Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15526Visninger
AA

34. -Kap. 33-

Julie valgte at holde det for sig selv. Hvilket ikke just var en nem opgave, når hun havde to venner på gymnasiet, der besad en uhyggelig evne til at gennesmkue hende og aflæse hendes følelser og tanker på ethvert givent tidspunkt. De vidste, at der var noget galt allerede som hun trådte ind i klassen. Også selv trods Julie sørgede for at påklistre sit sædvanlige smil og anlægge sit ansigt i uskyldige, neutrale foldere, kunne særligt Andrea se det i de blå øjne og blikket, som flakkede en anelse mere end hvad det sædvanligvis gjorde. Julie var nødt til at holde det for sig selv. Hendes mors rustne stemme, der kaldte hende en gudløs synder, blev ved med at afspille sig på indersiden af hendes kranium. Den palpende imaginære kniv, der blev udløst ved tanken om, at hun ikke længere havde en familie at støtte sig til. At hun ikke længere havde nogen identitet. Andrea og Mathias var det eneste, hun havde tilbage, og alligevel kunne hun ikke fortælle dem det. Fordi de sikkert ville hade hende for det, hun havde gjort. Hade hende for at gå imod sine egne etiske principper, at kaste sig i seng med en fyr frivilligt. At gøre oprør imod sine forældre på den mest barnlige måde, hun kunne komme i tanker om. Gud hadede hende. Som dagen skred længere og længere frem, blev hun mere og mere overbevist om, at hvis sandheden kom frem i lyset, ville alle vende hende ryggen. Fordi det var en straf. En straf fra Gud. Fordi hendes mor hele tiden havde ret. At vendte man Gud ryggen, ville man blive dømt til helvedet. Så var man uværdig. Udstødt. Ond. Forkert. Forkert... forkert... forkert... 

Det var svært at holde masken, når man hele tiden mærkede den pressende sviden bag hornhinderne som varslede snarlige tårer. Det var svært at smile, når usynlige øjne brændte imod ryggen. Når personer man ikke kunne se, men man et eller andet sted alligevel vidste befandt sig sammen med en, vågede over ens krop. Kunne se igennem ens tøj. Det var svært at lade som om at man var glad, når man følte sig nøgen selvom man havde tøj på. Men hun var nødt til det. Hun følte ikke, der var noget andet at gøre.

Det var da skoledagen var slut, og hun rundede hjørnet af den grå murstensbygning, og bevægede sig ned ad cykelstien der førte ned gennem skoven og forbi cykelskuret, at Andrea greb fat i hendes arm og vendte hende rundt.

"Julle, fortæl mig hvad fanden der er galt."

Julie stivnede. I dette øjeblik var det som om de øvrige elever, der passerede forbi dem, ikke eksisterede. Det var kun Andreas grønne øjne foran hende, samt den rustne bebrejdende stemme i hovedet, og følelsen af afmagt, der i dette givne øjeblik eksisterede for Julie. Hun blinkede et par gange. Vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun ville bare vende sig om. Vende sig om og gå hjem. Hjem for at græde, og bede om tilgivelse, i et desperat men forgæves forsøg på at fjerne den dystre tunge sky, der hele tiden syntes at forfølge hende og give hende en følelse af mindreværd.

Andrea kneb øjnene sammen. Sagde ikke noget i et par øjeblikke. Så. "Er det dine forældre igen? Det er dem igen, er det ikke også?"

Julie lod blikket vifte sig væk fra hende. Hun mærkede Benjamins varme imod sin krop. Hans fingre, der klemte sig imod hendes strube. Den brændende svidende fornemmelse det fremgav, da hans negle borede sig ind i huden på halsen. Den elektriske kildren der opstod, hver gang han berørte hendes nøgne krop med hænderne. Hun var beskidt. Uren. Forkert... forkert... forkert... 

Hun vendte ryggen til Andrea. Skammede sig over at hun ikke kunne fortælle hende sandheden. Selvom hun ville. Selv trods hendes hjerne skreg efter, at lade sandheden komme ud. Hun kunne ikke. Det ville ikke gøre nogen forskel. Hun havde fortjent at blive straffet. Fortjent det... fortjent det...

Hun satte sig i bevægelse. Nåede cykelskuret, hvor hun stak ørepropperne i øret. Andrea satte efter hende. Kaldte på hendes navn. Julie pressede læberne sammen, for at fjerne den kvælende klump der voksede i halsen. Hjertet bankede hurtigere. Hun måtte fortsætte. Hjem. Så hun kunne gemme sig under dynen. Krybe sig sammen for de fordømmende skjulte øjne, der forfulgte hende. 

Andrea nåede hen til hende, greb atter hendes skulder og vendte hende rundt. Hurtigere end før. "Julie, for helvede. Hvad fanden er der galt?"

