Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
15519Visninger
AA

33. -Kap. 32-

Kirsten kunne intet andet end blot ligge der. På sengen. I soveværelset. Med ansigtet vendt op imod loftet og den ene arm strakt ud fra siden af kroppen, hvilende imod det sted, hvor Niels i sin tid havde sovet. Underkanten af hendes øjne sved brændene efter tårernes saltvand. Hendes hoved dunkede og hun havde det som om, at hendes krop var blevet til metal. Hun vidste, at hun burde rejse sig. Burde gå nedenunder. Løbe en tur, så hun kunne friske hjernen op. Burde sige godmorgen til Benjamin, og lade ham vide at hun var der. Burde ringe til Marie Flender og fortælle hende om episoden foran tunnelen. Om kniven, hun kom til at stikke tværs igennem øjet på en indvanderbølle fra Vollsmose. Og så måske melde sig selv. Men hun kunne ikke. Både af frygten for, at så snart hun trådte ud ad døren, ville de øvrige bandemedlemmer eller indvandrerens venner, opsøge hende. Gennemtæske hende. Måske endda slå hende ihjel. Ikke just fordi, at døden virkede skræmmende. Faktisk, som hun lå der og stirrede op på det hvide træloft med de enkelte knaster, forekom døden hende... trøstende. Som et sted, hvor hun endelig kunne finde hvile. Som et sted, hvor hun ikke længere behøvede at være bange. Som et sted, hvor der ikke var ufred. Hvor der ikke var nogen sorg. Eller nogen smerte. Men alligevel, frygtede hun det. Frygtede det ukendte. Alt det hun ikke forstod. Forvirringen. Mørket. Det, hun efterlod sig. Selvom det ikke var ret meget. 

Hun kunne blot ligge der. Fortabt i tankerne. Som en fange i sit eget sind, uden nogen anden flugtvej end blot at ligge på en seng og hengive sig til de rørstrømske tanker. Til ordene, der genafspillede sig i det indre af kraniet. Billederne, der filmede sig frem bag nethinden. Afmagten, der gjorde hende slap, ude af stand til at rejse sig, selv hvis hun ville. 

Hun drejede langsomt hovedet imod det tomme sted på madrassen, hvor hendes arm hvilede. Lukkede øjnene, og lod fingrende bøje sig så neglene pressede sig imod håndfladen. 

"Det er din skyld! Det er alt sammen DIN SKYLD!" 

Hun åbnede øjnene. Benjamin stod foran hende, med tårer som stribede sig ned ad kinderne. Med sammenbidte tænder og halsmuskler der havde strammet sig mere til end sædvanligt. Hun surrede læberne sammen, og trådte et skridt imod ham.

"Benjamin, det passer ikke... Din far var syg, og...!"

"FUCK AF!" Han bakkede et enkelt skridt tilbage. Hans krop rystede. Det gjorde ondt i brystet på Kirsten da hun så sin søn i den givne tilstand, han lige nu befandt sig i. "Du VIDSTE at far var syg! Du vidste det! DU VIDSTE DET HELE TIDEN!" 

Hun rystede på hovedet. Skilte læberne, vidste ikke hvad hun skulle sige. Prøvede sig frem, som ordene dannede sig på hendes tunge. "Benjamin... Skat... Det... var ikke min skyld. Han... Han levede i en fantasiverden... Han... Jeg kunne ikke gøre noget."

"Jo du kunne! Du kunne have stoppet ham! Du kunne have set at han ikke tog sin medicin, og kunne have fået ham indlagt! Før han endte med at skyde sig selv! Men det gjorde du ikke! Det gjorde du ikke fordi du ikke ville erkende det! Du slog ham ihjel, og jeg fucking HADER dig for det!" Han vendte ryggen til hende og forsvandt. Kirsten blev stående, og løftede hånden. Pressede den skælvende imod munden, hvorpå hun lukkede øjnene og lod tårerne falde.

