Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

124Likes
112Kommentarer
15394Visninger
AA

32. -Kap. 31-

Det regnede, da Julie bevægede sig ned ad Døckerslundsvej mandag morgen, i retning mod busstoppestedet. Hun havde hætten på sin jakke slået tæt om sit hoved, dækkende for sit lange brune hår. Hendes fingre knugede sig strammere om taskens stropper, som hun mærkede regndråberne der klaskede hårdt, vådt og køligt nedover hendes hænder. Musikken i hendes ører tog den plaskende lyd, der konstant lød omkring hende. Men det var dog ikke det eneste, som den lindrede.

Den lagde også en dæmper på den palpende kniv, som Julie hele tiden følte stak hende imod indersiden af brystkassen. Som hele tiden gled stødt igennem hendes bankende hjerte, spiddede sig igennem blodårer og muskelfibrer for atter at trække sig tilbage igen. Tomrummet, der åd sig ind gennem hendes knogler, nærmest opslugede marven. Smerten. Ensomheden. Hun pressede læberne sammen. Koncentrerede sig om musikken - som i dette givne øjeblik var Rihannas We Found Love -, og lod fortsat fokus rette sig på Døckerslundsvej, hvor de røde lejlighedsblokke strakte sig ud på begge sider af gaden længere fremme. Hun kunne se busstoppet godt et par hundrede meter væk, på den anden side ad vejkrydset. Tog en dyb indånding, som hun satte farten op. 

To dage. To dage uden at hendes familie havde snakket til hende. Hun huskede tilbage. Huskede den forfærdelige lørdag aften, hvor hun havde krøbet sig skælvende ned i dynen. Konstant kigget op mod loftet, mod en usynlig Gud. Bedt om tilgivelse. I håbet om at den sorte sky i hendes indre, samt de hånlige blikke der hele tiden betragtede hendes krop og på den måde fik hende til at skamme sig over den hun var, ville forsvinde. I håbet om, at det ville fjerne den vedblivende bebrejdende version af hende selv, som snakkede i hendes hoved. Som konstant mindede hende om at hun havde kastet sig i seng med en anden fyr. Som var hun blot en simpel luder. Den bebrejdende stemme, som blev ved med at minde hende om, at hun var uværdig. At hun var fej. At hun var ond. Forkert. En lille horeunge, som ikke havde fortjent kærlighed. Som ikke havde fortjent en familie, eller nogen til at holde af hende. Hun havde bedt om tilgivelse, i håbet om at det mørke der var begyndt at forfølge hende, samt den voldsomme paranoia, der var begyndt at snige sig indover hende lige siden Benjamin angreb hende på lageret, ville blive fejet bort. Men det skete ikke. Hun var alene. Der var ikke nogen Gud, som kom hende til undsætning. Ikke nogen stemme, der fortalte hende at alt nok skulle gå. Ingen varme. Ingen forvisning om, at nogen et sted deroppe, vågede over hende. Der var intet. Ingen som vågede over hende. Ingen som beskyttede hende. Det eneste hun havde, var en familie der havde vendt hende ryggen og en forvisning om, at der ikke var nogen Gud der holdte af hende. Og at hvis der endelig var en Gud et sted deroppe, at så havde han vendt hende ryggen. At så hadede han hende. Hun var fortabt. Alene. Værdiløs. Hun havde ligget og hulket halkvalt, til langt ud på natten inden søvnen endelig blidt blæste sig indover hende. 

I morgen er en ny dag. I morgen er en ny dag. Det prøvede hun hele tiden at minde sig selv om. Hendes familie ville blive gode igen. De gjorde det bare for at straffe hende. For at give hende en lærestreg. For at straffe hende, så hun aldrig ville modsætte sig dem igen. En straf, som virkede. Hun ville aldrig modsætte sig dem igen. Det ville hun ikke. Det gjorde for ondt.

