Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16456Visninger
AA

37. -Kap. 36-

Kirsten var i et kort øjeblik i tvivl om, hvor hun befandt sig. Soveværelset virkede fremmede. Anderledes end det plejede. Lyset fra solen, der strålede sig ind mellem gardinerne som var trukket for ruden, virkede skarpere end normalt. De hvide vægge reflekterede det skarpe lys, så hendes øjne brændte med en forplantende skæren. Hun gned sine øjne som hun rejste sig fra sengekanten.

Hun var ikke alene. 

En kriblen rislede sig ned ad hendes rygsøjle, da hun i dette øjeblik forestillede sig en person stå lige bag hende. Stirre på hende. Forestillede sig en kniv, der truende blev løftet. Hun vendte sig rundt. Der var intet andet end dobbeltsengen og vinduet, med udsigten til træerne og hækken i baghaven, der adskilte huset fra nabogrunden. Hun var alene. Selvom hun ikke følte det.

Hun så ned ad sig selv. Betragtede sine hænder. I starten, så de normale ud. Men så bemærkede hun noget underligt. En mørk rødlig tyktflydende væske, der begyndte at stige i intensiteten. Presse sig ud fra furerne i håndfladen, indhylle hænderne i et net. Hendes øjne blev store, samtidig med at hun fortrak ansigtet. Bakkede tilbage. Nåede døren. Et spor af blod efterlod sig i hendes kølvand. Den hætteklædte figur med den blodfyldte øjenhule og den glimtende kniv dukkede op. Lige foran vinduet. Kiggede imod hende. Hun så smilet, der krusede sig om hans læber. Så hvordan det tykke blod rislede ud fra højre øjenhule, dannede et langt tykt spor ned ad kinden, forgrenede sig forbi munden og nedoved hagen. En ondskabsfuld latter. Kirsten udstødte et skrig, da hun så hvordan manden satte sig i bevægelse imod hende. Hans fingre strammede sig krampagtigt om kniven.

"Giv mig din pung, luder."

Endnu en latter. 

Kirsten rakte hånden ned mod dørhåndtaget og lod sine fingre stramme sig om det kolde metal, imens hendes vejrtrækning blev mere og mere hivende. Manden trådte et skridt nærmere, som han i samme bevægelse gradvist løftede kniven højere og højere op. Metallet reflekterede næsten surrealistisk solens stråler. Hans stemme dirrede kraftigere, mere truende end før.

"Giv mig din fucking pung, luder!" 

Hun trykkede håndtaget ned. Manden kom stadigt nærmere. Hans intakte venstre øje stirrede vildt fremad. Intenst. Endnu en rungende latter. 


"Jeg sagde giv mig din fucking pung, din fucking luder!" 

Hun skubbede døren op med ryggen, og udstødte et hivende halvkvalt klynk som manden i hættetrøjen strakte kniven frem foran sig. Hun så hvordan savl og spyt dannede skum imellem hans læber, og begyndte at slime sig nedover hans skægstubbeklædte hage. Endnu en skinger dirrende latter, som han trådte stadigt nærmere.

"Er du døv, luder? Giv mig din fucking pung! Eller jeg stikker dig ned og skærer dit fucking øje ud!"

Kirsten bakkede ud på gangen og skubbede samtidig fremad. Døren smækkede i foran hende, så indvandreren med kniven og den blodige tomme øjenhule, forsvandt. Hun vendte sig rundt, som hendes håndflader fugtedes af sved. Hev efter vejret. Det hele var blevet kunstigt. Uvirkeligt. Hun satte sig i bevægelse ned ad gangen. Hen mod trappen. Hørte et højt vrælende skrig, og så atter i et kort glimt indvandreren vælte i knæ og presse sin hånd for øjet, som han med et hæst vrælende skrig begyndte at rokke frem og tilbage. Den mørkerøde tyktflydende væske sivede sig frem imellem hans fingre og klattede sig ned på asfalten. Hun hev efter vejret, og støttede sig til trappegelænderet. De var ude efter hende. De var allesammen ude efter hende. Det var hun sikker på. Overbevist om.

Men der var ikke nogen. Der var jo ikke andre end hende og Benjamin i huset. Benjamin. Nej, Benjamin var der ikke. Hun anede ikke hvor fanden han var henne, men han var ikke i huset. Det vidste hun. Hun plejede at fornemme det hvis han var der. Hun var alene. Alene og hjemsøgt af fortiden, der som genfærd syntes at forfølge hende. Bosætte sig i hendes tanker og sind så hun fik stadigt sværere og sværere ved at kende virkeligheden fra fantasien.

Huset var mørkere end det plejede. En højlydt skinger latter, der lød til at komme alle vegne. Hun standsede ved foden af trappen, da hun hørte stemmen der fik hende til at presse øjnene hårdt sammen. Det var Niels stemme. Niels legende stemme. Han kaldte hende til sig. Ude fra køkkenet. Nej, Kirsten, nej det gjorde han ikke. Niels kalder dig ikke til sig, Niels er død, det er din fantasi, det ved du. Det foregår alt sammen i dit eget hoved. Ikke gå i panik. Det er din krop. Din krop. Kun din krop.