Hun åbnede øjnene igen. Lugten af citron og lime blandede sig med en riven af tobak. Niels lå ved siden af hende. Stirrende op i loftet. Hans blik var stadig tomt. Drænet for følelser. Hans ansigt havde intet liv, var blot en hul følelsesløs mine. Hans vejrtrækning var dyb. Rolig. Kirsten strakte sin arm ud, og lod forsigtigt sin hånd køre fra hans maveparti. Fulgte den lille linje af hår der gik fra navlen og op til brystkassen. Mærkede de bløde hår kildre imod den følsomme hud på håndfladerne. 

"Det er dumt at stole på folk."

Kirsten standsede med at glide hånden op ad hans krop. Rettede istedet hovedet en anelse op og betragtede ham. Hans stemme var ligeså tonløs som før. Død. Drænet for liv.

"Hvorfor siger du dog det, skat?"

"Fordi... Det passer. Folk er ikke til at stole på." Han tog en dyb indånding. "Det er derfor jeg løber op til Tusindårsskoven."

Hun rynkede panden. "Fordi... Folk ikke er til at stole på?" 

Han nikkede. "Ja. Fordi folk ikke er til at stole på."

Kirsten fugtiggjorde sine læber, som hun langsomt kørte sin udstrakte pegefinger fra brystkassen og op mod hans hals. "Skat, jeg... Jeg er ved at være lidt bekymret for dig. Du... Du sover om dagen og er vågen om natten. Du ligger herinde hele tiden, og kommer næsten ikke ud mere. Du... Tager hele tiden ud på natteudflugter til tusindårsskoven. Jeg tror du er ved at blive... syg."

Niels så ikke ud til at høre hende. "Kirsten, når... Når det går op for en, at folk ikke er til at stole på, og at alle ens venner snakker ondt om en bag ens ryg, og bare venter på det rette øjeblik til... at skade dig... At stikke dig i ryggen, udnytte dig... Så begynder man at se tingene i et anderledes lys." Han blinkede en enkelt gang. En pause. Så fortsatte han. "Så begynder man lige pludselig... at indse, at verden er et ondt sted at leve. Det er derfor, jeg tager op til Tusindårsskoven. Fordi... træerne... Træerne, blomsterne, buskene... er til at stole på. Fordi dem kan jeg snakke med, og samtidig være sikker på, at de ikke går bag om ryggen på mig. Det er derfor, jeg tager afsted. For at besøge mine eneste rigtige venner." Et drømmende udtryk dukkede op i hans øjne. "Nogen gange... nogen gange tænker jeg på, hvorfor vi er her. Gad vide, om det hele ikke bare er en illusion? Gad vide om det er derfor, så mange vil skade mig?"

"Skat, der er ikke nogen der vil skade dig! Hold op med de konspirationer. Det gør mig bange!" Kirsten hævede stemmen. Ude af stand til at vide, hvad hun skulle svare. 

"Nogen gange, så tænker jeg på... At jeg måske er... Fra det ydre rum. Og at Tusindårsskoven er en planet, som jeg er kommet for at beskytte. Og fordi... Fordi jeg skal beskytte den planet, har jeg fået... fjender. Andre aliens, som er ude på at ødelægge den planet. Og hvis de fanger mig, Kirsten, hvis de fanger mig, vil jeg forsvinde i et sort hul... Blive ført til et ukendt sted. Så vil jeg forsvinde... For øjnene af jer. Jeg... Jeg er så bange. Så bange for verden. Så bange for... mennesker. Så bange for... mine fjender." Han rystede på hovedet. Kirsten skyndte sig at føre sin hånd ned til hans. Lade deres fingre flette sig sammen, i håbet om at det ville bringe hendes mand tilbage til virkeligheden. Men han responderede ikke. Det så ikke engang ud til, at han havde registereret hendes tilstedeværelse. "De er ude efter mig, Kirsten. De er allesammen ude efter mig." 

"Skat, hør... Please, hør på mig."

