Insanity (15+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Færdig
Julie Ravn Bertelsen er 17 år gammel og går i 2. g på Odense Gymnasium. Hun er en pige der er vokset op i en ekstremt religiøs familie med forældre, som grundet deres fanatiske tro, har afskåret hende fra at leve et normalt liv. Hun ender, på hendes venners opfordring, med at gøre oprør imod sin familie og sin tro, hvilket bliver starten på hendes værste mareridt, som truer ikke blot hendes forstand men også hendes liv. Benjamin Jørgensen er 17 år gammel. Psykisk ødelagt af sin fars selvmord, glider han dybere og dybere ind i en fantasiverden, hvilket gradvist gør ham til fare for sig selv og dem omkring ham. På sidelinjen begynder hans mor, Kirstens, virkelighed at smuldre efter en skrækindjagende oplevelse som bringer hendes indre dæmoner fra fortiden frem... (Indeholder barske scener samt anstødeligt materiale der kan være ubehageligt for visse læsere).

125Likes
112Kommentarer
16853Visninger
AA

31. -Kap. 30-

Kirsten lagde ikke mærke til ret meget. Lagde ikke mærke til sølvpapiret, der var blevet spredt ud på gulvet, og som dækkede vinduerne så udsynet blev umuliggjort. Registrerede ikke Benjamin, der lå sammenkrøllet på sofaen med en hat af sølvpapir, der var rullet om hans hoved. Hun var i sine egne tanker. I sit eget hoved. 

Hun havde brug for luft. Efter hun havde taget sin medicin og havde iklædt sig løbetøj, bevægede hun sig udenfor. Løb ned ad Hesteskoen, indtil hun nåede den foretrukne sti, som førte væk fra villakvarteret i retning mod vest. Svang sig omkring væddeløbsbanen, og snoede sig længere ind i den forårsgrønne løvskov, hvor en duft af fugt og muld fyldte luften. Selvom hendes hoved dunkede voldsomt som eftervirkninger af sovemedicinen, og verden bølgede under hende, stemte hun alligevel i med fødderne. Trak sig fremad. Hurtigt. Uden at stoppe. At bevæge sin krop satte gang i blodomløbet, og Kirsten havde erfaret, at det var med til at få hendes hoved på andre tanker. Måske ville det hjælpe denne gang. Så de forvrængede skrig og billedet af øjet, hvorfra blodet klattede sig ned på asfalten, bleb glemt. Blot i en kort stund.

Hun krydsede den tosporede trafikerede vej, Falen, som bugtede sig igennem løvskoven, hvorpå hun fortsatte henad cykelstien som fulgte vejen. Løb taktfast afsted, som hun heftigt trak luften ned i lungerne. Mærkede den hårde solide asfalt under sine sko, og rykkene der forplantede sig op igennem hendes krop hver gang hendes fødder ramte stien under sig. Hørte den sugende lyd af trafikken på Falen på sin højre hånd, samt fuglenes smukke triller i de høje løvtræer. Tænkte ikke på andet end at løbe. Løbe. Løbe.

Hun svang til venstre da hun nåede den grusbelagte Elsemindesti. Snart efter blev den dumpe lyd af fødder imod asfalt erstattet af en taktfast knasen som hun suste fremad. Op mod Tusindårsskoven. Stien blev snart efter til Elsemindevej. Kirsten fortrak ansigtet og lukkede øjnene, da klumpen i hendes bryst gled op mod hendes hals og fik hendes struberør til at vride sig en omgang rundt. Grusvejen, der vred sig op gennem den lyse forårsgrønne løvskov foran hende, fik billeder til at vælte indover hendes indre blik. Hun tænkte på Niels. På alle de ture, de havde gået sammen. På hans fingre der flettede sig ind i hendes. For enden af vejen, kun et par hundrede meter længere oppe, befandt der sig en langstrakt moseeng, som endte ved en lille klump skov. Tusindårsskoven. Niels yndlingssted.

Det var der han havde fået psykosen, som fik ham til at tage livet af sig selv. Det havde kun været to uger inden han blæste hjernen ud på sig selv, og efterlod resten af sin familie i ruiner. Minderne gled atter indover indersiden af hendes nethinde, afspillede sig som en film. 

