Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15532Visninger
AA

36. -Kap. 35-

Andrea trak cyklen det sidste stykke hen til skuret. Lod dækkene hvile imod stativet, låste cyklen og vendte sig hermed imod gymnasiet hvorpå hun satte sig i bevægelse. Hun rettede lidt på sit blonde hår, samtidig med at hun trak sine earplugs ud for derefter at begynde at vikle ledningen rundt om sin iPod.

"Andrea...!" 

Julies stemme, der var blevet lidt mere skinger end sædvanligt, lød lige bag hende og fik hende til at standse op, netop som hun var nået til den gråhvide murstensbygning, som udgjorde fysik og biologilokalerne. Hun drejede sig rundt, med panden delt på midten af en undrende fure. Julie bevægede sig langsomt men målrettet imod hende, med et ansigt, der havde antaget en gråhvid nuance. Hendes øjne var udspilede, og de blå iriser flakkede rundt, defokuseret og forvildet. Hun havde sine arme foldet på brystet, trykket tæt ind til sig, og trods det var en ganske lun formiddag, havde hun iklædt sig en tyk sweater med tilhørende lange ærmer og hætte, som hun havde slået om sit hoved. Som hvis hun prøvede at flygte eller gemme sig for nogen. Hun standsede op et par meter fra Andrea. Sank et par klumper spyt, som hun atter prøvede at sige noget.

"Øhm...!" Hun rømmede stemmen, der var blevet skinger og grødet. Andrea bemærkede hvordan en konstant sitren fik Julies krop til at vibrere, ganske umærkeligt men alligevel tydeligt nok til, at hun lagde mærke til det. En trækning i Julies mundvige, før hun fortsatte. Hendes øjne blev gradvist mere og mere blanke. "Andrea, i morges, øhm... så... så hang der en død kat... foran mit vindue." En trækning der kunne være et smil - der kunne være hvad som helst - dannede sig atter kortvarigt på Julies mundvige. "Der hang... En død kat... Uden pels... lige foran mit vindue. Jeg... jeg kunne se dens... muskler... og... der var blod. Det var en død kat der hang ude foran mit vindue."

Hendes stemme knækkede over. Hendes krop begyndte at ryste, som Julie løftede fingrene og pressede dem imod sine læber. Hev en enkelt gang efter vejret. Blikket viftede sig væk fra Andrea, kiggede på et udefinerbart punkt i luften. Hun snappede efter vejret, så brystet udvidede sig i et hivende ryk. Et lille klynk var det næste der udbød sig fra hendes læber, som tårerne i hendes øjne gjorde hornhinderne blanke. 

"Julie, for fanden." Andrea bevægede sig hen til hende. Lagde ganske sagte sin arm henover hendes skulder. Lod hånden hvile imod hendes ryg. Julie kiggede fortsat væk fra hende, som hendes blik flakkede ufokuseret og tårerne blev stadig mere tydeliggjorte. Andrea pressede læberne sammen hvormed hun trak Julie ind til sig og knugede sig tæt om hendes krop, i en kærlig venindeomfavnelse. En elektrisk varme bredte sig igennem Julies krop da hun mærkede sin venindes arme om sig, og refleksivt klemte hun sig tættere ind til hende og lod sit hoved hvile imod hendes skulder. Klemte øjnene sammen, som tårerne begyndte at stribe ned ad hendes kinder, samtidig med at hendes ansigt forvrængede sig i en grådkvalt grimasse. 

Andrea lukkede øjnene og kørte trøstende sin ene hånd op og ned ad Julies ryg. "Julle, det her... Det her bliver vi sgu nødt til at snakke om. Det går ikke det her. Det gør det bare ikke."

En serievis gurglen lød fra Julie, hvormed hun i ryk forsøgte at hive vejret ind. Grædende. Hjælpeløs. 

I buskadset på den anden side ad kædehegnet længere fremme, blev Benjamins øjne store. Hans læber pressede sig sammen og han mærkede hjertet hamre voldsommere imod brystkassen. Han hørte skriget. Det skingre skrækslagne skrig, samtidig med at han så hvordan den blændende hvide stråleglans voksede i intensiteten, indtil Julies krop var omgivet i det engleagtige lys. Han hørte stemmen. 

"Hjæ-æ-æ-æ-æ-æ-æ-l-p m-i-i-i-g!" 

Lyset svandt ind. En mørk silhuet omgav i et kort øjeblik Andreas krop og igen så han det mørke læderet vinger vokse sig ud fra hendes ryg og udfolde sig i luften. Så blev alt atter normalt.

Han hørte i dette øjeblik sin fars stemme i hovedet. "Det er snart tid."