Julie vidste, at den sviden der gled sig henover hendes øjne i dette givne øjeblik, skyldtes tårernes saltvand. Hun blinkede. Det gjorde ingen umiddelbar forskel. Hun lod et forsigtigt smil omspille sine læber. Det fjernede ikke den vedblivende smerte, og hun var udmærket klar over, at det ikke narrede Andrea. Men hun var nødt til det. For stadig at bevare lidt af den kontrol, hun endnu havde tilbage.

"Der... Der er ikke noget galt." 

Andrea rystede på hovedet og fnøs skeptisk. "Right. Det ved vi begge to godt ikke passer. For fanden, Julle, du har forsøgt at undgå både Mathias og mig hele dagen. Du har næsten ikke snakket med nogen. Jeg kender dig og jeg kan se på dig, at der er noget du er ked af. Vær ærlig." 

"Du vil... Du vil aldrig forstå det." 

"Er det... Det der... Gud snak?" 

Julie kiggede væk. Rystede på hovedet. "Nej. Eller... Andrea, jeg... jeg vil ikke snakke om det." Hun lod atter sit blik vifte sig hen til hende. "Okay? Jeg... Jeg vil ikke snakke om det. Det er ikke slemt. Det er bare... Det er ligemeget. Det er bare en af de der dage... du ved... hvor tingene bare ikke... kører så godt. Det er ligemeget. Fuldstændig ligemeget. Det skal nok gå. Jeg... jeg skal bare hjem og slappe af, være lidt alene. Du ved. Men... Det er ikke slemt. Det er det virkelig ikke."

Benjamin stod under hele samtalen skjult i skovkanten bag hegnet for enden af cykelskuret. Imellem to tætte grantræer og et buskads, som grænsede op til hegnet. Hans øjne kørte skiftevis imellem Julie og Andrea. Vagtsomt. Koncentreret. Hans hånd hvilede imod kanten af det træ, han lænede sig op af. Han fugtede læberne, som han overhørte deres samtale. Lænede sig tættere på buskadset, dog stadig opmærksom på kædehegnet og på, at han ikke blev opdaget.

Auraen dukkede på ny op omkring Julies krop. Benjamin mærkede hvordan mundvandet samlede sig, så han måtte synke et par gange. Han mærkede en tung hånd der pressede sig imod ryggen. Efterfulgt af den rivende lugt fra hans fars karakteristiske aftershave. 

"Hold øje med Andrea." Hans far lænede sig frem så hans ansigt var ved siden af Benjamins. Ligeledes med blikket rettet fremefter, kiggende igennem kædehegnet og mod Andrea. 

Benjamin rynkede panden, men stillede ingen spørgsmålstegn. Lod blikket glide fra Julie til Andrea. Kneb øjnene sammen. Til at starte med, var der ingen yderligere forandring. Men så, i et kort øjeblik, forandrede hendes ansigt sig. Øjnene glødede hvidt og manglede pupillerne, og hendes mund åbnede sig op i et bundløst gab med myriader af sylespidse tænder. Ligesom hos pigerne, Benjamin havde set i Rosengårdscenteret. Han blinkede og gjorde store øjne. Andrea var atter normal. Men han lod sig ikke narre. Han vidste det. Vidste den forfærdelige sandhed. At Andrea Green, hans egen veninde, var en ond engel. En af dem, som var kommet for at forhindre Julie i at blive befriet. En ond engel i forklædning. Som et godt menneske. 

Benjamins far lænede sig tæt ind til Benjamins øre. Bed tænderne sammen. Hviskede. "Hun er en af fjenderne... En spion for de onde engle. Du må ikke lade hende røre Julie. Hvis det sker, mislykkes din mission, og så vinder de onde engle. Det må ikke ske. Det ved vi begge. Det skal forhindres, for enhver pris."

Benjamin blinkede atter. Betragtede hvordan Julie vendte ryggen til Andrea og bevægede sig ned ad stien, med retning imod ham. Andrea rynkede panden, bekymret. Noget, der lignede en sort silhuet af to læderet flagermuseagtige vinger, strålede sig i dette givne øjeblik ud fra hendes rygparti. Hun blev stående i et par øjeblikke, hvormed et suk udbød sig fra hendes læber og hun derefter vendte sig om for istedet at bevæge sig hen til sin cykel under skurets halvtag. Benjamin drejede sig rundt, så hans ryg klemte imod grantræet, og han istedet kunne holde øje med Julie gennem det tætte buskads, der klemte imod hegnet. Hun passerede forbi på den anden side, uden at se sig omkring. Benjamin gjorde store øjne, hvorpå han på ny gled sig i bevægelse efter hende. Solen reflekteredes i hjelmen af sølvpapir han havde viklet om sit hoved, så den afgav et søvlmetallisk genskær. 

*

Andrea blev stående på stien og kiggede efter Julie, indtil hun var forsvundet rundt om svinget længere nede. "Jeg er sgu bekymret for dig, Julle," sagde hun svagt for sig selv, inden hun vendte sig rundt og bevægede sig hen til sin cykel.