"Kirsteeeeeeeeen. Kiiiiiirsteeeeen." 

"Please, gå din vej. Gå din vej." Hun mærkede tårerne klemme sig frem bag øjeæblerne som hun satte sig i bevægelse imod køkkendøren. Sølvpapiret, som dækkede vinduerne, gjorde huset dystert mørkt så hun var nødt til at tænde lysene. Der lurede noget ondt i mørket. Hun vidste det. Der var en person et sted i mørket, som var kommet for at hævne sig. Kommet for at skære hendes øje ud, fordi hun ikke ville give ham sin pung. Hun var overbevist. Det var ikke bare hende, der var ved at blive skør. Hun var overbevist. 

"Åååååååh, Kiiiiiiiirsteeeeeeeen... Det er diiiiiiiin skyyyyyyld." Niels stemme fortsatte i det drilske, legende tonefald. 

"Hold op! Hold op! Hold op! Du findes ikke, du findes ikke, du findes ikke!"

"Det er din krop, og du er den eneste der kan kontrollere den... Det er dine tanker, og du er den eneste der kan kontrollere dem. Derfor skal du finde dig et mentalt tilflugtssted. Tænk på det mest rolige, du kan komme i tanker om. Måske et sted fra din barndom. Et sted der bringer dig gode minder." 

Tilflugtsstedet... Hun standsede i dørkarmen indtil køkkenet og lukkede øjnene hårdt sammen. Prøvede at finde stedet. Engen med de gule kornblomster. Engen med de gule kornblomster ved den gård ved Vejle Fjord, som hendes forældre i sin tid havde. Gården hvor hun huskede glæden. Dengang hun var lykkelig. Før hun vidste hvilket grusomt og mørkt sted, verden var. Hun tog en dyb indånding. Den kriblende følelse i nakken af at nogen eller noget lurede i mørket bag hende, distraherede hende. De gule kornblomster. Tænk på de gule kornblomster og den idylliske eng. Hun klemte sine fingre hårdt sammen så de dannede en hård sammenknudet knytnæve.

"Fucking luder! Fucking luder! FUCKING LUDER!" 

Hendes øjne strammede sig hårdere sammen, så hvide pletter dansede og vred sig henover hendes nethinde. Engen... tænk på den forbandede eng...

Kniven der glimtede i skæret fra tunnellyset. Det grusomme smil der tegnede sig på Niels læber, kort inden han førte spidsen af geværløbet op i munden. Det vrælende skrig. Benjamin, der stirrede tomt ud i luften, lukket inde i sin egen verden. Ude af stand til at komme i kontakt med. Den bebrejdende hvislende stemme, der blandede sig med hendes tanker.

"Din skyld. Det er alt sammen din skyld. Ring du bare til Marie Flender. Det vil ikke gøre nogen forskel. Det er alt sammen din skyld. Og det ved du. Morder. Kujon. Du er en dårlig mor. Du svigtede Benjamin. Du svigtede Niels. Du har svigtet alle. Det er alt sammen din skyld." 

Hun rystede på hovedet som hun mærkede struben vride sig. "Nej... Nej, nej, nej...!"

"Du er den eneste, der kan kontrollere den..."

"... din skyld..."

Hun pressede hænderne fast til begge sider af hovedet og knugede sit grab om det lyse hår. Bed tænderne sammen, som tårer tilsynegjorde sig ved hendes øjenkroge. Hun var nødt til at tage de piller. De ville ikke hjælpe med det hele. Men de ville berolige hende. Så hun ikke gik i panik. Og så måtte hun kontakte Marie Flender. Ellers ville hun ende med at blive sindssyg. 

Hun åbnede øjnene og ignorerede den bebrejdende stemme, der snoede sig rundt imellem hendes tanker. Tændte lyset i køkkenet og satte sig i bevægelse. Sølvpapiret fremgav et par blændend sølvmetalliske refleksioner, der gav hende pletter for øjnene. Hun ville ikke gøre noget ved det. Gad ikke spekulere over, hvorfor det var fastsat til ruderne. Hun havde ikke tænkt sig at fjerne det. For så ville de måske kunne blive overvåget gennem vinduet. Det var irrationelt, men alligevel kunne hun ikke slå den voksende paranoia bort.

Hun greb fat i glasskabet der befandt sig ved enden af køkkenet. Greb fat i det lille vandglas som hun derefter bevægede sig hen til køleskabet og håndvasken. 

"Hvor tror du at du skal hen, eh?"

