alt det, de havde udsat Julie for. Bildt hende ind, at hun selv var skyld i de trælse omstændigheder, som livet nu og da bød frem med. At hun var blevet straffet af en Gud, som Andrea var sikker på ikke fandtes andre steder end i hovedet på hendes forældre. Det frustrerede hende at hun på ingenmåde vidste, hvordan hun skulle tale Julie til fornuft. Forældrende havde banket deres religiøse fanatisme så dybt ind i sindet på hende, at det var næsten umulig at få hende til at åbne øjnene op for virkeligheden. Hun bed tænderne sammen. Det er ikke Julies skyld, Andrea, tænkte hun for sig selv. Lad være med at blive sur på hende. Hun kan virkelig ikke gøre for det.

Andrea havde intet imod folk, der troede på en Gud. Så længe de holdte deres tro for dem selv og ikke gjorde noget, der gik udover hende eller hendes venner, så kunne de såmend tro hvad de end havde lyst til. Men hvis der var noget, hun ikke kunne tolerere - og aldrig havde kunnet - var det folk som Julies forældre. Fundamentalister. Ikke bare fundamentalister, som gik i kirke hver søndag og bad til Gud hver dag, men den slags fundamentalister, der led af en eller anden syg vrangforestilling om, at de var hævet over alle andre og som ikke havde nogen plads tilovers for folk, der ikke delte det samme verdenssyn som dem selv. Fundamentalister som Julies forældre, der udøvede psykologisk terror på deres børn, fordi deres børn måske havde dummet sig en enkelt gang. Hun indrømmede da gerne, at det var dumt og barnligt af Julie at gøre oprør på den måde, hun havde gjort det. Men omvendt set, havde Julie handlet i desperation. Desperation der nu havde medført, at hun ikke havde nogen anden familie end Andrea og måske også Mathias. Det, hendes forældre udsatte hende for, var ikke fair. Det var ondt. Hun var bedøvende ligeglad med, om det skyldtes at forældrende selv var blevet hjernevasket til at tænke som de gjorde. Det var ondt. Og hun hadede dem for det.

Hun rystede på hovedet, pressede sine læber sammen og vendte fokus ned mod vasken. "Det er sgu noget lort det her, Julle," hviskede hun svagt for sig selv. Hun havde en underlig vane med altid at snakke højt med sig selv, hvis noget frustrerede hende. Det var en ting, der gik igen i hendes familie. Det hjalp med at få kanaliseret raseriet. Hun hev en mundfuld luft ind, sukkede og rystede atter på hovedet. "Det er fandme noget lort." 

Hun skyllede sine hænder igennem et par øjeblikke mere, hvormed hun drejede sig rundt og bevægede sig hen til døren. Tørrede først hånden under den varme luftstrøm fra den elektriske håndtørrer, der var fastsat på murstensvæggen. Drejede sig derefter rundt imod døren. Hun måtte finde på noget. Både i forhold til Julie, men også omkring det med Benjamin. Hvis det virkelig havde været Benjamin, hun havde fået øje på i lageret, og Benjamin der havde flænset en kat og hængt den op foran hendes vindue til skræk og advarsel, skulle det meldes til politiet. Men det var ikke Benjamin. Det var sikkert Benjamin, hun var kommet til at gå i seng med, og det kunne velsagtens passe, at Benjamin var blevet syg igen. Men hun troede ikke på, at det var ham, som forfulgte Julie. Det ville ikke rigtig give mening. Hun vidste hvor påpasselig hans mor var blevet efter Niels død. Hun ville uden tvivl lægge mærke til det, hvis Benjamin blev syg. Eller, det regnede Andrea i hvert fald med. Det var nok snarere end eller anden klam stalker, som Julie bildte sig selv ind var Benjamin. Fordi hun, takket være hendes "fucking lorteforældre", var besat af tanker om skyld og skam. Og derfor fejlagtigt var kommet til den konklusion, at Gud havde straffet hende fordi hun havde "syndet", og at den straf havde medført at Benjamin forfulgte hende. Men uanset hvad, så skulle det anmeldes til politiet. Så de kunne tage sig af resten. For det her holdte bare ikke i længden.