"Jeg har det af helvedes til."

Niels løftede ansigtet og stirrede tomt på Kirsten, som stod i dørkarmen ind til soveværelset. Hun pressede læberne sammen. Blinkede et par gange. Forvirret. "Af helvedes til? Hvordan det?"

Han trak på skulderen. Lod blikket pile hen til soveværelsesvinduet, som vendte ud mod den lille samling af træer der afgrænsede imellem hækken i baghaven og det gule nabohus. "Jeg kan ikke føle glæde. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det bare som om... At alt kan være ligemeget. Jeg er ikke ked af det, jeg er ikke... glad. Jeg er ikke bange. Jeg er ingenting. Jeg... Kan simpelthent ikke føle glæde. Jeg kan ikke føle noget som helst." Han blinkede svagt. Drog en dyb indånding og vendte blikket imod Kirsten. Hans stemme var blevet underligt lav. Monoton. Livløs, som var han en simpel robot. 

"Tror du ikke bare det skyldes medicinen?"

"Nej." Han rystede på hovedet. Kiggede ned på sine hænder. "Nej, medicinen plejer kun at gøre mig træt. Ikke... ligeglad. Det er ikke medicinen. Det er det ikke." Kirsten fjernede sig fra døren og bevægede sig henover gulvtæppet. Satte sig ned på sengekanten og lod blidt sin hånd hvile imod hans ryg.

"Hvad med nu? Kan du føle noget nu?" 

Han vendte sig imod hende. Kiggede på hende. Hans øjne var blanke, og hans ansigt var fastfrossen i den samme ulæselige mine. Ingen smil. Ingen trækning. Intet. Blot en stirren og et dødt hult udtryk. Som om han var en voksfigur, der ikke var levende og aldrig havde været det. Hans hoved bevægede sig langsomt, mekanisk, fra side til side.

"Nej."

Kirsten sukkede, i forsøget på at fjerne den pludselige jernknude der var begyndt at vokse bag brystkassen. "Okay." Hun lænede sig frem. Placerede sine læber imod hans. Et par klistrede smæld brød stilheden i værelset, hvorpå hun trak sig lidt ud fra ham. Fæstnede sine øjne fast til hans grønne. "Hvad med nu?"

Et svagt og knap synligt smil, kunne akkurat anes ved hans højre mundvig. Han kiggede ned imod sine flettede fingre, og rystede atter på hovedet. "Nej. Jeg kan mærke det, men... Det betyder ikke noget for mig. Det er som om...," han løftede hovedet og kiggede ud i luften. Lod sit kolde, livløse blik strejfe omkring. "Som om hele virkeligheden bare er kunstig. Som om der ikke findes kærlighed. Glæde. Sorg." Selvom hans stemme fortsatte i den samme monotone facon, uden antydningen af følelser, fornemmede Kirsten alligevel det gik ham på. Langsomt førte hun sin hånd ned til hans. Klemte sit greb om hans fingre. 

"Skal vi tage ned på afdelingen og snakke med psykiateren?" 

Niels trak på skulderen. "Det ved jeg ikke. Jeg... Det er ikke... Det er ikke en psykose. Det tror jeg ikke det er. Jeg kan bare ikke føle noget." Han kiggede på hende. Sendte hende et koldt smil drænet for følelser. Et plasticsmil. Falskt. Ligegyldigt. "Måske... Måske er det bare medicinen. Måske skal jeg bare... trappes lidt ned. Eller have noget andet. Måske er det bare stress."

Kirsten sank en klump. Mærkede ordene danne sig på hendes tunge. Hun strammede musklerne i halsen, som hun i hovedet vendte ordene på den rigtige måde. Efter en længere tids tavshed, hvor hun havde betragtet sin mand som atter havde vendt ansigtet væk, samtidig med at hun i gentagende bevægelser strøg spidsen af sin tommelfinger aende henover hans håndryg, lod hun sine læber deles.