Benjamin blev stående op ad træet, betragtede de to piger et par øjeblikke mere, hvormed han trak sig væk. De onde engle skulle stoppes. Og der var kun én måde at gøre det på. 

*

"Fortæl, hvad der er galt, Julle. Lad være med at lyve, og lad være med at tro jeg dømmer dig. Bare fortæl det." Andrea og Julie var begge blevet enige om at vente indtil frokostpausen på at snakke sammen. Mathias tog et smut med et par venner ned i en nærliggende kiosk for at købe sandwich, så derfor var Andrea og Julie alene. De havde fundet et afsides sted på gymnasiet -  ved starten af gangen der førte hen til hallen - hvor Julie som den første havde sat sig på det nederste af de tre trappetrin. Andrea satte sig ned ved siden af hende, som hun lænede sin ryg imod den røde murstensvæg. 

Julie trykkede benene ind til sig. "Jeg... jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Jeg... Andrea, har du nogensinde... gjort noget du fortryder så meget, at... ja, at du ikke tør fortælle det til nogen fordi du er bange for at alle vil hade dig for det?" 

Andrea rettede sig lidt op. "Selvfølgelig har jeg det, Julie. Det tror jeg alle mennesker har. Engang hvor jeg var fuld, det er nogen år siden, snavede jeg med min daværende bedsteveninde. Som var bisexuel. Og... hun troede at det betød at jeg havde følelser for hende, som rakte udover venskab. Jeg turde heller ikke fortælle det til nogen, fordi jeg var bange for at folk de ville hade mig for det. Indtil det så gik op for mig, at alle har gjort et eller andet pis i deres liv, som de fortryder rigtig meget." Hun kiggede på Julie, som blot nikkede og lod sit blik vifte sig tomt fremefter. 

"Du har gjort noget, du skammer dig over. Ikke også?"

"Er det så åbenlyst?" Julie kiggede på Andrea. Undvigende. Hendes kinder begyndte atter at antage den karakteriserende tomatrøde farve, alle kendte hende for. 

Andrea kunne ikke lade være med at få en lille kærlig kluklatter til at forlade sine læber. "Julie, jeg kender dig. Jeg regnede det ud allerede i går." Hun slikkede sig om læben. Smilet blegnede og hun blev atter alvorlig. "Fortæl mig hvad der er sket."

Julie pressede læberne sammen, som hendes tanker gled tilbage. Smilet på Benjamins læber. Den elektriske sitren det fremgav, som hans hænder gled nedover hendes flanker. Hans fingre, der klemte sig om hendes strube. Den afpelsede kat, der hang på hovedet foran hendes vindue. En voldsom varme voksede i hendes kinder. Hun vidste at hun rødmede. De små dunhår på hendes arme rejste sig med en kildren. Hun rystede på hovedet.

"Det kan jeg ikke...!" 

Andrea strakte sin hånd frem. Klemte fingrene beroligende om Julies skulder. "Jo du kan, Julle. Fortæl det."

"Jeg gik i seng med Benjamin." Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, kæmpende imod den kvælende klump af gråd der som en hinde lagde sig indover hendes stemmebånd og besværliggjorde talen. "Jeg drak mig... altså, jeg drak mig ikke helt fuld, men... jeg drak mig sådan... fuld, mere eller mindre. Øhm...!" Hun rømmede stemmen. Såret i højre side ad hovedet - såret med plasteret, som hun bevidst havde glattet håret udover sådan at det blev holdt skjult - begyndte at dunke. Hun kæmpede for at bevare den kontrol, som hun begyndte at mærke var ved at forsvinde. Spanden, der blev ført nedover hendes hoved. Sæbevandet, der sved i hendes øjne. Den bitre skummende smag der stak hende imod tungen og ganen.

"Jeg gjorde det fordi jeg ville gøre oprør imod mine forældre og imod Gud... Men... Benjamin, han... Han tog sin hånd... Han forsøgte... At kvæle mig...," tårerne dukkede frem i hendes øjne som hun snakkede, "... og... i lørdags, så... så angreb han mig på lageret. Øhm. Jeg... jeg kan ikke huske hvad der skete. Jeg... faldt og slog mig bevidstløs. Lige siden at vi var i seng sammen, har han forfulgt mig... og så, her i morges, hang der så en død kat lige foran mit vindue. En død kat, Andrea." Hun rystede på hovedet. "Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Jeg... Jeg har aldrig..." Hendes stemme knækkede over. Hun kunne ikke fortsætte. 

"Det lyder sgu ikke godt. Har du snakket med dine forældre?"