Med den sidste tanke trykkede hun håndtaget ned, og åbnede døren. Mere fik hun ikke foretaget sig, før hun registrerede Benjamins ansigt, de blågrønne øjne og de firkantede brilleglas, der reflekterede lyset fra badeværelset. Hun registrerede dog ikke kniven, før den med fuld kraft borede sig ind gennem maven. Hun kunne ikke skrige. Kunne blot spærre munden op i overraskelse af den voldsomme kraft, hvorpå kniven gled sig gennem maveskindet og med lethed skar sig ind gennem muskler og ind til organerne. Det gjorde ikke engang ondt. Alt hun mærkede var blot et voldsomt stød gennem underlivet, der slog pusten fra hende og fik hende til at bøje sig forover samtidig med at hun blev sendt et skridt tilbage. Ind på toilettet. Det nu blodindsmurte knivsblad blev sendt ud fra hendes mave, stadig imens hun foroverbøjet og med vidt opspærrede øjne bakkede bagud. Benjamins fingre knugede sig om skaftet, hvorpå han atter førte den frem. Da og først da mærkede Andrea den voldsomme smerte, der stak sig op fra maveregionen og strålede om i ryggen. Et halvkvalt skrig forlod hendes læber. Kniven blev sendt ind i hende på ny, med voldsommere kraft end før. Hun åbnede munden. En metallisk smag af blod prikkede imod tungen og ganen. En skærende smerte strålede sig fra underlivet og ned igennem lårerne. Blod klattede ned på det blanke flisegulv. Kniven blev ført fremad og op i en voldsom, buende bevægelse. Igen... og igen... og igen... 

*

Gud findes ikke...

Julie smagte på sætningen. Lod tanken vende sig et par gange i hovedet. Hun rynkede panden og strakte benene ud foran sig. 

Gud findes ikke... 

Hun lod sit blik vifte sig opad, imod loftet og lysstoflamperne, som strakte sig i en lang række henad gangen. Hun så på den cirkelrunde ventilationskanal, der fulgte den ene loftsliste og som lavede dansende lysspil henover zinkbelægningen hver gang lyset fra lysstofrørerne ramte den. 

Gud findes ikke...

Hun havde siddet på sengen. Kigget imod trækorset med banneret, hvor der stod et bibelvers fra Salmernes Bog. "Hans kærlighed varer for evigt." Hun huskede, hvor meget dette vers - dette ene uskyldige vers - havde sendt en voldsom bølge af raseri indover hende. Det var dette vers der havde fået hende til at forbande Gud langt væk. Fordi hun i dette øjeblik var klar over, at den måde hun blev behandlet på af sine forældre og de fleste andre fra hendes kirkekreds - folk der kaldte sig selv for troende kristne, for Guds sendebude - ikke havde en skid med kærlighed at gøre. Det var takket være denne "kærlighed", hun i sin tid var blevet ramt af depression og selvmordstanker. Det var takket være denne "kærlighed", at hun havde skåret i sig selv. At folk havde mobbet hende for hendes tro. Kærlighed... Ikke en skid var det, hun blev udsat for, kærlighed. 

Gud findes ikke...

Jo mere hun tænkte tanken igennem, jo mere mening gav den. Som hun sad der på trinnet, med fødderne strakt ud foran sig og med blikket rettet imod de sjove lysspil på ventilationsrøret over hende, begyndte tankerne at fare tilbage. Tilbage til dengang hun havde spurgt sin ungdomsleder i kirken omkring cutting. "Det er en synd," huskede hun at hendes ungdomsleder havde fortalt hende, "og at cutte sig selv er ondt og forkert i Guds øjne."

"Hvad så hvis man har det så dårligt, at man føler at man bliver nødt til det?" havde en pige bag Julie spurgt. 

"Så skyldes det at man er i dæmoniske bindinger og har brug for Guds nåde." 

Det havde dengang, for fire år siden, lydt meget rigtigt. Men det gjorde det ikke nu. Julie havde ikke været i dæmoniske bindinger. Der havde ikke været nogen, der havde overtaget hendes krop. Ej heller nogen underlige tanker, der skulle have "fristet" hende. Hun havde gjort det bevidst. Hun havde selv ført barberbladet ned gennem huden. Hun havde kunnet vælge at lade være, men det gjorde hun ikke. Hun havde valgt det. Gjorde det hende så ond? Nej. Det nægtede Julie at tro på. Det havde ikke noget som belst med dæmoner eller ondskab at gøre. Hun havde gjort det for at blive befriet fra den smerte, mobningen gav hende. Men det ville hendes familie og folk fra hendes kirkekreds - og sikkert også mange flere kristne rundt i landet - aldrig forstå. 

Gud findes ikke...