Stemmen lød til at komme lige til venstre for hende. Hun stivnede netop som hun var nået foran vasken. Hun så to mistænkelige typer - den ene med hættetrøje og hængerøvsbukser, den anden med håret sat op med voks og klippet kort i begge sider og muskuløse tatoverede overarme, de samme som dem der havde angrebet hende ved tunnelen i Vollsmose - dukke op i dørkarmen og kigge imod hende. Hun svang sig rundt. De var forsvundet. Hun blev stående og kiggede imod dørkarmen, lod blikket krydse gennem entréen og fare videre ind i stuen på den anden side, der grundet sølvpapiret der dækkede vinduet, var opslugt i mørke. Lyset fra køkkenet var ikke kraftig nok til at trække igennem. I et kort øjeblik var hun overbevist om, at hun så en figur manifestere sig i mørket. Skjult af det sorte intet. En intens summen, fuldt af en dunkende lyd. Som hvis nogen bankede sine fingre imod glas. Det kom ovenfra. Hun tvang blikket væk fra mørket og kiggede istedet op, hvor hun så to fluer kæmpe indbyrdes om retten til at svirre om lampen i loftet. Så mærkede hun en voldsom skæren der som et stød lynede igennem hendes fingre og højre arm. Hendes opmærksomhed rettede sig tilbage til hånden. Hun løftede brynene og stirrede i vantro på synet der imødekom hende.

Hun havde, på forunderlig vis, formået at klemme så hårdt om vandglasset, at det var splintret imellem fingrende på hende. Synet virkede forunderligt surrealistisk. Hun så de tydelige mælkehvide revner, der som lyn havde forgrenet sig hen langs glassets side. Den dunkende svidende smerte i hånden var kommet af, at små glassplinter havde boret sig ind i fingerspidserne og håndfladen. Der gik et par øjeblikke, før hun så de mørke blodstrømme, der slangede sig glidende nedover hendes fingre og håndryg. Hun blinkede et par gange. Den befriende smerte. I et kort øjeblik glemte hun alt om Benjamin. Alt om selvmordet. Alt om den hætteklædte indvandrer, der med hånden klemt imod sit blodige øje hæst skrigende vuggede sig frem og tilbage. Glemte alt om virkeligheden, som var ved at smuldre omkring hende. Det eneste, hun mærkede, var den bølgende dunkende sviden, der skar sig fra fingerspidserne, ned gennem hånden og armen. En sviden der blandede sig med en kildrende fornemmelse, der fik hende lyst til at klø igen. Hendes læber buede sig i et smil. En varme brusede sig igennem hendes krop, fik hendes muskler til at slappe af. Hun bemærkede hvordan hendes mellemgulv kildrende trak sig sammen. En fornøjelig kluklatter forlod korte øjeblikke senere hendes mund. Det var ikke sjovt. Det var overhovedet ikke sjovt. Hun havde fået glassplinter i hånden, og det blødte. Men alligevel grinte hun. Der var noget fascinerende, drømmende, over synet af de mælkehvide revner og de glidende slangende blodstrømme. 

Hvad har du gang i, Kirsten? Du er kommet til skade. Det er ikke sjovt. Det er overhovedet ikke sjovt. Det er alvorligt!

Hun blinkede et par gange og sank et par klumper spyt, som hun lod fokus glide sig fra det revnede, splintrede vandglas og istedet hen til vandhanen. Strakte hånden frem, hvorpå hun skubbede regulatoren op. Hun stillede glasset fra sig på bordet ved siden af vasken, hvorefter hun lod vandet glide sig nedover hånden. Hun forventede at se blodet blive skyllet med ned i afløbet. Men alt hvad hun så, der ramte imod bunden af vasken, var vand. Hendes øjne blev store, som hun i en hurtig bevægelse trak hånden til sig. Vendte og drejede den. Der var ingen glassplinter. Intet blod. Ingen sår. Hendes hånd så ud som den hele tiden havde gjort. Det var udelukkende noget, hun havde forestillet sig i sit eget hoved. Med hjertet der atter begyndte at banke pludseligt hurtigere, kiggede hun på glasset. Håbede et eller andet sted, at det ikke var indbildning. Håbede på at se de mælkehvide revner. Men glasset var intakt. Hun lod sin hånd glide op til munden. Lukkede øjnene og tog en dyb indånding gennem næsen. 

Hun havde brug for hjælp. Hun havde brug for...

Hun åbnede øjnene og lod blikket køre fra vasken og op til rækken af knive, der hang på magneten der var fastsat til den hvide gipsvæg. Hendes hånd strakte sig kompulsivt fremad, indtil hun havde lukket sine fingre sammen om skaftet på den glimtende kødkniv, der var først for. Nej, tænkte hun. Nej, det ville hun ikke. Smerte var ikke nogen udvej. Det ville blot gøre ondt være. Hun skulle bare have fat i Marie Flender... Hun skulle bare have fat i Marie Flender...

Hun løsnede grebet og trak atter hånden til sig. Hev endnu en mundfuld luft ind hvorpå hun snurrede omkring. 

"Er du helt sikker på, du ikke vil prøve? Bare en gang? Bare for at slappe af?"

Stemmen der snoede sig ind mellem hendes tanker, fik hende til at tøve. Det var fristende. Men hun ville ikke. Hun... ville... ikke

Før hun vidste af det havde hun allerede grebet om kødkniven på ny, løsnet den fra magneten og ført den ind til sig. Hun kunne ikke stoppe sig selv. Hun gav efter for fristelsen, uden på ét eneste tidspunkt at lægge mærke til, at der hele tiden havde manglet en kniv. En skarp, spids køkkenkniv, som normalt plejede at hænge yderst til venstre, og som stadig havde været der i morges. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...