Men det blev kun værrere. De havde ikke vækket hende om søndagen som de plejede. Vækket hende klokken 9, så hun kunne nå at være med til morgenmaden inden de skulle i kirke. De havde blot forladt huset, og ladet Julie sove. Glemt alt om hende. Hun var vågnet op klokken 11. Til et tomt hus. Et hus uden nogen forældre. Uden nogen bror. Et tomt parcelhus, hvor hun var alene. Et hus, hvor hun hele tiden følte sig overvåget. Forfulgt. Forfulgt af nogen, der hånede hende. Kunne se igennem hendes nøgne krop. Kunne se hendes nøgne bryster. Hendes skridtregion. Hendes kinder var blusset op, og hun havde lukket sig inde på værelset. Trukket gardinerne for, så ingen kunne se hende. Her havde hun siddet det meste af dagen. Da hendes forældre så var kommet hjem klokken to, var hun gået ud til dem. Havde stoppet ved indgangen til stuen. Spærret vejen for dem, i håbet om at det kunne få deres opmærksomhed. Hendes mor havde rettet sig op. Igen strammede hendes mund sig til, så rynkerne blev kun alt for fremtrædende og læberne lidt for tynde. Resten af familien havde slået blikket ned. Julie havde atter mærket hvordan hjertets hamren imod indersiden af brystkassen var steget markant. Hendes familie var stivnet. Men nægtede dog stadig fortsat at kigge på hende. Langt om længe, da tavsheden var blevet for ulidelig, skilte Julie sine læber hvorpå hun begyndte at tale.

"Jeg... Jeg er ked af det. Mor og far. Jeg angrer det jeg har gjort. Jeg... Jeg gør det aldrig igen. Jeg har syndet imod jer og imod Gud. Jeg er virkelig ked af det. Jeg...!" Hun kunne ikke sige mere. Det gjorde intet bedre. Måske skulle hun bare fortælle dem sandheden. Hun drog en dyb indånding, delte atter sine læber og fortsatte. "Jeg... Gjorde noget meget forkert. Jeg... Jeg drak. Og... Jeg gik i seng med en fyr. Jeg hader mig selv. Jeg angrer. Tilgiv mig for det jeg har gjort." 

Hendes far var den første der havde bevæget sig. Hans blik viftede sig forbi Julie, ind mod køkkenet og stuen som befandt sig bag hende. Julies hjerte begyndte at banke stadigt heftigere, da hun så hvordan musklerne i hans krop strammedes så udtrykket i hans ansigt blev sammenbidt. I et kort øjeblik frygtede hun at han ville slå hende. Men det skete ikke. Istedet puffede han sig blot forbi hende, skubbede hende til siden så hun vaklede et par skridt bagud. Som var hun blot luft. En forhindring. Et objekt, en genstand som var i vejen. Julie kunne knap nok tro at det skete. Dette var ikke bare en straf. Hendes familie havde virkelig vendt hende ryggen. Hun VAR virkelig ikke deres datter mere. Hun var virkelig helt alene. På egen hånd. Det kunne ikke passe. Det kunne virkelig ikke være sandt. Det kunne det ikke... Det kunne det... ikke...

De levnede intet mad til hende. Ikke engang hendes bror. Han kiggede ikke på hende. Smilte ikke til hende. Hver gang hun trådte ud fra værelset, hver gang hun passerede forbi bordet for at lave mad til sig selv, var hendes families skuespil blevet mere og mere troværdigt. Det ignorerede hende så meget, at hun var begyndt at tvivle. Tvivle på, om hun overhovedet fandtes. Tvivle på, om dette her overhovedet foregik i virkeligheden. 

Hun tog en dyb indånding, da hun mærkede den brændene våde sviden i underkanten af synsfeltet. Busstoppet var kommet et godt stykke nærmere. Hun havde vadet så meget i sine egne tanker, at hun havde glemt hvor hun var. Tiden var fløjet afsted.

Hun gjorde en bevægelse, så den ene øreprop røg ud for istedet at hænge og dingle langs med kroppen. Hun rynkede panden. Greb fat i proppen. Og stivnede.

Skridt. Et sted bag hende. En plaskende lyd af fødder imod et oversvømmet fortov. En lyd, der gennembrød den høje klukken af regn. Nogen kom nærmere. Imod hende. Skridtene var ikke hurtige, ej heller langsomme. Men stedvise, taktfaste. Målrettet. Målrettet imod...