"Hvad med dine historier, skat? Den bog du er i gang med? Tror du det kan have noget med det at gøre? Du har haft gang i ret mange projekter for tiden, og... Ja... Der er grænser for, hvor meget ens hjerne kan holde til, før den brænder sammen. Og... og... din sygdom påvirker dine præstationsevner en del i forvejen. Så... Måske er det bare din hjernes måde at sige, at den har brug for en pause? Måske en ferie?" Niels løftede hovedet, og vendte i en langsomt glidende bevægelse, ansigtet imod sin kone. Sagde intet. Kirsten lod sine læber bue sig i et prøvende smil, som hun fortsatte. "Vi har faktisk snart penge nok til at tage på den tur til Spanien, som du altid har drømt om. Jeg har været inde på SAS hjemmeside, og billetpriserne er faldet markant i den sidste tid. Måske er det bare det der skal til. Så kan du få din drømmeferie, sammen med Benjamin og jeg. Som du har snakket om så tit."

En svag trækning på Niels mundvige. Efterfulgt af et skuldertræk. Han kiggede atter fremefter. "Måske. Men... Det er ikke stress. Og... Jeg ved godt jeg har snakket så meget om den rejse. Men, lige nu, så gider jeg ikke. Jeg gider ikke skrive, jeg gider ikke... rejse... Jeg gider ikke rigtig noget. Det virker meningsløst."

"Skat...!" begyndte Kirsten, og lagde ikke det mindste skjul på den dirrende frygt der gjorde hendes stemme skinger. 

Niels løftede hånden og afbrød hende. Kiggede på hende igen. "Nej. Jeg ved hvad du tænker, men bare rolig. Jeg er ikke deprimeret. Jeg vil ikke forlade dig og Benjamin. Jeg elsker jer for højt. Så det behøver du ikke være bange for. Det er nok bare fordi jeg har brug for en pause. Og... Men... Hvis det her fortsætter, så... så syntes jeg vi skal smutte ned på afdelingen. For så kan det måske være medicinen."

"Det lyder som en god idé." Kirsten aede ham på ryggen og blødte stemningen op med et smil. Herefter kyssede hun ham på kinden. Hviskede ham i øret. "Jeg elsker dig, skat." Hun rejste sig op, og satte sig i bevægelse imod døren. Niels løftede hovedet. Fugtiggjorde sine læber.

"Kirsten."

Hun stoppede ved dørkarmen og så sig over skulderen. Så et svagt smil tegne sig om hans læber. "Jeg elsker jer. Dig. Benjamin. Jeg elsker jer. Det håber jeg du ved." 

Hun nikkede. "Det gør jeg. Og tak." Og med de ord, bevægede hun sig ud ad værelset og lukkede døren i efter sig. 

Kirsten måtte stoppe op og bide tænderne hårdt sammen for ikke at græde. Dér, lidt længere fremme, mundede grusvejen ud i en eng, hvor en samling af træer befandt sig længere henne. Tusindårsskoven. Der, ude foran hende, strakte Tusindårsskoven sig. Alle tegnene havde været der. Tegnene på, at Niels var ved at blive sindssyg. Benjamin vidste det. Line havde vidst det. Niels egen mor vidste det. Og, selvom hun prøvede at fornægte det, så var hun klar over, at hun selv havde vidst det. Vidst det lige siden samtalen på sengekanten. At han snart ville få endnu en psykose, hvis der ikke blev gjort noget ved det. Medicinen havde ikke virket godt nok. Han havde haft brug for en større dosis. Og han havde hele tiden vidst det. Skjult det for hende og Benjamin, for ikke at svigte dem. For ikke at gøre dem bange. Kede af det. Tårerne vædede sig brændene frem i hendes hornhinder. Hun kunne ikke holde dem tilbage, end ikke hvis hun ville. 

