Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15522Visninger
AA

35. -Kap. 34-

Det er din skyld... Din skyld... Din skyld...

Giv mig din fucking pung...

Forpulede løgner...

 

Kirsten vred sig i sengen, med et fortrukkent ansigt hvor huden glinsede rødt af de perlende sveddråber. Trak benene sammen, for derefter at sparke ud. Dynen gled tilbage. Et svagt klynk forlod hendes læber...

... Din skyld... Din skyld... du er en morder... en forpulet idiot..

Kniven glimtede i skæret fra loftslampen i tunnelen, skriget var hæst, forvrænget og dyrisk... det høje brag fra geværet... blod, puds og hjernemasse der i en stråle sprøjtede op på loftet... 

"Morder... din skyld... morder... din skyld...!"

"Benjamin, NEJ!" Hun fandt Benjamin i værkstedet, netop som hun så ham klikke sikringen på jagtgeværet tilbage for i samme bevægelse at presse spidsen af geværløbet op mod underkæben. Hun så hvordan hans halsmuskler strammedes og hvordan hans ansigt forvrængedes. Hun sprang frem imod ham med øjne større end normalt. 

"Undskyld, Line...!" Benjamin fik aldrig klikket aftrækkeren ind, før Kirsten greb fat i løbet med begge hænder og i samme bevægelse skubbede kraftigt fremad. Benjamin bakkede tilbage. Gjorde ingen modstand. Hun vendte sig imod ham. 

"Hvad fanden tænker du på, Benjamin? Hvad fanden i helvede TÆNKER du på? Hvorfor fanden har du gemt det gevær? Jeg sagde til dig du skulle smide det væk! Hvad fanden har du gang i?"

"Du hader mig. Alle hader mig." Benjamins stemme var monoton, drænet for følelser. Hans blik stirrede blot tomt fremad. Det var ikke melankolsk. Ej hellere trist. Han stirrede blot. Som et lig. Som hvis han var død. 

"Nej, Benjamin! Jeg elsker dig!" I dette øjeblik var det ikke Benjamin hun så. Men sin mand. Han stirrede tilbage på hende med de indhulede tomme øjne, og det grusomme tandsmil der dannede sig imellem hans buende tilbagekrængede læber. Hun udstødte et skrig og væltede tilbage. Personen der kiggede på hende, var Benjamin. Niels var forsvundet igen. 

Din skyld.... Din skyld.... Din skyld... 

*

Julie havde en voldsom hovedpine, da hun vågnede. Hendes øjenlåg var tunge og hun mærkede hvordan det brændte tørt imod hendes hornhinder. Hun drejede hovedet og lod sit tågede blik rette sig imod gardinerne, som var blevet trukket for vinduet. Hvorpå hun stivnede. 

Hun opdagede en svag silhuet på den anden side ad gardinernes tynde stof. En mørk silhuet der så ud til at hænge på hovedet lige foran vinduet. Med fire ben der pegede slapt nedefter. Noget, der lignede en snor, holdt skikkelsen fast. Mørke skygger der kunne gøre det ud som værende klatter, var at skimte. Klatter der så ud til at hænge fast på glasset. Med et hjerte, der pludselig begyndte at banke hurtigere, satte hun sig op. Kunne ikke fjerne blikket fra silhuetten på den anden side af gardinerne. Som hun sad der, på sengen, stirrende imod de mørke silhuetter, begyndte ubehagelige mørke tanker at samle sig på indersiden af kraniet. Tanker, der sendte et sug af rædsel igennem hendes krop som efterlod mavesækken med en ubehagelig hul fornemmelse.

Det er noget grusomt... Jeg ved det. Lad være med at kigge, Julie, lad være med at kigge... lad... være... med... at... kigge...

Før hun vidste af det havde hun rejst sig op og havde allerede sat sig i bevægelse imod gardinerne. Træplankerne gav med en svag hul lyd en anelse efter fra vægten under hendes bare fødder. Hun standsede foran gardinet. Løftede hånden. Knugede fingrene om stoffets kant. Lukkede øjnene. Hun turde ikke se. Ville ikke se.

En klinkende lyd, da hun yderst sagte trak gardinet til siden. Hun fornemmede en klistret fugtig følelse væde sig frem på hendes håndflader, og en sammensurrende fornemmelse i hendes luftrør som gav hende lysten til at snappe efter vejret. Hun ville ikke åbne øjnene. Ville... ikke...

Hun åbnede øjnene. Hendes fingre knugede sig voldsomt om gardinet ved det blotte syn hendes blik imødekom, og musklerne i armen strammedes således at senerne og blodårerne trådte tydeligt frem bag den blege hud.

Katten hang på hovedet, med en snor fastsat til tagrenden og bundet sammen om spidsen af den opadstrittende hale. For- og bagbenene strittede stift i udstrakte stillinger - med forpoterne pegende direkte imod jorden og bagpoterne bukket nydeligt under bugen. Det var ikke til at vurdere, hvorvidt det virkelig var en kat, eller et ganske andet dyr, da det meste af pelsen manglede. Det, Julie stirrede på, var en blodigt afpelsede kødklump, hvor muskler og sener sammenblandede sig med et netværk af blodårer der omsluttede de kun alt for tydelige organer. Blod dryppede stadigvæk ned fra hovedet, som var en blodindsmurt blanding af muskler, sener og to hvide øjeæbler med gule iriser og sammentrukne sorte pupiller, der stirrede grotesk ned mod jorden. De mørke klatter, som Julie havde kunnet skimte bag gardinet, var blod som højest sandsynligt var taget fra den kødklump, der før havde været en kat. Og de fastsad - ganske rigtig - på ydersiden af vinduesglasset. Dannede en tekst, der - trods det stod spejlvendt grundet at Julie befandt sig på bagsiden af bogstaverne - var tydelig at læse.

LAD HENDE VÆRE

Julie gav slip på gardinet som hun bakkede et skridt tilbage. Klemte sin håndflader imod munden, imens hun med vidt opspærrede øjne og stift ansigtsudtryk fortsatte med at stirre på katten. Hendes bryst hævede og sænkede sig i voldsomme hivende ryk, der blandede sig med en knap hørbar kvalt klynken som lød hult gennem hånden hun havde presset imod sin mund. Hun pressede øjnene sammen. Drejede sig væk som en kvælende klump skubbede sig fra brystkassen og op i hendes hals. Hjertet dunkede voldsomt. Hun kæmpede for at holde klumpen af bræk tilbage. Bag hende fortsatte den afpillede kødklump med at hænge stift ned fra den blodige snor der var fastmonteret til tagrenden et lille stykke over vinduet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...