Julie mærkede en voldsom rislen ned ad rygsøjlen, som pulsen atter steg så det hamrede imod brystet og dunkede i halsen. Hun satte farten op, som hendes nakkehår med en elektrificerende fornemmelse rejste sig. Hun stoppede øreproppen i øret og lukkede øjnene en enkelt gang, som hun satte farten op. For sit indre blik genoplevede hun det atter engang. Glimtet af Benjamins firkantede briller og grønne øjne, kort inden spanden med sæbevandet blev ført hurtigt nedover hendes hoved. Så rengøringsvandet sved hendes hornhinder, og trængte ind i hendes mund. Hun genoplevede det hele. Spanden der klemte sig nedover hovedet. Den brændene sviden imod hendes hornhinder. Panikken. Frygten. Benjamin, der lå indover hende. Benjamins fingre, der klemte sig sammen om hendes strube. Det uhyggelige smil drænet for følelser, som buede sig om hans læber. Det drømmende blik i hans øjne. 

Hun satte fra gang til løb. Hivende efter vejret. Nogen bevægede sig nærmere. Hun kunne se refleksionen af en person der kom løbende bag hende fra en vandpyt på vejen ved hendes venstre hånd. Et lille skrig udbød sig for hendes læber. Personen nåede op til hende. Først bag hende. Så ved siden af hende. Så foran hende. Og så videre frem. Det var blot en løber. Ikke andet end en løber.

Hun nåede busstoppestedet, og standsede forpustet op, hvorpå hun endelig drog sig til at kigge imod venstre. I den retning hun var kommet fra. Der var intet. Blot en langstrakt gade, en række af gadelygter, et vejkryds, røde lejlighedsblokke samt et parcelhuskvarter længere nede. Ingen Benjamin. Ingen person der fulgte efter hende. Det havde blot været løberen, som nu var passeret forbi hende og havde overhalet hende. Samt det ældre ægtepar, der sad på bænken under busstoppestedets halvtag. Julie lukkede øjnene og drog en dyb indånding. Forsøgte at fjerne billedet af Benjamins drømmende smil, tomme øjne og spanden, der blev ført nedover hendes hoved. Samt den ubehagelige prikken der indikerede, at nogen holdte øje med hende. Men det lykkedes ikke. Musikken gjorde ingen forskel. Hun var stadigvæk alene. Stadigvæk forfulgt. Stadigvæk fortabt.

*

Benjamin befandt sig ved skovkanten ved siden af Ejbygade. Skjult imellem et buskads ogmen klump små bøgetræer. Med blikket rettet ned ad skråningen, som førte ned til cykelstien, der førte gennem tunnelen under Ejbygade og som der gik op mod gymnasiet. Han havde holdt øje med Julie siden hun steg af bussen. Han klemte sig langsomt nærmere. En lastbil passerede forbi på den trafikerede hovedvej bag ham, så Julie ikke hørte knækket fra grenen, Benjamins ene sko trådte ned. Langsomt strakte han sin hånd ud, og lod sin håndflade med de spredte fingre hvile imod et bøgetræ. Han fulgte hende med blikket. Betragtede hendes glansfulde brune hår. Hendes hjerteformede bagparti, der bevægede sig i rullende bevægelser, i takt til hendes gang. Aurauen omgav hende. Det spøgelsesagtige lysslør af englevinger, spredte sig atter ud fra hende. Englesløret af hvidt lys efterlod sig i kølvandet på hendes bevægelser, og blev hængende i luften. Benjamins øjne blev store. Det var et smukt syn. Et befriende syn, der sendte den bølgende varme igennem hans krop, så han ikke kunne lade være med at lade sine læber bue sig i et velfornøjeligt smil. 

Hans fars dybe ru stemme, lød i hans hoved. Gav ekko i tankerne. "Følg efter hende. Men lad hende ikke opdage dig." 

Han sank en klump. Adamsæblet gled et par gange op og ned. En sky gled fra solen, så hjelmen af sølvpapir, han stadig havde dækket sit hoved til med, reflekterede de gyldne stråler i et sølvmetallisk afskær. Han satte sig på ny i bevægelse. Hånden gled fra bøgetræet, som han forsvandt dybere ind i skoven. 

*

Julie mærkede hele tiden den prikkende stikken i nakken og hjertets hamren imod indersiden af brystkassen. Der er ikke nogen. Der er ikke nogen. Fokus på musikken, Julie. Fokus på musikken.