"Nej, Andrea. Mine forældre vil ikke kendes ved mig længere. Min familie har udstødt mig... Jeg... eksisterer ikke mere. De ignorerer mig fuldstændig. Jeg har kun dig og Mathias tilbage. Men I kan ikke gøre noget... Jeg har fortjent det. Det er en straf fra Gud. Jeg er fortabt."

"Nej du er ikke!" Andrea hævede stemmen. "Ikke en skid at det er en straf fra "Gud." Okay, indrømmet, du gjorde noget sygt dumt da du gik i seng med Benjamin den aften, men det er fandme ikke nogen straf. Prøv og hør, hvem her ved ikke, at Benjamin er psykisk syg? Han har sgu været indlagt på ungdomspsyk i to måneder efter hans selvmordsforsøg og alt det ballade med Line... Alle på gymnasiet ved det! Ja, okay, du troede vel at han var blevet rask, det gjorde vi andre også, men somme tider kan folk der er psykisk syge ligepludselig blive så raske, at de ikke længere mener at de har brug for at tage deres medicin, og så går det galt. Og hvis det virkelig er Benjamin, som er begyndt at forfølge dig, så er det fordi han er blevet syg. Igen. Måske fordi at han er stoppet med at tage sin medicin, hvad ved jeg. Men det kan klares med en enkelt opringning til politiet og hans mor... og så vil de kunne klare resten og få ham indlagt, så han holder op med at forfølge dig og terrorisere dig. Mere kompliceret er det ikke! Så du er ikke fortabt. Overhovedet ikke!" 

Julie rystede på hovedet, lukkede øjnene og drejede hovedet væk. "Jeg ville ønske du havde ret, Andrea. Det ville jeg virkelig. Men jeg er fortabt. Det er en straf fra Gud, og der er ikke noget som helst jeg kan gøre ved det."

"Julle, kig på mig." Julie drejede langsomt, modvilligt, hovedet imod hende. Andrea fugtede læberne, løftede brynene og fortsatte. "Gud findes ikke. Det kan godt være, du kommer til at hade mig for at sige det her, men det har intet med Gud at gøre, for han findes slet ikke. Og hvis vi nu alligevel antager at han gør... Tror du så virkelig at han vil straffe dig, bare fordi du måske dummede dig? Uanset om Gud findes eller ej, så er det her ikke nogen straf, og heller ikke noget der har med noget som helst at gøre. Okay? Ja, din - undskyld jeg siger det - skodfamilie med dine fucking latterlige lorteforældre har vendt dig ryggen. Og det skal du være glad for, for det eneste de forældre har gjort er, at fordreje dit hoved og kontrollere dig fuldstændig. Hvis der er nogen her, du skal skyde skylden på, så er det dem. Ikke en eller anden indbildt mand der sidder oppe i skyerne og straffer dem han lige har lyst til at straffe. Alt det her sker, fordi dine forældre er nogle overkristne magtsyge idioter, der behandler dig som lort, så du endte med at gå i seng med en psykisk syg dreng der lever i en fantasiverden og ikke ved hvad fanden det er han laver. Benjamin har brug for hjælp, men det har du også... Du har brug for hjælp til at se tingene som de er i virkeligheden, og ikke på den måde som nogle tabere har bildt dig ind at tingene er." 

Julie kiggede på hende. Blinkede et par gange. Uanset hvor meget hun prøvede, så kunne hun ikke være enig i de ting, Andrea sagde. Det virkede forkert. Gud havde straffet hende. Andrea sagde kun de ting hun sagde, fordi hun ikke var kristen. Men det passede ikke. Hun var sikker. Hun var alene. Fortabt. Gudløs... Ond... 

"Og Julie?" 

Hun kiggede atter på hende. Andrea forsøgte at bryde stemningen med et smil. "Jeg syntes at du skal tage med hjem til mig og overnatte et par dage. Og hvis Benjamin på nogen måde generer dig igen, så ringer vi til politiet og hans mor og sørger for at få ham indlagt så alt det her bliver bragt i orden. Og hvad dine forældre angår... Så kan du bare få lov til at bo hjemme hos os. Så længe du har lyst til."

Julie smilte og lod fokus rette sig ned på linoleumsgulvet. "Tak, Andrea. Det betyder meget." 

"Godt." Andrea tog et kig op ad trappetrinnene, og så atter på Julie. "Jeg smutter lige et smut på toilet, og så kommer jeg tilbage hertil. Skal du have noget mad med fra kantinen?"

Julie rystede på hovedet. "Nej, ellers tak." 

"Okay. Bliv her. Jeg er snart tilbage." Hun rejste sig op, bevægede sig op ad trappen og lod Julie sidde alene tilbage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...