"Hvad sker der for Julie?"

Det var Mathias stemme. Andrea, som netop var nået til sin cykel og havde bøjet sig frem for at låse den op, vendte sig rundt og så Mathias komme gående imod hende med panden rynket, hans blik kørte skiftevis imellem hende og den langstrakte sti der skrånede nedad. Hun rettede sig op. Kiggede ligeledes imod stien. Fugtede sine læber.

"Jeg ved det ikke, Mathias. Jeg er ogås ved at være bekymret for hende. Hun er overhovedet ikke sig selv." 

Mathias standsede ved siden af hende. I lang tid var der ingen af dem som sagde noget. De stod blot og kiggede. Så brød Mathias på ny stilheden. "Tror du det kan have noget at gøre med festen på fredag?"

Andrea trak på skulderen. "Jeg ved det sgu ikke, Mathias. Men... jeg tror ikke det har noget med det at gøre. Det virkede som om hun forsøgte at undgå os. Jeg har virkelig aldrig set hende sådan før."

"Det har jeg sgu heller ikke." Han lod tungen vende sig et par gange i sin mund. "Det er sikkert hendes fanatiske forældre. Det vil jeg vædde med."

"Måske." Hun vendte sig imod ham. "Jeg skriver til hende når jeg kommer hjem og fortæller hende, at hvis der er noget, så kan hun bare ringe."

"Det er nok en god idé. Noget jeg kan gøre?"

Andrea oplåste sin cykel, rettede sig op og lod en hånd hvile på styret. "Ikke andet end at lade hende vide, at vi er der for hende." Med de ord, drejede hun cyklen rundt og trak afsted med den. Forbi Mathias, hen mod den nedadskrående del der skar ned igennem skoven. "Vi ses i morgen."

"Ja, ses." Mathias betragtede hende indtil hun havde firet sig op på cyklen og var forsvundet ned ad stien. Så vendte han sig om og bevægede sig tilbage imod sin scooter. Med tankerne, der udelukkende kredsede om Julie. 

*

Hun burde ringe. Det vidste hun. Som hun sad der, på sengekanten med øjnene der skød tværs gennem lokalet og fastholdte sig på skrivebordet hvorpå hendes iPhone lå, vidste hun at Andrea umuligt ville vende hende ryggen. Hun troede ikke på Gud. Hun kunne ikke finde på at dømme hende. Hun var en af de eneste få personer, der virkelig støttede op omkring hende. Men... Nej, måske var det dumt. Måske ville der ske et eller andet. Eller måske ville Andrea misforstå hvad det drejede sig om. Måske ville hun slet ikke støtte hende, men istedet skælde hende ud for at hun tog med til den fest. Men hun kendte Andrea. Sådan noget ville hun ikke kunne finde på. Eller ville hun?

Hun rejste sig op og træf sin beslutning. Bevægede sig tværs over gulvbrædderne og hen til skrivebordet. Greb telefonen. Lod en tommelfinger køre henover den blanke glasskærm, hvormed hun surrede sine læber sammen til en tynd streg. Lad være, Julie. Det var den eneste tanke hun havde. At hun skulle lade være. Det var en straf fra Gud. En straf hun ikke kunne slippe udenom. Hun havde fortjent det. 

Hun lukkede øjnene for at modstå tårerne, der atter syntes at kæmpe sig frem bag øjnene og styrede modvilligt telefonen tilbage på plads. 

*

"Hun er en ond engel, Benjamin. Jeg ved godt det er svært at tro, når hun er sådan en sød og rar veninde... Men det passer. Det er de begge." Niels trak sølvpapiret, der dækkede vinduet, en anelse tilbage så han kunne kigge udenfor, hvorefter han vendte sig om og bevægede sig tilbage imod sengen. Benjamin sad på kanten, og fulgte ham med øjnene. "Missionen har taget en ny drejning, som er værrere end den første."

"Hvordan det?" 

Hans far satte sig på sengekanten ved siden af ham. Lænede sig frem og flettede sine fingre sammen. Lod en enkelt gang tungen fugtiggøre læberne, inden han slog blikket imod sin søn. "De onde engle vil forsøge at trænge ind til Julie, og tilintetgøre den gode engel der bor inde i hende. Hvornår det sker, det er ikke til at vide, men takket være Andrea og Mathias, sker det måske hurtigere end vi er klar over. Den eneste måde, vi kan forhindre det i at ske hjemme hos hende er, hvis vi finder en måde at skræmme de onde engle væk."

"Og... hvordan kan vi det?"

"De onde engle er rigtig frygtløse... Der er kun to ting, de frygter." Han lænede sig frem og stirrede intenst sin søn dybt i øjnene. "Ild... Og dyreblod." 

Han sank en klump spyt. "Så... hvad foreslår du vi gør?"

"Jo. Nu skal du bare høre...!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...