Marie Flender tog fejl. Det gjorde alle de andre også. Benjamin havde ret i, at det var HENDES skyld. At det var Kirstens egen skyld, at Niels havde endt med at skyde sig selv. Alle tegnene var der. Lige foran hende. Åbenlyst. Og hun havde fornægtet det, ville ikke se det i øjnene. Alle de gange, hvor han sent om aftenen forsvandt fra huset og tog herop, i Tusindårsskoven - hans yndlingssted - hvor han oftest først kom tilbage omkring middagstid dagen efter. Hans stadigt stigende paranoia, og de forvirrende vrøvlesætninger, han spontant kom med. Tusindårsskoven var en planet, og han var en alien der skulle bosætte sig på den planet. Men folk ville forhindre ham i at gøre det. Hans skurke var hans familie. Han havde haft mere ret end han anede.

En morder. Det var hvad hun var. En kujon. En morder. Kniven, som hun havde gledet op igennem indvandrerens øjne. Det hæse vrælende forvrængede skrig. Benjamin, som hun havde svigtet.

Og hun så det. Lige ved udgangen til skoven lidt længere oppe ad grusvejen, stod der en person. Klædt i hængerøvsbukser og en grå hættetrøje, hvor hætten sluttede sig tæt om ansigtet. En kødfyldt næse. Han strakte langsomt sin ene arm ud en anelse fra kroppen, samtidig med at han gjorde en bevægelse med tommelfingeren. Et højlydt metallisk klik, der gav genlyd, da det glinsende knivsblad foldede sig ud. Et blødende øje, der klattede rødt ned på asfalten. 

"Giv mig din fucking pung! Giv mig din fucking pung, luder!"

Han stod lige foran hende. Kirsten befandt sig ikke længere i skoven. Men på en sti. Den samme sti hvor hun havde ført kniven op gennem indvandrerens øje. Med tunnelen lige foran sig. Den hætteklædte indvandrer strakte sin kniv fremefter, som han åbnede munden og begyndte at skrige.

"JEG SKÆRER DIT ØJE UD! JEG SKÆRER DIT FUCKING ØJE UD, DIN LUDER! JEG SKÆRER DIT FUCKING ØJE UD!" Det højre øje var væk. Erstattet af et mørkerudt hulrum, hvor tykke blodstrømme væltede ned, dannede forgrenene spor nedover den ene kind. Hans mundvige foldede sig tilbage i et diabolsk tandsmil, som han satte sig i bevægelse imod hende. Et enkelt sølvmetallisk skær gled henover knivsbladet, som de muskuløse fingre strammede sig om. Kirsten udstødte et skrig, da en skinger latter udbød sig fra indvandrerens mund. Hun drejede sig rundt for at løbe. 

Foran hende befandt grusvejen sig, som bugtede ind gennem den forårsgrønne løvskov. Lyden af fuglesang lød omkring hende, samt i ny og næ en svag susen fra trafikken på Falen. Hun hev efter vejret og drejede sig atter rundt. Længere forude strakte Elsemindevej sig gennem moseengen, svang sig forbi Tusindårsskoven. Ingen indvandrer med en kniv eller et blødende øje. Kun en langstrakt, tom grusvej, et langstrakt græsstæppe plettet med vandhuller samt samlingen af bøge og grantræer længere fremme. Hun var alene. Helt alene. 

Hun drejede sig rundt og satte kursen tilbage. Hjem. Væk fra Tusindårsskoven. Væk fra det sted, hendes mand tilbragte nætterne kort inden han fik sin sidste psykose. Væk fra løvskoven. Væk fra det hele. 

Som hun bevægede sig tilbage ad den bugtende grussti, hvor det eneste der fyldte hendes ører var den knasende grus under hende, hjertets pulserende susen i øregangene samt fuglesangen i trætoppene, mærkede hun en prikkende stikkende fornemmelse ned ad rygsøjlen. En fornemmelse af, at nogen forfulgte hende. Nogen, der ville slå hende ihjel. Slå hende ihjel, fordi hun havde vredet en kniv igennem øjet på vedkommende. Hun satte fra gang til løb. På intet tidspunkt forsvandt følelsen af at hun blev tæt forfulgt af en person, der ville hende til livs. Et slør gled foran hendes øjne. Hun blinkede for at kunne stille skarpt. Fortsatte. Så sig ikke tilbage. Lod kun fokus rette sig imod den bugtende grussti foran sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...