David Guettas Titanium pumpede ud fra øretelefonerne, med en lydstyrke der var højere end hvad godt var. Men det var hun nødt til. For at abstrahere for hendes mors rustne stemme, der blev ved med at bebrejde hende inde i hendes kranium. For at fjerne billederne, der blev ved med at projicere sig i en strøm på indersiden af nethinden. Billederne af Benjamin. Det uhyggelige smil, de indhulede øjne, spanden der hævede sig, hans hænder der lukkede sig sammen om hendes strube, vægten af hans krop imod hendes, billedet af at han gik lige bag hende, hele tiden, for gradvist at komme nærmere.

Med hjertet dundrende satte hun farten op. Det skar i huden. Ikke kig tilbage, Julie. Ikke kig tilbage. Bare fortsæt. Bare fortsæt.

*

Det var svært for Benjamin at bevæge sig frem langs skovkanten på toppen af skråningen der befandt sig ved siden af stien, uden at træde de diverse forskellige grene ned. 

"Du klarer det fint, min dreng. Bare fortsæt sådan. Du skal nok klare det. Jeg tror på dig." 

Endnu et knæk. Han bevægede sig om bag to grantræer. Stien svang imod venstre længere fremme. Julie forsvandt om hjørnet. Sporet af lysslør efterlod sig i hendes kølvand. Han fugtiggjorde sine læber, som han gradvist mærkede pulsen stige. Solens stråler varmede sølvpapirshatten, så den brændte imod huden på hans pande. Men han måtte ikke tage den af. For hvis han gjorde, kunne de onde engle trænge ind i hans hjerne. Overvåge hans tanker. Standse ham fra, at fuldføre sin mission. Standse ham fra, at redde den fortabte gode engel, som var spærret inde i Julies krop. Det måtte ikke ske. Nej, den måtte forblive fastsat på hans hoved, hvor ubehageligt det så end måtte blive, indtil hans mission var fuldendt. 

Han drog en dyb indånding, og gled sig hurtigt efter hende. 

*

Julie bevægede sig op ad den skrånende del af stien. Foran hende tittede gymnasiets bygninger gradvist mere og mere frem. Den basfyldte teknoinstrumental fra Titanium, skreg i hendes ører, så hun automatisk måtte presse øjnene sammen. Det var ubehageligt. Ubehageligt men nødvendigt. Alt var bedre end hendes mors fordømmende stemme. Og i det mindste var det en af hendes yndlingssange. Det gjorde det nemmere for hende.

*

Benjamin standsede da han nåede kædehegnet længere fremme. Han lod hænderne hvile imod trådende, og krummede fingrende sammen om hullerne, som hans blik fortsat rettede sig fremefter. Han kunne se hvordan Julie bevægede sig op ad stien, for til sidst at forsvinde imellem samlingen af buskads og grantræer, der befandt sig bag hegnet som afgrænsede imellem skoven og stien. Han kneb øjnene sammen, da han som det sidste så lyssløret forsvinde. Herefter vendte han sig rundt. Hans far stod foran ham. Kiggede på ham. En lille antydning af et smil, var at se på hans læber. Et svagt nik, udbød sig fra ham. 

"Så vidt så godt." Han fugtede læberne. Hans stemme var ligeså rolig og fattet, som den havde været lige siden Benjamin så ham første gang i saunaen. Englevingerne strakte sig ud fra hans ryg. Stråleglansen omkring ham var blevet lidt kraftigere end sædvanligt. Han var stadig nøgen. "Men du er ikke færdig. Gymnasiet... er fyldt med onde engle. Onde engle, som ved at du er her. Og som er blevet advaret af de onde engle, som holde øje med os hjemme i huset. De vil prøve at stoppe dig. Og forsøge at... Ja, forhindre den gode engel i at blive fri."

"Så, hvad er det jeg skal?"

Et svagt nik. Niels løftede hånden, og lod sine spredte fingre klemme sig imod Benjamins brystkasse. "Du skal blive her. Du skal være tæt på Julie hele tiden... Holde øje med hende."

"Altså... Hele dagen?"

Hans far nikkede. "Ja. Hele dagen." Et smil spillede sig på hans læber. Han lod hånden hvile imod hans søns skulder. Klemte til. "Jeg ved du kan klare det. De onde engle er måske mange, men du har en fordel... Du kan beskytte dig imod dem. Du skal nok klare det."

Han lyste op, og krakelerede i lysscenariet der forvandledes til spredte ildfluer af lys. Benjamin drejede hovedet imod stien, hvorpå han gled sig i bevægelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...