Hun var bare et menneske. Et menneske der gjorde fejl som alle andre. Lysstofrørerne flimrede, så en aflang buende refleksion dansede særpræget på ventilationsrørets zinkbeklædning. Fandtes Gud virkelig? Et eller andet sted, skræmte det hende hvis der virkelig ikke var noget derude. Skræmte hende hvis det virkelig passede, at Gud ikke fandtes. Måske ville man slippe for regler og doktriner, men man ville også være alene. Moral ville være ligegyldigt. Folk kunne gøre hvad der passede dem. Slå hinanden ihjel over små simple fornærmelser. Ødelægge verden. Hun blinkede et par gange og rystede på hovedet. Det var jo ligepræcis det, folk gjorde. Slog hinanden ihjel. Kæmpede deres egne retfærdighedskampe, hvor det var dem selv der havde ret og de andre der var skurkene. Sådan foregik det i alle krige. Soldater der kæmpede deres sag. Soldater med venner, familie, elskere. Soldater der slog andre soldater ihjel, der ligeledes kæmpede for en sag. Soldater, der ligeledes havde venner og familie. Soldater, der var mennesker som alle andre. Måske, tænkte Julie, var mennesker slet ikke i stand til at forstå retfærdighed. Måske fandtes ondskab slet ikke. Måske var alle mennesker bare mennesker. Måske var alle lige gode og lige onde. Tankerne bragte hende ikke tættere på spørgsmålet om, hvorvidt der fandtes en Gud eller ej.

Gud findes ikke...

Tanken vendte sig i hendes hoved igen og igen. Og jo mere hun tænkte på den, desto mindre kunne hun tro det. Gud måtte findes. Andet ville ikke give mening. Hvis ikke der var nogen Gud, så var der ingen mening. Så ville der aldrig være noget håb. Så ville der aldrig nogensinde være nogen grund til at fortsætte. Andrea tog fejl. Gud måtte findes. Det måtte han bare. Hun havde ikke lyst til at tro andet. Havde ikke lyst til at tro på, at hun var alene. At når tingene fuckede op, var der ingen kære mor. Men... Hvis der fandtes en Gud, så var det ikke som det her. Det var ikke en eller anden mand, der sad oppe i skyerne og dømte folk til højre og venstre. Det var ikke en person. Det måtte være noget mystisk. En eller anden form for kraft, der rækkede langt udover menneskets fatteevne. En kraft, der ikke straffede hende, bare fordi hun gik i seng med en fyr ved en fejltagelse. Andrea havde ret. Det var ikke Guds skyld. Det var hendes forældre. Det havde det hele tiden været. 

Hun pressede læberne sammen. Fastholdte fokus på det forunderlige lysspil der dansede henover zinken. Så skilte hendes læber. "Gud...!" Hvis Gud var en kraft og ikke en person, var han sikkert ligeglad med ens bønner. Det virkede åndssvagt at snakke ud i luften til en mystisk kraft, hun ikke kunne se. Men hun måtte prøve det. "Gud, jeg... Jeg ved ikke hvad du er, eller om du overhovedet er en nogen. Du er sikkert ikke en person. Det er også ligemeget. Men... Hvis du er der... Et eller andet sted derude... så vis mig det." Hun forventede intet svar, og blev til sin skuffelse ej heller overrasket, da intet skete. Hun følte sig stadig ligeså lille, fortabt, som før. Ligeså beskidt. Ligeså... forkert. 

Måske havde Andrea ret. Hun fjernede øjnene fra ventilationsrøret og kiggede fremefter. Måske var der ikke noget derude... måske var det bare indbildning...

Et kvalt skrig et sted bagfra, brød hendes tanker og fik hende til at fare sammen. Hun drejede hovedet bagud, rettede blikket hen til branddøren for enden af gangen. Samt sidegangen der gik til venstre, der skar igennem toiletafdelingen og førte hen til trapperne op til bagsiden af kantineområdet og gymnasiets sideindgang. Den indgang der vendte ud mod fysiklokalerne og cykelskuret. "Andrea?"

Hun hørte lyden af en dør, der åbnede i samme øjeblik. En hurtig hivende vejrtrækning. Løbende skridt. Hun rettede sig op som hun mærkede hvordan hjertet begyndte at hamre voldsommere afsted. De løbende skridt bevægede sig opad en trappe og blev hastigt svagere. Hun hørte kort efter lyden af en dør, der gik op og i et sted længere væk.