Niels blinkede, og drejede langt om længe hovedet imod hende. Kirsten mærkede den sammensnerpende klump i halsen, og måtte rømme stemmen før hun kunne fortsætte. "Der er ikke nogen der er ude efter dig. Du er ikke fra det ydre rum. Hører du mig? Du... er ikke... fra det ydre... rum. Og der er ikke nogen planet, du skal beskytte. Det foregår i dit eget hoved, okay, og det stemmmer ikke overens med virkelighedens verden! Det eneste, der er virkeligt, er mig. JEG er virkelig... Den her seng er virkelig... Og... Jeg elsker dig. Det... er sådan virkeligheden er. Jeg elsker dig."

"Så... du mener jeg er syg?" Hans stemme var blevet pludselig mørk. Dybere. 

Kirsten pressede læberne sammen. Hun kunne se hvordan hans blik havde ændret sig. Lige pludselig føltes de hule, drømmende øjne som syle der spiddede sig ind i hendes krop. Hun måtte synke en klump. I tvivl om, hvorvidt hun skulle svare ja. "Måske. Skat... Har du taget din medicin?"

"Så du mener at jeg ER syg! Kirsten, fortæl mig lige engang... Er du til at stole på?"

"Hvad?"

Niels hævede stemmen. Truende. "Lad dog være med at spil dum! Er du til at stole på? For hvis du er til at stole på, så vil jeg gerne have at du fortæller mig, at jeg ikke er syg. For det er jeg ikke. Jeg skal fandme ikke indlægges igen, og dopes med medicin! Det kan du ikke gøre imod mig, du kan ikke? Hvad med Benjamin? Hvad skal der så ske med ham? Det kan du ikke gøre!"

"Skat, hør nu," begyndte Kirsten fortvivlet, men Niels satte sig op og hævede stemmen. 

"Hold din kæft med det der forpulede "skat" hele tiden! Du siger det ikke fordi du mener det! Du siger det fordi du skal! Du elsker mig ikke længere! Jeg kan se det på dig! Du elsker mig ikke mere, du LADER bare som om!" 

Kirsten rystede på hovedet. Hendes mands blik flakkede. Truende. Ubehageligt. "Nej... Nej, jeg mener det. Det gør jeg virkelig."

"Hvis du VIRKELIG mener det, Kirsten... Hvis du VIRKELIG elsker mig, så ved du også at jeg ikke er sindssyg."

"Du er ikke sindssyg. Okay? Du er ikke sindssyg." Kirstens stemme knækkede, og hun mærkede hvordan det brændte svidende imod hornhinderne. 

"Siger du det fordi du mener det, eller siger du det fordi du ved at det bare er det jeg gerne vil høre?" Niels stemme var blevet til en hvæsen. Hans øjne var blevet store. 

Kirsten lukkede øjnene, kæmpede imod de tilpressende tårer. "Jeg mener det. Jeg mener det virkelig." 

Niels blev siddende. Stirrede dystert på hende. Blikket flakkede fortsat. Så nikkede han. "Jeg tror på dig." Han løftede hånden og lagde den blidt imod hendes kind. Aede hende på huden med tommelfingeren. Smilte. "Jeg elsker dig, skat." Herefter lænede han sig frem og plantede sine læber på panden lige over næsebenet. Kirsten blev siddende med øjnene lukket stramt til. Kæmpende for ikke at græde. Niels trak sig atter ud fra hende, klappede hende på kinden en enkelt gang hvorpå han fortsatte. "Jeg må afsted. Vi ses snart igen."

Med de ord, rejste han sig op og bevægede sig hen mod tøjet, der lå i en bunke i hjørnet længere fremme. Kirsten blev siddende, med øjnene som fortsat var presset hårdt sammen. Kæmpende imod den voldsomme snigende gråd. Hørte den klirrende lyd fra Niels bæltespænde. En hvislen af stof der gned imod stof. Det var først da han var forsvundet ud ad døren, at hun lod tårerne få frit løb.

Kirsten åbnede på ny sine øjne og fokuserede atter imod det blanke hvide træloft. En tåre trillede ned ad hendes kind. Hun blev liggende og stirrede opad, med den ene arm strakt ud fra siden af kroppen. Isoleret. Alene. Fortabt i tankerne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...