Hun sank en klump som hun mærkede hvordan musklerne i hendes krop tilstrammede sig. "Andrea?" kaldte hun, højere. Intet svar. Langsomt satte hun sig i bevægelse. Hendes hænder knugede sig sammen til hårde knytnæver. Sidegangen kom nærmere. Hun kantede sig langs med murstensvæggen. Jo tættere hun kom på branddøren samt hjørnet ved sidegangen, jo mere sneg en følelse af snarlig dom sig indover hendes tanker. At noget lurede, ventede på hende for at slå hende ihjel. Hendes strube snørede sig sammen. Kanten kom stadigt tættere på.

"Andrea?" Hendes stemme var blevet højere samt mere skinger. Hun nåede hjørnet. Stoppede. Lyttede. Ventede. Hun hørte intet. Stilheden havde atter lagt sig, og det var kun en ganske svag rislen fra vandrørene langs kanten af gulvet ved den modsatte væg, der nåede hendes ører. Ellers intet andet. Ingen yderligere skridt. Ingen vejrtrækning der indikerede at der stod en person omme på den anden side ad væggens knæk. Intet. Til sidst tog hun sig sammen og satte sig i bevægelse. Kiggede frem fra hjørnet. Alt hun så var blot en aflang gang med lysstofrør hen langs med loftet, som endte ved en opadgående trappe. Samt noget rødt på murstensgulvet, der gik i et klattende spor fra døren ind til pigetoilettet og hen mod trappen. Noget rødt. Noget...

Blod. Det gik til Julies lammende forfærdelse op for hende, at det var blod. Hendes blå øjne spilede sig op, som hun viftede blikket fra gulvet hen til døren. "Andrea!" Hun satte sig hastigt i bevægelse, med målrettede skridt der blev hurtigere og hurtigere jo tættere på døren hun kom. Hun ville ikke se på de mørkerøde klatter. Ville ikke se på dem. De dannede forfærdelige billeder på indersiden af nethinden, hun helst var foruden.

Hun nåede døren. Pressede læberne hårdt sammen som hun i ét ryk trykkede håndtaget hårdt ned og derefter skubbede døren fremad. Synet, der mødte hende fik et klynkende hyl til at udbyde sig fra hendes læber. Hendes hånd farede automatisk op til munden. "ANDREA!" Hun blev stående i et par øjeblikke hvormed hun satte sig i bevægelse.

Dér, godt to meter foran hende, lå Andrea sammenkrummet med begge arme presset imod maven. En mørk plamage havde gennemvædet hendes trøje omkring underlivet, og voksede stadig. Julie knælede ned ved hende, stadig med hånden der dækkede munden. "Andrea...!"

Andrea slog øjnene op. Hendes nu gråhvide ansigt fortrak sig, så hendes læber krængede sig tilbage og afslørede hendes hvide tandrække. "Julie...!" Hun hev efter vejret, fortrak ansigtet i en sammenbidt grimasse og lagde hovedet bagover da endnu en bølge af smerte forplantede sig igennem hende. Tyktflydende væske vædede sig frem imellem de slanke fingre, som hun krampagtigt krummede sammen omkring underlivet, så bølgende krøller dukkede op i trøjen. Da Julie hørte den hvæsende, klynkende vejrtrækning Andrea udstødte, prikkede tårerne henover hendes hornhinder for dernæst at stribe sig kildrende ned ad hendes kinder. I en blanding af frygt og smerte. 

Hun fjernede hånden fra munden og førte den ned til Andreas gennemblødte trøje. Knugede fingrende om underkanten og løftede op. En tyk mørkerød strøm trillede nedover den bare hud, ned til buksekanten hvor den skiftede kurs og istedet begyndte at glide ned ad hendes venstre flanke og ned på gulvfliserne. Da hun så de dybe blodige knivsår, der var placeret nedenunder og til venstre for navlen, kunne hun i bogstaveligste forstand ikke få vejret. Det flimrede sig for hendes syn et kort øjeblik. Hun gav slip på trøjen, som blodet langsomt begyndte at trille udover gulvet, og danne en pøl på begge sider ad hende. 

"Nej. Nej. Nej." Julie snappede efter vejret, da hun så hvordan Andrea fortrak ansigtet atter engang. Der var ingen tid at spilde. Hun fiskede sin telefon op, tastede 112 og strakte atter hånden fremefter. Trykkede ned på trøjen omkring det sted, det dybe sår i Andreas underliv, befandt sig. "Hold ud. Vil du ikke nok? Hold ud, Andrea, lov mig at holde ud. Hold UD!" 

Andrea var allerede gledet over i bevidstløsheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...